Bharati Gujarati - pigen fra Mapusa

Bharati Gujarati

På markedet i Mapusa mødte vi den før omtalte hindupige Bharati, hun er nok det menneske, hvis jeg ser bort fra mine nærmeste,  der har gjort størst indtryk på mig nogensinde. Anden gang vi besøgte Goa tog vi på markedet fordi vi gerne ville møde pigen igen, og da vi nærmede os hendes bod rejste hun sig op og kom næsten løbende os i møde,  - nakkehårene rejste sig lidt på mig da jeg fik øjenkontakt med hende - Tænk sig, hun kunne kende os fra sidste år? -  der kommer jo i tusindvis af mennesker på dette marked hver eneste dag - vi talte lidt sammen og fortalte hende at jeg var på udkik efter et nyt kamera, hun spurgte om vi vidste hvor vi kunne købe et sådan - og nej, det anede vi intet om - Skal jeg følge jer ud af markedet og hen til en butik der handler med fotoudstyr, joh tak - det ville vi gerne have - hun fik moderen til at passe boden og vi forlod markedet sammen med Bharati. Da vi kom til butikken ville hun vente udenfor; men jeg insisterede på at hun kom med os ind i butikken, det gjorde hun så - jeg købte et godt lille kompaktkamera til en rimelig god pris - Bharati's øjne blev dobbelt så store da jeg tog pungen op af lommen og betalte for kameraet - i danske kroner var det omkring 1000 kr. - det var mere end hendes familie kunne tjene på en hel måned, så jeg følte mig på en måde lidt flov? - de første billeder jeg skød med kameraet var selvfølgelig af Bharati, hun sagde at hun længe havde haft et stort ønske om at få et kamera, men at det var et uopnåeligt ønske for hende, da de måtte kæmpe for at få råd til at mætte familiens munde hver dag - vi gik med tilbage til markedet og bød Bharati med ind på en lille cafe hvor vi fik lidt at spise og drikke - da vi i år sagde farvel til hende købte Birthe et par sjaler af hende som vi kunne bruge til gaver hjemme i Danmark.
Året efter tog vi selvfølgelig turen til markedet i Mapusa igen - Mapusa ligger ca. en halv times kørsel fra hvor vi bor, det er den næststørste by i Nord Goa, den største er Panjem. Da vi trådte ind på markedet var der straks en ung pige der kom os i møde, vi kendte hende ikke? men hun havde en bod i nærheden af Bharati's bod og havde lagt mærke til os de foregående år - hun tilbød at følge os gennem markedet og ned til Bharati, som sagt så gjort, da vi kom til målet sagde vi tak til hende og hun forlod os igen - Bharati strålede af glæde da hun så os, så vi fik både knus og klem inden vi satte os på de små plastskamler der står ved hendes bod - vi talte om dit og dat indtil jeg sagde til hende at jeg godt ville spørge hende om noget særligt - hun kikkede undrende på mig og spurgte ind til hvad det var? - jeg sagde til hende at vi godt kunne tænke os at vide noget mere om hende og hendes families tilværelse året rundt, og at jeg godt kunne tænke mig at hun ville fotografere forskellige situationer de næste 12 måneder - hun fik næsten tårer i øjnene da hun udbrød: Det kan jeg jo ikke, jeg har jo ikke noget kamera? - jeg trak kameraet som jeg købte sammen med hende sidste år, op af lommen og lagde det i hendes hænder - hvis du vil være med til dette, vil jeg forære dig dette kamera - jeg vil så komme tilbage til næste år og bytte SD-kortet ud med et nyt af slagsen, billederne du så har taget i årets løb vil jeg få lavet en bog af, som jeg vil tage med ned til dig året efter - Sjældent har jeg set gladere pigebarn, det ville hun meget gerne - jeg lærte hende at bruge kameraet, og hun strålede som en lille sol da hun takkede mig - hun spurgte om det var i orden med os hvis hun kaldte mig for "Papa" (indtil nu havde hun kaldt mig for "The Camera-man") - jeg sagde at det var okay med mig, hvis jeg måtte kalde hende for "min indiske datter" og hermed var den adoption accepteret af os begge - hun bød os med hjem til hendes forældre hvor hun endnu boede - Bharati er nu omkring de 25 år gammel - vi takkede ja, og vi skulle så mødes her på markedet et par dage senere, her ville de så møde os og følge os til hjemmet.
Vi ankom til markedet til den aftalte tid, Bharati stod og ventede på os og fulgte os over til en taxaholdeplads - hun konfererede med et par af chaufførerne, men mente de var for dyre så det endte med at hun prajede en lille gul Tuktuk hvor vi alle tre blev stuvet ind bagi - der var heldigvis ikke mere end 10 minutters kørsel fra markedet til hjemmet - her blev vi modtaget af hendes mor, far, 2 brødre og en lillesøster - de var alle nyvaskede og i meget pænt og farvestrålende tøj - de boede i stuen et ældre lejlighedskompleks, de havde udgang til en lille baggård som blev brugt til farvning o.l. af de varer de solgte på markedet, de viste os hvad de selv lavede af sengetæpper, pudebetræk og lign. - inde i lejligheden som bestod af en stue, et soveværelse samt køkken og toilet var der pænt rent og ryddet op, i stuen var der et møbel, en 2 personers sofa som Birthe og jeg skulle sætte os i, de andre satte sig på gulvet - moder Rita var gået i køkkenet, vi andre talte sammen og Jeg havde et par mobiltelefoner med hjemmefra Danmark, jeg forærede Bharati den ene og spurgte om hun også ville have den anden, hun kunne måske sælge den eller forære den væk - hun sagde nej tak, men jeg kender en der gerne vi have sådan en, det er min far - okay sagde jeg, så giv ham denne - nej det må du selv gøre, han går udenfor lige nu - jeg gik ud til Mr. Mukash som faren hedder, han kan ikke tale engelsk, så jeg gik hen til den lille mand og lagde telefonen i hans hænder, mens jeg med fingersprog fortalte ham at det var en gave til ham fra mig - han kikkede op på mig, lagde telefonen på jorden og omfavnede mig i meget længe - den lille mand fik tårer i øjnene - det gjorde den store også - vi gik ind sammen og middagen var ved at være færdig - broderen gik ind til naboen og lånte et lille bord til Birthe og mig, der kunne lige akkurat stå 2 tallerkener og 2 glas på bordet - drikkevarerne bestod af flaskevand eller cola, Bharati havde aldrig smagt alkoholiske drikke, og havde heller ikke lyst til at prøve - jeg har set på tæt hold hvor meget dårligdom det kan føre med sig, sagde hun?
Maden kom ind i gryder som blev sat på gulvet, vi fik hver en blik-tallerken og Bharati øste op for os, vi fik et par store skefulde ris, lidt marsala-sovs med kyllingekød i, ovenpå risen blev der placeret en stegt makrel med hoved og hale, ved siden af blev der serveret chapati-brød (pandekagelignende friskbagt brød) - vi kikkede lidt mærkeligt på bordet, der var jo ingen bestik? dette opfangede moder Rita straks og hentede derefter 2 spiseskeer til os? familien spiste med fingrene? - jeg sagde til Birthe at den der spiseske jo ikke er meget bevendt når der lå en hel makrel på tallerkenen, så vi lagde pænt skeerne til side, og spiste derefter med fingrene - der blev fniset lidt il at begynde med; men Bharati lærte os at tage et stykke af brødet som vi så kunne bruge til at fiske ris, sovs, kylling og fisk op med - det smagte godt, selvom sovsen var lige stærk nok til vores ganer, til dessert fik vi Marsala-the - efter middagen gik vi en tur med Bharati og hendes lillesøster Sarika - Bharati fortalte os at hendes lillesøster var født med en hjertefejl der gjorde at hun havde fået indopereret en pacemaker, hun viste os arret efter operationen og man så en tydelig bule på hendes brystben hvor pacemakeren sad - Sarika var en meget mager og tydeligt sygdomsramt pige, men hun strålede af glæde over at kunne holde Birthe i hånden når vi gik, hun talte ikke mens vi var tilstede? da vi kom tilbage til lejligheden var tiden kommet hvor vi skulle hjem, jeg trak min pung op og ville forære Bharati 2000 rupees (ca. 200 kr.) - men dem ville hun under ingen omstændigheder modtage, i er jo vores gæster og det skal i ikke betale for? - jeg fortalte hende at det var fordi vi var glade for at have lært dem at kende, og jeg havde lyst til at give hende pengene; men nej, hun ville bare ikke modtage dem - jeg sagde på et tidspunkt at så ville jeg give hendes far pengene, hun smilede lidt og sagde: du kan jo prøve, men ham får du heller ikke til at modtage dem, så de røg tilbage i baglommen igen!
Familiens eksistensgrundlag er udelukkende den lille bod på markedet i Mapusa, som de hver onsdag flytter til Hippiemarkedet i Anjuna som ligger ude ved kysten nord for Calangute hvor vi bor - og hver lørdag er boden flyttet til Saturdaynigth-Marked som forsætter til omkring kl 2-3 stykker om natten - familien knokler virkeligt hårdt for at få dagligdagen til at holde sammen - der skal betales husleje, strøm, vand, lillebroren går i skole, lillesøsterens hospitalsregninger skal betales osv. - dette år fortalte de os at de havde udgifter på omkring 900 kr. hver måned - jeg bad Bharati om at få et kontonr. til banken så jeg engang imellem kunne overføre et beløb til dem - hun kikkede mærkeligt på mig og fortalte at de skam ikke havde noget kontonr. eller nogen bank, så det kunne ikke lade sig gøre - så det var jo lidt træls!
Da vi dette år kom tilbage til Danmark kunne jeg ikke lade være med at spekulere om der var andre muligheder for at hjælpe den lille familie? jeg surfede rundt på nettet og så at der måske kunne være en mulighed ved "Western Union" jeg prøvede at oprette mig som kunde hos dem, det gik rimeligt let, og da jeg var oprettet ville jeg så prøve at sende 200 kr. til Bharati, jeg havde jo hendes fulde navn, adresse og telefonnummer? - jeg klikkede ind for at sende penge - der kom en rubrik frem hvor jeg skulle skrive hendes navn, og så skulle jeg skrive hvilket land hun bor i og Vups - nu stod der pludseligt at hun kunne få udbetalt pengene ved en Wester Union-agent i Indien - jeg tænkte at pengene nu var spildt, for det kunne da ikke passe at de ikke skulle have flere oplysninger, der er jo trods alt mere end 1,2 milliarder indere - pludseligt ringede min mobiltelefon, det var en engelsk talende mand der ringede fra Grækenland - han var ansat at Western Union og skulle lige have nogle oplysninger om mig, da jeg lige havde oprettet mig - det fik han og han fortalte at han havde sendt mig et 10 ciffer nummer, som jeg skulle give Bharati, hun skulle så have billede legimation og dette nummer med for at få udbetalt pengene - jeg SMS'ede nummeret og forklaringen på hvor hun kunne få udbetalt pengene til Bharati - næste dag hørte jeg fra hende - hun havde fået pengene udbetalt - Hurra, jeg havde nu fundet en måde på at hjælpe den trængte familie - jeg har siden den dag i 2013 sendt 2000 Rupees hver eneste gang jeg har fået løn (nu efterløn) - vi mærker en rigtig stor taknemlighed over denne for os ringe gestus.

Skulle der være nogle af de besøgende her på siden der har lyst til at give Bharati og hendes familie en økonomisk håndsrækning, skal i være mere end velkomne til at kontakte mig og jeg vil være behjælpelig med dette

Da vi i 2015 nærmede os tiden til at vi skulle ud på den lange rejse til Goa fik jeg en aften en SMS fra Bharati hun fortalte at hun skulle indlægges på hospitalet i Mapusa, jeg blev nervøs og spurgte ind til hvad grunden til dette var; men jeg kunne kun få svaret at: it's a woman thing - I tell you When you come - vi spekulerede en del over hvad problemet mon var. Da vi kom til Goa dette år ankom vi en fredag, tankerne omkring Bharati fyldte meget så allerede om lørdagen blev vi enige om at finde familiens bod på Saturday Nigth marked - her fik hendes bror Manuj hurtigt øje på os, han fortalte at hun lige nu lå på hospitalet, han ringede hende op og gav mig telefonen, Bharati lød både glad og ked af det på samme tid - jeg sagde at vi ville besøge hende hurtigst muligt og blev enig med hende om at komme næste dag og samtalen med hende sluttede - herefter fik jeg en meget nedslående melding fra Manuj - han fortalte at Bharati skulle giftes med en ældre mand og at hun skulle være hans kone nr. 2 - manden boede i en anden stat der hedder Gujirat og ligger nord for Mumbai som vi bor ca. 600 km. syd for. Jeg havde det utroligt dårligt over at høre dette, det var hendes far der havde fundet manden til hende, det var faktisk Bharati's fætter og det er ganske normalt i dette land; men for mig var det næsten det samme som menneskehandel, jeg sov ikke meget denne nat, og var ikke i tvivl om at jeg ikke kunne holde min afsky tilbage overfor familien, selvom det er en anden verden vi bevæger os i.
Vi tog en Tuktuk til hospitalet som lå inde i et slumkvarter, vi gik op af en trappe og hen af en gang hvor der ikke var glas i vinduerne, fuglene fløj ud og ind af hospitalet - vi blev henvist til en dør og fik fortalt at her lå Bharati - det var med bævende læber og rystende knæ jeg åbnede døren - her mødte Bharati og mit blik hinanden, vi brød begge ud i tårer, jeg omfavnede hende i meget længe og blev ved med at holde hende i hånden endnu længere - jeg spurgte nu ind til hvad hun var indlagt for? hun fortalte med tårer i øjnene at hun var født uden livmoder og kun med en nyre, hun havde nogle komplikationer med dette og var derfor indlangt - jeg spurgte til hendes kommende mand - hun lyste lidt op og sagde at hun elskede ham og han elskede hende - da jeg spurgte til at hun skulle være hans kone nr. 2 svarede hun at det var fordi hendes kommende mands første kone var "glad for andre mænd" og derfor var de blevet skilt, de havde et barn sammen, en dreng der nu er 12 år - medens vi talte sammen om dette ringede hendes mobiltelefon, som hun havde fået foræret af mig året før, det var hendes kommende mand der hedder Roshan - hun talte kort med ham og rakte pludseligt telefonen over til mig og sagde at han gerne ville hilse på mig - jeg blev lidt paf, men fattede mig i korthed og fik fremstammet et eller andet om at han måtte love at behandle Bharati ordentligt - det lovede han og han sagde at han glædede sig til at møde Birthe og mig, da han havde hørt meget om os? - han ville være i Goa næste vinter fortalte han. Et par tunge sten var nu faldet fra mit hjerte, Bharati er forelsket i den mand hun skal giftes med og det er gensidigt - dette er absolut ikke nogen selvfølge i Indien.
Vi havde taget en halskæde hjemmefra med til Bharati, hun bad mig om at sætte det om halsen på hende, så hun satte sig op i sengen, jeg satte kæden rundt om halsen på hende og hun så glad ud - hun sad i en hospitalsskjorte og i et sengelinned der ikke var blevet skiftet i de 9 døgn hun havde været på hospitalet - værelset hun lå på var meget usselt, der var ingen vinduer så det blev kun lyst op af en pære der hang i en ledning fra loftet, der var kun en sygeseng i det lille rum og et rustent metal sengebord, ved siden af sengen var der en smal briks til hendes pårørende - enten hendes mor eller hendes svigerinde havde boet på hospitalet med hende under hele opholdet - hospitalet serverer kun morgenmad og the til de indlagte, alt andet mad, drikke og medicin skal de pårørende selv komme med. Jeg havde lavet en fotobog til Bharati fra de tidligere besøg i Indien, den var hun meget stolt af, så da en sygeplejerske kom ind på værelset skulle hun selvfølgelig også se billederne, det var en utrolig flink sygeplejerske, vi spurgte lidt ind til Bharati og hun lovede at komme tilbage for at fortælle om hvornår hun kunne udskrives - vi sad på hospitalet i næsten 3 timer og sygeplejersken kom tilbage med Bharati's journal som hun synes jeg skulle se, jeg tog et billede af journalen som jeg ikke rigtigt kunne se ret meget ud af? sygeplejersken sagde at hun havde talt med lægen om at Bharati godt måtte komme hjem hvis vi ville garantere at følge hende hjem og sørge for at hun kom i seng derhjemme, det ville vi hellere end gerne - vi hjalp Bharati i tøjet og nu kom lægen ind med en regning der skulle betales inden hun kunne forlade hospitalet, den lød på 26000 Rupees (ca. 2600 kr.) - i mellemtiden var Mr. Mukash kommet han kikkede på regningen og gik ind til lægen og pruttede prisen ned på 20000 Rupees som han betalte - vi fik fat i en taxa til Bharati og os, Mr. Mukash sagde at han ville tage sin scooter og køre til markedet for at købe ind til en festmiddag derhjemme og vi skulle være velkomne. Da vi kom til hjemmet stod Rita og tog mod os, vi fik bakset Bharati ind på sofaen i stuen hvor hun lagde sig godt til rette, hun sagde til hendes mor at hun skulle hente kameraet som jeg forærede hende sidste år, Rita kom med kameraet og jeg var meget spændt på om hun nu også havde taget de billeder som vi talte om hun skulle - det havde hun, der var knipset 476 foto og det var utroligt gode billeder både fra familien, monsunen og naturen både i Goa og også fra Gujirat hvor familien havde rejst op i årets løb - jeg fik kortet og satte et nyt i kameraet. Der blev holdt festmiddag for hele familien broderen Manuj var siden sidste år blevet gift med en rigtig lille skønhed der hedder Mamta, hun deltog selvfølgelig også - Mamta måtte i følge de hinduistiske regler ikke vise sit ansigt til sin svigerfar, så når Mr. Mukash var tilstede dækkede hun ansigtet med sit tørklæde - en for os underlig regel, han måtte gerne se billeder af Mamta? - efter en lang dag tog vi en taxa hjem, vi satte os på balkonen og delte en flaske vin og fordøjede dagens oplevelser så godt vi kunne - en anden god ting ved besøget var at Bharati flytter ikke fra Goa selvom hun skal giftes, det er ellers normalt at kvinden skal bo hos mandens familie, men i dette tilfælde var det heldigvis anderledes.
Ugen efter Bharati var kommet hjem fra hospitalet var hun igen at finde på markedet i Mapusa, vi besøgte hende og fortalte hende at Birthe og jeg havde aftalt at vi gerne ville have lov til at købe det tøj hun skulle giftes i, hvis det var okay for hende - det var det, så vi gik på tøj indkøb, hinduer bliver gift i de mest farvestrålende sarier med pallietter og smukke broderier på, efter at have været i 2-3 forskellige butikker fandt hun endelig den hun bedst kunne lide, jeg gav hende en lille læderpung, sagde til hende at det nu var hendes og at der var penge nok til at købe sarien hun havde valgt - hun udviste stor glæde og taknemlighed og dette, vi gik på en cafe på markedet hvor vi fik en isdessert inden vi sagde farvel og på gensyn til hinanden.
Bharati blev gift i maj og hun sendte mange billeder til os fra hendes bryllup, hun lyder glad og roser hendes mand op i skyerne, sønnen som Roshan har hedder Sojul, han kalder nu Bharati for mor, og hun kalder ham for hendes søn - det gør jeg også fra nu af!

2016 - vi kom til Goa først i Januar og tog selvfølgelig hurtigt derefter til Mapusa for at opsøge Bharati og Roshan samt sønnen Sojul, vi mødte dem på den sædvanlige plads - det var første gang vi så Roshan, han hilse venligt på os, han var ikke så god til engelsk men kunne dog gøre sig forståelig, han har de dejligste øjne og det mest charmerende smil man kan tænke sig, jeg kunne virkelig godt lide den mand fra første gang jeg så ham - vi blev budt med hjem for at se hvor de nu boede, de havde lejet et meget lille stenhus - ca. 15 m2 - uden toilet og bad, men dog med en lille vandhane ved madstedet, det eneste der stod på gulvet var 2 plastik stole, som dem man kan købe for 25 kr. stykket i Danmark - de var købt på grund af Birthe og mig, vi satte os på stolene mens de andre sad på gulvet, sønnen Sojul var en stille og rolig dreng der hilste meget høfligt på os, derefter satte han sig tæt op af Bharati og hans far, vi fik en kop marsala the og snakken gik lystigt - på et tidspunkt spurgte jeg dem om de kunne tænke sig at bruge en hel dag sammen med Birthe og mig for så ville jeg arrangere en udflugt - det ville de meget gerne, men det skulle så være en søndag, alle de andre dage arbejdede de.

Vi aftalte at mødes i Calangute ved St. Antonis Chappel kl. 8.00 søndag morgen, Birthe og jeg var på pletten et kvarter før tid, vi havde dagen før bestilt en 7 personers taxa, han kom 5 minutter før tiden, så alt var klar - nu manglede vi bare Bharati, Roshan, Sohal og  Bharati's lillebror Mohul - klokken blev 10 minutter over 8 - stadig ingen lyd fra Bharati - taxachaufføren spurgte hvad vi havde aftalt, jeg fortalte ham at vi skulle mødes med en familie kl. 8.00 - nå - er det jeres tid eller er det indisk tid? spurgte han - det er en indisk familie vi skal have med forklarede jeg - nå, så kommer de tidligst en halv time efter aftalt tid sagde han roligt - jeg blev lidt urolig og rigede Bharat op - hun sagde at de var på vej til bussen nu; men jeg gav taxachaufføren telefonen og bad ham fortælle at vi kørte en omvej til Mapusa for at hente dem, dom sagt så gjort, så lidt efter kl. 8.30 var vi alle samlet og klar til at begive os ud på nye oplevelser - vi var blevet enige om at køre ud til et af de største vandfald i Indien, nemlig Drugasar Vandfaldet som lå ca. 2 timers kørsel hjemmefra - Birthe havde lidt slik og kiks samt nogle colaer med på turen, drengene ville gerne have noget slik så det fik de - da de havde pakket det ud ville de smide affaldet ud af vinduet; men her talte Birthe højt og sagde lidt strengt til dem at det der ville vi simpelthen ikke se, papir og affald kunne de give hende for hun havde en pose til en slags - de gav hende måbende affaldet - Indien er ikke ligefrem en pryd for øjet når man færdes i de beboede egne, affald flyder overalt, så Birthe's pose løser ikke problemet; men det er dog en begyndelse? - da vi når frem til bestemmelsesstedet bliver vi sat af taxaen, den sidste gode halve time skal foregå i terrængående firehjulstrækkere, vi kørte oppe i bjergene, gennem vandløb og over stok og sten - især drengene havde en kanon god oplevelse her, vi passerede mange aber, okser og andre dyr og til sidst blev vi sat af i nærheden af vandfaldet - de sidste par kilometer skulle vi gå - da vi steg ud af bilen var der nogle damer der solgte bananer i poser - jeg købte 2 poser en til hver af drengene, de var beregnet til at give de mange små aber der nærmest flokkedes omkring os - drengene havde fået hver deres mobiltelefon af os, så de fotograferede deres oplevelser meget - da vi begav os ud på det sidste stykke vej til vandfaldet gik vi over smalle broer, gennem små vandløb og gennem tæt urskov hvor der var chancer for at møde de vilde tigere, vi mødte dem dog ikke - hele vejen holdt Roshan et godt tag i Birthe, da han ikke ønskede at hun skulle falde Bharati gjorde det samme ved mig, men hvis jeg skulle falde ville jeg nok tage hende med ned, men okay, jeg nød at holde hende i hånden - da vi nåede frem til vandfaldet tog hun om mig og sagde: det her fotograferer jeg ikke, det vil jeg bare opleve i virkeligheden, det må da være det smukkeste sted i verden? - pludselig siger hun: vi vil ud at bade - jeg blev lidt forskrækket da vi havde passeret nogle opslag om hvor farligt det kunne være - vandet var meget koldt, det kom oppe fra bjergene og der var meget dybt, mange indere havde sat livet til i det klare vand - der var godt nok redningsveste til alle; men aligevel? - jeg sagde til Birthe at for en sikkerheds skyld måtte jeg jo nok selv hoppe i baljen, for jeg kunne da i det mindste svømme, det kunne de andre ikke - Bharati, Roshan og drengene hoppe først i, de holdt sig inde ved kanten hvor de kunne få fodfæste på nogle store sten - jeg sprang i og svømmede helt ud under vandfaldet, det var bare så skønt - i vandet svømmede der nogle enormt store karper rundt, det var en stor oplevelse - da tiden kom da vi skulle tilbage til taxaen kunne vi næsten ikke drive familien op af vandet; men op kom de dog og vi gik tilbage til bilen - da vi skulle ind i bilen opdagede Roshan at han havde glemt hans skjorte og hans armbåndsur på klipperne ude ved vandfaldet - det ville nok tage en halv time at hente det, jeg sagde til ham at vi nok skulle vente på ham; men han insisterede på at vi skulle køre, det gjorde vi så; men jeg havde en plan om at vi skulle spise middag sammen i en nærliggende krydderiplantage, så i den nærmeste by var vi inde i en butik for at købe en ny T-shirts til Roshan, han var helt forlegen ved at tage i mod den - jeg lovede ham at til næste år ville jeg tage et armbåndsur med ned til ham, og at det skulle være et vandtæt et af slagsen som han kunne beholde på hvis han igen skulle ud at bade. Vi holdt ind på krydderiplantagen hvor vi fik en rundvisning og vi spiste en stor indisk buffet sammen - herefter kørte vi hjemad - familien faldt i søvn ovenpå hinanden og op af Birthe som sad på bagsædet ved siden af Bharati - da vi satte dem ved deres hjem tog hun om mig og sagde at det havde været hendes bedste dag nogensinde - hele dagen alt inklusiv havde kostet omkring 1000 kr. - det er nok det meste jeg nogensinde har fået for lidt?