INDIEN


 

Oplevelser i Goa - Indien

 

I januar 2011 rejste vi til Goa i det sydvestlige Indien, vi havde i sensommeren talt frem og tilbage om hvor vinterferien i år skulle gå hen? Det har jo i mange år været Gran Canaria der har været danskernes foretrukne rejsemål især om vinteren, det var også stedet vores planlægning i første omgang drejede sig om. Jeg sad en aften og klikkede mig gennem forskellige rejseselskabers hjemmesider, indtil jeg nærmest ved et tilfælde så at 14 dage i Indien ikke var dyrere end en rejse til Gran Canaria. Vi kendte så at sige intet til Indien og slet ikke som rejsemål, vi kendte ingen der havde været der, det var derfor meget ukendt for os - det var så grunden til at vi valgte Indien som vores mål denne vinter - det blev en beslutning som har betydet utroligt meget for os, vi har fået indsigt i en for os, anden verden med en meget anderledes kultur, andre religioner - et stolt folk der udstråler en venlighed der går ud over alle grænser, vi har knyttet et tæt forhold til 2 vidt forskellige familier i Indien - taxachaufføren og katolikken Inácio Bautisto Rodrigues og hans familie som består af hans mor, far, kone og 2 døtre, samt sjalsælgeren og hinduen Bharati Gujarati og hendes familie som består af mor, far, brødre, søstre og svigerinde.

Rejsen til det store ukendte land er lang, flyvetiden fra Kastrup er ca. 11-12 timer plus en mellemlanding i enten Kuwait eller Qatar på op til 3 timer, dertil transporttid fra lufthavnen til hotellet på 1-1,5 time, så man er godt brugt når frem.

Vi har de første 5 år boet samme sted, nemlig Empire Beach Resort som er et veldrevet familieejet hotel hvor renlighed og god service samt en god restaurant er i højsædet,  vi har valgt at bo på et af de store værelser ca. 30 m2 med en balkon på ca. 15 m2 med den bedste udsigt over det Arabiske Ocean man kan tænke sig, vi sidder ofte om morgenen på balkonen og kan se delfinerne leger i havet mens kinghfisherfuglene med deres smukke farver sætter sig i kokospalmerne lige uden for balkonen.

De 5 første vintre vi nu har besøgt hotellet har vi været sammen med de samme danske familier hvert år, vi er 5-6 par som har lært hinanden at kende, vi sidder ikke lårene af hinanden men det er nu meget hyggeligt at få en snak hen over morgenkaffen som faktisk næsten er det eneste vi nyder på hotellets restaurant, ikke fordi maden er at foragte de har et rigtigt godt køkken, men vi sværger mere til at gå ud om aftenen og spise på de lokale steder og her er mulighederne mange, samt at vi også plejer at besøge vores indiske venner og indtage maden hos dem eller hos deres venner som er lige så gæstfri overfor os.

Det var et sandt tilfælde der gjorde at vi mødte Inácio, den første dag vi var i Indien ville vi med til et informationsmøde som rejseselskabet havde arrangeret , vi prajede derfor en af de mange taxaer der holdt uden for hotellet og bare ventede på kunder, jeg kom med det samme i snak med Inácio, vi talte godt sammen og med mit skoleengelsk kunne jeg sagtens både forstå og gøre mig forståelig overfor den lille charmerende inder. Da vi kom frem til arrangementet sagde Inácio at han ville vente på os og køre os tilbage når vi var færdige, det tog ca. 2 timer og jeg forventede nok at han var kørt for længe siden, men nej, han sad og ventede på og spurgte interesseret til om vi havde fået noget ud af det, vi sagde at det var godt nok, da vi jo intet kendte til hans land, vi talte om løst og fast, på et tidspunkt spørger jeg ham om der kunne være en mulighed for at jeg kunne komme med en båd ud på Det Arabiske Ocean for at fiske, han tog fluks sin telefon og talte i et par minutter da han vendte sig mod mig og spurgte om jeg kunne være klar til at tage på fisketur i morgen tidlig kl. 6.00 - jeg sagde ja - Inácio sagde at han lige havde lånt en båd med motor og at ham og mig samt hans fætter skulle på fisketur, Birthe ville ikke med og valgte at blive hjemme på stranden denne dag. Vi havde en fantastisk sejltur hvor delfinerne sprang omkring båden, de viste mig forskellige ting som man kun kan se fra vandsiden, vi var f.eks. meget tæt forbi et fængsel, så tæt at jeg havde øjenkontakt til fangerne der sad i deres celler bag tremmerne i vinduerne der ingen glas har. Jeg var heldig og fangede en fisk, en såkaldt grupar på ca. 40 cm. - en ulkelignende fisk med mange pigge og flotte farver, jeg lod Inacio tage den af krogen, han fortalte at det var en god spisefisk og han ville sørge for at en anden fætter han har, som har en restaurant ville tilberede den til os om aftenen. Vi var væk fra kl. 6.00 om morgenen, ca. En halv times taxakørsel 4 timer på havet og sat af hjemme på hotellet igen, pris: lidt under 200 kr.

Om aftenen gik vi på den restaurant der skulle tilberede fisken, den blev flot serveret på et sølvfad med grøntsager og kartoffelmos, da vi efter middagen bad om regningen kom indehaveren af restauranten med 2 store glas portvin og sagde til os at man skulle da ikke betale for noget man selv havde fanget, så det var på husets regning, vi købte dog en isdessert hver og gav dem det det svarer til 80 kr. De fleste var dog drikkepenge. Medens vi sad på restauranten og ventede på maden så jeg pludselig et dyr stikke hovedet i beplantningen der kransede restauranten inde, det lignede en kanin, jeg tog kameraet og snuppede et billede af dyret inden det atter vær væk, jeg henvendte mig indehaveren og spurgte ham om hvad det mon var for et dyr - det er da en rotte sagde han, jeg fortalte forsigtigt at jeg lige havde set rotten her på hans restaurant, han svarede blot: bare vent et par timer til, når klokken bliver 23.00 plejer det at være mange flere ?

Næste dag møder vi Inacio igen, han inviterede os hjem til hans familie, da han synes vi skulle møde hans kone og datter, vi takkede ja og skulle så komme næste dags aften. Vi var meget spændte på hvad der ventede os, Birthe havde købt en meget stor buket blomster og vi gik langs stranden hen til en restaurant som hedder Gleens Corner hvor vi skulle møde Inacio, han fulgte os herfra hjem til hvor han boede - det var et meget lille stenhus med bliktag i en meget dårlig forfatning, vi blev budt ind og konen kom frem og hilste på os, hun hedder Irene, Birthe gav hende blomsterne som hun blot tog og lagde på et bord ude i køkkenet, datteren Illiona kom lidt genert frem, hun var 4 år - hun tøede hurtigt op og synes det var meget spændende med sådan nogle mærkelige mennesker der var kommet på besøg, moderen og faderen kom også frem fra deres skjul og vi fik hilst på hinanden, det er kun Inacio og konen der mestrer at tale engelsk, Illiona er ved at lære det i skolen - huset består af 2 små rum samt et mindre køkken, stuen som vi stod i var vel omkring 12-14 m2 her var en sofa og et meget lille bord et 12 tommer tv og et par hylder herunder, der var også meget slidte 2 plaststole, jeg spurgte forsigtigt til hvor de sov og fik at vide at det gjorde de da på gulvet alle sammen i stuen, det andet lille rum blev brugt til opmagasinering af tøj, symaskine osv.

Inacio lavede det meste af maden, dog med hjælp fra Irene, det foregik over åben ild udendørs - han kom ind med en tallerken med hjemmelavede forårsruller og sagde værsgo - vi kikkede lidt forundrede på ham og hinanden, jeg spurgte om det ikke var meningen at vi skulle spise sammen - nej nej, sagde han, de spiste først ved 23-tiden om aftenen så vi skulle bare gå i gang - det var ærlig talt en mærkelig fornemmelse at bare side og lade sig varte op, efter forårsrullerne fik vi kinghfish og kingrejer som smagte fantastisk, vi havde vores IPad med og viste efter middagen nogle billeder hjemme fra Danmark, de var meget interesserede i at se hvordan vi boede, vores bil og ikke mindst vores campingvogn. Da vi havde set billeder ville Irene og Illiona synge en sang for os, det var en børnesang, dette kvitterede Birthe med ved at synge et par børnesange for dem, jeg sad stille og nød en kingfisherøl imens. Da vi skulle hjem tilbød Inacio at køre os, men vi valgte at gå langs stranden, kl. var 22.00 og det var bælgmørkt, så Inacio valgte at følge os hen til hotellet,vi takkede for en hyggelig aften og satte os op på vores balkon og lod roen falde over os inden vi gik i seng - nætterne var lidt af en prøvelse de første par dage, men man vænner sig hurtigt til at temperaturen sjældent kom ned på 20 grader om natten, om dagen lå den på ca. 30-36 grader.

Hver fredag er der et stort lokalt marked i byen Mapusa som ligger ca. en halv times taxakørsel fra hotellet, der var en mylder af mennesker, scootere, handlende osv. Vi var knap nok kommet helt ind på markedspladsen da en ung pige henvendte sig til mig og spurgte venligt om hvor vi kom fra, jeg fortalte vi kom fra Danmark og at det var første gang vi var her, hun spurgte om det var noget hun kunne være behjælpelig med, det var der ikke, men hun gjorde alligevel indtryk på os og vi fulgte med hen til hendes bod, som bestod af sjaler, pudebetræk og sengetæpper, en del af hendes sortiment havde hun selv syet og farvet, vi satte os ned med hende og købte et par sjaler, vi mødte også hendes mor som var med på markedet, pigen fortalte at hun hed Bharati og hendes mor hedder Rita, det var hun meget stolt af, da som hun sagde, det var et engelsk navn, jeg tog et par billeder af hende vi sagde farvel, hun sagde at hvis vi nogensinde kom tilbage skulle vi besøge hende igen.

Vi var også på et par udflugter det første år vi var i Goa som rejseselskabet havde arrangeret, vi var på en spændende tur som de kaldte " I Ghandis fodspor" hvor vi var inde i landet og besøge nogle små landsbyer og vi var ude at se en stor kryderihave, her spiste vi en lækker frokost. De efterfølgende år har vi selv planlagt vores udflugter i samarbejde med Inacio som selvfølgelig var blevet vores faste chauffør - vi har været ude at se Indiens næststørste vandfald det var en heldagstur, vi har også være på bådtur på floden hvor vi så et meget rigt fugleliv og ligeledes en del store krokodiller som vi var næsten faretruende tæt på. Inacio har også et par gange kørt os nord på til en Bauntystrand nær Morjim, her har vi badet og slikket sol, gået ture og bare nydt dagen mens han ventede på os i taxaen, der kunne godt gå 3-4 timer, men han ville bare ikke med os på stranden, han blev i sin taxa. En dag vi gik tur langs vandet ved Morjim gik jeg bagved Birthe og rodede lidt med mit kamera da jeg pludseligt kikkede op og råbte af Birthe "gå ud i vandet lige nu" råbte jeg, Birthe vendte sig og kikkede lidt betuttet på mig, men kunne heldigvis se at jeg mente det, som sagt så gjort og da hun stod ude i vandet sagde hun, hvad var meningen med det her, jeg sagde blot, prøv at kikke hvor du gik - her krøb en slange på ca. 1,5 m. rundt i sandet -  Birthe råbte til mig at hun i hvert fald ikke skulle den vej tilbage igen, jeg foreslog at vi så bare gik den anden vej rundt om Indien.? Jeg tog et par billeder af slangen, som jeg senere fik at vide var en havslange, Birthe kunne ikke forstå at hun så blev jaget ud i havet, men jeg havde altså ingen skumle bagtanker.

Anden gang vi var i Goa var året efter altså i januar 2012, vi havde det sidste år haft regelmæssigt kontakt til Inacio via facebook, så han stod og ventede på os i lufthavnen da vi landede, gensynsglæden var stor - Irene var blevet gravid og skulle føde til marts og de talte om at pladsen i det lille hjem nok blev for trang til dem alle 4 når nu hans forældre også boede under samme tag, Inacio havde talt med banken og hvis han selv kunne komme med lidt kapital var de villige til at låne ham til et nyt hus, prisen på et nybygget hus lå dengang på ca. 40-50.000 kr. - vi besøgte og spiste hos familien et par gange denne vinter og kørte mange ture med Inacio ligesom jeg også i år var med ham på havet, denne gang havde Birthe dristet sig til at tage med, det fortrød hun med bestemthed ikke, vi havde rigtig mange gode timer sammen med især Inacio.

Dette år ville vi selvfølgelig også tilbage til markedet i Mapusa, vi mødte hurtigt Bharati som var glad ved at se os, hun hjalp os med at finde nogle specialbutikker udenfor markedet og var meget sød og imødekommende, hun fortalte at hun gerne ville spare sammen til et kamera men at det nok ikke lod sig gøre da hendes lille bod skulle forsørge hele familien som består af 7 personer, vi hyggede os sammen og inden vi forlod hende lovede jeg hende at vi ville vende tilbage næste år, jeg gav hende nogle billeder jeg havde taget det første år. Vi havde også året før mødt Hindupigen Anita, som var strandpige ved en af de mange shaks (strandbarer ) der ligger på stranden, hun sælger sjaler, smykker, giver massage og pedicure, vi havde i år en mobiltelefon med ned til hende, hun blev meget glad for den, hendes lille dreng havde vi lidt legetøj med til, hun arbejder i Goa i hele sæsonen som varer fra oktober til april måned, det er kun hendes yngste søn der er med hende i dette halve år, resten 3 børn bor hjemme hos hendes svigerfamilie i staten Karnataka, hvor de går i skole - Anita kan hverken læse eller skrive, så den eneste mulighed for hende er at arbejde på stranden, ligesom hendes mor gjorde før hende.

I år var vi inviteret med til barbecue hos Inacios ven Gleen, det var meget hyggeligt, maden blev lavet over en meget stor grill, der blev spillet 60'er musik og vi havde en rigtig god aften, der også denne gang endte med at Inacio fulgte os hjem til hotellet.

Da vi dette år forlod Goa, sagde vi farvel til Inacio som havde kørt os til lufthavnen, han ville intet have for det men jeg proppede en god slat penge i hans overlomme, som jeg håbede på at han kunne bruge som hjælp til at få lånet i banken.

8 marts 2012 sad jeg alene hjemme i Esbjerg, Birthe var til personalemøde, da telefonen pludselig ringede, det var Inacio fra Indien, han fortalte med stor glæde at hans kone havde født en sund og velskabt pige, jeg sagde tillykke og spurgte til hvornår hun havde født - det er 8 minutter siden nu, og du er den første der har fået det at vide, jeg må nok indrømme at jeg fik en klump i halsen og et par tårer i øjenkrogene - han fortalte ligeledes at han havde fået lov at låne til et nyt hus og takkede mange gange for den smule hjælp de havde fået fra os. En måneds tid efter ringede han mig op igen, men ville denne gang have lov til at tale med Birthe, hun skulle som en af de første have at vide hvad pigen skulle hedde, nemlig Iezena, dette gjorde stort indtryk på os begge.

Januar 2013 - Inacio stod midt om natten og ventede på os i lufthavnen, han kunne næsten ikke vente med at fortælle at de i sidste uge var flyttet ind i deres nye hus, og at vi skulle altså med ham hjem at se deres datter der nu var 10 måneder gammel, så næste morgen efter en meget kort nat blev vi hentet på hotellet - de havde fået bygget et smukt hus på ca. 50-60 m2 med stue, soveværelse med en stor seng i, samt et rum til hans forældre, de havde også fået badeværelse med et rigtigt toilet i og et køkken med gasblus - efter indiske forhold var det ren luksus og de virkede meget glade. Datteren var noget af det mest bedårede pigebarn vi havde set, altså lige bortset fra vores egne børnebørn. Vi har gerne nogle gaver med til familien og i år var det foruden mobiltelefoner også et kamera, en lommelygte og noget legetøj til pigerne, vi spiste frokost hos familien og aftalte at vi skulle spise aftensmad ved dem senere på ugen.

På markedet i Mapusa mødte vi igen i år Bharati, som jeg også i år havde nogle billeder med til, hun fik også en æske chokolade og nogle andre småting, hun inviterede os med hjem til hendes familie, men vi afslog venligt og sagde at det måtte måske blive til næste år? Vi hyggede os sammen fik talt en del og hun så billeder herhjemmefra også, hun fulgte os ud af markedspladsen, hvor Inacio ventede på at køre os tilbage igen.

2014 - Inacio sendte en mail ca. 2 uger før vi skulle til Goa og fortalte at han havde været ude for et uheld, en spritbilist havde kørt frontalt ind i hans taxa som havde taget stor skade - han fortalte at han nok skulle sørge for at vi blev afhentet i lufthavnen af en ven han havde - vi ankom kl. 03.15 om natten, Inacio stod som sædvanlig og vinkede til os, han havde taget med vennen ud for at hente os, han fortalte meget detaljeret om uheldet som han selv var kommet heldigt fra. Vi blev enige med ham om at besøge ham og familien næste dag. Vi havde tøj med fra vores børnebørn, dukker, klapvogn og andet legetøj med til pigerne Illiona og Iezena plus et par gaver til de voksne, der blev budt på frokost som bestod af rejer, kylling kogte kokoskager og grøntsager til, først fik vi en indisk drik kaldet Lashi til, det er en slags milkshake med banan i, til maden fik jeg en øl Birthe fik cola. Vi fortalte at vi i år havde planlagt at køre ned sydpå i staten til et sted der hedder Palolem, en køretur på mindst 2 timer, her ville vi så leje en bambushytte bygget oppe i palmetræerne, Inacio spurgte om han skulle finde en taxa til os og få en god pris til os, jeg takkede ja - han ringede senere på dagen og sagde at vi kunne komme derned og blive hentet dagen efter for i alt 4000 rupies ca. 360 kr. Jeg tog imod tilbuddet og tænkte at taxaen skulle jo være på vejen i alt 8 timer, så det må siges at være billigt. Om morgenen kl. 6.00 kom taxaen, men ved siden af chaufføren sad Inacio, jeg spurgte forundret om hvorfor han var med, han sagde at han ville være sikker på vi kunne finde noget at bo i dernede i Palolem. Vi ankom og fandt en hytte i første række ved havet, den var lidt dyrere end de andre men kostede kun den nette sum af ca. 100 kr. for et døgn, Inacio synes den var lidt primitiv, men jeg forklarede ham at det lige netop var det vi ledte efter, ham og taxachaufføren forlod os, og vi havde en utrolig hyggelig oplevelse med at bo oppe i træerne ca. 12 m. fra vandkanten - en tur vi godt kan finde på at gøre om igen til næste år.

På markedet i Mapusa mødte vi igen Bharati, vi omfavnede hinanden og jeg sagde til hende at jeg godt lige ville tale lidt med hende om det kamera hun havde fortalt hun gerne ville have, jeg sagde at hvis hun ville deltage i et projekt sammen med mig, ville jeg forære hende et digitalkamera, hun skulle så fotografere fra nu af og et  år frem, både hjemme, på markedet, i monsunen og andre steder, hun blev simpelthen så glad og ville gerne deltage, jeg trak et Sony kamera op af tasken og lærte hende at bruge det - aldrig har jeg set gladere menneske. Hun sagde så at i år skulle vi altså med hjem for at hilse på hendes familie, da jeg trak lidt på det og sagde at det kunne vi måske gøre en anden gang, blev hun ked af det og sagde: du lovede mig det sidste år, så jeg sagde okay vi kommer, hvornår skal det være? I morgen skal i komme her på markedet, her vil jeg møde jer og vi tager sammen hjem til mig. Vi var meget spændte og lidt usikre på hvad der ventede os, men vi troppede op dagen efter kl. 10, Bharati kom, hun forhandlede pris med en taxachauffør, de kom ikke til enighed så hun prajede en meget lille tuktuk som vi alle 3 blev stuvet ind i, vi kørte ca. 5 km. fra markedet og ankom til noget meget slidt byggeri, et hus i 3 etager, hvor hun med familien boede i stueetagen. Vi fik en hjertelig velkomst både af moderen, faderen, lillesøsteren,brødrene og svigerinden, der var 2 rum plus et køkken, hun sagde at jeg bare skulle tage de billeder jeg gerne ville have, herefter bød hun mig ud af bagdøren til en lille lukket plads hvor hun forklarede at det var her på nogle fliser at de farvede deres sjaler, der stod en stor tremmelignende seng ude i haven hun satte sig og ville have mig til at sætte sig ved siden af hende, nu har jeg jo aldrig før været i seng med en inder, så jeg var da lidt betænkelig ved situationen, men heldigvis kom Birthe også derud, så jeg sprang i kanen med Bharati. Hun fortalte at hendes 5 årige lillesøster var meget syg, hun havde et dårligt hjerte og var blevet opereret mange gange, sidst havde hun fået indopereret en pacemaker. Vi gik en tur med Bharati og hendes lillesøster mens svigerinden og moderen lavede mad til os. Da vi kom tilbage var maden færdig, de blev lagt et stort tæppe på gulvet, alle syv familiemedlemmer satte sig på gulvet, Birthe og mig blev placeret på det eneste møbelet havde, nemlig en sofa, moderen havde været inde ved naboen for at låne et lille bord til vores tallerkener, Bharati fyldte nu vores tallerkener med ris, vi fik en lille skål med noget grønt sovselignende væske, der var også nogle friskbagte pandekagelignende brød til, oveni risen blev så placeret hel stegt fisk med skind og ben, da vi jo ikke var indere synes moderen at vi skulle have bestik til at spise med, så hun hentede en spiseske til os hver - vi kikkede lidt på hinanden og blev enige om at lade skeen ligge, så vi spiste hele retten som resten af selskabet, nemlig med fingrene - det var faktisk en god middag, men opskriften på sovsen efterlyste vi nu ikke. Efter middagen fik vi en kop marsalathe, jeg spurgte Bharati om hun kunne have glæde af en mobiltelefon, jeg havde set at både hende og hendes mor og bror havde en, hun fortalte at hendes far gerne ville have en, men ikke havde råd, hun bad mig gå ud i haven og give ham den jeg havde med - faderen kan kun tale hindisproget, jeg gik ud til ham med telefonen og lagde den i hans hånd og forklarede med tegnsprog at den var til ham fra mig - han kikkede på den og lagde den på jorden, han smilede med tårer i øjnene og pludselig tog han om mig og gav mig et megastort knus derefter tog han mig i hånden og ville næsten ikke slippe igen. Da vi havde været ved familien i over tre timer blev der ringet efter en taxa til os, vi takkede meget og jeg sagde til Bharati at vi gerne ville forære hende 2000 rupies(en normal dagløn for hele familien på en god dag) hun nægtede at tage imod pengene, da hun sagde at det var hende der havde inviteret, jeg blev ved med at insistere på at hun skulle modtage pengene, men forgæves! Da taxaen kom satte moderen og lillesøsteren sig ind på forsædet, vi spurgte om de skulle sættes af på vejen, eller hvad? Nej, sagde Bharati, vi vil bare sørge for at i kommer ordentligt hjem.

Nogle dage seneste tog vi til hippiemarkedet i Anjuna - her vidste vi at Bharati havde sin bod i dag, vi opsøgte hende og købte et par pudebetræk af hende, da vi spurgte om prisen, sagde hun at det var en gave fra hende til os, men jeg sagde at vi ville betale, hun sagde så at jeg selv måtte bestemme prisen, fint sagde jeg og gav hende 2000 rupies - nej nej, sagde hun 200 er mere end nok, men jeg tog hendes hånd og lagde de 2000 deri og bad hende købe en ting til sig selv - hun svarede at hun kun ville tage pengene hvis hun måtte give sin mor de 500 rupies, det var så okay, vi drak et par colaer sammen, sagde farvel og huskede hinanden på at vi havde et projekt sammen.

En aften havde vi inviteret Inacio med kone og børn til middag på Gleens Corner, de kom kl. 20.00 , Iezena i tøj fra vores børnebørn, vi spiste tandorikylling med tilbehør og fik alle seks isdessert, Illiona fik 2 gange dessert, vi hyggede os meget, og jeg føler virkelig at Inacio er min ven, derfor tilbød jeg ham denne aften at låne ham hvad der svarede til 5000 danske kr. - det er meget mere end han kan tjene i en måned, vi tilbød ham dette da han ingen indtægt har haft den sidste måned, da hans taxa stadig står på værksted - han talte lidt med konen og kom tilbage og takkede meget for tilbuddet, men afslog at tage mod det, for som han sagde: lån dine venner penge -og mist dem! Vi havde tidligere tilbudt at forære dem nogle kontanter, men også uden held! Da vi havde spist og drukket hvad vi kunne kørte Inacio konen og pigerne hjem, Birthe og jeg fik en drink og bad om regningen som lød på 220 kr. alt inklusiv - Inacio dukkede op igen, denne gang for at køre os tilbage til hotellet, han havde lånt svogerens bil, endnu en god aften var slut.
Da vi i år skulle hjem hentede Inacio os på hotellet kl. 24.00 og kørte os til lufthavnen i hans svogers bil, han ville ikke have noget for turen, og han og hans kone havde købt et par gaver til os, Birthe fik en taske og jeg fik en flaske indisk Old Monk Rom, vi lod en taske stå til ham på bagsædet af bilen og sagde til ham at det var håndklæder og lagener som vi vidste de gerne ville have; men han vidste ikke at der også lå nogle kontanter, som vi var blevet enige om at give til den trængte familie - vi havde en hjemrejse på i alt 22,5 timer fra hotellet og til vores hjem i Esbjerg, så vi var meget trætte da vi endelig var hjemme, da vi sad i toget på vej hjem fik vi en sms fra Inacio, han takkede meget for hvad de fandt i tasken, og skrev at vi skulle vide at vi var mere end bare venner af familien, vi betød meget for dem, og de ville gerne have lov at byde os til datterens konfirmation næste år til januar - vi har allerede sagt tak, og rejsen er bestilt; men denne gang bliver vi i hele 3 uger.

2015 kom vi også til Goa i januar, denne gang blev vi 3 uger - vi blev som sædvanlig hentet af Inacio som fortalte at han havde fået bygget en etage oven på huset og dette ville han meget gerne vise os - det var en lejlighed med et lille køkken med køleskab et større rum med en stor seng og et par stole samt et TV, der var også et pænt badeværelse med bruser, fra lejligheden er der udgang til en mindre balkon med udsigt over havet - vi var dybt imponeret og aftalte med ham at denne lejlighed ville vi gerne bo i til næste år - vi kunne leje den til det der svarer til 100 kr. pr. døgn inkl. rengøring og rent sengetøj hver 4 dag, vi slog til, da det bliver en hel del billigere end det vi plejer at give, vi plejer at betale ca. 23000 kr. for 3 uger, nu skal vi betale 11000 kr. for flyrejsen plus ca. 2000 kr. for lejligheden, så det giver en besparelse på ca. 10000kr. som vi jo godt kan bruge på noget andet efter at jeg er gået på efterløn - vi er meget spændte på hvordan det kommende ophold i 2016 bliver?

Vi sov til kl. 8.00 dagen efter, fik morgenmad og gik ned i byen for at handle lidt ind, herefter var jeg hos barber, hvor jeg fik den store tur med klipning, barbering og massage, det var bare så lækkert, om eftermiddagen slappede vi totalt af så vi kunne være friske til aftenen - vejret er som forventet 30-36 grader med sol fra morgen til aften - joh, vi er havnet i vores vinterparadis.
Om aftenen kørte Inacio os til nattemarkedet som ligger ca. 12 km. herfra, vi daskede rundt, købte lidt souvenir til børnebørnene og Birthe købte et sjal, vi spiste vores aftensmad på markedet, det bestod såmænd af en grillkylling - herefter gik vi rundt på markedet igen, der var underholdning her og der og en masse boder der solgte alt fra krydderier til tøj og udhuggede stenfigurer - Pludselig få jeg tilfældigt øjenkontakt med et kendt ansigt, det var Bharati's bror der passede familiens bod sammen med hans mor Rita, de genkendte os med det samme og broderen ringede straks op til hospitalet hvor Bharati er indlagt, han gav mig telefonen og jeg fik en snak med hende, hun glæder sig meget til vi kommer på besøg, men på grund af omstændighederne lader det sig ikke gøre før mandag - vi fik at vide at Bharati skal giftes ved et arrangeret ægteskab nu til marts, med en mand i en anden stat " Gujirat" som ligger 2 dages togrejse fra Goa - ikke nok med at ægteskabet er arrangeret! Men Bharati bliver hendes mands anden kone - vi har det ikke godt med disse oplysninger - vi fik dog at vide at hendes kommende mand er på samme alder som hende.
Søndag fik som sædvanlig morgenmad på hotellet, herefter gik vi ned i byen og hen i Hovedgaden hvor vi var inde et sted for at få lidt at drikke, vi gik hjem langs stranden i mere end 35 graders varme, da vi nåede hen til vores egen strandbar svømmede jeg en tur i det lækre hav - strandpigen Anita var der straks og ville gerne tale med os, hun spurgte forsigtigt til om vi havde en mobiltelefon med til hende, dette havde vi lovet hende året før, og det havde vi selvfølgelig, jeg gik op på hotellet og hentede den samt noget legetøj til hendes 4 børn, som bor i en anden stat der hedder Kanataka, Anita og hendes mand Gullit bor hver år i Goa omkring 5 måneder, hvor deres børn bor hjemme hos Anitas svigermor, det gode ved historien er at de penge Anita og hendes mand tjener i turistsæsonen bliver brugt til de 4 børns skolegang.
Vi fik begge en gang massage og slappede af på stranden resten af dagen - om aftenen gik vi på restaurant og spiste aftensmad, som bestod af rejecocktails og mixed grill med lam og kylling.
Jeg er meget spændt på at møde Bharati i morgen, jeg vil nok ikke kunne lade være med at udtrykke min afsky over den måde kvinder i Indien bliver behandlet på - jeg har det faktisk meget dårligt over at en person som jeg holder så meget af, faktisk er offer for det der i min verden bliver kaldt for menneskehandel; men på den anden side kan jeg intet stille op, blot være tilskuer til noget jeg ikke bifalder - Bharati vil altid have en stor plads i mit og Birthe's hjerter, ingen tvivl om det.
Uanset udfaldet af mødet med Bharati og besøgene og venskabet med Inacio og hans familie, samt de andre indere vi har knyttet et venskabsbånd til - har vi helt bestemt fået nogle oplevelser langt ud over det sædvanlige, vi har mødt en venlighed og en ærlighed samt en tillid, som har fået os til at se på vores medmennesker med andre øjne, jeg har personligt aldrig før følt mig så tæt knyttet til andre - ud over min egen familie
Vi blev hentet kl. 10.00 af Inacio og sat i Mapusa hvor vi gik ind på markedet, som lovet ventede hendes bror os, han tog os med i en Tuktuk hvorefter vi kørte til hospitalet. Da vi kom ind på stuen til Bharati omfavnede vi hinanden og tårerne fik frit løb, hun var blevet indlagt for 9 dage siden på grund af nogle underlivsproblemer og var opereret herfor, under hele indlæggelsen havde enten hendes mor elle svigerinde boet på stuen med hende, de havde sørget for alt, da hospitalet ikke engang tilbyder mad, kun the. Jeg sad ved hendes side og holdt hende i hånden da jeg forsigtigt spurgte ind til hendes kommende bryllup - og heldigvis havde vi misforstået flere ting og mange af vore tanker blev gjort til skamme. Bharati skal giftes med en mand som før har været gift, men blevet skilt for over 6 år siden, han bor i en anden stat, men flytter til Goa for finde et sted at bo sammen med Bharati, hun fortalte at de elskede hinanden højt og at hun glædede sig til brylluppet, jeg må nok indrømme at jeg græd af glæde over denne oplysning, og jeg fortalte hende hvorfor - pludselig ringede hendes mobiltelefon - det var hendes kommende mand, hun talte lidt hindi med ham hvorefter hun gav mig telefonen, jeg talte kort med ham, han sagde at han håbede på at møde os til næste år, jeg bad ham være god ved Bharati og det lovede han. Vi havde købt en sølvhalskæde til hende hjemme i Danmark vi gav hende den, hun pakkede den op og bad mig sætte den om halsen på hende. Jeg havde lavet en lille bog til hende med billeder fra de 4 år vi har kendt hende, den blev hun meget rørt over og viste den stolt frem til sygehusets personale, samt til hendes forældre som nu også var til stede. Der kom en sygeplejerske ind på stuen og fortalte at lægen havde sagt at han godt ville udskrive hende med det samme hvis hun lovede at tage den med ro når hun kom hjem, så 2 og en halv time efter vi var gået ind på sygehuset fik vi hende med ud efter 9 døgn - hun blev præsenteret for en regning for opholdet på 28500 rupies som hendes far fik forhandlet ned til 20000 rupies? Vi tog en taxa med hende og hendes mor og lillesøster mens faren tog på markedet for købe ind til en festmiddag vi skulle deltage i, vi kom hjem og fik lagt Bharati i noget der mindede om en seng, faren kom lidt efter med friske rejer og makreller, dette fik vi senere serveret sammen med ris og en slags pandekager, det smagte okay - bortset fra at sovsen var rigelig stærk til vores ganer - da vi havde været sammen med familien nu i 7 timer trængte vi til at komme hjem på hotellet og fordøje de gode oplevelser, der blev ringet efter en taxa og vi sagde farvel og på snarlig gensyn. Jeg ville give familien 3000 rupies til hjælp for hospitalopholdet, men det blev på det kraftigste afslået, familien ville klare sig selv uden økonomisk hjælp - jeg tror nok at jeg fik dem overtalt til at vi skal på restaurant med hele familien på søndag eller evt. søndagen senere, jeg har på det kraftigste insisteret på at betale hele gildet, hvis alle kommer bliver vi 9 personer?
Oplevelsen på sygehuset var skræmmende, alt var i meget dårlig stand, der var beskidt og snavset overalt, der var ikke blevet skiftet sengetøj i den tid hun havde været der, der var blod og skidt på både hendes tøj og sengetøj, hun lå på en meget lille stue, hvor der ikke engang var et vindue, toilettet som lå ude på gangen og var fælles, var ubeskriveligt ulækkert - joh - vi har det faktisk godt i lille Danmark

Onsdag var vi på det store hippiemarked i Anjuna, her mødte vi Bharati's bror og senere hans lillesøster og begge forældre, vi fik en snak sammen, vi købte nogle colaer til dem og vi blev enige om at vi skulle ud at spise med dem når Bharati blev rask - da vi kom tilbage på hotellet ringede Bharati til os på vores indiske telefon og takkede meget for besøget og billederne, vi blev enige om at vi skulle spise sammen på søndag om en uge, - i aften skal vi på Glenn's Corner og her har vi inviteret Inacio med familie, så det glæder vi os meget til.
Vi gik langs stranden hen til Glenns Corner som kun ligger 10 minutters gang fra vores hotel, inden vi gik op på restauranten satte vi os på en solseng og nød solnedgangen. Vi hilste på Glenn som vi kender fra de foregående år og Birthe gav ham en æske chokolade - 5 minutter efter vi var kommet kom Inacios datter Illiona og satte sig ved os, hendes mor var ved at gøre lillesøster Iezena klar med et bad og noget rent tøj, lidt efter mødte resten af familien op og vi bestilte mad, vi fik meget forskelligt mad på bordet - chikken marsala, butter chikken, tandorikylling og selvfølgelig nanbrød med hvidløg og pomesfrites, vi fik sodavand og øl, herefter fik vi dessert som bestod af varm æblekage med vanilleis og kaffe det lyder måske af meget; men det var det absolut også, så jeg sad og blev lidt nervøs over regningen som jeg jo havde lovet at tage mig af - men min nervøsitet blev gjort til skamme da regningen kom, jeg skulle af med 280 kr. Inkl. Drikkepenge for os alle seks. Vi hyggede os i et par gode timer på restauranten og herefter kørte Inacio os tilbage til hotellet - det var en rigtig god oplevelse. Vi havde taget en lille billedbog med til familien med forskellige foto fra de 4 foregående år vi har besøgt dem, den gjorde ret stor lykke - og da vi forlod restauranten havde både de andre gæster og personalet hos Glen set billederne som de viste stolte frem.
De to indiske familier vi har knyttet et tæt venskab til har givet os en meget anderledes opfattelse af hvad venskab, ærlighed og respekt betyder - her er et ord et ord, og en aftale den overholder man - jeg gav eks. Bharati et kamera sidste år og bad hende tage nogle billeder til mig i løbet af året, jeg ville så komme tilbage og bytte kortet fra kameraet ud med et nyt - jeg må nok ærligt indrømme at jeg mange gange har haft den tanke at det kamera fik jeg aldrig at se igen, men det første hun bad sin mor om da vi kom hjem med hende fra hospitalet, var at finde kameraet til og give mig kortet, min tanker blev igen gjort til skamme - ligesom når Inacio lover at han henter os i lufthavnen kl. 02.20 om natten mere end en times kørsel fra hans bopæl, det fejler aldrig han er altid præcis, den anden dag skulle han hente os fra hotellet kl. 18.00, vi var lige faldet i snak med nogle andre på hotellet, men da kl. blev 18.00 ringede min telefon, det var Inacio der spurgte om hvor vi blev af?
Vi var en dag i en butik hvor der blev solgt farvestrålende håndlavede figurer af valnøddetræ, det var en mand fra Khasmir der bor i Goa i turistsæsonen, jeg havde bestemt mig hjemmefra at i år ville jeg købe en af hans elefanter, da vi gik ind i butikken, efter at have smidt skandalerne udenfor, så jeg at han reklamerede med at man kunne betale med kreditkort i hans butik, en ting der er yderst sjældent her - jeg fandt en stor flot elefant og Birthe fandt en del andet bla. Skåle, bakker, figurer osv., vi blev tilbudt det hele il en pris af 1100 kr., men af erfaring pruttede jeg med ham om prisen og vi endte med at være enige om 700 kr., da jeg ville betale med kort fortalte han at hans terminal var ude af drift, men vi kunne da bare komme forbi en anden dag for at betale, vi havde 400 kr. på os som jeg gav ham og sagde at i morgen ville vi så komme med resten, jeg sagde okay, men jeg vil gerne have den store elefant med hjem - han svarede at vi da selvfølgelig skulle have det hele med hjem, for vi havde jo lovet ham at komme med pengene i morgen, vi tog mod varerne og gik tilbage til hotellet, da vi kom tilbage kunne Birthe ikke finde ro inden gælden var ude af verden, så vi travede tilbage i 34 graders varme for af få gælden ud af verden.
Vi er jo i år blevet budt til 1 års fødselsdagsfest den sidste aften vi er her, vi skal være i lufthavnen kl. 01.00 om natten, Inacio siger det ikke er noget problem, vi drikker da bare sodavand, så skal jeg nok sørge for at køre jer hjem til hotellet så i kan få et bad og derefter kører vi til lufthavnen - vi kender nu hinanden så godt at vi ikke tvivler på at det bliver sådan. Det er yderst sjældent at vi har set Inacio nyde alkohol, jeg kan faktisk kun komme i tanke om 2 - 3 gange vi har drukket en øl sammen, ellers er cola hans favorit - det ligger Inacio meget fjernt at sætte sig bag rattet bare han har drukket 1 øl - dette gælder desværre ikke alle indere (eller danskere) i Bharati's familie som er hinduer eksister der ikke nogen som helst problem med alkohol, det bruger man ikke som troende hinduer, hun har aldrig smagt en drik med alkohol i og har heller ikke lyst til at prøve, både Inacio som er katolik og Bharati som er hindu er meget stærk troende. Vi er blevet spurgt igen i år om vi vil deltage i gudstjenesten på mandag, sammen med Inacio og hans familie, hvor det er en festdag, det er Indiens nationaldag, vi har takket ja, og går i kirke kl. 9.30 med efterfølgende festmiddag hos Inacio og familie bagefter - det er 3 gang vi deltager i dette kirkelige arrangement, som er ret så festligt - det starter med festfyrværkeri, herefter sang og musik, der er et orkester bestående af trompeter, trommer og guitar, der bliver prædiket på indisk, så det er yderst begrænset hvad vi forstår, men det plejer at være en god oplevelse, vi plejer at afslutte ceremonien med at marchere rundt om kirken et par gange.
I dag på stranden fik vi en længere snak med strandpigen Anita, vi spurgte bla. Ind til hvor og hvordan hende og hendes mand bor i det halve år de tilbringer i Goa hvert eneste år - vi har et lille værelse som vi betaler 3000 rupies for om måneden, det svar til 300 kr. - der var kun dette værelse intet køkken osv. - pludselig siger hun til mig, kunne i tænke jer at besøge min mand og mig og se hvordan vi bor, jo tak, sagde jeg, det kunne være spændende, jamen så kommer min mand og henter jer udenfor jeres hotel i morgen aften kl. 7 og jeg vil tilberede noget kylling til os til aftensmad, vi takkede ja, og glæder os til i morgen.
I dag kørte Inacio os op til en strand en lille times kørsel nordpå, kaldet Turtlebeach, da skildpadder har til vane at lægge æg her, vi har dog ikke set nogle. Vi var mellem 4 og 5 timer på stranden hvor vi slikkede sol, gik ture og badede i havet. I dag blev jeg færdig med den første bog jeg havde taget med på ferie, det er bogen"Jeg er Malala" som jeg kun kan anbefale jer alle at læse, det vil måske kunne ændre manges opfattelse af bla. muslimer, som de fleste af mine danske venner og bekendte efter min mening har en meget forvrænget opfattelse af, jeg har mange muslimske bekendtskaber ligesom jeg har hinduer, budister, katolikker, kristne og ikke-troende i det jeg kalder for min egen vennekreds, dette har jeg ingen problemer med, der foregår mange ting i de andre trosretninger jeg ikke bryder mig om, men det er gerne når man kommer helt ud til det ekstreme, men det gør der sandelig også i den danske folkekirke, hvor jeg hører til - mit budskab er: "vær mod andre, som du ønsker andre skal være mod dig" og respekter at der er andre har sin tro, -jeg har fravalgt at deltage i diskusioner vedrørende dette emne, da det let går hen bliver skænderier i stedet, men prøver efter bedste evne at leve op til det af de 10 bud der hedder "Elsk din næste"
Jeg er Malala, var for mig en meget stærk bog at læse, og den var svær for mig at læse selvom den er skrevet på et meget letlæseligt sprog, den var svær for mig på grund af at jeg havde meget ofte tårer i øjnene når jeg læste hendes beretning om hvor onde vi mennesker kan være mod hinanden - min opfordring lyder: læs bogen.
Kl. Blev 19.00 og vi gik udenfor hotellet her stod Anitas mand Gullip og ventede på os, vi fulgte efter han gennem noget krat og langs nogle nedtrådte stier, det var bælgmørkt så jeg var glad for at jeg havde husket at tage min lille lommelygte med, vi kom om til nogle slumboliger hvor Gullip viste os hen til deres ydmyge bolig som bestod af et lille rum lavet af bambus og palmeblade, derindefra var der indgang til selve boligen som kun bestod af et rum på ca. 8 m2, her var det en slidt madras og en hylde med nogle hindu ting og røgelsespinde, der var ingen vindue, der fandtes intet toilet eller rindende vand. Anita var i fuld gang med madlavningen som var Curry kylling med tapatabrød, ris og grøntsager til, det smagte faktisk godt og vi havde selv lovet at komme med drikkevarer til festmiddagen, vi havde taget 4 colaer og en flaske vand med, Anita og hendes mand drak ikke alkohol og havde aldrig smagt det - vi spiste som de, med fingrene og hyggede os med det. Da vi havde spist talte vi sammen om vores meget forskellige tilværelser - de er begge analfabeter, har 4 børn der bor i en anden stat der hedder Kanataka - ca. 5 måneder hvert eneste år er de overladt til Anitas svigermor, medens de er i Goa for at tjene penge til børnenes skolegang - vi havde en rigtig god oplevelse og det endte med at jeg inviterede dem til barbecue på søndag aften, de takkede ja, og jeg er sikker på at vi alle 4 glæder os meget til denne aften
I dag blev vi hentet kl. 10.00 af Inacio, jeg skulle til Mapusa for få foretaget en synsprøve og derefter have købt nye briller - synstesten foregik på andensal i en faldefærdig ejendom, der stod en indisk kvinde og vaskede sig i en flaske vand i opgangen, længere oppe var der en der havde forrettet sin nødtørft og tisset på gulvet, da vi kom op på andensal var der en lang snusket gang med flere døre fra, en til lægen en til tandlægen og en til øjenlægen, samt nogle få andre. Jeg fik taget min synsprøve, betalte 40 kr. For det og gik derefter til optikeren og købte mig et par briller, de kostede den nette sum af 400 kr. Med refleksfri glas og glidende overgang - det er femte par briller jeg har købt i Indien, og jeg har været yderst tilfreds hver gang - det sidste par briller jeg købte i Danmark var for 6 år siden, da betalte jeg omkring 9000 kr. for dem.
Jeg er i daglig kontakt med både Bharati som stadig ligger syg derhjemme, Inacio som kører for os hver dag, og Anita som er på stranden hver eneste dag i hele sæsonen som varer fra oktober til maj - vi taler også ofte med de mange andre indere som er i vores bekendtskab, her vil jeg bla. nævne Yasmin som ejer hotellet, hun er hindu og hun er som en mor for alle hendes gæster, den anden dag kaldte hun på Birthe at hun skulle komme ind i receptionen, her forærede hun hende et rigtigt flot farvestrålende sjal, bare fordi vi havde taget lidt stearinlys med ned til hende, vi taler også med Glen fra Glens Corner samt Simon der ejer en af Sharkene på stranden - vi bliver mødt med smil og åbne arme fra dem alle. Jeg har haft mange gode samtaler med Inacio, som bliver ved med at fortælle at ham og hans familie ikke mangler noget, som han siger vi har jo alt hvad vi har brug for, hvad skal vi med mere? For os at se, har de intet. - hverken møbler, fladskærm, computer, iPad osv. og tit tænker jeg denne tanke, at hvem af os to er egentlig den rigeste? Det vil i hvert fald komme an på hvordan man måler det - Bharati har jeg holdt om hinanden og grædt ud sammen, hun har fortalt mig meget om hendes svære opvækst, hendes lillesøsteren sygdom, og nu også hendes egen forestående bryllup. Især disse to personer Inacio som er katolik og Bharati som er hindu vil jeg betegne som 2 af mine allerbedste venner nogen sinde, jeg har kendt disse helt enestående mennesker i over 4 år nu, og de vil helt sikkert fylde meget i mine tanker til den dag jeg ikke er her mere.
Trods varmen har jeg siden vi satte os i flyet døjet lidt med noget tør hoste og har hele tiden slået det hen med at det bliver nok bedre i morgen, der er nu gået 11 døgn og det irriterer mig stadig, især om natten og først på dagen, så i dag besluttede jeg mig for at gå på apoteket for købe noget lindrende, apotekeren spurgte til hvor længe jeg havde hostet og da jeg fortalte ham det spurgte han om jeg kunne tåle penicillin, det mente jeg godt jeg kunne, så han gav mig 24 kapsler og en flaske hostesaft, til i alt 21 kr. Jeg er så i dag begyndt på kuren.
Birthe og jeg er som man kan læse ud af dette faldet pladask for Indien, og det fylder meget i vores liv, vi taler også ofte om at enten kan man lide Indien, eller også kan man ikke, her er ingen luksus i forhold til de andre feriedestinationer vi før har rejst på, og hernede er renlighed og hygiejne mange steder et fremmedord - men vi elsker det, den anden aften var vi på en restaurant vi før havde besøgt, og pludselig siger Birthe: prøv lige at se derhenne løber en stor sort rotte, det gjorde der også for 3 år siden da vi var her første gang, jeg kunne ikke lade være med at smile og tænke på hvor heldig jeg var da jeg fandt Birthe, de fleste andre kvindelige bekendte jeg har, vil jeg gætte på at de havde forladt stedet og aldrig sat deres ben der mere - vi skal spise der igen i næste uge. Når man går tur hernede er der ingen fortov, og der er er mylder af motorcykler, biler, cykler, busser og taxaer og hunde samt hellige køer, der bliver konstant dyttet og båttet, så man skal se sig grundigt for når man bevæger sig langs vejene, og der siges at det er mere okay at køre en turist ned end det er at ramme en hellig ko. Strandene er meget rene, der er hverken sten, tang eller andet, det største problem kan være at bølgerne til tide er voldsomt høje når de brækker inde ved strandbredden ofte omkring et par meter - jeg elsker det, men Birthe hader det, så hun nøjes oftest med at soppe lidt rundt i vandkanten.
Ved 20.00 tiden gik vi på stranden hvor vi blev mødt af Anita og Gullip, vi skulle jo til barbecue sammen hos Simon's - Anita var klædt i den smukkeste sari vi længe har set havde fået håret sat og så i det hele taget bare dejlig ud, de 3 af os fik Kingprawns (kongerejer) med bagt kartoffel, hvidløgsbrød og salat til, Birthe fik Kingfish i stedet for rejerne, det smagte himmelsk, Anita sagde at hun aldrig før havde smagt Kingprawns? Vi hyggede os sammen på stranden i små 3 timer hvor i talte sammen om hinduisme, kristendom og vores meget forskellige levemåder, de takkede meget for en god aften, som faktisk var den dyreste vi havde haft hidtil, for os alle 4 lød regningen på 320 kr. - de insisterede begge på at vi skulle komme med dem hjem til aftensmad endnu engang i løbet af næste uge, men vi lovede intet da vi også har aftaler med både Inacio og Bharati, og ind imellem vil vi også gerne bare være os to, det er faktisk meget trættende at tale et andet sprog, især når vi ikke er så velbefarne i engelsk, som vi nok burde have været, så hvis i læser med her kære børnebørn, så hæng i i skolen og gør en ekstra indsats med at lære sprog, det vil helt sikkert kunne gavne jer resten af livet - men nå, vi klarer os jo alligevel med tegn og fakter, og synes egentligt at det går bedre og bedre år for år.
Der er måske nogle der har den tanke at vi lader os udnytte, det hverken kan eller vil vi prøve at gøre noget ved, men de venskaber vi har knyttet her i landet er vi ikke selv det mindste i tvivl om er ægte, vi er kun en eneste gang blevet bedt om økonomisk hjælp, det var i foråret hvor Bharati sende en besked til mig at hun behøvede min hjælp, da begge hendes forældre var rejst til en anden stat for at besøge deres førstefødte barnebarn, hun skulle passe hendes 2 små søskende derhjemme, monsunen var startet og der var ingen forretning at gøre for hende, hun havde ikke så hun kunne give dem noget at spise, jeg sendte 200 kr. til hende gennem Western Union, hun blev så taknemmelig for at vi hjalp hende, men samtidig så ydmyg og flov over at hun havde spurgt at hun flere gange siden har sagt at det vil hun aldrig gøre igen - jeg var blot glad over at kunne hjælpe den lille familie, trods afstanden. Sidste år tilbød jeg Inacio et lån på 5000 danske kroner på ubestemt tid fordi hans taxa havde været ude for et uheld og han måtte undværre den i 2 måneder i højsæssonen, og hvis han ikke var i stand til at betale beløbet tilbage nogensinde ville vi være lige gode venner af den grund, han talte lidt med sin kone om mit tilbud, kom tilbage og sagde de vise ord, lån dine venner penge og mist dem, han takkede altså nej til pengene. Jeg har ved flere lejligheder tilbudt dem begge mindre beløb, men er efterhånden holdt op med dette, da jeg har på fornemmelse at man rører ved noget man ikke skal røre ved.
I dag er det den 26 januar og det er Republikkens dag i Indien, dette fejres med en helligdag i den katolske kirke, vi havde lovet at deltage i både den kirkelige del og efterfølgende den familiemæssige, vi har flere gange fået at vide af dem at vi er mere end bare venner, vi er at ligestille med familiemedlemmer, og jeg må nok sige at vi også bliver modtaget sådan af hele den store familie, til middagen i dag var vi 15 personer i det lille hjem, nogle havde vi hilst på før andre ikke, jeg satte mig ned ved siden af en ung indisk mand som sad og drak te af et glas, troede jeg, Birthe satte sig i sofaen og Illiona sprang op til hende og spurgte straks, har du din iPad med? Det havde hun og så var de to beskæftiget. Inacio kom ind og spurgte om jeg ville have en øl, men jeg tænkte at når de andre drak te kunne jeg vel også, så jeg sagde at jeg bare skulle have det samme som de andre mænd - det viste sig nu hurtigt at det slet ikke var te de drak, men derimod whisky med soda, så det satte lidt skub i selskabet da jeg bad min sidemand skænke op til mig, han havde nok kikket mig lidt an og tænkt at den store fyr skal da have en drink der passer til ham, så det endte med at min drink var en del mørkere end de andres. Vi fik noget rigtig godt mad af forskellig slags der var både kylling, svinekød og oksemørbrad med ris og forskellige salater til, til dessert var der en dejlig budding med bananer og nødder i vi viste dem nogle billeder hjemmefra Danmark, det var der stor interesse for og de spurgte ivrigt ind til hvad de så - kl. 16.00 sagde vi pænt farvel og tak, de andre mandlige gæster, 4 stk. I alt var gået ind i soveværelset og smidt sig på den store seng - og nej, der var ingen der var tilnærmelsesvis berusede, det var bare ligesom naturligt at det gjorde man når man havde spist - en ide jeg har tænkt mig at tage op til overvejelse når vi kommer hjem.
Vi har allerede nu besluttet os for at næste års vinterferie også går til Goa, men denne gang vil vi bo hos vores venner Inacio og Irene, jeg har såmænd allerede tjekket priserne på ferien - det ser umiddelbart ud til at vi kan få flyvebilletter tur/retur for ca. 12000 kr. + 20 overnatninger a 90 kr., det giver en besparelse på mere end 8000 kr.
Min forkølelse er væk så pillerne må jo nok have virket, i dag gik vi ind til Hovedgaden hvor jeg var hos skomager for at bestille et par specielsyede lædersandaler, jeg kan hente dem om 2 dage, jeg gav ham 50 kr. og så skal han have 100 kr. når jeg henter dem, til middag var vi tilbage og gik på stranden til Anita og Gullip, jeg badede, Birthe solede sig og vi læste lidt i de medbragte bøger og blade - ren afslapning!
Torsdag 29 januar havde vi aftalt med Inacio at han skulle hente os kl. 8.15 herefter kørte vi ud til hans kammerat der har et båd, vi sejlede omkring 3 timer i floden hvor vi mødte 4 kæmpestore krokodiller og så en masse forskellige fugle og en skøn natur, herefter kørte vi til en større kryderihave, hvor vi blev vist rundt og vi fik vores frokost her, vi mødte også en mand der kom trækkene med sin elefant, han gennede den ud i en flod hvor den badede, jeg tog nogle gode billeder af det.
Vi har lavet lidt ændringer i de forskellige aftaler vi har for at få tiden udnyttet på bedste måde, så i morgen besøger vi Bharati på markedet i Mapusa, hun begyndte på arbejde igen i går - på lørdag vil vi en tur ind til hovedstaden Panjim, på søndag skal vi om til Inacios familie for at spise fisk og rejer og ellers bare hygge os sammen med dem - på mandag har vi lavet en aftale med Bharati om at mødes på en restaurant i Mapusa hvor vi har inviteret på middag til hele familien, de går ellers aldrig på restaurant så det bliver spændende - på tirsdag som er vores sidste dag i Indien, er vi jo inviteret til navngivningsfest om aftenen, vi bliver kørt tilbage til hotellet kl. 11.00 for at tage et bad og kl. 12.00 kører Inacio os til lufthavnen og vi flyver hjemad med bagagen fyldt op med mange gode oplevelser, jeg håber inderligt at vi må komme tilbage til disse herlige mennesker og deres skønne land mange gange endnu?
En dag mødte vi som aftalt Bharati i Mapusa, hun tog os med ind et sted hvor vi fik den lækreste milkshake med vanilleis - her sagde jeg til hende at vi var blevet enige om at vi ville forære hende det tøj hun skulle giftes i, hun strålede som en lille sol og vi gik på tøjindkøb - det første sted fandt hun en smuk sari, men ville ikke betale prisen manden forlangte, jeg sagde til hende at det skulle hun ikke tænke på, jeg ville godt betale prisen, men hun stod fast og vi forlod butikken, vi gik videre til den næste butik hvor hun fandt endnu kønnere en af slagsen, manden ville have 3500 rupies men Bharati ville kun give 2700 rupies manden sagde nej, Bharati sagde at hun jo havde hele dagen og skulle nok finde en anden butik hvor hun kunne få den til denne pris, da hun rejste sig for at gå gik manden alligevel med på at sælge den til hendes pris og der blev handlet, hun takkede mange gange og vi gik over til hendes plads på markedet hvor hendes mor også var, moderen lovede os at tage nogle billeder af brylluppet med Bharati i det nye bryllupsdress, Birthe købte et par sjaler ved dem og vi blev enige om at mødes på denne plads på mandag kl. 12.00 hvorfra vi vil gå ud at spise sammen med hele hendes familie.
Vi var en dag i Panjim som er hovedstaden i Goa, Inacio viste os rundt, vi shoppede lidt og kørte herefter på fiskerihavnen, hvor vi så de forskellige fisk, rejer, hummere, blæksprutter og hvad der ellers blev landet - fordelen ved at kende Inacio så godt som vi gør er også at han efterhånden godt ved hvad vi gerne vil se og han er fantastisk til at fortælle og vise os rundt, og hvis vi har forskellige ideer til at købe et eller andet, eller få vekslet valuta, så ved han lige præcis hvor vi får mest muligt ud af vores penge.
I dag skulle vi så mødes med Bharati og hendes familie inde i Mapusa, vi tog en taxa derind, det tager en lille halv time, der var rigtig meget trafik - pludselig kommer der en scooter som dyttede og båttede af vores taxa og gjorde tegn til at vi skulle holde ind til siden, det gjorde vi og vi så at det var Bharati's bror der havde opdaget at det var os der sad i bilen, så han ville bare lige fortælle at hele familien glædede sig meget til middagen og at vi skulle mødes om lidt inde på markedet. Bharati havde bestilt bord på et rigtigt flot hotel som havde en fin restaurant oppe på 5 sal - vi blev kørt derop i en meget lille elevator som havde en endnu mindre elevatorfører, vi kom ind på restauranten som havde dækket rigtigt flot op til os alle 9 der stod 5 tjenere og ventede på at varte os op, det var meget uvant for den lille familie som aldrig før havde været ude at spise sammen, de fik alle udleveret et menukort, som de ikke vidste hvad de skulle stille op med, da det kun var os og Bharati der kunne læse - jeg sagde til dem at de skulle bestille lige det de havde lyst til, så der blev bestilt mange forskellige retter og vi drak alle sodavand hertil - vi fik store rejer, Kingfish, kylling, nanbrød, salater, ris i lange baner og pommes frites, vi delte maden på kryds og tværs - der blev spist med fingrene og vi hyggede os gevaldigt, efter det varme mad bestilte vi forskellige isdesserter - der blev lidt mad i overskud og Bharati spurgte mig om de ikke kunne få det med hjem, jeg fik fat i en tjener og han hentede resterne og kom hurtigt tilbage med dem i vacuumindpakket tilstand hele familien var så glade, de havde bare glædet sig til denne oplevelse, de var renvaskede og havde deres nyeste tøj på, Bharati og hendes moder var så taknemmelige og blev ved med at takke og da jeg bad om regningen tilbød familien selv at hjælpe med betalingen, dette afslog jeg selvfølgelig da det var os der havde inviteret - jeg trak mit Masterkort op og tjeneren kom med betalingsapperatet, jeg kørte den igennem, der kom en strimmel jeg skrev under på og det var det - jeg havde betalt 450,00 kr. For os alle 9 - familien havde aldrig før set en betale med kreditkort, hvilket der slet ikke er almindeligt i Indien, så bare det i sig selv var en stor oplevelse for dem - efter middagen blev vi kørt ned i stuen og der skulle fotograferes med mobiltelefoner, og vi gjorde det selvfølgelig med vores fotografiapparat, jeg fik nogle rigtig gode billeder. Vi måtte nu sige farvel til hinanden, det blev gjort med knus, klem og kys, vi lovede hinanden at vi ville gøre alt hvad vi kunne for at besøge familien igen til næste vinter - så vil vi arrangere en rigtig picnic for os alle sagde Bharati.
Dårlig planlægning - samme aften var vi inviteret til spisning hos Inacios familie, vi kom derhen kl. 7.00 og kl. 8.00 spiste vi tigerrejer, kongerejer og Kingfish, til forret fik vi indbagte rejer i kartoffelmos med grøntsager, til dessert fik is og kage, vi fik snakket igennem om næste år hvor vi kan bo hos dem i 3 uger for ca. 2000 kr. Så det vil vi arbejde intens på at få planlagt med vores arbejde og familie derhjemme.Tirsdag var sidste dag i Indien i denne omgang, så vi skulle intet lave hele dagen og om aftenen skulle vi jo så til den omtalte 1- års fødselsdagsfest - jeg havde lagt mig på sengen midt på dagen for at få sovet lidt på forskud, men pludselig ringede vores indiske telefon, det var Bharati som ville sige tak for sidst og hun spurgte hvad jeg lavede, jeg sagde at vi var på vores værelse på hotellet, jamen så kommer jeg da lige forbi og besøger jer sagde hun, jeg sad måbende og tænkte hvordan hun kunne gøre dette da vores hotel ligger en halv times bilkørsel fra hendes hjem - men hun dukkede op sammen med sin far og lillesøster, faren havde kørt dem ind til os på deres scooter - de udtrykte stor taknemmelighed over mødet med os og især den oplevelse det havde været for familien at være på restaurant, vi delte nogle colaer og fik sagt farvel endnu engang med knus og klem, Bharati havde tårer i øjnene da hun satte sig bag på scooteren - det havde jeg også.
Om aftenen blev vi hentet ved 8-tiden og kørt uden for byen til et stort hotel der havde en stor udendørs pavillon, der var dækket meget festligt op med sløjfer på stolene og en masse balloner, der var orkester og underholdning især for de 80 børn der deltog, vi var 300 gæster ialt, der blev serveret den lækreste buffet, alle var klædt i det festligste og farverigeste skrud man kan tænke sig - vi var nød til at forlade festen kl. 10.30 da vi skulle hjem på hotellet og have et bad inden vi blev kørt til lufthavnen kl. 12.00 af Inacio, vi takkede ham for alle de oplevelser han havde været med til at give os, og vi er blevet enige om at næste år bor vi hos ham og hans familie, derfor havde vi ikke så meget bagage med hjem, vi pakkede nemlig en stor kasse som så bliver stående til næste år - 24 timer efter var vi hjemme i Esbjerg.

 

 

 

Goa 2016

 

I år tog vi en overnatning på Dan Quality Hotel i Kastrup inden turen igen gik til Goa med Qatar Airways, turen forløb fint, vi havde 3 timers ophold i Qatar og da vi kl. 02.00 fredag 22 januar landede stod Inácio som aftalt og ventede på os. Vi blev kørt til hans hjem i Calangute hvor vi i skulle bo på 1. salen i deres hus - da vi ankom til huset kl. 04.00 om morgenen var Inacio's kone Irene stået op for at byde os velkomne, vi var meget trætte efter turen så vi gik hurtigt herefter i seng. 

 

Lejligheden som blev etableret for godt 1 år siden består af en slags entre hvor der er et langt stenbord med hylder under samt en håndvask, der er en gasflaske med et kogeblus på, man kommer så ind i et større rum med en stor dobbeltseng, et skab, et sengebord, et mindre bord, 2 plaststole og et køleskab (som var fyldt op med kølige drikkevarer, mest vand) der hænger en mindre fladskærm på væggen og ved siden af den et krucifiks, da det jo er et katolsk hjem - der er et pænt badeværelse med håndvask, bruser og et almindeligt toilet - fra rummet er der udgang til en balkon hvor der står 2 lænestole, et lille bord og en solseng. Alt var i nydeligste orden da vi ankom, der var lagt helt nyt sengetøj på og vi fik at vide at det ville blive skiftet hver tredje dag.

 

Den første dag var vi lidt matte i sokkerne, vi gik til Glens Corner, som vi kender fra før, for at indtage en gang English Breakfast, men vi har bestemt os for selv at lave morgenmaden efterfølgende, vi gik på stranden og badede i det skønne hav og indtog frokosten på Dominos Beach shack, efter frokosten kørte Inácio os ud for at handle, vi skulle have gryder, pande, bestik, termokande, håndklæder, æg, brød, bacon, pølser og diverse andre ting, det hele fyldte 2 af det helt store Føtex tasker som vi havde med hjemmefra - og hele herligheden kostede godt 300 kr.

 

Søndag 24 januar var en meget stor dag for familien vi boede hos, deres ældste datter Illiona skulle konfirmeres og vi havde været indbudt til denne fest for mere end et år siden - konfirmation er måske ikke det rigtige at skrive, i den katolske verden heder det "first holy Communion"  - vi troppede op i kirken i Calangute kl. 10.00 her blev der holdt den festligste form for højtidelighed for de 42 børn der var mødt op i det flotteste tøj, pigerne lignede små prinsesser og drengene var i sorte bukser og hvide skjorter alle med butterfly. - alle børnene var oppe ved alteret en efter en for at læse nogle ord op fra den hellige bog, der blev sunget så det var en fryd for øret og de 2 timer det hele tog i kirken gik utroligt hurtigt - det hele foregik på engelsk så vi kunne sagtens følge med.
Efter kirken skulle hjem hvor der var inviteret 400  gæster, der blev spillet højt musik, der var festfyrværkeri og humøret var højt - vi fik serveret en stor flot buffet med meget forskelligt indisk mad,  der var fri drikkevarer, både øl og vand samt spiritus hvis man ønskede det - vi havde en rigtig god oplevelse ved at deltage i dette storslåede arrangement, om aftenen gik vi op til Glens Corner og fik lidt at spise, ligesom det er der vi kan komme på internettet, når det altså virker? Vi har intet Wi-Fi hvor vi bor.

 

 

 

Mandag tog vi til Mapusa for at mødes med Bharati som siden vi var her sidst var blevet gift, vi blev hjerteligt modtaget af hende og hendes mand, som vi aldrig havde mødt før, de strålede om kap med solen og fortalte os hvor glade de var for hinanden, vi gav dem et par brugte smartphones vi havde med fra vores venner hjemmefra, og jeg havde den fotobog med til Bharati som jeg havde lovet hende ( det var 460 foto som hun selv havde taget med det kamera jeg forærede hende for 2 år siden) vi tog med dem på Cafe hvor vi fik sodavand og isdesserter med frugter - de fortalte at nu boede de ikke længere ved hendes forældre, men havde selv fået en bolig og vi blev inviteret til middag hos dem på torsdag, det glæder vi os meget til, vi fik at vide at der intet toilet var med til boligen som de betaler ca. 300 kr. i måneden, så de 200 kr. vi sender derned i hver måned gør stor lykke og de udviser en meget stor taknemmelighed for dette. Vi har mødt en del danskere hernede både nye og gamle kendinge, en del har henvendt sig til mig på grund af at de har læst min hjemmeside, så det er meget sjovt. 

 

Morgenmaden lavere som sagt selv, jeg laver gerne omelet og rister brød ( på en nyindkøbt brødrister) nogle dage får vi bacon og pølser til andre dage Baked Beans, vi hygger os med morgenkaffen på balkonen hvorfra vi kan se ud over havet og følge delfinernes leg i vandet.

 

I aftes da vi var på vej ud at spise var det mørkt, da vi kom udenfor huset stod en indisk kvinde og ventede på os, det var strandpigen Anita som vi havde meget samvær med de første 5 år vi kom her, hun havde hørt fra andre at vi nu var flyttet ind hos Inácio, hun ville bare hilse på os og vi aftalte at mødes på et senere tidspunkt, hernede er det umuligt at gemme sig, men pyt, når vikke har noget at være flove over gør det heller ikke noget.
I dag kom Narayan og besøgte os, han arbejder på hotellet hvor plejer at bo, han havde den flotteste phasminasjal med til Birthe som tak for den støtte der er blevet givet ham og hans familie samt landsbyen i Sindupalchok i Nepal, som blev hårdt ramt ved jordskælvet 25 april 2015, faktisk på Narayans fødselsdag, det var virkeligt dejligt at kunne trykke ham i hånden og få talt med ham igen efter alt det han har været i gennem siden sidst vi sås.
Vi ringede jeg hjem til Danmark i vores indiske telefon som vi lige har fået til at fungere med nyt kort til telefon og data - dataforbindelsen er dog meget ringe - om aftenen spiste vi hos Glen.
Vi stod tidligt op i dag og efter morgenmaden gik vi en tur til byen langs stranden, vi vekslede lidt penge og betalte Irene størsteparten af lejen for vores bolig, som vi giver en god hundredekroneseddel for i døgnet, vi har allerede på nuværende tidspunkt bestilt lejligheden til næste år, vi føler os virkelig velkomne her og føler os næsten som en del af familien.
I dag kørte Inácio os ud til Mapusa markedsplads, her skulle vi mødes med Bharati, vi var der til aftalt tid og blev mødt af Bharati med åbne arme, hun sagde at vi skulle følge med hende hen til busholdepladsen derfra tog vi en bus som var godt proppet med små indere, jeg fik mig med møje og besvær mast ind på en af de små sæder, da vi kom frem skulle vi gå de sidste 500 m. ned af nogle små stier inden vi nåede frem til hendes forældres bolig - vi blev hjerteligt modtaget i det ydmyge hjem af forældrene, søsteren, brødrene, svigerinden og svigerforældrene, der var taget et lille bord ind i stuen til ære for Birthe og mig, vi fik serveret cola og snakken gik lystigt, kvinderne forsvandt ud i køkkenet hvor der blev lavet mad til den store guldmedalje - vi fik grillede tigerejer , grillet fisk, kylling på 2 forskellige måder, krydret ris og flade brød til - det hele smagte henrivende og vi drak cola og vand til, efter maden gik snakken lystigt igen og pludselig sagde Bharati at nu ville hun godt vise os hendes nye hjem, vi takkede for maden og gik, hun boede 5 minutters gang fra forældrene, da vi kom frem slog hun lystigt ud med armene og fortalte stolt at det var hende og hendes mand nye hjem - det var et stenhus på ca 15 m2. Der var kun 1 rum, ingen møbler kun et lille sammenflækket bord til tv apparatet, der var køkkenredskaber, et gaskomfur og i hjørnet en hane med koldt vand, der var en dør og et vindue uden glas, men med skodder for, familien sov på gulvet og de fortalte bla. Om deres problemer med mus, som både gik i madvarer og i tøjet der lå i bunker på gulvet, alt var gammelt og slidt, men her var rent og her fandtes forøvrigt intet toilet - Bharatis mand lavede en kop marsalathe til os, også her havde de været ude for at låne 2 plaststole til os, vi fik mangen god snak især med Bharati og hendes bror Munish - Bharatis mand Roshan var utrolig flink og imødekommende overfor os, han mestrer ikke det engelske sprog ret godt, men kunne dog gøre sig forståelig og gav ofte udtryk for hans kærlighed overfor sin kone, han kaldte sig selv for en Lucky Man. Vi havde chokolade, tegneredskaber, legesager, mobiltelefoner og andet med til familien samt en halskæde til Bharati, de takkede meget, men gjorde os forståeligt at vi ikke behøvede at komme med noget som helst, hun forærede Birthe 3 smukke sjaler og ville absolut ikke have nogen form for betaling for dette - Bharati sagde til mig at da hun blev født ejede hun intet og den dag hun skulle dø havde hun jo heller ikke brug for noget? Hun fortalte at hun levede efter en enkelt regel der gik ud på at være et godt menneske der kunne gøre noget godt for andre og at det var meget mere værd for hende at man talte pænt om hende både før og  efter hendes død, end man talte dårligt om hende, og jeg må sige at materielle goder var også meget begrænset i det lille hjem, her var et 17 tommer tv af ældre slags, de havde købt den brugt og ellers var væggene i huset kun pyntet med billeder af forskellige hinduguder. Roshan's søn Sujal fulgte jo med ind i ægteskabet, han er 12 år lidt genert, måske fordi det er første gang han ser os, han går i skole sammen med Bharatis lillebror som er 13 år og de er rigtig gode venner
På stranden har vi siden første dag faldet i snak med et andet dansk par, nemlig Meta og Preben, det har været meget hyggeligt og vi har ofte spist frokost sammen, i aftes var vi en tur i Candolim hvor vi var ved skrædder, Meta bestilte lidt forskelligt og jeg selv bestilte 7 stk. skjorter magen til nogle Preben tidligere har købt, dem kan vi så hente 2 dage efter bestillingen, skjorterne koster omkring 120,00 kr. Stk. Vi var herefter ude at spise inden vi tog en taxa hjem ved 11-tiden. Birthe og jeg elsker at få massage på stranden og her hvor vi holder til er det strandpigen Shunita der står for det. I dag er det fredag, vi har lige været inde i byen for at veksle lidt penge og ellers er der dømt afslapning med badning, solbadning på stranden.
Vi har nu haft besøg af 4 danske par som vi kender fra de foregående år på hotel Empire, det var dejligt at tale med dem alle igen, de har alle bakket op om min indsamling til Narayan efter jordskælvet i Nepal, de fleste af de andre danskere er kommet her en del flere år end Birthe og mig, og mange af dem er ikke arbejdsramte længere, så de har betydeligt længere ophold hernede hvert år, vi har i år mødt mange danskere der ligesom os har valgt at bo i Guesthouse ved private, nogle har været med os oppe i vores lejlighed og alle er imponerede over den høje standard vi bor under, vi har efter vi er kommet heller ikke et øjeblik været i tvivl om at det er her vi gerne vil bo fremover. I søndags begyndte vores loftspropel at larme med en irriterende lyd, jeg sagde til Inacio som fluks tog mobiltelefonen op af lommen og ringede til elektrikeren, han kunne ikke lave den på stedet, så den blev afmonteret og taget med, 4 timer senere var klokken 7.00 søndag aften og det bankede på døren, det var elektrikeren der kom tilbage med en repareret propel der nu fungerede lydløst, vi har ingen aircondition, Det havde vi heller ikke på hotellet, men med en lydløs propel klarer vi os også fint, selv om temperaturen ofte er op til 28 grader om natten. Når vi mangler vand, øl eller lignede siger vi det blot til Inacio som så leverer det i vores lejlighed, de er utroligt opmærksomme på at vi bare skal have et godt ophold hos dem, og det har vi med bestemthed også.
Hver morgen efter morgenmaden plejer vi at gå en tur, enten på stranden eller også op i byen hvor der myldrer med biler, scootere, motorcykler, vilde hunde og hellige køer samt tiggere og folk i almindelighed - uanset hvor vi bevæger os rundt bliver vi mødt med venlighed og smil og et Good-Morning - How are you? Vi taler ofte om at lige præcis dette er med til at vi føler os godt tilpas her i vores vinterparadis - i Danmark er der desværre blevet meget langt mellem smilene når man bevæger sig rundt i det offentlige rum, mange af dem man møder på gader og stræder kikker enten ned i jorden eller den anden vej når man passerer dem og kun sjældent får man et smil eller bare et Hej - 
I dag onsdag var vi på hippiemarkedet i Anjuna, her besøgte vi Bharati's mor som har en bod herinde, vi takkede hende for middagen i sidste uge, hun fortalte os meget om hendes forhold til hendes Gud som hun tilbad i templet hver eneste dag året rundt, hun var ikke det mindste i tvivl om at hendes bønner blev hørt - hun fortalte om hendes yngste pige der ikke kunne gå inden hun var 3 år hun havde en medfødt hjertefejl og havde fået indopereret pacemaker, de første mere end 2 år af hendes liv kunne hun ikke åbne øjnene og dermed kunne hun ikke se, lægerne sagde til hende at hun ville være blind resten af hendes helt sikkert korte liv - i dag er pigen en glad velfungerende pige, dog noget lille og svag at se på, men med udstråling og smil på læberne. Rita som moderen hedder er ikke i tvivl om at det er hendes bønner og ofringer der er blevet hørt.
I går ringede jeg til Bharati på min indiske mobiltelefon og spurgte hende om hun, hendes mand og søn ville med Birthe og mig på picnic på søndag, ja det ville de gerne sagde hun, hvor skal vi tage hen? Jeg sagde til hende at jeg ville leje en stor bil med chauffør og at vi så kunne køre til det berømte vandfald i Dhugasar hun jublede som en lille skolepige og spurgte straks om hun ikke også måtte tage sin lillebror med da han legede meget med hendes søn, jeg sagde ja og gjorde hende klar at vi så ikke kunne være flere i bilen - turen derud tager omkring 2 timer i bil, her vil vi så blive sat af og kommer over i en terrængående jeep der kører os den sidste time til vandfaldet, det går over stok og sten, gennem floder og krat, hvis vi er heldige kan vi på turen her møde vilde tigere - det sidste stykke skal vi gå på klipper og store sten og gå over en meget smal hængebro, der er en masse aber der følger os interesseret og hiver i vores tøj og andet, når vi er ved vandfaldet kan man springe i vandet, men kun med redningsvest på da mange indere er druknet her. Vi blev enige om at mødes her i Calangute kl. 8.00 på søndag og forventer at være hjemme igen ved spisetid om aftenen - efter at have talt med Bharati i telefonen ringede jeg efter en stor taxa med 3 rækker sæder og fik forhandlet mig frem til en pris på 3000 rupees ( godt 300 kr. ) for kørslen med jeepen skulle vi betale 2800 rupees - for os er det en utrolig billig pris for en picnic en hel dag for 6 personer - for dem vil det helt sikkert være en dag de aldrig glemmer, de glæder sig virkeligt meget - og for mig personligt vil det højst sandsynligt blive feriens højdepunkt i år.

 

  •  

 

Morgenerne er helt specielt gode for os i år, da vi altid har været morgenmennesker står vi altid op omkring kl. 7.00 - Birthe laver en kop kaffe til os hver som vi så indtager på balkonen, mens vi nyder stilheden og udsigten over havet, en del morgener kan vi se delfinerne svømme forbi tæt ved strandbredden - efter den første kop kaffe laver jeg gerne en omelet til os hver, nogle gange med bacon og pølser til, eller med Baked Beans, Birthe går ned på stien foran huset når bageren kommer på hans cykel og trutter i et båthorn, vi rister også et par stykker toastbrød på vores nyindkøbte indiske brødrister, i år havde vi både dansk kaffe og ost med hjemmefra. Efter morgenmaden plejer vi at tilrettelægge dagen, skal der handles, veksles penge eller andet, gør vi det som regel om formiddagen herefter går vi gerne på stranden, vores foretrukne Beach Shack hedder Domino's - her har vi vores faste solsenge som strandpigen Shunita har gjort klar til os inden vi kommer, vi starter altid strandturen med et koldt glas "sweet lemon soda" jeg hopper i bølgerne hver eneste dag og nyder det meget, Birthe nøjes med at soppe på grund af bølgernes størrelse, de kan være op til omkring et par meter høje når de brækker ved strandkanten! Men længere ude er havet mere stabilt til svømning, vores frokost indtager vi for det meste hos Domino's på stranden, min foretrukne ret har altid været Prawn Fried Rice, som er en skål ris med rejer og lidt grønt og lidt krydderier i, retten skylles gerne ned med en kold Kingfisher øl på 0,7 l. - vi bliver gerne på stranden til omkring kl. 16.00 hvorefter vi går op i vores lejlighed og får en kop kaffe og lidt kiks, om aftenen finder vi som regel et spisested mellem kl.20.00 og 21.00 - der findes rigtig mange gode restauranter  i gåafstand fra vores bolig, en god middag med drikkevarer til os begge plejer at ligge omkring eller lidt under en hundredekroneseddel, når vi kommer hjem nyder vi igen stilheden på vores balkon og lytter til havets brusen, selv om vi venter med at gå i seng omkring 11 - 12 tiden om aftenen er temperaturen i lejligheden ikke under 28 grader, så vi er meget glade for propellen i loftet som kører hele natten.

 

Om formiddagen inden vi forlader lejligheden lyder der ofte et: Hello  'Nud - ned fra pladsen foran huset, det er når Illiona - husets ældste datter skal køres til skole, lillesøsteren Iezena er også meget smilende og vil gerne i lag med os når muligheden byder sig - Inacio's forældre bruger meget af dagen på bare at sidde på balkonen nedenunder, de bor jo også i huset, de arbejder ikke længere og bliver passet og plejet af vores værtspar. - 

 

I aften kom vi tilbage fra en hyggelig middag på en restaurant 15 min. gang herfra hvor vi bor, klokken var 22.00, da vi nåede huset hvor vi bor kom hele familien ud, de fortalte at nu ville de gå ud at spise aftensmad på en lokal restaurant, det var sammen med pigerne som er 9 og 3 år, det er meget normalt at der først spises aftensmad kl. 23.00 i deres familie, men de sover også på de mærkeligste tidspunkter, om eftermiddagen sover forældrene ofte.

 

Da vi lærte familien at kende boede de i et gammelt og slidt meget lille hus, han kørte taxa hun syede for andre - i dag har de et nyt hus plus 6 lejligheder i deres guesthouse, en taxa og en ny fiskerbåd med ny motor på, de har virkeligt arbejdet hårdt for at nå hertil de er nu, i dag mangler de intet og hører nok til de bedre stillede i Goa 

 

Der er altid en voldsom trafik overalt, scootere, motorcykler, biler, busser, cykler, hunde, køer, elefanter, grise og det vigtigste på køretøjerne er helt ubetinget hornene, der bliver konstant dyttet og båttet, og bag på de fleste lastbiler og busser står der skrevet: Blow the Horn - jeg har spurgt til hvorfor man også bruger hornet når man holder i kø, og fik blot svaret at så ved vi jo lidt om hvor vi er i forhold til hinanden? Vi ser ingen knyttede næver eller "skråt op" tegn, men derimod en hjælpsomhed over for andre som vi ikke er vant til hjemmefra, man giver plads til hinanden, hilser på hinanden og hjælper hinanden når behovet er der - jeg prøvede selv at give en lille hånd med da vi gik forbi en bil der ikke kunne starte, manden prøvede selv at skubbe den igang og satte sig bag rattet når bilen rullede, det fungerede ikke, jeg bad ham blive i bilen og jeg skubbede så - bilen gik i gang og han vinkede glad tilbage og råbte tak, vi gik videre - men 5 minutter efter kom bilen jeg skubbede i gang tilbage, han stoppede ud for Birthe og mig og spurgte om hvor vi skulle hen, for så ville han gerne køre os som tak? Vi valgte nu at gå.

 

Når vi om aftenen går af de små stier som ofte fører gennem steder med de små palmehytter, er der mørkt, og når det er mørkt i Indien så er det altså kulsort, jeg har gerne en lille lommelygte med om aftenen, vi passerer mange mennesker i mørket, nogle gange enkeltpersoner andre gange større grupper af unge mænd, alle hilser pænt og vi føler os aldrig utrygge, lygten er med så vi kan se hvor vi træder, da Indien er meget ujævn, og også fordi vi nødig vil falde over en sovende hund eller en hellig ko.

 

Dyrelivet hernede er naturligvis meget anderledes end vi er vant til i Danmark, der findes et hav af flotte, for os ukendte, fugle, nogle få kender vi dog bla. Kingfisherfuglen, som vi hjemme kalder isfugl, der er mange glenter og andre rovfugle, der er storkelignende fugle osv. - vi har set desmerdyr, store sorte rotter, vilde hunde, katte, slanger, elefanter, aber, krokodiller, store edderkopper og andre insekter - vi ser delfiner og når fiskerne kommer i land har de krabber, tigerrejer, hummere og mange ukendte farvestrålende fisk med ind, nogle gange har de også havslanger med i deres net. Goa er et frodigt sted, jeg har hørt det omtalt som stedet man kan slå en bambusstok i jorden og så høste bananer 4 dage efter? - kokospalmerne står majestætiske og svajer i tusindevis overalt hvor vi færdes, vi ser nogle gange når en inder kravler op i palmerne der sagtens kan være 15 - 20 meter høje, det foregår med bare tæer og et reb omkring anklerne og en manchetekniv i på ryggen, når han kapper kokosnødder af træet og de falder til jorden med et bump kan man ikke lade være med at tænke på hvad der ville ske hvis man fik en sådan i hovedet - i mange tilfælde tror jeg at det ville ende med en ligbrænding!

 

I dag gik vi til supermarkedet Cash and Carry, ca. 20 minutters gang fra hvor vi bor, vi handlede drikkevarer, brød og andre fornødenheder, det fyldte hele båndet ved kassen og hver enkelt del blev sirligt vendt og drejet og tastet ind, vi bad om en pose til at bære alle varerne hjem i, men fik blot besked på at de var løbet tør for poser i går og ingen havde, jeg forklarede at vi skulle gå hjem med varerne og kunne jo ikke bære dem hvis vi ikke havde noget at have dem i - pigen fandt så 2 små gennemsigtige plastposer uden hank og vi fik lige akkurat presset varerne ned i disse poser, de var meget lidt komfortable at gå med, så da jeg efter 5 minutter fik øje på en butik der solgte tasker gik vi derhen, her købte vi en stoftaske til ca. 15 kr. og så gik det hele meget lettere.

På Tur med 1 katolik, 2 protestanter og 4 hinduer:
Søndag den 7 februar 2016 vil stå printet i min hukommelse til den dag jeg dør -  vi skulle mødes ved den lille kirke i Calangute kl. 8.00 om morgenen, med Bharati hendes mand og søn samt hendes lillebror, vi var på stedet et kvarter før tiden og taxaen kom som aftalt, endda 10 minutter før tiden, jeg sagde til ham at vi ventede på vores venner fra Mapusa og at de ville være her kl. 8.00 - såh, sagde han, er det så indisk tid eller europæisk? Er der forskel på det spurgte jeg ham, jah ca.  en halv times tid, fik jeg at vide - og minsandten om han ikke fik ret? 10 minutter over 8.00 ringede jeg til Bharati som fortalte at bussen var kørt fra dem men de ville tage den næste, jeg var lidt utålmodig og sagde til hende at vi ville hente hende i Mapusa, det var godt nok en lille omvej men pyt, nu skulle vi på udflugt. Familien strålede om kap da vi samlede dem op, de havde glædet sig helt vildt til at få en dag ud over det sædvanlige, vandfaldet havde de kun hørt om og set billeder fra. Turen derud tog 2 timer, vi havde et lille ophold undervejs da Bharati fik mavepine og lige skulle ud at trække frisk luft, hun havde været på nattemarkedet aftenen før og var først kommet hjem kl. 03.30 og havde intet fået at spise til morgen, vi fik nogle kiks i hende og forsatte turen, hun fik det bedre og havde det godt resten af dagen, jeg tror også spændingen kunne have udløst mavepinen. Da vi ankom til stedet hvor taxaen skulle sætte os af, skulle vi leje redningsveste og betale for resten af turen som foregår i 4-hjulstrækkere i en lille times tid, det var en meget spændende tur der gik gennem floder over bjerge og stok og sten, vi blev i bogstaveligste forstand rystet rigtigt godt sammen. Da vi ankom til endestationen med bilen skulle vi gå og kravle det sidste stykke vej gennem jungle over små bambusbroer over klipper og sten, vi mødte mange aber som drengene og Bharati fodrede med bananer jeg have købt til dem, Bharatis mand var meget hensynsfuld overfor Birthe og holdt hende i hånden hele vejen, Bharati og jeg gik sammen, drengene var i højt humør og fotograferede meget ivrigt med de mobiltelefoner  de havde fået- da vi endelig kom helt ud til vandfaldet kunne man bade i det forholdsvis kolde ferskvand der væltede ud over bjergsiden. - vores hindufamilie var ikke i tvivl de ville alle i vandet selv om ingen af dem kunne svømme, jeg fulgte med og pludselig stod vi i vand til halsen alle 5 Birthe ventede på os på land, jeg svømmede helt ud under vandfaldet, de andre holdt sig inde ved kanten hvor de kunne finde fodfæste, Bharati badede i fuld påklædning som jo er Sari fra top til tå, vi andre i badetøj - de var næsten umulige at drive op af vandet igen da vi skulle tilbage, jeg klædte om bag nogle bambushegn, Bharati sagde at hun nok skulle blive tør inden vi nåede taxaen om 20 minutter, og det var hun? Da vi nåede taxaen opdagede Bharatis mand at han havde glemt hans T-shirt helt ude ved vandfaldet, jeg sagde til ham at nu måtte vi køre og vi kunne stoppe et sted for købe en ny til ham, som sagt så gjort vi var inde i en lille butik men de ville have 20 kr. For en T-shirt og han ville kun give 15, jeg sagde at jeg godt ville betale og prisen for mig var ligegyldig, efter lidt forhandling fik vi den dog for 17 kr. Han takkede meget og var helt flov over at jeg gav ham den. Vi besluttede os for at udvide udflugten og kørte til en krydderihave hvor vi kunne få vores frokost, i haven gik jeg lidt rundt med Bharati som lyste af glæde, hun sagde gang på gang at denne dag ville hun og familien aldrig glemme, det havde været meget specielt for dem og hun takkede mange gange, jeg fortalte hende at vi kun var glade for at kunne give dem denne oplevelse som var lige så stor for os, og jeg fortalte hende hvor meget vi holdt af hende og hendes familie, vi spiste en stor buffet, blev vist rundt i haven og kørte derefter videre - Bharati faldt i søvn i Birthes arme, manden sov også hurtigt ligesom drengene, vi bad taxichaufføren sætte dem af hjemme hos dem selv, da vi satte dem af fik nogle rigtig store knus og de takkede meget for dagen, de lovede at komme og besøge os på torsdag for at sige farvel og tak for denne gang - Birthe og jeg blev kørt hjem til vores lejlighed hvor vi bare sank sammen på balkonen i vores lænestole, det havde været en meget fantastisk dag.  

 

Hele dagen inklusiv taxa - 4-hjulstrækker - indgang til krydderihaven - frokostbuffet, drikkevarer plus det løse, til os alle 6 kostede alt i alt 1000 kr. Inklusiv de 100 kr. Som jeg gav taxichaufføren for hans hjælp med det praktiske.

 

Samme aften slentrede vi op til Glen's Corner hvor vi slappede af med vores iPad'er og senere indtog vores aftensmad, da vi kom hjem havde vi lovet at besøge den tyske dame Schuni, som bor ved siden af vores lejlighed, hun tager gerne 4 måneder af gangen når hun er her, vi har kendt hende de sidste 5 år, hun er en enspændertype, men samtidig en særdeles spændende person at være sammen med, vi delte en flaske vin hos hende inden vi listede af for at gå i seng og synke dagens oplevelser.

 

Tirsdag 9 februar var der karnevalsoptog i Mapusa, Inacio havde tilbudt at tage med os ind for at opleve dette. Vi kørte kl. 16 om eftermiddagen og kom sammen med 10000 scootere lige så mange biler, busser og lastbiler ind til Mapusa, d.v.s. Vi parkerede bilen lidt udenfor byen, da der var totalt kaos rent trafikmæssigt, vi gik det sidste stykke og tog opstilling udenfor markedspladsen - der var virkeligt et mylder af mennesker i alle aldre, nogle udklædte andre ikke - optoget var forsinket en halv time, eller også var det bare fordi det var indisk tid? Da det begyndte kom ca. 30 lastbiler kørende de var pyntet op til den store guldmedalje, der blev spillet meget højt musik, der blev danset og sunget og deltagerne var iklædt de mest farvestrålende kostumer, jeg var i dag meget glad for at jeg ragede en halv meters penge op over de små indere, så jeg kunne både se og fotografere optoget. Vi kørte derfra et par gode timer efter - om aftenen havde vi inviteret Irene, Inacio, Illiona og Iezena ud at spise som tak for de sidste godt 3 uger vi havde boet hos dem, vi spiste hos Glen, vi blev enige om at vi kommer tilbage næste år og at lejligheden er vores når vi ønsker det, vi gik alle hjem efter kl. 22.00 og krøb i seng ret hurtigt herefter  - i morgen skulle hele familien i kirke kl. 05.30 ? Jeg synes at det da var et ukristeligt tidspunkt at gå i kirke på, men fik at vide at det jo var Askeonsdag ? Nåh ja, sagde jeg og kommenterede ikke yderligere.

 

Onsdag aften gik vi på en af de dyrere restauranter i Goa, det var a' Reivera, vi fik en stor saftig og særdeles mør steak med kartoffelmos, svampesovs, grøntsager o.a. Til, den var meget velsmagende, hertil delte vi en flaske kølig indisk rosevin - efter hovedretten fik vi en såkaldt kaffedessert med tiramisu og chokolade til og jeg drak en indisk cognac Honniebie" til, regningen lød på 5000 rupees ( godt og vel 500 kr.) men det var helt bestemt alle pengene værd.

 

Torsdag var vores sidste dag, vi var på stranden i nogle timer, vi fik frokost hos Domino's og sagde pænt farvel til strandpigen Shunita, vi fik en lille afskedsgave og vi gik op i vores lejlighed for at pakke. Bharati ringede at hun ville komme kl. 15.00 for at sige farvel til os, der gik lidt ged i at finde hvor vi boede, men kl. 15.45 fandt vi hinanden, hun havde taget sin mor og sine små søskende med - vi gik op til vores lejlighed og delte nogle colaer og noget slik og småkager, jeg viste dem billeder på iPaden og tiden kom hvor vi måtte tage endelig afsked, vi fik nogle små gaver fra dem og krammede hinanden - det blev lidt for meget for Bharatis mor hun brød grædende sammen og takkede meget over at de havde lært os at kende, hun mente det var hinduguden Ganesh der var skyld i dette? vi lovede at komme tilbage til næste år - de havde taget bussen ind til os, jeg stak dem 1000 rupees så de kunne praje en taxa til at køre dem hjem.

 

Turen hjem startede torsdag aften kl. 12.00, Inacio kørte os til lufthavnen i Goa, vi sagde pænt farvel og på gensyn til hinanden og vi måtte i gennem det sædvanlige menageri med kontrol her og der i lufthavnen, det tog ca. 4 timer at flyve til Qatar, hvor vi måtte vente i 3 timer for at flyve de sidste 6,5 timer til Danmark - her købte vi en togbillet og havde nu kun 3 timer tilbage af den 23 timer lange rejse.

 

 

 

Vi havde en kanongod ferie