30-September-2018

Rejsebeskrivelse fra Nepal

Rejseberetning

Skrevet i Nepal september 2018 af Knud Riis

Vi rejste til Nepal den 10 september 2018 efter at have fået en invitation fra vores gode nepalesiske ven Narayan som vi har lært at kende fra vores efterhånden mange rejser til Indien, her arbejder Narayan 6 måneder om året.
Vi havde fået et tæt forhold til hinanden efter det store jordskælv i Nepal 2015, hvor Narayan hus styrtede i grus og flere familiemedlemmer omkom, Narayan var ikke selv hjem på tidspunktet jordskælvet ramte, men det var hans familie, konen og deres 2 døtre opholdt sig udenfor, sønnen havde siddet inde indtil 15 minutter før huset brasede sammen under rystelserne, bedstefaderen og en fætter blev slået ihjel - vi igangsatte en indsamling, gennem Facebook,det blev til en del penge ( ca. 13500 kr.+) til familien - vi sendte pengene til Narayan af flere gange via Western Union. Narayan var meget taknemmelig og brugte de første penge til at sørge for tag over hovedet til familien, han købte brædder og aluminiumsplader og byggede et midlertidigt hjem - resten af pengene blev brugt på at få skolen genopbygget og til at købe skolebøger og tasker til børnene, han sendte billeder hjem til os af hvad pengene blev brugt til og han ringede ofte til os for at udtrykke sin taknemmelighed, så da han i februar 2017 ringede hjem til os for at invitere os til bo hos ham og hans familie i et nybygget hus i en anden by end der de boede da jordskælvet ramte, takkede vi ret hurtigt ja tak.
Narayan er en sej fyr som har godt hjerte, han har for år tilbage haft job som sherpa, altså som bærer for trekkinggrupper der vandrede i Himalayabjergene, efter dette hårdt opslidende job prøvede han lykken og rejste til Goa i Indien, her var han heldig at få et godt job på hotel Empire i Calangute, i mere end 10 år har han nu levet 6 måneder af gangen i Indien og fået sparet så meget op at det kunne realisere drømmen om at bygge et nyt hus til familien - for at forstå hvorfor jeg kalder ham en sej fyr vil jeg fortælle om dengang hans kone Anita var gravid med deres yngste barn, sønnen Anish - da Narayan dette år vente tilbage fra Indien til Nepal var der en konflikt der gjorde at alle offentlige transporter som bus, tog og andet strejkede i Nepal! Narayan var snarrådig, han skulle bare hjem til Anita der snart skulle føde, så han købte sig en brugt cykel og begav sig afsted - cykelturen tog 4 døgn og Terrænet han cyklede på for at komme hjem var bjergene i Nepal, og det var med den oppakning han jo skulle have med hjem på bagagebæreren, og når man selv har bevæget sig rundt i bjergene i Nepal er man klar over at det er noget af en præstation.
Vi har nu boet og levet sammen men Narayan i mange dage og set hvordan hans hverdag former sig, han laver mad, han handler ind hver dag ved at gå ind til byen, mindst en halv time hver vej, han slæber vand til store beholdere op i lejligheden mange gange hver dag, han har været en fantastisk vært for os - han har overblik og styrer sin familie på en utrolig kærlig måde, når vi eksempelvis er ude at spise sammen hjælper han hans kone med alt, selv det at røre rundt i hendes kop the gør han - hun er absolut ikke doven eller ugidelig, hun er en meget smilende menneske der ligesom sin mand knokler dagen lang, hvis hun ikke er i marken for at plante hvidløg eller høste majs og bønner så vasker hun tøj og andre gøremål - i den tid vi har boet her har hendes mor været meget syg så Anita har nogle dage været rejst ud for at passe hende nogle gange, så derfor har Narayan stået for madlavningen som hovedsagligt består af dal bath med ris til, det bliver tilberedt på forskellige måder og smager fantastisk godt, hver morgen laver han speciel morgenmad til os, vi får omelet, ristet brød og marmelade samt kaffe eller the. Narayan har brugt meget tid på at hjælpe familie, venner og naboer med at bygge deres huse, vi har oplevet et sammenhold og en hjælpsom blandt nepalesere der er ubeskriveligt, hvis en familie mangler mad er der straks andre der kommer med både ris, spinat og andet grønt samt frisk kylling eller ged når der lige er blevet slagtet.

Da vi den 11 september 2018 gjorde klar til landing i Kathmandu var det klart vejr og vi kunne se de sneklædte himalaybjerge rage langt op over skyerne ligesom vi tydeligt kunne se ud over den farverige tætpakkede by hvor lufthavnen nærmest ligger midt i byen - da vi kom ind i ankomsthallen blev vi henvist til en computer hvor vi selv skulle scanne vores pas og søge om visum til Nepal, herefter stod vi i kø for at betale de 40 Us dollars som det kostede, vi skulle i yderligere en kø for at få stemplet vores pas, det hele gik smertefrit og tog lidt over en halv times tid, Narayan stod udenfor lufthavnen og ventede på os - vi kørte med en taxa gennem Kathmandu til hans hjem i Bhaktapur, en tur på en halv time - de sidste 2-3 kilometer var på lerede og hullede og nærmest ufremkommelige veje med store vandpytter, men vi nåede dog frem i god behold - i hjemmet ventede børnene - Asmeeta på 20 år, Anisha på 17 år og Anish på 12 år samt deres kusine Shantee, Narayans bror og tante plus en fætter - de havde ventet med spænding på at hilse os velkomne. - vi blev installeret i pigernes værelse, her var en lille 3/4 seng (ca. 20 cm. for kort til mig), et køleskab, et meget lille bord og et hindutempel som stod på en skammel - pigerne var flyttet ind på et værelse i nabohuset mens vi var her, men opholdt sig dog kun her når de skulle sove og når der skulle læses lektier - i den lille lejlighed på førstesalen af huset var der også et soveværelse til Narayan, hans kone og søn, der var et lille fællesrum med en 2 personers sofa og en sovebriks, badeværelset var med almindeligt toilet, håndvask og bruser, Narayan havde lige installeret en gasvandvarmer til varmt vand på grund af os, det fungerede nogenlunde okay, - i stuen bor en taxachauffør med kone og et nyfødt barn samt mandens mor, de har lejet sig ind hos Narayan som ellers ikke kan betale afdragene på huset - der er intet køkken i den forstand, blot et gaskomfur med 2 brændere det står på en trækasse i deres soverum, ris , krydderier og andet stod rundt omkring i lukkede spande, og renligheden var tydeligvis ikke en dyd.
Vejen hertil huset fra hovedvejen er vel som sagt omkring 2 kilometer, den er af jord og sten og meget ujævn med meget store huller og vandpytter, det er mig en gåde at vi er kommet frem med den lille 15 år gamle Suzuki Marutti som vi plejer at køre med, uden den er brækket sammen, det er underboens bil - han har også kørt os op i bjergene og måtte meget af tiden køre i første gear og bilen går ofte i stå.
Den første aften vi var her var kusinen, en fætter, en tante og en lillebror jo på besøg og det var kusinens fødselsdag, og det skulle fejres, det blev en festlig aften med lagkage og alt hvad der hører til, de var meget interesseret i at høre om vores liv i Danmark og i at se billeder hjemmefra på vores iPad.
Narayan er et helt igennem fantastisk menneske, han har haft en meget hård barndom, han blev født ude i en lille landsby langt oppe i bjergene og nogle få år efter fik han en lillebror - deres far var politibetjent og arbejdede langt fra hjemmet så han var sjældent hjemme, Narayan har fortalt at hans far fandt en anden kvinde som han levede sammen med, og han sendte aldrig penge hjem, han havde heller ikke penge med når han endelig kom på besøg. Moderen arbejdede hårdt i marken og havde svært ved at brødføde den lille familie, så Narayan blev sendt hjem til sine bedsteforældre i en anden landsby længere væk, da han fyldte 12 år flyttede han igen hjem til sin mor og lillebror - når Narayan skulle i skole skulle han gå 1,5 time hver vej og meget af vejen til skolen skulle han nærmest kravle, da vejen op til skolen fra hans hjem var i bjergområdet hvor der kun fandtes små tiltrådte gangstier. inden han mødte i skolen var han først på markarbejde ligesom han også var efter skoletiden, han måtte også selv stå for madlavningen til familien da hans mor både arbejdede i marken og også havde andre forskellige job rundt om i landsbyen - da Narayan blev gift som 20 årig valgte faderen at flytte hjem til familien igen, herefter fik han 4 sønner mere, i dag er faderen 63 år og alle i familien har tilgivet ham hans fortid med den anden kvinde - Narayan fortæller at den dag hans forældre får problemer med at klare sig selv vil han hente dem og lade dem bo i hans hus så han kan tage sig af at pleje dem.
Narayans kone Anita er ligeledes et utroligt dejligt menneske at være i selskab med, hun taler ikke engelsk, men vi forstår hinanden alligevel, ellers oversætter børnene eller Narayan for os - kærligheden lyser ud af deres øjne og de holder tydeligvis meget af hinanden - jeg har aldrig mødt mere ærlig og troværdigt menneske end Narayan, og heller aldrig en så hårdt arbejdende person, han sover gerne omkring 5 timer i døgnet ellers er han konstant i gang med et eller andet, når han går ned for at handle, som han gør hver eneste dag, skal han ned af en skråning til byen og inden han når hjem igen går der mindst 1,5 time - han spurgte os en morgen om vi ville være med til at følge hans søn i skole, det ville vi gerne - det tog det meste af en time. Dagen efter ville han gerne have os med ud at gå en tur inden morgenmaden, vi gik op i bjergene og vi gik op, og vi gik op - vi kunne næsten ikke trække vejret da vi havde gået i en time, men Narayan sagde blot at nu er der kun en halv time tilbage inden vi nåede toppen, det tog så en time mere og vi var gennemblødte af sved, Narayan sagde at vi bare kunne tage en bus hjem igen og vi blev glade - på toppen af bjerget som hedder Pilot Baba var over 2200 m. højt, her var en restaurant hvor vi fik morgenmad inden vi også besøgte et munkekloster - da vi skulle ned igen sagde manden på restauranten at bussen kørte ikke i dag - Narayan sagde blot at det var ikke noget problem vi kunne vare begynde at gå og når der kom en bil ville han stoppe den og så kunne vi køre med den - vi mødte ingen biler før vi var halvvejs ned, her kom en taxa - vi blev meget glade og lettede da taxaen stoppede og spurgte om vi ville med - Narayan sagde blot til ham at nu var vi jo næsten hjemme så det var ikke nødvendigt, så vi måtte også gå den sidste time inden vi var hjemme igen - totalt udmattede efter 24 km. - Narayan påstod at han aldrig var træt og at han sagtens kunne gå turen igen, jeg tror ham - han har for år tilbage været sherpa, altså bærer for trekkinggrupper der ville bestige Himalaybjergene, der foregik med kæmpeoppakning på ryggen og i et par badesandaler, som er nepalesernes foretrukne fodtøj.
Området vi bor i er et nybyggerkvarter, der er en livlig aktivitet med opførsel af såkaldte jordskælvssikrede huse, de flest i 3 eller 4 plan, alle hjælper alle, en gang i måneden mødes alle til et fællesmøde hvor man planlægger og snakker om hvad der skal ske fremadrettet, eksempelvis rørføringer med vand, forbedring af veje osv. - jeg spurgte til om hvordan man aflønnede hinanden når man hjalp en nabo eller en bekendt med at bygge? Vi tæller de dage vi har fået hjælp, hvis en person har hjulpet mig med byggeriet i eksempelvis 18 dage, så skylder jeg ham 18 dages arbejde, der var ingen penge indblandet! - ligesom i Indien er her en del løsgående hunde overalt, de er såmænd meget fredelige, men om natten kan de nogle gange være en plage når de begynder at bjæffe lige nedenfor hvor vi bor, vi sover jo med åbent vindue - det var heldigvis ikke så ofte det forekom.
Narayan og Anita har været nogle helt enestående guider for os, de har brugt al deres tid på os, vi har hygget os sammen, vi har leet og moret os og følt os rigtig godt tilpas i deres samvær og har ikke haft problemer med at bo så tæt med dem og deres 3 dejlige børn i deres hjem.
Efter de første 4 dage valgte vi at tage et par overnatninger på et hotel inde i Kathmandu fordi Narayans kone var ude i en landsby 3 timers kørsel herfra for at passe sin syge mor, her ville Narayan også gerne ud for at hjælpe til, som sagt så gjort - vi flyttede ind på et hotel i bydelen Thamel som er det område i hovedstaden hvor tingene sker, her er mange butikker, restauranter og hoteller, vi havde et par gode dage her og fik handlet en del tøj, da alt her i Nepal er meget billigt - 2 gange i løbet af de par dage vi var i Thamel blev jeg tilbudt lidt sjov tobak på gaden, da jeg aldrig har været tilhænger af den slags takkede jeg selvfølgelig nej til tilbuddet, vi havde også en god oplevelse med at møde en kvinde der hedder Kum, jeg havde været på Facebook med hende et par år og skrevet en del sammen med hende, da vi nu boede i Kathmandu ligesom hende, skrev jeg til hende at vi ville give frokost, hun tog mod tilbuddet og kom sammen med hendes søster og vi havde virkeligt en hyggelig frokost og eftermiddag sammen med dem - da vi havde boet 2 dage her blev vi hentet af Narayan og hans kone - på vejen hjem gjorde vi holdt ved kremationspladsen i Khatmandu - da vi kom ind på pladsen samtidig med at der kom en bil med en afdød svøbt i nogle klæder valgte vi at følge liget til det gik op i røg, det var meget interessant at se på nærmeste hold, Narayan talte med de pårørende og vi var velkomne til at deltage og til at tage de billeder vi ønskede - vi så liget blev velsignet med vand fra floden, som er en biflod til Ganges - vi så bålet blev tilrettelagt og at liget blev lagt ovenpå, vi så da sønnen på omkring 16 år antændte liget og at det gik op i flammer - en helt utrolig og på ingen måde makaber oplevelse for os, vi stod 6 - 8 meter fra bålet.
Vi har også deltaget i en ceremoni for et 16 årigt familiemedlem der skulle gøres gifteklar ude i Narayans fødeby, bjerglandsbyen Sindupalschok, det tog os 2 timer med den lokale bus og 2 timer med en firehjulstrækker inden vi nåede byen - det var en helt igennem utrolig oplevelse at være med til dette, hovedpersonen blev klippet og barberet total skaldet og iført noget nyt tøj, alle tilstedeværende kom med pengegaver, det gjorde vi også, vi blev bespist med kød fra de 3 geder der var blevet slagtet i dagens anledning, der var et godt stykke over 100 gæster - der havde kun en gang før været mennesker fra Europa i landsbyen, det var 2 svenskere der besøgte landsbyen for 2 år siden, mange af de tilstedeværende kendte jeg ansigterne på fra facebook, langt hovedparten talte ikke engelsk, men de viste deres gæstfrihed på alle måder, vi blev serviceret fra vi kom til vi tog afsted igen 6 timer senere - landsbyen ligger så langt ude i bjergene at Narayan sagde at hvis de fik brug for en ambulance ville det tage mellem 5 og 7 timer inden den ville være der - godt vi ikke fik brug for det?
Narayan har gjort os det helt klart at vi ikke skal betale noget som helst for kost og logi i den tid vi er i Nepal, det havde jeg det lidt svært ved, men jeg havde dog held med at lade ham forstå at det var okay med os, på den betingelse at vi så betalte for alt udenfor hjemmet - taxa og mad samt udgifter med billetter til dit og dat - vi inviterede dem med på en 3 dages tur til Nationalparken Chitwan hvor vi skulle bo på et hotel i junglen, Chitwan lå 8 timers transport herfra - det blev en stor succes, vi var på safari i junglen og mødte næsehorn, slanger, aber, hjorte, her fandtes også tigre, bjørne og andre vilde dyr som vi ikke så - vi havde også et par timer på elefantryg gennem junglen, det var meget stort for dem, især for Narayans kone som hidtil kun havde set en elefant på billeder.
Vi har glædet os i omkring 1,5 år til denne rejse og vi har forberedt os lige siden - vi foretog en radikal omlægning af kost og levemåde samtidig aftalte vi at gå 10 km. i gennemsnit hver eneste dag - dette har vi holdt til punkt og prikke, for mit eget vedkommende tabte jeg mig 28 kg. og Birthe smed også adskillige kilo, vi havde heller aldrig gennemført hvad vi har hvis vi ikke havde denne opbyggede energi vi havde arbejdet på, så det har faktisk været en såkaldt “Win Win situation” - denne rejse vil helt sikkert stået som noget helt enestående for os fremover - det har ikke været nogen badeferie eller afslapningsferie - det har været en utrolig aktiv og oplevelsesrig ferie der har givet os så meget godt på krop og sjæl - og så er der en hel uge tilbage endnu, Birthe og jeg rejser alene til Pokhara i morgen, her skal vi bo i 4 døgn på et hotel med udsigt til de snedækkede Himalaybjerge - Vi kørte hjemmefra kl. 7.00 og regnede med 5-6 timers kørsel til Pokhara, det viste sig endnu engang at tidsplaner i Nepal er yderst uberegnelige - turen i firehjulstrækkeren tog 8 timer - det var på grund af en lastbil der var kørt galt udenfor Khatmandu og på grund af andre trafikale problemer i bjergene hvor vi selv var impliceret i et mindre uheld da en bus bakkede ind i vores taxa og lavede en bule i kofangeren - vi havde en god og flink chauffør og blev sat af ved hotel North Face in i Pokhara, jeg havde booket et værelse på hotellet nogle dage forinden - værten hilste os velkommen med et “Namaste” som er nepalesernes hilsen til hinanden , vi kom ind og fik serveret en flaske koldt vand og han fortalte at vores værelse var klar, jeg spurgte om der var en god udsigt fra værelset, men fik at vide at det var der ikke - han sagde at deres dyreste værelse på toppen af hotellet lige var blevet ledigt og hvis vi var interesseret kunne vi ændre bookingen til dette værelse, vi tog med op og så på værelset, det var bare super - stort med balkon til den ene side med udsigt over Fewa Lake som er den største sø i området, til den anden side var der en kæmpe terrasse hvor vi havde udsigt ud over de snedækkede Himalayabjerge, der var en stor lækker dobbeltseng et pænt badeværelse og inklusiv morgenmad skulle vi betale 890 kr. for 4 overnatninger - vi takkede ja og flyttede hurtigt ind og tog os et længe ventet bad.
Vi har nu været i mere end 2 uger i Nepal, vi har levet tæt sammen med Narayans familie og indrettet os så godt som vi kunne og prøvet på at være til så lidt besvær som muligt - vi har spist hvad der er kommet på bordet hver eneste dag, det har været tilberedt meget simpelt, når noget er blevet skyllet i vand var det fra hanen, vi har spist mad i de små landsbyer der er tilberedt udendørs over bål, vi har spist gedekød adskillige gange og ikke mindst nepalesernes foretrukne ret dal bath som er lavet af linser, krydderier og ris, meget af maden bliver serveret med fingrene, vores værter spiser selv med fingrene, men har dog givet os bestik, det eneste der kan gøre at vi ikke kan spise deres mad er når det er for spicy, hvis der er så meget chili i at vi føler der er gået ild i tunge og gane er vi nød til at kapitulere, dette ved de heldigvis, så det har ikke været noget problem - de laver ærlig talt noget fantastisk velsmagende mad, nogle gange strækker madlavningen over flere timer - vi har ikke haft problemer med dårlig mave eller andre former for utilpashed - vi drikker kun vand fra flaske og en del colaer, da Birthe er overbevist om at det er en god ide for maven? jeg har fravalgt at drikke øl når vi er sammen med hindufamilien, da de ikke selv rører alkohol, så her i Pokhara vil jeg nok lade et par af slagsen glide ned gennem svælget - spisetiderne i de sidste par uger har været meget varierende, morgenmaden har vi nogle gange først fået op ad formiddagen, frokosten er nogle gange blevet sprunget over og aftensmaden kan godt risikere at komme på bordet ved 22-tiden, men det har været en del af de oplevelser som vi havde glædet os til, så det har ikke på noget tidspunkt været noget problem, men lige nu er vi alene to i Pokhara og nyder at skal være her i 4 dage inden vi igen tager taxaen tilbage til Narayan i Bhaktapur - han ringer og skriver ofte til os for at være sikker på at vi har det godt.
Pokhara er en utrolig lækker by at være i for os, det er ikke uden grund at det bliver kaldt for byen i hjertet af Nepal, hotellet er bare super og personalet ligeså - vi har handlet en del tøj her i byen “North Face” butikkerne er nemme at finde og de har meget godt og billigt tøj som vi godt kan lide - kopivarer sælges også i massevis - her er mange gode restauranter, en dejlig stemning ved søen om aftenen - de sneklædte himalayabjerge kan vi se fra vores værelse når det ikke er overskyet i bjergene, som det er der en stor del af tiden - vi har besøgt det internationale Mountain Museum, et vandfald der hedder Devis Fall og vi har sejlet på søen og besøgt et tempel der ligger ude på en ø i søen.
Indtil videre har vi kun mødt 3 andre danskere her i Nepal, de første 2 mødte vi i en bus, det var 2 unge der skulle arbejde på et børnehjem her i Nepal i nogle uger - den tredie var en ung pige der rejste alene rundt som backpacker, her i Pokhara er der en del turister, mest kinesere men dog også europæere - dem vi omgås og taler med er alle nepalesere, men det er jo også ligesom derfor vi er her!
Onsdag 26 sept. stod vi op kl. 04.00, vi skulle på tur med hotelværten Jaru som ville køre os op i bjergene - vi tog et hurtigt bad og mødte ham nedenfor hotellet som aftalt, vi kørte så langt op i et bjerg der hedder Sarangkot som bilen kunne, herfra gik og nærmest kravlede vi resten af vejen, det var en meget drøj tur for os begge, men vi klarede det ved at tage nogle små pauser undervejs - det var bælgmørkt så jeg havde en lille lommelygte med. Meningen var at vi skulle opleve solopgangen fra toppen af bjerget, men vi så ikke solen stå op da skyerne pakkede os grundigt ind - en lille time efter solopgangen, og morgenmad på et lille thehus, lettede skyerne så meget at vi tydeligt kunne se de sneklædte bjerge, vi kunne se Fiskehalebjerget og Annapurna som var henholdsvis over 7000 og 8000 meter høje, det er et rigtigt smukt og enestående syn - herefter kørte vi ned af bjerget på den anden side, jeg var glad for at det ikke var min bil der skulle bruges til dette, vejen var meget smal og næsten ufremkommelig og kunne kun køres på med firehjulstræk, vi gjorde holdt forskellige steder og vores ven var en god guide til at fortælle os om hvad vi så, vi besøgte også et munkekloster og var inde hos en kvinde der vævede de flotteste tæpper - inden vi igen kørte hjem var vi også ude at gå på en af de mange primitive hængebroer, vi gik over på den anden side af en flod broen var omkring 200 m. lang og svajede let når vi gik på den - da vi kom tilbage til hotellet kl. 11.00 var der gået 6 timer og bilen vi var kørt i trængte i allerhøjeste grad til en ordentlig gang bilvask - vi skulle selvfølgelig betale for turen og det hele inklusiv morgenmad rendte op i godt 300 kr.
Vores taxachauffør ringede i dag og lovede at komme at hente os her på hotellet i morgen kl. 12.00 - men af erfaring stoler vi ikke på noget med tidspunkter her i Nepal - men vi er klar når han kommer.
Der er rigtig mange paraglidere i området, jeg har talt frem og tilbage med Jaru om hvordan det foregår, han påstår der ikke er nogen fare forbundet med det - og skulle vi have været i længere tid tror jeg nok at jeg havde “sprunget ud i det” men jeg havde lovet Birthe hjemmefra at jeg ikke ville kaste mig ud i nogle halsbrækkende ting, så jeg bliver med begge ben på jorden.
Vi havde også talt om at tage på et Mountain fligth ind over Himalaybjergene, men det er voldsom dyrt og vi risikerer at bjergene er gemt i skyerne, vi så de sneklædte bjerge da vi landede i Kathmandu og vi har set dem her i Pokhara og chancen er der jo igen når vi flyver hjem på lørdag.
Vi blev hentet som aftalt da vi skulle køre hjem til Narayan fra Pokhara, køreturen udviklede sig til at blive en træls en af slagsen, de første 5 timer af de forventede 6 timer gik godt, men resten af turen som kun var omkring 30 km. skulle vise sig at tage yderligere 5 timer - et uheld med en lastbil lukkede vejen i begge retninger og der opstod rent kaos, vi holdt totalt stille i mere end 2 timer, det blev bælgmørkt og da trafikken begyndte at røre på sig igen var det kun i små ryk - da vi kom ind til Kathmandu var mylderet totalt med dytten og båtten, ambulancer der ikke kunne komme forbi, biler uden lys, ingen gadebelysning, mange gående, hunde, hellige køer, geder osv. - vejene er meget ujævne og hullede - det var svært at trække vejret i den støvede og forurenede luft så vi brugte masker, som efter køreturen var mere sorte end hvide - Narayan kontaktede os mange gange på turen for at høre hvordan det stod til - vi var først hjemme sent på aftenen, godt trætte efter 10 timer i firehjulstrækkeren som var en Mihandra Scorpio fra Indien - vi blev godt modtaget af familien, fik noget at spise og så gik vi i seng og faldt hurtigt i søvn ovenpå dagens strabadser.
I dag er sidste dag i Nepal, vi hyggede os i morges og formiddag inden vi gik på restaurant med Narayan og Anita, vi fik en god nepalesisk frokost med limonade og koldt vand til - da regningen kom lød den på 40 kr. for os alle - i aften vil vores værtspar lave en festmiddag til os alle bestående af ged, ris, dal og spinat - og det er altså ikke så ringe endda. I morgen tidlig kører underboen os til lufthavnen og vi rejser hjem med bagagen fyldt op med gode oplevelser.
Vi har kun grund til at sige en stor tak til Narayan og hans familie, de har virkeligt gjort deres for at vores ophold i Nepal skulle blive den succes det er blevet til - det har ubetinget været den største rejseoplevelse vi nogensinde har haft, og det siger altså ikke så lidt.
Vi landede i Kastrup lørdag aften og blev hentet i vores egen bil Af Bonnie og Henrik som bor i Glostrup, her fik vi lidt ost og the inden vi røg på hovedet i seng, næste morgen fik vi et godt langt bad og nød at vi kunne drikke vand fra hanen igen, Henrik hentede rundstykker til os og vi hyggede os sammen over morgenkaffen indtil vi pakkede vores kram i bilen og igen satte kursen mod Esbjerg efter en vellykket rejse.
5 dage efter vi var kommet hjem skrev Narayan at de havde fundet en af mine nyindkøbte T-shirts på værelset hvor vi sov, den var faldet ned bag sofaen - jeg skrev til ham at den kunne de bare beholde, eller evt. forære den væk - han skrev tilbage at de jo ikke kunne passe den, så han ville tage den med til Goa i Indien hvor vi skal møde Narayan igen til januar - jeg synes at det var meget at gøre ud af det, T-shirten kostede trods alt kun 18 kr..
Narayan er den 7 oktober rejst til Goa, rejsen tager 4 døgn og foregår med bus og tog - vi glæder os meget til at møde ham igen i Indien 2019

NAMASTE fra Birthe og Knud Riis