Lidt slægtshistorie

Jeg er ikke slægtsforsker - det vil sige at jeg har ikke rodet rundt i arkiver her og og der for at finde ud af dit og dat om mine aner, men jeg har dog lyttet med når samtalerne i min familie har handlet om de gamle dage.

Efter mine forældres død har jeg været i gang med at rydde op i diverse papirer og her dukkede der ting og sager op tilbage fra min oldefars tid, han blev født i 1849 så det vakte straks min interesse at granske lidt i fortiden, så jeg valgte at kikke lidt tilbage på mine rødder - jeg vil her prøve at nedfælde noget af det jeg har fundet.

Jeg vil begynde med min oldefar som hed Christen Olesen Sørensen blev som sagt født i Årgab ved Hvide Sande i 1849 og døde som 98 årig i Esbjerg i 1948

 

Følgende er skrevet ordret af den gamles skriverier, noget af materialet har været meget svært læseligt, men jeg har gjort mit bedste for at gengive fortællingerne som er skrevet for snart 90 år siden -  af en svagt seende mand på 82 år - jeg har aldrig selv kendt min oldefar som døde 5 år før jeg blev født.

 

Esbjerg, Nørregade 42 - 1. Januar 1931

Da jeg flere gange er blevet opfordret til at skrive noget fra gamle dage, og det er jo ikke så let, da jeg aldrig har ført dagbog. Men da jeg nu atter er blevet kraftigt opfordret dertil, så vil jeg prøve at begynde lidt derpå.

Jeg er født i Aargab 6 maj 1949 på Holmsland Klit - min fader Søren Thyge Sørensen født i Nørre Lyngvig i 1814, han fortalte, da han var dreng, da var der ikke mange beboere på Holmsland Klit, da var der grumme lidt opdyrket - bønderne fra Holmsland jagede alle deres kvæg, og stude, og plage derud hvor de gik løse på græsning. Beboerne på klitten fik lov til det fordi de kunne inddige området.

1839 blev fader gift med Oline Mette Kjerstine Christensen, født i Aargab i 1818, de købte et stykke jord 500 alen bred for 500 daler fra en mand fra Gammel sogn, det var jo hede og udyrket, de begyndte med en hest, en ko og nogle får. Deres nabo Jens Jørgen Olesen havde ligeledes et stykke jord på 800 alen bred, han havde også en hest, så de gik gik ofte sammenspændt. Men da min far var havfisker, og Jens Jørgen var ivrig fjordfisker, så havde de en rigtig dygtig landmand tilfælles, for rigtig at bruge hestene til at dyrke jorden. Landbruget gav ingen fortjeneste, at nogle kunne leve af det, det var jo havet der skulle føde folk dengang. Dengang kom der meget ved havet, og mange skibe strandede dengang, der var kun 1 strandfoged.

Der var bygget flere pakhuse på Klitten til strandingsgods, al fragt skete jo med skibe fra det ene land til det andet. Og der var jo ingen jernbaner, alt skulle føres over søen, da var der ikke saa mange store dampskibe, det var mest små skibe, så efter en storm var der altid flere strandinger, nogle med træ, nogle med olie og andre med andet. Da skulle alle til havet, også kvinder og børn for at se disse skibsfolk, og høre de forskellige sprog, det var mest tyskere eller hollændere med 5 til 8 mands besætning. Da var hele Klitten i en bjergelag fra Bjergaard til Haurvig - der var en Sognefoged Jens P. Lodbjerg, han blev kaldt æ Klit Konge, han ordnede alt, han var også for bjærger når der var strandinger, så var Jens Pesen altid på pladsen, når der strandede et skib i Bjerregaard så var det job til Ringkøbing, og en mand på hest blev sendt afsted, når han kom til Søndervig, så var der ingen dæmning, fra Klitten til Holmsland, der skulle man færges over i en båd, var der så dis, eller det var storm, så kunne det undertiden tage 2-3 døgn før øvrigheden kom på strandingsstedet, somme tider var skibet slået i stykker og ladningen lå så på stranden i måske 1 mils omkreds, da var der noget at gøre for Jens Pesen, der skulle bud efter folk og vogne, træ og tønder skulle bjærges og køres i pakhusene indenfor klitterne. Vagt skulle der jo også være, der var også nogle folk dengang, som blev kaldt strandtyve.

Eftersom tiden gik, så blev der jo flere beboere, så sørgede Jens Pesen, for at der skulle være flere strandfogeder, det skulle være folk med en hest, så fik de en lille strandløn, så min fader kom også med.

Jens Pesen var også Redningsopsynsmand, han havde både raketter og redningsbåd.

En morgen efter en rigtig storm, min fader ville til havet, han mente at kunne høre skrig fra skibsfolk, han løb til havet, og kom tilbage og sagde at der sad et stort skib udenfor den anden revle. Fader kom i hast på en hest, til Jens Pesen efter redningsbåden, andre kom til og 8 heste blev spændt for redningsbåden, vejene var i meget dårlig stand dengang, men Jens Pesen råbte til alle - kør hvad i kan, om der styrter en hest, det gør ikke noget, det her gælder menneskeliv. 

Da de kom til strandingsstedet var  alle 8 heste hvide af skum.

Hele mandskabet derude sad oppe i rigningen, nogle af dem var surret fast, så kom redningsbåden i havet, men det var umuligt at komme ud, båden blev fyldt med vand flere gange, så omsider blev det overgivet - så affyrede Jens Pesen en raket, og den gik bestemt ud til skibet, så var der forbindelse mellem skibet og dem på land og kort tid efter var redningsstolen derude, og den første mand kom i stolen, men da han kom på den inderste revle kom der en høj sø, og kastede stolen med manden rundt om tovet der gik i uorden, nu kunne man hverken hale stolen ind eller ud, så alt håb var ude - så var der en gammel modig fisker, hans navn var Anders Tausen, han råbte er der nogle der vil vove deres liv, så vil jeg prøve redningsbåden igen, når mandskabet ikke kan og vil? Og så 1-2-3, var der nok der ville med, nogle af redningsmandskabet tog også med, så der var nok til at hjælpe - Anders Tausen kommanderede så det kunne høres over det hele og så kom de i havet med båden og roede ud til manden i stolen, det var jo på den inderste revle, manden var i live men noget forkommen, de fik ham i båden, og stolen fik de afklaret så den kunne bruges igen, båden blev liggende mellem det strandede skib og land, de bjærgede alle mand ned i båden - der var 13 franskmænd, det var en heltedåd, skibet var en barker lastet med jern  - et halvt år efter kom der penge og en medalje fra Frankrig til de brave redningsmænd - jeg kan huske som 11 årig dreng at der var nogle der ville at Anders Tausen skulle have medaljen, men Jens Pesen fik den, og det var vist rigtigt nok, han var en god mand især for småfolk.

Der var jo mange skibe der sejlede med træ, det blev først bjærget så lagt tilrette i pakhusene og udenfor, alt strandingsgods blev solgt ved strandingsauktioner, disse auktioner kunne tage flere dage, der kom folk langvejs fra, der blev sat telte op ved stranden, her blev der solgt og drukket kaffepunche - fra Ringkøbing kom der altid et stort hvidt telt, det var til de fine folk som så kunne spise og drikke der - ja, sådan gik det til til dengang.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, mine forældre var småfolk, det gik nøjsomt til, vi fik altid nok at spise, men der måtte ikke købes noget. Til Jul fik vi gaver, det var gerne et par træsko eller en ny kasket eller lignende - det var småt på Klitten, præst eller kirke var der ikke noget om, post havde vi ingen af, aviser var der ingen der havde sønden Hvide Sande - der var ingen sygekasser eller ulykkesforsikringer, der var ingenhjælp, ingen fattighjælp, druknede der en fisker eller døde en mand på anden måde, og de ingen penge havde, så skulle de begynde at tigge med det samme!

Det var meget besværligt med mange ting, når en døde skulle vedkommende begraves på Holmsland, det kunne godt blive en besværlig tur, der kunne jo ikke køres til Holmsland, især om vinteren da der ingen dæmning var - var der så dis eller storm så kunne man ikke komme over med et lig, man skulle færges over til Kløvhuse, så skulle der vogne fra Holmsland ud for at fragte liget, den første dag skulle graven klargøres, men når det var færdig blev liget begravet og så skulle folkene på kro før de begav sig ud på den lange hjemrejse, så der kunne let gå 3 dage.

De små børn blev altid hjemmedøbt, og så kom de gerne i kirken om sommeren, skulle der være bryllup slog man det gerne sammen - der var mange gange omkring 8-10 vogne der drog af sted til kirke til disse bryllupper, der skulle jo også meget med, både til folk og heste, øl og brændevin blev heller aldrig glemt.

Jeg gik jo også til Holmsland og nogle gange til Aargab, for at gå til præst både mandag og tirsdage, var det dårligt vejr kom vi først hjem om onsdagen.

I 1869 blev der bygget 2 kirker på Klitten - 1 i Haurvig og 1 i Nørre Lyngvig, og så fik vi en præst og der blev købt en præstebolig i Aargab, så kom der jo lidt andre tider.

Post ville vi jo også gerne have - alle breve til Klitten blev indlagt hos Madam Sørensen ved fjorden, der som sømandshjemmet er nu, der var værtshus, så tog vi alle de breve der var omkring ens hjem og delte dem ud til de rette folk - engang kom en indbydelse til mine forældre de skulle til bryllup, men brevet kom først 5 dage efter brylluppet. Så lejede beboerne selv en post 2 gange i ugen, det var Iver Simonsen, Lyngvig.

Det var undertiden ikke nemt at få rug til brød, der var jo ingen der såede rug på Klitten, det skulle vi altid have bestilt hos en kendt mand, vi skulle bestille til et helt år - en mølle og en møller fik vi også,, vi fik vores rug fra Ringkøbing og vi fik det så malet på møllen - så kom der et år hvor ingen ville sælge deres rug i Ringkøbing, så vi måtte bestille det helt i Holstebro og måtte betale 18 daler for en sæk og måtte hente det i Ringkøbing.

Jeg må tilbage til min barndom igen, jeg tænker på min bedstefar når han fortalte os børn om hans barndom, han fortalte at han blev indkaldt til at tjene kongen i 1801, han var 14 år, ham og flere drenge blev konfirmeret i København, så kom de ombord på en stor fregat hvor de var imellem 5 og 600 mand, det var rigtig noget for os drenge at høre på når de fortalte om krigen, når bedstefar og gamle Stauning kom i samtale om krigen var der stilhed overalt - Stauning var en hård svend, han fortalte at han efter et slag var så træt at han sad og sov på sin hest, pludselig vågnede han ved noget støj, det var en tysker der kom mod ham med bajonetten hævet, Stauning var hurtig til at tage sin sabel og da tyskeren kom huggede han med et slag hovedet af ham - han fortalte også om den engelske krigsskib der strandede og 1100 mand druknede og drev ind på stranden, man begravede dem oppe i klitterne, efter at have taget alt af værdi, der gik mange rygter om store pengesummer hos dem, men det kom ikke frem for dagens lys - efter denne tid kom der både spøgelser og trolde, og man var var ikke tryg ved at færdes derude, der er et bjerg før Haurvig ved navn Dødemandsbjerget der skulle være begravet flere læs lig, der er også sidenhen fundet mange menneskeben, jeg husker som dreng at vi efter stormene gik på stranden og ledte efter menneske knogler, fandt vi så en pandeskal blev vi bange og skyndte os hjem - der var mange af bjergene ingen turde nærme sig om natten, den værste at alle var et bjerg i Hvide Sande der hed Troldbjerg - her var især kvinderne bange for at være om aftenen og natten, mange uhyggelige historier kommer herfra.

I gamle dage var der mere nøjsomhed og Gudsfrygt, som der er i vore dage, vi børn fik brød nok, men kun sjældent fik vi kage, det var kun omkring juletid, her måtte der heller ikke mangle øl og brændevin.

Vi gik i skole fra oktober til april, vores bøger skulle vi lære udenad, ak hvor er det godt at jeg stadig kan huske min barnelærdom, jeg husker tydeligt at det første jeg lærte var: Vi skal over alle ting, frygte, elske og forlade os på vor Gud. Ja vor børnelærdom var ret, og god nok og jeg troede også på at det var sandt.

Da jeg blev konfirmeret blev jeg fisker, jeg kom med en gammel fisker der hed Jacob Jensen, dengang var der ingen fiskehandler, så vi sejlede ikke meget til Ringkøbing men mest til Stauning, Hemmet, Lønborg og Bork, dengang kunne bønderne spise fisk fra havet, hvilling og torsk var der mest af, også en mængde bakskul og søkok og andre små fisk gik som brændevinsfisk til bønderne - da jeg var 18 år kom jeg til Nymindegab som fisker, der var jeg i 2 år, så var jeg 2 år i Nørre Lyngvig - da jeg var 22 år tjente jeg kongen, da jeg kom hjem kom jeg til at fiske med Ole Jørgensen, søn af Jens F. Olesen, han var ikke bange for vand, jeg så ham aldrig bange på havet, vi fiskede sammen i flere år og vi fiskede godt, da jeg blev 27 år blev jeg gift og overtog mine forældres hjem Humlebo i Aargab, og så skulle der rigtig fiskes, og det skal jeg ikke prale af, det gik som det kunne og ikke altid som det skulle - vi levede et verslig og vantro liv uden Jesus og uden Gud, og Guds folk kunne jeg ikke fordrage. Jeg kan sige at vi dengang levede som døbte hedninge

Nu må jeg tilbage til 1896 flere fiskerbåde skulle komme hjem fra havet i en storm,  mange folk var ved havet, både kvinder og børn, flere kvinder var på knæ i bøn til Gud, at deres kære måtte komme godt i land 

Den dag talte Gud til os der gik på stranden, de fleste kom godt i land men 4 gæve mænd blev derude - en far stod på stranden og så sin søn drukne - han råbte op i himlen at det var hans skyld, fordi han ikke havde omvendt sig til Gud - efter den dag blev der vækkelse på Klitten, vi var mange som blev omvendt, vi byggede et lille missionshus i Haurvig - ja, vi var få og vi var små og penge havde vi ikke mange af, men vi byggede i Jesu navn, at huset ville blive til Guds ære og til menneskers frelse, der har været vækkelse 2 gange siden, så nu er der et stort troende samfund sønden for Hvide Sande, og den dag i dag står missionshuset, for et minde for det der skete 1 april 1896.

Nu slutter jeg af, af flere grunde - jeg kan ikke se hvad jeg selv skriver, og når jeg har skrevet i en halv time er mine øjne så trætte, at jeg ikke kan tåle at se i lang tid - 

 

Chresten Olesen Sørensen døde 25 marts 1948