Notater fra en godt og spændene tilværelse  

Jeg blev født 10 maj 1953 i en toværelses lejlighed i Kronprinsensgade 98 Esbjerg, som den første af to drenge.

Min far var fiskeskipper med egen kutter og min mor var hjemmegående. Jeg opvoksede i et meget trygt og kærligt hjem, min lillebror blev født 29 september 1956. Vi boede i nærheden af  vores bedsteforældre til begge sider, med en gåafstand på mindre end 200 meter til dem begge, så vi havde rigtig meget ud af hinanden, og i særdeleshed med min mormor og morfar, som selv i dag står som noget helt unikt for mig. Både min farfar og min morfar var fiskeskippere da jeg blev født; men de lagde dog fiskeriet på hylden i mine drengedage, min farfar trak sig tilbage og fordrev tiden med sin have, drivhus og ikke mindst med sin pibe og sit skakbræt. Min morfar derimod forsatte først som assistent på Sømandshjemmet i Esbjerg, og senere investerede han i en mindre kiosk ( tobakshandel ) på Jørgen Pedersensvej i Esbjerg, som han passede i en del år. Både min mormor og min farmor var hjemmegående, så der var aldrig mangel på barnepiger, vi blev både elsket og forkælet begge steder.
 

Jeg kommer fra et kristent hjem og det har påvirket mig i positiv retning siden, som barn gik jeg til FDF hvor jeg stadig har mange gode minder fra, senere som KFUM’er, og da jeg blev 18 år, begyndte jeg mit voksenliv med et ophold på Haslev Udvidede Højskole, som også er en kristen skole. Det har givet mig en utrolig god ballast, som jeg kun kan se tilbage med glæde på.

Jeg vil stadigvæk betegne mig selv som kristen, uden at jeg er den man ser i kirken ( udover til Jul og andre kirkelige handlinger, som barnedåb, konfirmation, bryllupper, begravelser og lign. ) men jeg har min egen forestilling om hvordan tingende hænger sammen, og  de passer meget godt sammen med det jeg har lært af mine forældre. Jeg ønsker ikke at blive sat i bås som indremissionsk, luthersk, grundtvigianer eller andre grene indenfor kristendommen. Jeg tror mere på at man skal være mod andre som man ønsker andre skal være mod en selv, dette prøver jeg at leve efter, med mere eller mindre held.

Da jeg blev 6 år flyttede vi fra lejligheden i Kronprinsensgade til et stort nybygget hus mine forældre havde fået bygget i Kirkegade 96, vi havde fået bil, som ikke var ret almindelig dengang. Min far tjente mange penge og fik bygget en ny stor fiskekutter i Esbjerg, den blev opkaldt efter mig: Knud Riis.

Vi havde sommerhus i Sædding, med udsigt over indsejlingen til Esbjerg, og her boede vi mere eller mindre fra Påske til sommerferien var slut, om sommeren tog vi ofte på campingture med telt, og vi brugte ligeledes at tage til Sverige og Norge på ferier i vores Mercedes. Min far havde en svaghed for biler, gerne i den dyre klasse, såsom BMW, Volvo, Mercedes, Alfa Romeo, Ford, SAAB og lignende - i mange år havde min mor sin egen bil, hvilket var mærker som VW - Skoda - Simca - Far havde også en stor motorbåd med plads til overnatning for 8 - 10 personer, båden lånte han gerne ud til os da vi fik børn, og vi holdt en uges ferie i denne i Limfjorden omkring 1980

Det hele kørte bare derudad, indtil min far ikke længere selv kunne styre sit alkoholforbrug. Det var ligeså selvfølgeligt at se en flaske whisky i køleskabet, som det var at se en liter sødmælk.  Dette stod på i nogle år, hvor mange husker jeg ikke; men jeg erindrer mange mørke stunder fra dengang. På et tidspunkt blev det for meget for min mor og hun tog min lillebror og mig med ned til min mormor og morfar, og lod vores far vide at vi ikke kom hjem igen, hvis han ikke radikal lavede om på hans livsstil – Det gjorde han så: kutteren blev solgt, han tog antabus, og købte sig en fiskebus, hvor han solgte fisk rundt omkring i bla. Grindsted, Sdr. Omme og andre småbyer omkring Esbjerg. Det gik godt indtil han skulle være alene hjemme i en uge hvor vi andre tog på sommerlejr med FDF, min mor var med som ”tante”- her blev fristelsen for stor, så efter en herrefrokost på Vejers Strandhotel, med både sild og snaps og øller til at skylle efter med, klappede fælden – Fatter måtte pænt aflevere kørekortet og en tur bag tremmer i Esbjerg arresthus. Nu var det jo selvsagt slut med at køre fiskebus, så der blev bestilt en stor supertrawler, som kom til at hedde: Niels Riis, efter min nu afdøde lillebror.

Fiskeriet gik godt, far var en dygtig fisker og havde let ved at få nogle gode stabile folk, så efter nogen tid overlod han roret til en anden, og helligede så sit liv til at hjælpe andre, der som han selv havde problemer med alkoholen. Han blev ansat ved KFUM's sociale arbejde, og startede patientforeningen "Ring i Ring" med formål at hjælpe andre alkoholikere med at få en normal tilværelse uden alkohol. I 1971 modtog han et stort skulderklap fra Esbjerg Kommune i form af at få Esbjerg Bys Ærespris, for den indsats han gjorde mod alkoholismen i foreningen Ring i Ring – .

Samtidig med hans sociale arbejde, begyndte far igen at køre med fisk, han havde fået kørekortet igen, forretningen gik godt og inden længe havde han 2 fiskebusser, hvor en anden tørlagt alkoholiker kørte den anden.

Far havde altid sine egne meninger, og de kolliderede ofte med andres, så på et tidspunkt tog han konsekvensen, og sagde sin stilling op fra den ene dag til den anden. Huset i Kirkegade var blevet solgt et par år før, fiskebusserne blev solgt, og vi var flyttet til Hjerting i en ny stor villa med udsigt over bugten. Efter at havde fået tilbud om en lignede stilling i Skjern rykkede mine forældre teltpælene op og fik bygget et nyt hus på Ånumvej i Skjern – efter kort tid her slog far sig ind på video og tv-produktion, som han bankede op til en millionforretning på forholdsvis kort tid. Han kørte samtidig land og rige rundt og holdt foredrag om alkohol og om den bog han selv skrev: En alkoholiker i storm og stille. På et tidspunkt var han Danmarks mest benyttede foredragsholder, med ca. 400 foredrag om året – ca. 80 000 km. på landevejene om året. Han var den første private mand her i landet der lavede lokal-tv ( TV-Skjern ) og han filmede samtidig til TV2 og DR – derudover lavede han reklamefilm for både LEGO – ECCO – og et utal af andre store firmaer, han var bla. også på Amalienborg, for at filme Dronning Margrethe's juletale, som blev sendt rundt til søens folk. Jeg så meget op til min far, var der nogen der kunne klare ærterne så var det ham. Men en større investering da han var omkring de 63 år,  slog benene væk under økonomien, så huset de 3 store biler udstyret til Videoproduktionen måtte sælges – herefter flyttede mine forældre til Tarm i et dejligt lille andels-rækkehus.

Jeg frygtede det værste – hvordan ville de nu tage den økonomiske nedtur? Jeg blev positivt overrasket – de fik tid til hinanden og fik andre hobbyer ( brevduer, lystfiskeri o.l. ) men arbejdet for de svage og foredragene forsatte, og jeg ved at der den dag i dag sidder mange familier rundt omkring i landet, som sender min far en venlig tanke for den hjælp og støtte de har fået igennem ham og min mor, som deltog aktivt i hans arbejde.

9 april 2000, besøgte jeg mine forældre i Tarm, sammen med min kone, jeg klippede som sædvanligt deres ligusterhæk og ordnede haven, vi spiste aftensmad sammen inden vi kørte hjem – næste morgen døde min far pludseligt af hjertestop 72 år gammel – jeg ved han ville sige – efter et godt og indholdsrigt liv. Min mor flyttede til Esbjerg, hvor hun stadigvæk bor, og har fået sig en god stor omgangskreds, især gennem kirken – hun rejser på højskole hvert år og fyldte 80 år i januar 2009 .

I 1972 fandt jeg mit livs kærlighed, nemlig Birthe – Jeg gik på Esbjerg Fritidspædagogseminarium, med henblik på at blive pædagog – jeg fuldførte ikke uddannelsen, og i 1975 blev Birthe gravid. Vi blev gift og flyttede til Hvide Sande, hvor jeg fik hyre på en fiskekutter der fangede torsk i Nordsøen – Det var der mange penge i, så efter 8 måneder havde jeg betalt min studiegæld og udbetalingen til vores første hus i Stormgade i Hvide Sande.

 2 januar 1976 blev Trine født, og vi var en rigtig familie – 28 juli 1978 kom så Mette og det var fuldendt, vi har altid elsket og holdt af vores piger, og prøver at støtte dem efter bedste evne. Pengene væltede ind i takt med at fiskene blev fanget, så økonomisk gik det ik’ så ring’ endda – vi  skiftede gerne bilen ud en gang om året, vi havde 5 i de 6 år vi boede på Klitten.
 
Jeg blev led og ked af at være hjemmefra og fandt ud af at fiskeriet nok ikke skulle være min fremtidige levevej; mulighederne i Hvide Sande var noget begrænsede hvis ikke indtægten måtte lugte af fisk, så vi solgte huset i 1981, og flyttede tilbage til Esbjerg, hvor jeg ved en tilfældighed fik arbejde ved Esbjerg Kommune på Forvrfeld Gravlund.

Her arbejdede jeg som specialarbejder og blev tilbudt at tage en voksenuddannelse som anlægsgartner, hvilket jeg gjorde, så i 1985 var jeg færdiguddannet og ansat som gartner. Jeg blev samtidig afløser for formanden på min arbejdsplads, og i 1987 blev jeg så formand - i 2011 blev jeg kontaktperson for -fovrfeld Gravlund og kirkegården ved Gormsgade i Esbjerg, hvor jeg samtidig arbejder for at få et godt samarbejde mellem de 4 arbejdspladser, og en god hverdag for de mere end 30 ansatte. Jeg har altid været utrolig glad for mit arbejde ved Esbjerg Kommune, som har behandlet mig godt, og jeg håber kun at jeg blive hvor jeg er indtil jeg fratræder arbejdsmarkedet en skønne dag.

Birthe har altid passet børn – først i børnehaven i Hvide Sande, senere som kommunal dagplejer samme sted, og nu som dagplejer ved Esbjerg Kommune. Hun er utrolig vellidt af både børn, forældre, kollegaer og ved Dagplejen i det hele taget; men hun er dog mest vellidt af mig.

Efter vi kom til Esbjerg boede vi først ca. 1½ år i en 5-værelses lejlighed på Stengårdsvej, derefter i et lækkert rækkehus på Karl Andersensvej i Sædding. I 1987 købte vi så vores nuværende hus på Åskrænten i  Sædding – dette er ubetinget den bedste investering vi nogensinde har gjort, både økonomisk og menneskeligt. Vi har et rigtigt lækkert hus på knap 160 m2 og en grund på 1000 m2.

Vi har selv fået sat nyt køkken, badeværelse, tag og maghonievinduer og døre, samt i år 2008 har vi fået lagt  trægulv i hele huset, som har en stor stue – spisekøkken – bryggers – gæstetoilet – badeværelse – soveværelse – 3 børneværelser – entre – sovegang – muret garage + redskabsskur . Huset er stort når vi kun er os to tilbage, efter at pigerne er flyttet hjemmefra; men det er ikke for stort når nu Birthe har sin arbejdsplads herhjemme, når hun engang ikke er dagplejer mere, må vi jo så se hvad vi finder på? Mulighederne er mange.
 

I 2002 havde vi heldet med os i Klasselotteriet, hvor vi vandt 250 000 kr. – Vi havde året før købt en brugt campingvogn, og blev bidt af campinglivet – så da gevinsten kom var der overhovedet ingen tvivl – vi skulle have en splinterny campingvogn – med det hele – og det fik vi, en Burstner Ventana 455 – et rigtigt godt valg, som vi har haft megen glæde af, i 2008 skiftede vi campingvognen ud med en ny og større vogn, nemlig en Tabbert Puccini 560 DV, med bla. centralvarme og mover på - en rigtig lækker vogn, som vi har en masse forventninger til at bruge i mange år frem? Vi har camperet både i Danmark, Tyskland, Østrig, Schweitz, Ungarn, Slovenien, Kroatien, Italien, Frankrig, Holland, Belgien, Luxemborg, Finland, Norge og Sverige. Heroveni har vi chartret til Tyrkiet og Grækenland og været i England - jeg har selv været på studietur i Rusland under mit seminarieophold, plus jeg var med min far på videoptagelser i Polen - i 2010 var vi så ude på vores største rejseoplevelse, nemlig en rundrejse i Thailand, Cambodia og Vietnam, plus vi i 2011 besøgte Kuwait og Indien så alt i alt har jeg indtil videre besøgt 25 lande. I 1997 kørte vi til Nordkap i Norge, hvor vi overnattede i hytter og lign. 18 dage – skøn tur - som bliver omtalt andet sted her på hjemmesiden

Vi er blevet mormor og morfar til de skønneste 6 børn man kan tænke sig - nemlig Mette's 2 drenge: Jannik og Niklas + tvillingepigerne Mille og Malou - og Trines 2 piger: Kamilla og Louise Jeg synes at jeg måtte gøre et eller andet for at vise min glæde over at være blevet morfar, og fik derfor lavet min tatovering på højre overarm hvor der blot står MORFAR, det har den gode virkning at hver eneste dag jeg ser mig selv i spejlet, sender jeg alle mine 6 børnebørn en kærlig tanke, så den har absolut været alle pengene værd...

Det er bare skønt at være morfar, og så til 6 dejlige børnebørn.