Inacio

Rejseberetning fra Goa

Mig og Goa

- en rimelig sandfærdig rejseberetning
skrevet af Knud Riis i 2017

 

En søndag eftermiddag i efteråret 2010 sad min kone Birthe og jeg ved kaffen og talte om hvad vi gerne ville bruge vores resterende 2 ugers ferie til, vi blev enige om at tage på charterrejse til Gran Canaria - vi havde aldrig været der; men kender rigtig mange i vores omgangskreds der havde holdt deres ferier her. Jeg satte mig til rette ved computeren og søgte efter rejser på forskellige sider - pludselig dukker der en annonce op om en rejse til Goa i Indien, prisen var faktisk billigere end en rejse til Gran Canaria - jeg fortalte Birthe om mit fund, hun sagde at vi jo ikke kendte nogen der havde været i Indien, eller at vi jo heller ikke kendte noget særligt til landet - vi blev hurtigt enige om at dette måtte jo være grund nok til at bestille 2 billetter til Goa og mindre end en halv time efter vi havde talt om det blev ide til handling, og vi havde bestilt rejsen gennem et rejseselskab.
Vi var naturligvis meget spændte på hvad der ventede os, så vi købte en bog om Indien, samt vi lånte bøger på biblioteket ­- og Googlede os til en del viden om dette enorme land, vi blev endnu mere spændte for det var vist nok en helt anden verden end de traditionelle charterrejser har at byde på.
En måneds tid før vi skulle rejse skulle vi søge visum ved Den indiske Ambassade, noget rejseselskabet tilbød at være behjælpelig med; men for at spare lidt på pengene valgte jeg selv at søge visummet, dette viste sig at være mere omstændigt end jeg havde forestillet mig - der skulle udfyldes nogle meget lange skemaer med oplysninger om alt muligt tænkeligt og utænkeligt, eksempelvis vores forældres navne og fødesteder, og ikke nok med det så ville de også vide om vores bedsteforældre nogen sinde havde været i Pakistan - vi skulle skrive de sidste 10 lande på skemaet, som vi har været i - de skulle have bankoplysninger om vores indestående og meget andet, sammen med 2 pasfoto skulle vores pas så sendes til ambassaden, vedlagt en check og en frankeret svarkuvert, så alt i alt rendte det op i mere end 1000 kr. - en uges tid efter modtog vi vores pas med tilhørerne visum, så nu skulle Jul og Nytår bare overstås, så vi kunne komme på nye oplevelser.

Bogen er skrevet ud fra hjertet - d.v.s. ud fra min opfattelse af hvad jeg har oplevet og fået fortalt af mennesker jeg har mødt på min vej i Goa, og det være sig både indere, danskere, englændere, tyskere og andre - skulle du støde på noget som ikke svarer til virkeligheden, eller er usandt - står det for min egen regning - intet er skrevet for at fordreje sandheden, jeg har virkelig prøvet at være så ærlig som jeg kan.

God fornøjelse

 

 

 

Mødet med det ukendte land

Dagen før vi skulle flyve fra Kastrup lufthavn tog vi toget til Kastrup hvor vi havde bestilt en overnatning på et hotel i nærheden af lufthavnen, vi stod tidligt op og checkede ind, og 2 timer efter sad vi i flyveren som skulle fragte os til vores destination, vi skulle lande i Kuwait for at tanke flyet, her kom vi dog ikke ud af flyveren - vi sad omkring 13 timer i flyet inden vi endelig, godt trætte, landede i Dambolim lufthavn i Goa.
Da vi kom ud af flyet blev vi ramt af varmen, selvom klokken var omkring 2.00 om natten - vi skulle nu igennem en masse kontrol og jeg tror vi skulle vise vores pas frem 5 eller 6 gange inden vi kom ud til bagagebåndet, da vores kufferter dukkede op skulle vi lige gennem en sidste kontrol inden vi kom ud fra lufthavnsbygningen, her stod guiderne fra rejseselskabet vi rejste med, de henviste os til en lille 12 personers bus og bad os vente der. Ved bussen stod der 2 små indere, de bad os sætte kufferterne bag bussen og så vente lidt til de sidste passagerer dukker op, de sagde at vi godt kunne gå lidt rundt; men jeg holdt krampagtigt fast i begge vores kufferter, jeg var nemlig helt overbevist om at de ellers ville blive stjålet? da alle var kommet smed de alle kufferter op på taget af bussen, der var et ikke særlig højt gelænder rundt om taget - jeg kikkede en sidste gang på kufferterne inden jeg satte mig i bussen, jeg troede virkelig ikke at jeg nogensinde så dem mere?

Vi kørte nu mod hotellet, der var en god times kørsel - vi sad tavse og kikkede ud af de nedrullede vinduer, det var meget mørkt, men selv om det var nat var temperaturen omkring de 25 grader så vi havde det varmt - de forskellige dufte vi blev mødt af på vejen var bla. fra affald, krydderier, små bål røgelsespinde, diesel og benzinos - vi sad meget klemte i den lille bus der jo nok var bygget til at transportere de i forhold til os, meget små i.
Da vi endelig ankom til hotel Empire hvor vi skulle bo, stod der straks 2 vagter fra hotellet, de tog sig af vores bagage, som der mod min forventning stadig var med os, vi blev ført ind på hotellet og hen til hotelfatter som tog vores pas og vi skulle skrive under på at vi var ankommet - herefter sagde en af vagterne at vi skulle følge efter ham over til vores rum, vi blev ført hen til en gang, som helt ærligt mindede om en fængselsgang fra Alcatraz, der var hængelåse på alle døre, han låste dør nr. 3 op for os og vi kom ind på et nærmest usselt, men dog rent værelse - der var en dobbeltseng med en meget tynd madras, (ca. 5 cm.) på en træbund uden fjedre, der var et lille klædeskab og et mindre - dog pænt badeværelse, der var også udgang til en såkaldt balkon, jeg tror den var ca. 1 m. dyb og 4 m. bred og med 2 plaststole - vi kikkede forsigtigt på hinanden, og jeg så straks fortvivlelsen i Birthe's øjne, så jeg skyndte mig at sige: nu ligger vi os til at sove, og så i morgen vil jeg love dig at vi finder et bedre sted at bo - vi lagde os og faldt hurtigt i søvn.

Næste morgen tog vi et bad, vandet havde en lidt underlig duft og vi blev enige om at vi ikke ville børste tænder i det eller i det hele taget bruge det til andet end at bade i, vi skulle nu ud at finde hotellets restaurant, det viste sig at være placeret i et tårn hvorfra der var en fin udsigt over havet, hotellet lå faktisk næsten på stranden, så beliggenheden kunne på ingen måde være bedre. Da vi kom op i tårnet kunne vi se en masse hytter og lignende bygget af bambus og klædt med palmegrene, vi så en masse indiske kvinder komme vandrende på stierne ved siden af hotellet, bærende med vandkrukker og andet på hovedet, de var klædt i farvestrålende sarier, deres gang var så yndefuld og rank at det gjorde det til et smukt syn - vi fik bestilt kaffe og brød, kaffen var nærmest udrikkelig, men brødet, ægget og det andet vi fik smagte upåklageligt - efter morgenmaden gik vi ned på hotellets kontor og beklagede os over værelset standard, her tog hotelmutter over, og sagde at der ikke var andre værelser at få; men vent nu at se om en dag eller 2 er i nok faldet til ro og så bliver i nok tilfredse med værelset også, vi tvivlede, men accepterede og bestilte samtidig et køleskab som man skulle leje i den tid man var her, og helt ærligt så blev vi utroligt glade for at bo på hotellet, de næste gange vi boede der fik vi godt nok et større og bedre værelse med stor balkon og udsigt over havet. Vi ville så lige gå ud for at se omgivelserne omkring hotellet, det første vi stødte ind i var faktisk en elefant der var malet med forskellige farver, den blev ført af 2 mænd der var klædt i orange, jeg tog et par billeder af elefanten, men så kom den ene mand hen til mig og foreslog at han kunne tage billeder af både Birthe, mig og elefanten, som sagt så gjort - herefter ville han have mig til at skrive under på et eller andet, som jeg ikke ved hvad var - jeg afslog - da jeg var ræd for at jeg måske kom til at adoptere et barn eller lignende ved min underskrift - jeg stak ham en 100 rupees-seddel, han takkede venligt og vi gik videre - alle vi mødte hilste venligt på os, vi gik rundt mellem bananpalmer og kokospalmer og rundt omkring var der tændt små bål uden for indernes boliger, de brændte gerne deres affald af om morgenen, der lå en del affald rundt omkring, vi mødte køer der gik frit rundt og gnaskede i affaldet, der var en del hunde der gøede hvis man kom ind på deres grund? vi mødte tiggere, både børn og unge piger bærende på spædbørn, handicappede og Saduer som er hellige mænd der har viet deres liv til hinduismen, de ejede ikke andet end det de bar og levede af hvad andre gav dem - kl. 10.00 om formiddagen skulle vi til et informationsmøde på et andet hotel som vi havde fået navn og adresse på.

Vi prajede en tilfældig taxa som holdt udenfor hotellet og bad ham køre os til det nævnte hotel, jeg spurgte naturligvis først om en pris på turen inden vi sted ind i taxaen, han spurge om han blot skulle droppe os af ved hotellet, eller om han skulle vente på os til vi var var færdige til komme tilbage igen, jeg takkede nej, vi skulle blot sættes af - jeg skulle aldeles ikke betale for at han skulle vente på os, jeg vidste jo ikke hvor længe informationsmødet ville tage - nå, men vi blev kørt til bestemmelsesstedet - under kørslen spurgte chaufføren hvor vi kom fra, og hvad jeg hed - jeg spurgte så til gen gæld hvad han hed, og han svarede kækt at han hed Inacio Rodrigues og at det var hans taxa som han lige havde erhvervet for en måned siden, han var nu en ret flink fyr at tale med - vi blev sat af ved hotellet, jeg betalte og vi sagde pænt farvel og tak til ham. Til mødet fik vi en masse brugbare informationer, og selvfølgelig en hel del tilbud om at deltage i nogle planlagte ture - vi hoppede med på legen og bestilte en heldagstur de kaldte for " I Ghandi's fodspor" - vi talte med nogle andre danskere og sad og delte et par af de indiske Kingfisher-øl inden vi efter ca. 2 timer begav os ud på gaden igen for at finde en taxa til at køre os hjem igen - da vi kom ud troede jeg hørte forkert da en råbte mit navn, eller næsten da - en lille inder stod på den anden side af gaden og råbte " Hi 'Nud" - det var taxachaufføren der kørte os derud - han spurgte om han skulle køre os tilbage igen, hvilket vi takkede ja til - det regnede jeg også med sagde han, han havde ventet på os i de 2 timer mødet tog, uden at tage betaling for det og returkørslen var billigere end turen derud - jeg var mildest talt imponeret - da han efterfølgende satte os af hjemme på vores hotel, sagde han at hvis vi skulle få brug for en taxa kunne vi bare kontakte ham og han ville give os et godt tilbud, vi fik hans visitkort  betalte for turen og sagde tak.
Nu ville vi til stranden for at se hvad det nu var for nogle bambushytter vi så i morges fra restauranten, inden vi nåede helt ned til vandet blev vi kontaktet af en køn lille inderpige i sari, hun spurgte om vi ville have 2 solsenge med parasol, for så kunne hun lige arrangere dette, jeg spurgte om hvad det så kostede? intet sagde hun med et smil, så vi takkede ja, og bestilte samtidig en øl til mig og en vand til Birthe. Pigen kom hen og satte sig ved os og spurgte til hvor vi kom fra, hvad vi hed osv. - hun hedder Anita og arbejder som strandpige ved stedet vi sad på, hun hjælper med servering, oprydning osv. og får faktisk intet for det, men hun har lov til at være på stedet af ejeren som hedder Simon - hendes indtægter skal komme fra at sælge souvenirs som sjaler T-shirts andet beklædning og smykker - samt at give massage på stranden - både det hun sælger og massagen er forbudt og ser politiet, som ofte kommer forbi, bliver hun taget og skal aflevere det hun har på sig inkl. penge. Jeg talte en del med hende, hun fortalte at hun bor i Goa hele turistsæsonen fra november til april, ellers boede hun i nabostaten Karnataka sammen med hendes mand og deres 4 børn, børnene boede nu sammen med hendes svigermor så de kunne passe skolen.
Hver fredag er der et stort marked i byen Mapusa, som ligger ca. 20 minutters kørsel fra Calangute, som byen hedder vi bor i - vi fik selvfølgelig vores ven Inacio til at køre os derind, han ventede så på os udenfor markedet - vi var kun lige trådt ind på markedspladsen da en ung pige kom og tog mig i ærmet på min nyindkøbte inder-skjorte - hun spurgte til hvor vi kom fra, hvad vi hed osv. jeg følte det lidt påtrængende og ville bede hende om at lade os i fred; men da jeg vendte mig mod hende og vores blikke mødes - ja, så var jeg solgt - kønnere pige havde jeg aldrig set, hun var så smuk med sit lange sorte hår der var lavet i en fletning der gik helt ned til lænden af hende, hun havde de flotteste hvide tænder man kan tænke sig samt de smukkeste øjne man kan forestille sig, hun var klædt i en flot farvestrålende sari, vi vandrede sammen gennem det store marked, indtil hun pludseligt sagde: her henne er min bod, vil i ikke nok se hvad jeg sælger, og okay vi følte os lokket af pigen og gik modvilligt med hen til boden, som bestod af en træplade på jorden på ca. 1,5 x 3 m. herpå lå der sjaler, pudebetræk og sengetæpper, pænt stablet - pigens mor sad ved boden da vi kom, vi satte os ned på hver sin skammel og så på hendes varer, hun fortalte at hendes familie selv lavede det meste af det de solgte, Birthe købte et par sjaler af hende - vi talte videre med hende og moderen, de sagde begge at hvis vi nogensinde kom til Goa igen skulle vi love at besøge deres bod igen, det lovede vi - pigen hedder Bharati og hendes mor hedder Rita, og det var hun lidt stolt over, for som hun sagde, det er jo et engelsk navn. Da vi forlod deres bod gik vi ind på en meget lille restaurant der hedder Gold Corner her bestilte vi 4 stk. Samosa og to colaer, vi kom af med det der svarer til 4 kr. men så måtte vi også sætte os på et trappetrin for at spise frokosten, da vi var færdige gik vi ud fra markedspladsen, her stod Inacio og vinkede til os og vi blev kørt hjem - på vejen hjem spurgte jeg ham om der var en mulighed for at han kunne hjælpe mig med at komme ud på havet Det arabiske Ocean for af fiske, han tog fluks sin mobiltelefon og ringede til en ven, han vendte sig pludselig mod mig og spurgte om jeg ville med ud af fiske kl. 6.00 i morgen tidlig, jeg sagde at det var okay med mig - okay, sagde han, min fætter har en båd og han vil godt tage os med ud at fiske i morgen - Inacio ville altså gerne med, det var jeg glad for og glædede mig allerede til dagen efter.

 

 

 

 

Inacio

 

kl. 6.00 næste morgen stod Inacio ved hotellets indgang ved siden af sin lille taxa, som er en Suzuki Maruti, som er en Suzuki Swift specielt lavet til Indien, bilen er ikke ret stor så når Birthe og mig er passagerer, sidder jeg gerne ved siden af Inacio og Birthe indtager bagsædet med hendes taske eller rygsæk, og så er bilen fyldt op! vinduerne er næsten altid rullet helt ned så der kommer frisk luft ind når vi kører, der er aircon i bilen, men Inacio mener det er for dyrt at bruge, så vi nøjes med den anden løsning som er okay.
Vi kørte ud til en anden strand der hedder Coko-beach og parkerede bilen under nogle enormt høje kokospalmer, nede på stranden ventede fætteren allerede med båden, han havde medbragt 3 fiskestænger og vi sejlede ud i den smukke morgen - det varede ikke længe inden vi kom forbi en mindre flok delfiner der fulgte os et godt stykke mod fiskepladsen, vi fiskede med nogle store farvestrålende pirke med trekroge på, men der var ikke rigtigt noget der bed på i første omgang, så vi valgte at skifte fiskeplads, vi sejlede ind mod land og de fortalte ivrigt begge to hvad det var at vi kunne se, vi kom forbi et fængsel der lå helt ud til kysten, vi sejlede så tæt på at vi kunne se fangerne i øjnene, de sad bag tremmer og kikkede ud, der var ikke glasruder kun tremmer, det så meget usselt ud, jeg spurgte lidt ind til om det var mordere og den slags forbrydere der sad under disse kummerlige forhold - nej, sagde de - de fleste fanger er udlændinge der var taget for besiddelse af narkotika, fængslet blev konstant overvåget af maskinpistolsbevæbnede vagter. Lidt herfra satte vi grejerne i havet igen - og Vups! om jeg ikke fik bid - jeg fangede den eneste fisk der blev fanget den dag, det var en såkaldt Grupar på ca. 45 cm. - den havde nogle pigge stikkende ud her og der og Inacio mente at det var bedst at han tog den af krogen, det indvilligede jeg straks i, han fortalte at det var en god spisefisk og han ville få hans onkel til at tilberede den i aften til Birthe og mig, hans onkel havde en restaurant der hedder Villo Villa - vi sejlede videre og var på et tidspunkt sejlet ind på land for at besøge en anden fætter der boede her - vi kom også forbi et kæmpestort luksus bygningsværk med en fantastisk beliggenhed, de fortalte at her boede en meget velhavende diamanthandler - omkring middag kom vi tilbage til taxaen og jeg blev kørt tilbage til hotellet, inklusiv taxakørsel sejltur og oplevelser kom jeg af med 200 kr. - om aftenen begav Birthe og mig os på restaurant Villo Villa og skulle så have fisken serveret, vi fik en velkomstdrink da vi kom, og efter nogen tid kom værten med "min fisk" serveret på et stort fad, pyntet med tomater, agurker, lemon og kartoffelmos - den smagte henrivende og vi spiste faktisk op, så da fadet var tømt og vi havde rost kokken for hans præstation, spurgte jeg om en regning? jamen, der kommer da ingen regning sagde værten, du havde jo selv maden med, jeg skal intet have - jeg kikkede på Birthe og vi blev enige om at bestille en mindre isdessert og et glas portvin til, dette fik vi og da jeg skulle betale for desserten gav jeg godt med drikkepenge, det havde været en rigtig god dag.
Inacio havde tidligere inviteret os hjem til hans bolig for at hilse på hans kone Irene og hans datter Illiona, så den aften vi skulle besøge dem havde vi købt en stor buket blomster - vi gik langs stranden og havde fået at vide at ved beach-schaken *"Chelsee" ville Inacio modtage os, og så følge os op til hans hjem - han stod som aftalt og ventede, vi gik lidt op fra stranden og han slog ud med armen og vist os hans hus - det mindede mildest talt om noget slum som vi andre knap nok kunne komme i tanke om at holde høns i - vi kom ind og blev præsenteret for konen Irene, Birthe gav hende blomsterne som hun straks bar ud i køkkenet og kom tilbage til os, datteren Illiona var noget af det smukkeste pigebarn man kunne tænke sig - i rummet vi var kommet ind i stod et mindre skab med et 14 tommer TV på, herudover var der en 2 personers sofa og 2 plaststole, jeg spurgte forsigtigt til hvor de sov - her på gulvet sagde Inacio - nåh, alle tre spurgte jeg? - næh, alle fem, mine forældre bor her jo også, de kommer senere og hilser på jer - vi satte os på sofaen, Irene og Inacio forlod for at gå i køkkenet - pludseligt kommer forældrene ind, de hilser forsigtigt med et nik, moderen siger overhovedet intet, faderen kom med nogle grynt ind i mellem, jeg blev budt en øl og faderen tog også en øl, vi havde fået at vide at de ikke kunne tale andet end indisk; men faderen udbrød dog pludseligt et hæst "Cheers" , moderen forsvandt hurtigt igen og vi var nu overladt alene sammen med faderen, som lignede en vildmand i korte bukser, åbenstående skjorte og håret uredt ud til alle verdenshjørner. kl. var omkring 20.00 da Inacio kom ind med nogle forårsrulle-lignende ting på et par tallerkner - 1 til Birthe og 1 til mig - værsgo at spise sagde han - vi kikkede målløst på hinanden, og spurgte om de ikke skulle spise med - nej nej, vi spiser senere, vi spiser gerne omkring kl. 23.00 - vi følte os ikke godt til mode, men spiste dog rullerne hvori der var rejer, det smagte rigtig godt;: men det var kun forretten, herefter kom der Kingfish med lemon, der kom en fisk de kaldte Pomfrit, den smagte også godt, vi blev budt på øl, cola og vand - men følte at det var helt forkert at sidde at spise mens de andre bare kikkede på, til dessert fik vi noget buddinge-lignende med nødder i det smagte også rigtig godt - efter maden sang moderen og Illiona et par sange for os - Birthe kvitterede med Mester Jacob og et par andre børnesange, da vi var klar til at gå hjem insisterede Inacio på at følge os hen til hotellet, da det nu var bælgmørkt udenfor - da vi kom hjem satte vi os ude på balkonen og talte dagen gennem - det er nogle helt anderledes uforudsete oplevelser der kommer til os hernede - for os er det en helt anden verden; men vi elsker denne verden og sluger oplevelserne med største velbehag.

Inacio havde inviteret os til Barbecue en aften hos hans ven Glenn, vi tog imod invitationen og troppede op hos Glenn som er indehaver af Glenn's Corner som er en lille restaurant i forbindelse med et guesthouse der også drives af Glenn, vi blev godt modtaget og fik en snak med Glenn som er en meget lille mand med en meget stor udstråling, vi blev bænket ved et bord mens personalet grillede en masse kylling, fisk og skaldyr, vi faldt i snak med nogle af de andre gæster og hyggede os gevaldigt - vi talte en del med Inacio om hvordan deres tilværelse formede sig, han fortalte at de var tilfredse og følte ikke at de manglede noget - vi kikkede undrende på hinanden, for vi synes faktisk ikke de havde noget og troede derfor at de måtte savne meget af det vi hjemme i lille Danmark synes er uundværligt, jeg nævner i flæng: opvaskemaskine, computer, iPad,  kameraer, musikanlæg osv... - men da vi senere kom hjem på vores værelse lå vi på ryggen i sengen og talte om hvem der mon egentlig var den rigeste?
Inacio fortalte også at det der havde den største betydning for dem var helt ubetinget Familien, og at de ikke stilede efter rigdom; men efter et godt liv, hvor de kunne forsørge sig selv og hjælpe familier og venner når de manglede noget - hans største ulykke var at hvis andre talte dårligt om ham eller hans nærmeste.

Inacio samt hans familie og venner har modtaget os så godt at vi føler en ubetinget samhørighed med dem - og venskabet med Inacio, Irene og deres 2 piger Illiona og Izeena skulle vise sig at være for resten af livet.

 

 

 

Bharati Gujarati

På markedet i Mapusa mødte vi den før omtalte hindupige Bharati, hun er nok det menneske, hvis jeg ser bort fra mine nærmeste,  der har gjort størst indtryk på mig nogensinde. Anden gang vi besøgte Goa tog vi på markedet fordi vi gerne ville møde pigen igen, og da vi nærmede os hendes bod rejste hun sig op og kom næsten løbende os i møde,  - nakkehårene rejste sig lidt på mig da jeg fik øjenkontakt med hende - Tænk sig, hun kunne kende os fra sidste år? -  der kommer jo i tusindvis af mennesker på dette marked hver eneste dag - vi talte lidt sammen og fortalte hende at jeg var på udkik efter et nyt kamera, hun spurgte om vi vidste hvor vi kunne købe et sådan - og nej, det anede vi intet om - Skal jeg følge jer ud af markedet og hen til en butik der handler med fotoudstyr, joh tak - det ville vi gerne have - hun fik moderen til at passe boden og vi forlod markedet sammen med Bharati. Da vi kom til butikken ville hun vente udenfor; men jeg insisterede på at hun kom med os ind i butikken, det gjorde hun så - jeg købte et godt lille kompaktkamera til en rimelig god pris - Bharati's øjne blev dobbelt så store da jeg tog pungen op af lommen og betalte for kameraet - i danske kroner var det omkring 1000 kr. - det var mere end hendes familie kunne tjene på en hel måned, så jeg følte mig på en måde lidt flov? - de første billeder jeg skød med kameraet var selvfølgelig af Bharati, hun sagde at hun længe havde haft et stort ønske om at få et kamera, men at det var et uopnåeligt ønske for hende, da de måtte kæmpe for at få råd til at mætte familiens munde hver dag - vi gik med tilbage til markedet og bød Bharati med ind på en lille cafe hvor vi fik lidt at spise og drikke - da vi i år sagde farvel til hende købte Birthe et par sjaler af hende som vi kunne bruge til gaver hjemme i Danmark.
Året efter tog vi selvfølgelig turen til markedet i Mapusa igen - Mapusa ligger ca. en halv times kørsel fra hvor vi bor, det er den næststørste by i Nord Goa, den største er Panjem. Da vi trådte ind på markedet var der straks en ung pige der kom os i møde, vi kendte hende ikke? men hun havde en bod i nærheden af Bharati's bod og havde lagt mærke til os de foregående år - hun tilbød at følge os gennem markedet og ned til Bharati, som sagt så gjort, da vi kom til målet sagde vi tak til hende og hun forlod os igen - Bharati strålede af glæde da hun så os, så vi fik både knus og klem inden vi satte os på de små plastskamler der står ved hendes bod - vi talte om dit og dat indtil jeg sagde til hende at jeg godt ville spørge hende om noget særligt - hun kikkede undrende på mig og spurgte ind til hvad det var? - jeg sagde til hende at vi godt kunne tænke os at vide noget mere om hende og hendes families tilværelse året rundt, og at jeg godt kunne tænke mig at hun ville fotografere forskellige situationer de næste 12 måneder - hun fik næsten tårer i øjnene da hun udbrød: Det kan jeg jo ikke, jeg har jo ikke noget kamera? - jeg trak kameraet som jeg købte sammen med hende sidste år, op af lommen og lagde det i hendes hænder - hvis du vil være med til dette, vil jeg forære dig dette kamera - jeg vil så komme tilbage til næste år og bytte SD-kortet ud med et nyt af slagsen, billederne du så har taget i årets løb vil jeg få lavet en bog af, som jeg vil tage med ned til dig året efter - Sjældent har jeg set gladere pigebarn, det ville hun meget gerne - jeg lærte hende at bruge kameraet, og hun strålede som en lille sol da hun takkede mig - hun spurgte om det var i orden med os hvis hun kaldte mig for "Papa" (indtil nu havde hun kaldt mig for "The Camera-man") - jeg sagde at det var okay med mig, hvis jeg måtte kalde hende for "min indiske datter" og hermed var den adoption accepteret af os begge - hun bød os med hjem til hendes forældre hvor hun endnu boede - Bharati er nu omkring de 25 år gammel - vi takkede ja, og vi skulle så mødes her på markedet et par dage senere, her ville de så møde os og følge os til hjemmet.
Vi ankom til markedet til den aftalte tid, Bharati stod og ventede på os og fulgte os over til en taxaholdeplads - hun konfererede med et par af chaufførerne, men mente de var for dyre så det endte med at hun prajede en lille gul Tuktuk hvor vi alle tre blev stuvet ind bagi - der var heldigvis ikke mere end 10 minutters kørsel fra markedet til hjemmet - her blev vi modtaget af hendes mor, far, 2 brødre og en lillesøster - de var alle nyvaskede og i meget pænt og farvestrålende tøj - de boede i stuen et ældre lejlighedskompleks, de havde udgang til en lille baggård som blev brugt til farvning o.l. af de varer de solgte på markedet, de viste os hvad de selv lavede af sengetæpper, pudebetræk og lign. - inde i lejligheden som bestod af en stue, et soveværelse samt køkken og toilet var der pænt rent og ryddet op, i stuen var der et møbel, en 2 personers sofa som Birthe og jeg skulle sætte os i, de andre satte sig på gulvet - moder Rita var gået i køkkenet, vi andre talte sammen og Jeg havde et par mobiltelefoner med hjemmefra Danmark, jeg forærede Bharati den ene og spurgte om hun også ville have den anden, hun kunne måske sælge den eller forære den væk - hun sagde nej tak, men jeg kender en der gerne vi have sådan en, det er min far - okay sagde jeg, så giv ham denne - nej det må du selv gøre, han går udenfor lige nu - jeg gik ud til Mr. Mukash som faren hedder, han kan ikke tale engelsk, så jeg gik hen til den lille mand og lagde telefonen i hans hænder, mens jeg med fingersprog fortalte ham at det var en gave til ham fra mig - han kikkede op på mig, lagde telefonen på jorden og omfavnede mig i meget længe - den lille mand fik tårer i øjnene - det gjorde den store også - vi gik ind sammen og middagen var ved at være færdig - broderen gik ind til naboen og lånte et lille bord til Birthe og mig, der kunne lige akkurat stå 2 tallerkener og 2 glas på bordet - drikkevarerne bestod af flaskevand eller cola, Bharati havde aldrig smagt alkoholiske drikke, og havde heller ikke lyst til at prøve - jeg har set på tæt hold hvor meget dårligdom det kan føre med sig, sagde hun?
Maden kom ind i gryder som blev sat på gulvet, vi fik hver en blik-tallerken og Bharati øste op for os, vi fik et par store skefulde ris, lidt marsala-sovs med kyllingekød i, ovenpå risen blev der placeret en stegt makrel med hoved og hale, ved siden af blev der serveret chapati-brød (pandekagelignende friskbagt brød) - vi kikkede lidt mærkeligt på bordet, der var jo ingen bestik? dette opfangede moder Rita straks og hentede derefter 2 spiseskeer til os? familien spiste med fingrene? - jeg sagde til Birthe at den der spiseske jo ikke er meget bevendt når der lå en hel makrel på tallerkenen, så vi lagde pænt skeerne til side, og spiste derefter med fingrene - der blev fniset lidt il at begynde med; men Bharati lærte os at tage et stykke af brødet som vi så kunne bruge til at fiske ris, sovs, kylling og fisk op med - det smagte godt, selvom sovsen var lige stærk nok til vores ganer, til dessert fik vi Marsala-the - efter middagen gik vi en tur med Bharati og hendes lillesøster Sarika - Bharati fortalte os at hendes lillesøster var født med en hjertefejl der gjorde at hun havde fået indopereret en pacemaker, hun viste os arret efter operationen og man så en tydelig bule på hendes brystben hvor pacemakeren sad - Sarika var en meget mager og tydeligt sygdomsramt pige, men hun strålede af glæde over at kunne holde Birthe i hånden når vi gik, hun talte ikke mens vi var tilstede? da vi kom tilbage til lejligheden var tiden kommet hvor vi skulle hjem, jeg trak min pung op og ville forære Bharati 2000 rupees (ca. 200 kr.) - men dem ville hun under ingen omstændigheder modtage, i er jo vores gæster og det skal i ikke betale for? - jeg fortalte hende at det var fordi vi var glade for at have lært dem at kende, og jeg havde lyst til at give hende pengene; men nej, hun ville bare ikke modtage dem - jeg sagde på et tidspunkt at så ville jeg give hendes far pengene, hun smilede lidt og sagde: du kan jo prøve, men ham får du heller ikke til at modtage dem, så de røg tilbage i baglommen igen!
Familiens eksistensgrundlag er udelukkende den lille bod på markedet i Mapusa, som de hver onsdag flytter til Hippiemarkedet i Anjuna som ligger ude ved kysten nord for Calangute hvor vi bor - og hver lørdag er boden flyttet til Saturdaynigth-Marked som forsætter til omkring kl 2-3 stykker om natten - familien knokler virkeligt hårdt for at få dagligdagen til at holde sammen - der skal betales husleje, strøm, vand, lillebroren går i skole, lillesøsterens hospitalsregninger skal betales osv. - dette år fortalte de os at de havde udgifter på omkring 900 kr. hver måned - jeg bad Bharati om at få et kontonr. til banken så jeg engang imellem kunne overføre et beløb til dem - hun kikkede mærkeligt på mig og fortalte at de skam ikke havde noget kontonr. eller nogen bank, så det kunne ikke lade sig gøre - så det var jo lidt træls!
Da vi dette år kom tilbage til Danmark kunne jeg ikke lade være med at spekulere om der var andre muligheder for at hjælpe den lille familie? jeg surfede rundt på nettet og så at der måske kunne være en mulighed ved "Western Union" jeg prøvede at oprette mig som kunde hos dem, det gik rimeligt let, og da jeg var oprettet ville jeg så prøve at sende 200 kr. til Bharati, jeg havde jo hendes fulde navn, adresse og telefonnummer? - jeg klikkede ind for at sende penge - der kom en rubrik frem hvor jeg skulle skrive hendes navn, og så skulle jeg skrive hvilket land hun bor i og Vups - nu stod der pludseligt at hun kunne få udbetalt pengene ved en Wester Union-agent i Indien - jeg tænkte at pengene nu var spildt, for det kunne da ikke passe at de ikke skulle have flere oplysninger, der er jo trods alt mere end 1,2 milliarder indere - pludseligt ringede min mobiltelefon, det var en engelsk talende mand der ringede fra Grækenland - han var ansat at Western Union og skulle lige have nogle oplysninger om mig, da jeg lige havde oprettet mig - det fik han og han fortalte at han havde sendt mig et 10 ciffer nummer, som jeg skulle give Bharati, hun skulle så have billede legimation og dette nummer med for at få udbetalt pengene - jeg SMS'ede nummeret og forklaringen på hvor hun kunne få udbetalt pengene til Bharati - næste dag hørte jeg fra hende - hun havde fået pengene udbetalt - Hurra, jeg havde nu fundet en måde på at hjælpe den trængte familie - jeg har siden den dag i 2013 sendt 2000 Rupees hver eneste gang jeg har fået løn (nu efterløn) - vi mærker en rigtig stor taknemlighed over denne for os ringe gestus.

Da vi i 2015 nærmede os tiden til at vi skulle ud på den lange rejse til Goa fik jeg en aften en SMS fra Bharati hun fortalte at hun skulle indlægges på hospitalet i Mapusa, jeg blev nervøs og spurgte ind til hvad grunden til dette var; men jeg kunne kun få svaret at: it's a woman thing - I tell you When you come - vi spekulerede en del over hvad problemet mon var. Da vi kom til Goa dette år ankom vi en fredag, tankerne omkring Bharati fyldte meget så allerede om lørdagen blev vi enige om at finde familiens bod på Saturday Nigth marked - her fik hendes bror Manuj hurtigt øje på os, han fortalte at hun lige nu lå på hospitalet, han ringede hende op og gav mig telefonen, Bharati lød både glad og ked af det på samme tid - jeg sagde at vi ville besøge hende hurtigst muligt og blev enig med hende om at komme næste dag og samtalen med hende sluttede - herefter fik jeg en meget nedslående melding fra Manuj - han fortalte at Bharati skulle giftes med en ældre mand og at hun skulle være hans kone nr. 2 - manden boede i en anden stat der hedder Gujirat og ligger nord for Mumbai som vi bor ca. 600 km. syd for. Jeg havde det utroligt dårligt over at høre dette, det var hendes far der havde fundet manden til hende, det var faktisk Bharati's fætter og det er ganske normalt i dette land; men for mig var det næsten det samme som menneskehandel, jeg sov ikke meget denne nat, og var ikke i tvivl om at jeg ikke kunne holde min afsky tilbage overfor familien, selvom det er en anden verden vi bevæger os i.
Vi tog en Tuktuk til hospitalet som lå inde i et slumkvarter, vi gik op af en trappe og hen af en gang hvor der ikke var glas i vinduerne, fuglene fløj ud og ind af hospitalet - vi blev henvist til en dør og fik fortalt at her lå Bharati - det var med bævende læber og rystende knæ jeg åbnede døren - her mødte Bharati og mit blik hinanden, vi brød begge ud i tårer, jeg omfavnede hende i meget længe og blev ved med at holde hende i hånden endnu længere - jeg spurgte nu ind til hvad hun var indlagt for? hun fortalte med tårer i øjnene at hun var født uden livmoder og kun med en nyre, hun havde nogle komplikationer med dette og var derfor indlagt - jeg spurgte til hendes kommende mand - hun lyste lidt op og sagde at hun elskede ham og han elskede hende - da jeg spurgte til at hun skulle være hans kone nr. 2 svarede hun at det var fordi hendes kommende mands første kone var "glad for andre mænd" og derfor var de blevet skilt, de havde et barn sammen, en dreng der nu er 12 år - medens vi talte sammen om dette ringede hendes mobiltelefon, som hun havde fået foræret af mig året før, det var hendes kommende mand der hedder Roshan - hun talte kort med ham og rakte pludseligt telefonen over til mig og sagde at han gerne ville hilse på mig - jeg blev lidt paf, men fattede mig i korthed og fik fremstammet et eller andet om at han måtte love at behandle Bharati ordentligt - det lovede han og han sagde at han glædede sig til at møde Birthe og mig, da han havde hørt meget om os? - han ville være i Goa næste vinter fortalte han. Et par tunge sten var nu faldet fra mit hjerte, Bharati er forelsket i den mand hun skal giftes med og det er gensidigt - dette er absolut ikke nogen selvfølge i Indien.
Vi havde taget en halskæde hjemmefra med til Bharati, hun bad mig om at sætte det om halsen på hende, så hun satte sig op i sengen, jeg satte kæden rundt om halsen på hende og hun så glad ud - hun sad i en hospitalsskjorte og i et sengelinned der ikke var blevet skiftet i de 9 døgn hun havde været på hospitalet - værelset hun lå på var meget usselt, der var ingen vinduer så det blev kun lyst op af en pære der hang i en ledning fra loftet, der var kun en sygeseng i det lille rum og et rustent metal sengebord, ved siden af sengen var der en smal briks til hendes pårørende - enten hendes mor eller hendes svigerinde havde boet på hospitalet med hende under hele opholdet - hospitalet serverer kun morgenmad og the til de indlagte, alt andet mad, drikke og medicin skal de pårørende selv komme med. Jeg havde lavet en fotobog til Bharati fra de tidligere besøg i Indien, den var hun meget stolt af, så da en sygeplejerske kom ind på værelset skulle hun selvfølgelig også se billederne, det var en utrolig flink sygeplejerske, vi spurgte lidt ind til Bharati og hun lovede at komme tilbage for at fortælle om hvornår hun kunne udskrives - vi sad på hospitalet i næsten 3 timer og sygeplejersken kom tilbage med Bharati's journal som hun synes jeg skulle se, jeg tog et billede af journalen som jeg ikke rigtigt kunne se ret meget ud af? sygeplejersken sagde at hun havde talt med lægen om at Bharati godt måtte komme hjem hvis vi ville garantere at følge hende hjem og sørge for at hun kom i seng derhjemme, det ville vi hellere end gerne - vi hjalp Bharati i tøjet og nu kom lægen ind med en regning der skulle betales inden hun kunne forlade hospitalet, den lød på 26000 Rupees (ca. 2600 kr.) - i mellemtiden var Mr. Mukash kommet han kikkede på regningen og gik ind til lægen og pruttede prisen ned på 20000 Rupees som han betalte - vi fik fat i en taxa til Bharati og os, Mr. Mukash sagde at han ville tage sin scooter og køre til markedet for at købe ind til en festmiddag derhjemme og vi skulle være velkomne. Da vi kom til hjemmet stod Rita og tog mod os, vi fik bakset Bharati ind på sofaen i stuen hvor hun lagde sig godt til rette, hun sagde til hendes mor at hun skulle hente kameraet som jeg forærede hende sidste år, Rita kom med kameraet og jeg var meget spændt på om hun nu også havde taget de billeder som vi talte om hun skulle - det havde hun, der var knipset 476 foto og det var utroligt gode billeder både fra familien, monsunen og naturen både i Goa og også fra Gujirat hvor familien havde rejst op i årets løb - jeg fik kortet og satte et nyt i kameraet. Der blev holdt festmiddag for hele familien broderen Manuj var siden sidste år blevet gift med en rigtig lille skønhed der hedder Mamta, hun deltog selvfølgelig også - Mamta måtte i følge de hinduistiske regler ikke vise sit ansigt til sin svigerfar, så når Mr. Mukash var tilstede dækkede hun ansigtet med sit tørklæde - en for os underlig regel, han måtte gerne se billeder af Mamta? - efter en lang dag tog vi en taxa hjem, vi satte os på balkonen og delte en flaske vin og fordøjede dagens oplevelser så godt vi kunne - en anden god ting ved besøget var at Bharati flytter ikke fra Goa selvom hun skal giftes, det er ellers normalt at kvinden skal bo hos mandens familie, men i dette tilfælde var det heldigvis anderledes.
Ugen efter Bharati var kommet hjem fra hospitalet var hun igen at finde på markedet i Mapusa, vi besøgte hende og fortalte hende at Birthe og jeg havde aftalt at vi gerne ville have lov til at købe det tøj hun skulle giftes i, hvis det var okay for hende - det var det, så vi gik på tøj indkøb, hinduer bliver gift i de mest farvestrålende sarier med pallietter og smukke broderier på, efter at have været i 2-3 forskellige butikker fandt hun endelig den hun bedst kunne lide, jeg gav hende en lille læderpung, sagde til hende at det nu var hendes og at der var penge nok til at købe sarien hun havde valgt - hun udviste stor glæde og taknemlighed og dette, vi gik på en cafe på markedet hvor vi fik en isdessert inden vi sagde farvel og på gensyn til hinanden.
Bharati blev gift i maj og hun sendte mange billeder til os fra hendes bryllup, hun lyder glad og roser hendes mand op i skyerne, sønnen som Roshan har hedder Sojul, han kalder nu Bharati for mor, og hun kalder ham for hendes søn - det gør jeg også fra nu af!

2016 - vi kom til Goa først i Januar og tog selvfølgelig hurtigt derefter til Mapusa for at opsøge Bharati og Roshan samt sønnen Sojul, vi mødte dem på den sædvanlige plads - det var første gang vi så Roshan, han hilse venligt på os, han var ikke så god til engelsk men kunne dog gøre sig forståelig, han har de dejligste øjne og det mest charmerende smil man kan tænke sig, jeg kunne virkelig godt lide den mand fra første gang jeg så ham - vi blev budt med hjem for at se hvor de nu boede, de havde lejet et meget lille stenhus - ca. 15 m2 - uden toilet og bad, men dog med en lille vandhane ved madstedet, det eneste der stod på gulvet var 2 plastik stole, som dem man kan købe for 25 kr. stykket i Danmark - de var købt på grund af Birthe og mig, vi satte os på stolene mens de andre sad på gulvet, sønnen Sojul var en stille og rolig dreng der hilste meget høfligt på os, derefter satte han sig tæt op af Bharati og hans far, vi fik en kop marsala the og snakken gik lystigt - på et tidspunkt spurgte jeg dem om de kunne tænke sig at bruge en hel dag sammen med Birthe og mig for så ville jeg arrangere en udflugt - det ville de meget gerne, men det skulle så være en søndag, alle de andre dage arbejdede de.

Vi aftalte at mødes i Calangute ved St. Antonis Chappel kl. 8.00 søndag morgen, Birthe og jeg var på pletten et kvarter før tid, vi havde dagen før bestilt en 7 personers taxa, han kom 5 minutter før tiden, så alt var klar - nu manglede vi bare Bharati, Roshan, Sohal og  Bharati's lillebror Mohul - klokken blev 10 minutter over 8 - stadig ingen lyd fra Bharati - taxachaufføren spurgte hvad vi havde aftalt, jeg fortalte ham at vi skulle mødes med en familie kl. 8.00 - nå - er det jeres tid eller er det indisk tid? spurgte han - det er en indisk familie vi skal have med forklarede jeg - nå, så kommer de tidligst en halv time efter aftalt tid sagde han roligt - jeg blev lidt urolig og rigede Bharat op - hun sagde at de var på vej til bussen nu; men jeg gav taxachaufføren telefonen og bad ham fortælle at vi kørte en omvej til Mapusa for at hente dem, dom sagt så gjort, så lidt efter kl. 8.30 var vi alle samlet og klar til at begive os ud på nye oplevelser - vi var blevet enige om at køre ud til et af de største vandfald i Indien, nemlig Drugasar Vandfaldet som lå ca. 2 timers kørsel hjemmefra - Birthe havde lidt slik og kiks samt nogle colaer med på turen, drengene ville gerne have noget slik så det fik de - da de havde pakket det ud ville de smide affaldet ud af vinduet; men her talte Birthe højt og sagde lidt strengt til dem at det der ville vi simpelthen ikke se, papir og affald kunne de give hende for hun havde en pose til en slags - de gav hende måbende affaldet - Indien er ikke ligefrem en pryd for øjet når man færdes i de beboede egne, affald flyder overalt, så Birthe's pose løser ikke problemet; men det er dog en begyndelse? - da vi når frem til bestemmelsesstedet bliver vi sat af taxaen, den sidste gode halve time skal foregå i terrængående firehjulstrækkere, vi kørte oppe i bjergene, gennem vandløb og over stok og sten - især drengene havde en kanon god oplevelse her, vi passerede mange aber, okser og andre dyr og til sidst blev vi sat af i nærheden af vandfaldet - de sidste par kilometer skulle vi gå - da vi steg ud af bilen var der nogle damer der solgte bananer i poser - jeg købte 2 poser en til hver af drengene, de var beregnet til at give de mange små aber der nærmest flokkedes omkring os - drengene havde fået hver deres mobiltelefon af os, så de fotograferede deres oplevelser meget - da vi begav os ud på det sidste stykke vej til vandfaldet gik vi over smalle broer, gennem små vandløb og gennem tæt urskov hvor der var chancer for at møde de vilde tigere, vi mødte dem dog ikke - hele vejen holdt Roshan et godt tag i Birthe, da han ikke ønskede at hun skulle falde Bharati gjorde det samme ved mig, men hvis jeg skulle falde ville jeg nok tage hende med ned, men okay, jeg nød at holde hende i hånden - da vi nåede frem til vandfaldet tog hun om mig og sagde: det her fotograferer jeg ikke, det vil jeg bare opleve i virkeligheden, det må da være det smukkeste sted i verden? - pludselig siger hun: vi vil ud at bade - jeg blev lidt forskrækket da vi havde passeret nogle opslag om hvor farligt det kunne være - vandet var meget koldt, det kom oppe fra bjergene og der var meget dybt, mange indere havde sat livet til i det klare vand - der var godt nok redningsveste til alle; men aligevel? - jeg sagde til Birthe at for en sikkerheds skyld måtte jeg jo nok selv hoppe i baljen, for jeg kunne da i det mindste svømme, det kunne de andre ikke - Bharati, Roshan og drengene hoppe først i, de holdt sig inde ved kanten hvor de kunne få fodfæste på nogle store sten - jeg sprang i og svømmede helt ud under vandfaldet, det var bare så skønt - i vandet svømmede der nogle enormt store karper rundt, det var en stor oplevelse - da tiden kom da vi skulle tilbage til taxaen kunne vi næsten ikke drive familien op af vandet; men op kom de dog og vi gik tilbage til bilen - da vi skulle ind i bilen opdagede Roshan at han havde glemt hans skjorte og hans armbåndsur på klipperne ude ved vandfaldet - det ville nok tage en halv time at hente det, jeg sagde til ham at vi nok skulle vente på ham; men han insisterede på at vi skulle køre, det gjorde vi så; men jeg havde en plan om at vi skulle spise middag sammen i en nærliggende krydderiplantage, så i den nærmeste by var vi inde i en butik for at købe en ny T-shirts til Roshan, han var helt forlegen ved at tage i mod den - jeg lovede ham at til næste år ville jeg tage et armbåndsur med ned til ham, og at det skulle være et vandtæt et af slagsen som han kunne beholde på hvis han igen skulle ud at bade. Vi holdt ind på krydderiplantagen hvor vi fik en rundvisning og vi spiste en stor indisk buffet sammen - herefter kørte vi hjemad - familien faldt i søvn ovenpå hinanden og op af Birthe som sad på bagsædet ved siden af Bharati - da vi satte dem ved deres hjem tog hun om mig og sagde at det havde været hendes bedste dag nogensinde - hele dagen alt inklusiv havde kostet omkring 1000 kr. - det er nok det meste jeg nogensinde har fået for lidt?

 

 

 

 

 

I al almindelighed

Først og fremmest er vi turister i et spændende land og vi suger til os hvad vi kan af viden om især Goa - vi møder mange andre danskere her, og en del af de mennesker vi møder opfordrer os til at se både det ene og det andet - i skulle tage til Delhi og opleve Taj Mahal , i skulle opleve Mumbai, i skulle også tage til Kerala i det sydligste Indien osv. osv. - det er sikkert ment i venlighed; men helt ærligt - vi har ikke behov for at opleve andet i Indien end det vi allerede har en smule kendskab til, for vi bliver helt sikkert aldrig færdig med Goa - vi har især lært 2 familier at kende: Inacio's katolske familie som vi bor hos når vi er her - og Bharati og hendes Hinduistiske familie som bor i Mapusa - vi er blevet taget så godt i mod hos disse mennesker så vi føler en samhørighed der går på tværs af alle grænser, religioner og levemåder - vi har mødt en sjælden form for menneskekærlighed og venskab, noget der i dag er en mangelvare i vores hjemland Danmark.

Vi er morgenmennesker og er næsten altid ude af sengen kl. 7.00 hver morgen, vi sidder gerne ude på balkonen i mens lyset får magt og Indien stille vågner - vi følger hindukvinderne der med deres utroligt flotte holdninger bærer vandkrukker og andet på hovederne, vi ser de dvaske køer gå rundt for at lede efter en skraldespand eller andet affald de kan gnaske i, vi hører hundene glamme når nogen kommer forbi - og hver eneste morgen hører vi bagerens båthorn, han kommer på sin cykel og gør opmærksom på sig selv med et par høje båt - vi laver selv vores morgenmad som oftest består af et par stykker brød fra bageren samt en hjemmelavet omelet - vi kan sagtens få et par timer til at gå med bare at sidde og følge med i hvad der rører sig lige uden for vores dør, vi bor jo også i det vaskeægte Indien - ingen hoteller lige om hjørnet, ingen turister som naboer - kun indere (og en enkelt tysk dame), når skolebussen kom råber pigerne i deres blå skoleuniformer Goodmorning og vinker til os, måske får vi lige en lille snak med Inacio eller Irene, vi hilser altid på Inacio's forældre Miguel og Clara, dog kun med håndtegn da de ikke taler engelsk - genboen er en familie på 6 der bor i en lille hytte der er konstrueret af bambuspæle, palmegrene og plastik, de har ikke vand og elektricitet indlagt og hver morgen bliver der tændt op på bålpladsen så de kan varme vand og lave mad, vandet henter de i en nærliggende brønd.
Vi går ofte en tur om morgenen enten på stranden eller oppe i byen, det summer af liv når butikkerne er ved at lukke op, cafeerne åbner tidligt og trafikken bliver hurtigt tættere og tættere, der lyder en dytten og båtten fra biler, busser, scootere, motorcykler - uden for de mange små hytter brænder man gerne affald af hver morgen så der er en duft af røg samt krydderier, affald, røgelsespinde og andet - det dufter af Indien - luften er tør og det røde jord vi bevæger os på sætter sig nogle gange til en tør hals, måske er det derfor inderne spytter til højre og venstre? nogle gange møder vi en overkørt rotte på størrelse med en kat, andre gange - hvis vi er heldige ser vi en levende en af slagsen. Vi besøger gerne lørdagsmarkedet i Calangute, hvor der er et mylder af mennesker, her kan købes grønt, fisk, kød, levende kyllinger, tøj, krukker og alt muligt andet, vi køber ofte jordbær, vindruer, melon o.l.
Det er næsten blevet en tradition at købe nye briller i Goa - og her kan de billigste brille udbydere i Danmark godt pakke sammen - jeg har købt briller med Seis glas og glidende overgang inklusiv stel til 460 kr. - dog plus udgift til synstest på et nærliggende hospital - 20 kr. at betale.
Vi får syet tøj hos "vores skrædder" - skjorter til omkring en hundredekroneseddel osv. ellers køber vi gerne lidt souvenirer med hjem til børnebørn og andre - vi spiser på restaurant 2 gange dagligt, når vi ikke spiser sammen med Inacio eller Bharati's familier - frokosten tager vi for det meste hos Domino's schack på stranden, her kan vi få sandwich, pommes frites, suppe, risretter, forårsruller, English Breakfast, fisk o.l. hertil drikker vi gerne en indisk øl "Kingfish" eller cola og vand - på stranden har vi 2 solsenge som tilhører os i den tid vi er i Goa, strandpigen Sunita sørger for at vores håndklæder ligger på pladsen hver eneste dag - strandene er nogle steder tæt klistret af turister, men hos os er der til at komme til, strandene er rene, der findes ingen sten, muslingeskaller, krabber, tang, søpindsvin, brandmænd eller andet snavs og havet er altid indbydende med høje vandtemperaturer - bølgerne fra det indiske ocean kan godt være lidt voldsomme når de slår ind i brændingen, nogle gange et par meter høje - jeg elsker at kaste mig ud i dem - Birthe er mere forsigtig og nøjedes med at soppe lidt rundt i vandkanten. Vores solsenge står midt mellem de lokale fiskeres både, de sejler gerne ud tidligt om morgenen og kommer hjem om formiddagen med deres fangst - bådene bliver trukket i havet med håndkraft, omkring 10-12 mand trækker, skubber og hiver i bådene når de skal op eller ud, når de kommer hjem står familierne på stranden og hjælper til med at rede garnene op pille fisk af nettene og i det hele taget gøre klar til næste dag - fiskene bliver taget med hjem og er der nok bliver de solgt på fiskemarkedet i Calangute - der er op til ca. 8 mand på en fiskerbåd, alt afhængig af størrelsen.

Vi har i årenes løb været på en del udflugter i Goa, det første år med rejseselskabet, ellers på egen hånd eller sammen med Inacio eller Bharati - vi har været på forskellige sejlture på især Mandovifloden hvor vi har været skræmmende tæt på de store krokodiller der lever her, jeg vil gætte på at de er omkring 4 meter lange, vi har set slanger som jeg ikke ved om var giftslanger? de fleste slanger vi har mødt er dog havslanger og de fleste af dem var døde, de gik i fiskernes net og blev slået ihjel når de kom op i båden - de skulle efter sigende ikke være livsfarlige; men alligevel?
En dag sejlede vi forbi nogle høje mangotræer hvori der hang ret så mange Flyvende hunde, det er kæmpe flagermus med vingefang på helt op til 1,5 meter - det var helt gyseragtigt at betragte disse fantastiske dyr. Vi ser ofte de utroligt flotte Kingfisherfugle med deres karakteristiske blå og orange farver, i Danmark er de noget mindre og hedder de Isfugle, vi møder mange kridhvide storke, glenter og andre rovfugle - min viden om fugle er yderst begrænset men der er utrolig mange forskellige, den ene mere speciel end den anden.
I 2014 besluttede vi os for at tage på en 2 dages udflugt til Palolem som ligger 2 timers kørsel fra vores destination - nede i den sydligste del af staten Goa - da vi blev sat af taxaen om formiddagen skulle vi så finde logi til dagen efter - vi gik nede på stranden og fik øje på nogle bambushytter der var placeret oppe i kokospalmerne, vi gik derop og lejede hytten der lå nærmest stranden, vi havde 12 meter til vandkanten, der var en stejl stige op til hytten i træerne, når man kom ind var der ikke meget plads, der var en stor dobbeltseng med myggenet om og minsandten om der ikke også var et lille toilet med en håndbruser så vi kunne tage et bad - det blæste ikke meget men når der kom et lille vindpust svajede hele hytten - udenfor ved trappestigen var der en lille platform med to kurvestole og et meget lille bord - det var rent Robinson Kruse idyl. Palolem har været og bliver stadig besøgt af mange backpackere, førhen blev der holdt de vilde Techno-fester på stranden hvor der bla. blev røget sjov tobak og brugt det der var værre? i dag er dette ikke tilladt; men ikke langt fra vores hytte samlede en del unge mennesker sig efter solen var gået ned, der stod et skilt på stranden som vi havde talt om hvad det mon betød, der stod: Def-party - det fandt vi så ud af - de unge fik høretelefoner udleveret, jeg tænker de var omkring 40 unge mennesker - herefter begav de sig ud i nogle temmelig vilde dansetrin der lod tankerne flyve tilbage til de glade hippietider i 60' og 70'erne, ved 11-tiden om aftenen stoppede festen med et brag af festfyrværkeri og der var ro resten af natten - altså hvis man så bort fra lidt hundeglam og bølgerne der brækkede i brændingen kun 12 meter fra vores hytte - der er en helt speciel atmosfære i Palolem og det er nok ikke sidste gang vi har overnattet der - vi blev dagen efter hentet af Inacio som brugte mere end 3 timer på at køre os hjem, han kørte en del omveje for at vise os nogle andre ting end dem vi så på vejen herned - Inacio er både vores taxichauffør, vores guide, vores vært, og ikke mindst vores gode ven.
Hver eneste år tager vi til Anjuna som ligger 12 km. fra hvor vi bor, her er der et enormt stort marked hver onsdag, førhen kaldte man det for Hippiemarkedet og der findes stadig en del hippier der sælger tøj, læder og andet tingeltangel fra deres små boder; men i dag er det dog flest hinduer der står før handelen, der er små udskænkningssteder, restauranter, tatovører o.l. - vi elsker atmosfæren, duften og den livlighed der er på markedet og bruger gerne 2-3 timer når vi er her.
En dag vi lå på stranden kom strandpigen Anita og satte sig ved siden af os på vores solseng, hun fortalte om hvordan hendes liv havde formet sig - hendes mor var strandpige på samme sted før hende, så hun havde aldrig prøvet andet - en strandpige holder til en bestemt Schack (strandrestaurant bygget af bambus og palmegrene) hun hjælper til med at servicere kunderne og med alt forefaldende arbejde, hun får ingen løn for sit arbejde, men prøver så at sælge små souvenirs, sjaler, håndklæder o.l. - de fleste strandpiger vi har mødt tilbyder ligeledes massage på stranden, ingen af delene er tilladt og politiet som patruljerer frem og tilbage på strandene slår hårdt ned på de stakkels piger hvis de tager dem i nogen af delene, vi har før set at de har slæbt Anita med op bag Shack'en hvor de har konfiskeret hendes lager af varer til salg - hun får så lov at hente dem igen i Panjem som ligger en halv times kørsel fra stranden, mod betaling naturligvis - Indien er i høj grad plaget af korruption og pigerne kan ved at samarbejde med politiet, som får et aftalt beløb, og til gengæld ser de gennem fingrene med hvad der foregår i en hvis periode. Nå, men vi talte med Anita og pludselig siger hun: jeg vil gerne vise jer hvor min mand og jeg bor det halve år vi er i Goa. det ville vi meget gerne så vi takkede ja - hun sagde at hun ville lave aftensmad til os, og at hendes mand ville hente os uden for vores bolig efter solen gik ned - vi stod udenfor da solen gik ned og ganske som lovet stod Anita's mand på pletten - bare følg efter mig sagde han - det gjorde vi så, når solen er gået ned i Goa er det bare mørkt - vi gik igennem noget krat og noget højt græs, han prøvede først at lyse op for os med hans mobiltelefon, som de havde fået af os, indtil jeg fiskede min lille uundværlige lommelygte frem - efter små 10 minutter var vi ved en klynge af små huler og primitive hytter, der var små bål rundt omkring - alle vi mødte hilste pænt på os og vi hilste igen - vi blev ført hen til et meget lille skur, her sad Anita på gulvet og var midt i tilberedningen af middagen - deres bolig var på omkring 6 m2 der var en slidt madras på gulvet, ellers intet - i et lille forrum var der et gasapparat med 2 blus og en jernkiste med hængelås på, det var til ris og mel, de fortalte at det ville blive stjålet hvis det ikke var låst inde - der var ingen rindende vand og ingen toilet, jeg spurgte forsigtigt til hvad de så gjorde når de skulle p toilet? så går vi ud i beplantningen og besørger der, sagde hun. Da maden var færdig blev Birthe og jeg sat til rette på madrassen, de andre sad på gulvet - vi havde lovet at medbringe drikkevarer, og da de heller aldrig havde smagt alkohol bestod det af vand og colaer - Anita øste op, vi fik ris, kylling i marsalasovs, tomater og agurker til samt det traditionelle friskbagte chapata brød - maden smagte godt, og vi havde jo heldigvis lært at spise uden bestik - da vi var færdige kom Anita med en flaske vand og bad os holde hænderne hen over en tom gryde, vi fik så vasket os efter middagen - herefter sad vi og talte om de store forskelle der er mellem vores lande - de fortalte at de har 3 børn der bor i nabostaten Karnataka, de bor ved Anita's svigerforældre som passer dem et halvt år af gangen når Anita og hendes mand arbejder i Goa, hun fortalte også at for få år tilbage mistede hun et barn under fødslen - det ene af hendes børn er døvstum og de er meget bekymrede over hans fremtid - ved 11-tiden blev vi fulgt hjem igen efter en utrolig god oplevelse, vi kvitterede ved at invitere dem til barbecue på stranden et par dage senere.

De mennesker vi har lært at kende i Goa har sat nogle andre tanker i gang hos os selv, Inacio og familien er dem der er bedst stillet økonomisk, de mangler efter sigende intet - Bharati og Anita samt deres familier kæmper en daglig kamp om overlevelse, ikke få gange må de gå sultne i seng; men alligevel bærer de det største smil og den største venlighed overfor alle de møder, de virker afbalancerede og tilfredse, de udtrykker ingen ønsker om rigdom og overflod - som Bharati en dag sagde: da jeg blev født ejede jeg intet, og den dag jeg skal herfra behøver jeg intet - tiden der i mellem ønsker jeg kun at have et godt liv med min familie og mine venner, har jeg et sted at sove og kan jeg gå mæt i seng hver aften ønsker jeg ikke mere - det største nederlag for mig ville være at andre mennesker talte ondt om mig, det ville jeg ikke kunne bære. - Ingen af disse dejlige mennesker har nogensinde bedt os om noget som helst, til at begynde med tilbød jeg ofte penge til dem; men de er for stolte til at modtage dem, så det gør vi ikke mere - vi har gerne nogle mobiltelefoner og andre småting med hjemmefra Danmark, det har de dog taget i mod som gaver fra os. Inacio og familien har deres indtægter fra udlejning af værelser, og hans taxa samt fiskerbåden - for et par år siden ringede han til mig en uge før vi skulle rejse til Goa - han lød ulykkelig og fortalte at han havde været ude for et uheld, en spritbilist havde torpederet hans bil som var kommet slemt til skade, han havde selv slået en arm og fået nogle rifter her og der - han kunne ikke selv komme og hente os i lufthavnen, men han ville sørge for at der kom en af hans venner - da vi landede midt om natten stod Inacio sammen med en af vennerne og ventede på os, og vi blev kørt til vores lejlighed, hans taxa kunne laves, men det ville tage et par måneder og i den tid havde han ingen indtægt - fiskeriet er sjældent godt i januar og februar måned. Jeg talte lidt frem og tilbage med Birthe om deres problemer og vi blev enige om at tilbyde dem et lån på 50000 Rupees (5000 kr.) som de kun skulle betale tilbage engang, hvis de fik mulighed for det - da jeg konfronterede Inacio med vores tilbud ville han først tale med Irene om det, han kom hurtigt tilbage og sagde at de var meget taknemmelige over tilbuddet, men ønskede ikke at tage i mod det, for som han sagde: lån dine venner penge - og mist dem...?

26 januar er datoen for Republikkens dag i Indien - det bliver fejret i Inacio's familie og her hører vi jo som bekendt til - dagen begynder med at vi alle går i kirke i St. Antoni's Chapel i Calangute, det er en lille kirke der ligger midt i en meget trafikeret rundkørsel, der er ikke megen plads inde i kirken, så derfor står der omkring 200 stole rundt om kirken - Birthe og mig sidder altid udendørs og har efterhånden fundet ud af at den bedste plads er i skyggen - temperaturen ligger hver eneste dag på mellem 30 + 36 grader - der bliver sunget og spillet på trommer, trompeter, guitarer, klaver o.l. - vi fatter ikke meget af hvad der bliver prædiket om, men har dog en god oplevelse ud af det hver eneste år, inden højtideligheden er slut kommer der nogle "Mother Teresa" klædte nonner rundt med alterbrød til dem der vil have det, jeg tager gerne et stykke i respekt for vores fælles tro - herefter marcherer vi alle så 3 gange rundt om kirken mens der bliver sunget af lungernes fulde kraft, herefter er der så festfyrværkeri og det er gerne præsten der tænder raketter, kanonslag og andet fyrværkeri - joh, det er meget anderledes end det vi er vant til i Danmark. Efter kirken går vi hjem til Inacio, her kommer hele familien - fætre, kusiner, onkler, tanter osv. - der bliver serveret meget forskelligt mad, der er både købt øl og whisky ind til denne dag - de fleste mænd drikker whisky med soda, det gør jeg også - ingen drikker sig tilnærmelsesvis berusede - en eller højst to genstande til hver, og der er en rigtig god stemning, vi kender efterhånden de fleste i familien og de vil alle gerne høre om vores liv i Danmark - og vi vil gerne fortælle om det - jeg har gerne iPad'en med så de kan se billeder fra vores hjemland.

Sidste år skulle Illiona konfirmeres - eller rettere skulle hendes "First Holy Communion" foregå - i den katolske kirke bliver der holdt 2 højtideligheder lignende vores konfirmation - den første når børnene er omkring de 11 år den anden omkring de 15 år? - Vi blev inviteret med til denne store begivenhed.

Vi boede jo på førstesalen i deres hus og kunne derfor følge med på nærmeste hold , og se hvordan forberedelserne til den store fest forløb sig - der kom et par mand og satte en stor baldakin ud fra huset, der blev leveret mange plaststole, borde osv. - der blev også hentet frisk sand fra stranden til at ligge rundt om huset og som gulv under baldakinen, alt blev rengjort og de var bare så klar da vi skulle i kirken - Kommunionen foregik i den store flotte katolske St. Alex Church i Calangute, konfirmanderne, som der næsten var 50 af sad allerede bænket på de forreste rækker i kirken, man måtte ikke fotografere under højtideligheden; men da det ikke var begyndt endnu sneg jeg mig op foran og snuppede et par foto, mens jeg stod der kom der en europæisk udseende dame hen til mig med hendes kamera, hun prikkede til mig og sagde: hej med dig Knud Riis, jeg hilste venligt på hende men kunne ikke erindre at jeg nogensinde havde set hende før? da vi var færdige i kirken og kom ud i det fri fik jeg øje på damen, jeg gik hen til hende og sagde undskyldende at jeg desværre ikke kunne føre hende nogen steder hen - hun sagde blot: du kender ikke mig, men jeg kender dig ret så godt, jeg har nemlig set og læst din hjemmeside? - www.knud-riis.dk

selve højtideligheden var meget festlig og så foregik det hele på engelsk så vi kunne sagtens følge med - alle konfirmanderne skulle en efter en læse et stykke op fra den hellige bog - pigerne lignede små prinsesser i hvide kjoler, højhælede sko og opsat hår - højtideligheden tog ca. 1,5 time og da vi var færdige tog vi hjem igen, nu skulle der være fest! der blev sat et antal borde op under baldakinen, her blev så båret mad ind, der var både kylling, fisk og oksekød og alverdens tænkeligt tilbehør af brød og grønt, der blev serveret øl, whisky og vand og i løbet af dagen havde der været omkring 400 gæster - man sidder ikke ved lange borde som her i landet - mange stod op og spiste andre satte sig på trappen eller på en ledig stol, når folk havde spist det de havde lyst til takkede de familien og ønskede dem held og lykke fremover - så forlod de stille og roligt festen, der blev også serveret en kæmpestor flot pyntet lagkage som Illiona skar for af, først til sig selv, derefter til gæsterne.
Birthe og jeg havde talt meget om hvad vi skulle give Illiona i gave; men endte helt fantasiløst med at det skulle være penge, vi valgte at give hende 5000 Rupees (500 kr.) - det viste sig at det faktisk var kutyme at give pengegaver - mange kom 50 Rupees, andre med 100 - 500 eller 1000 Rupees, så vores var nok skudt en del over målet - da det hele var gjort op kom Illiona hen til mig og sagde: i var dem gav mig den største gave - jeg ved ikke hvorfor, men vi følte os lidt flove over det?

 

 

 

 

Narayan

 

De første år boede vi på hotel Empire Beach Resorte i Calangute, det er et dejligt veldrevet familieejet hotel, som oven i købet har den bedst tænkelige beliggenhed, det ligger faktisk på stranden og mange af værelserne har en særdeles god havudsigt - på hotellet er der restaurant som ligger i et tårn for sig selv, de serverede rigtig god mad og der var altid en rigtig venlig betjening - vi lærte hurtigt Narayan at kende han var ansat som cashier (kasserer) og tjener i restauranten, jeg kom selvfølgelig på facebook med ham ret hurtigt, så vi skrev sammen hele året rundt, han boede i Nepal med hans kone og 3 børn; men det halve af året rejste han til Indien for at tjene penge til familiens eksistens.
Narayan har fødselsdag den 25 april, og i 2015 dukkede en påmindelse om hans fødselsdag op på min facebookside - jeg sendte ham en lykønskning fra Birthe og mig, han svarede hurtigt herefter og sendte et billede af familiens hus, som var et 2 etagers stenhus, det så meget primitivt ud - mindre end 2 timer efter vi havde skrevet sammen skete det store jordskælv i Nepal som kostede næsten 10000 mennesker livet - jeg kunne ikke få kontakt til Narayan, og da vi så de store ødelæggelser på TV blev faktisk noget bekymrede - i radio og TV opfordrede man danskere til at donere penge til de nødstedte nepalesere - efter få dage hørte jeg igen fra Narayan, han ringede mig op og fortalte at hans hus var styrtet i grus og hans fætter og bedstefar var blevet slået ihjel og lå stadig under murbrokkerne - Birthe og jeg var faktisk meget berørt af situationen, og jeg kom pludselig i tanke om Western Union, jeg undersøgte om de havde agenter i Nepal, de havde de og jeg prøvede at sende 600 kr. til Narayan, jeg SMS'ede nummeret til ham og hørte fra ham 2 dage senere at han havde modtaget pengene, og var meget glad for dette - jeg er medlem af en gruppe på facebook der hedder "Dem der elsker ferie i Goa" her måtte der være en del der kendte Narayan, så jeg skrev en appel og bad dem der kunne, støtte Narayan med et beløb, jeg lovede at sende det fulde beløb der blev indbetalt til mig, direkte til Narayan - vi spurgte familie og venner om det samme - og i løbet af den næste månedstid sendte jeg penge derned 5 gange - beløbet svarede til hvad Narayan selv kunne tjene i 1,5 år - han var meget taknemlig og beholdt ikke pengene selv men hjalp til med at få landsbyens skole genopbygget, købe bøger og skoletasker til børnene - til sig selv købte han nogle aluminiumsplader til at bygge en midlertidig bolig til ham og familien - han sørgede for at få mit navn til at figurere på en stor donortavle i Katmandu og vores venskab blev styrket helt enormt - han ringede i en lang periode mindst en gang om ugen for at fortælle om deres situation, jeg er på facebook med hans kone og hans ældste datter, vi skriver meget sammen og føler næsten at vi kender hinanden uden at have set hinanden andre steder end på nettet -
Narayan fortalte mig senere at når jeg sendte penge ned til ham var han tvunget til at bruge en hel dag på at hente dem i Katmandu, han bor selv i en by der hedder Sindulpalchok, veje og broer var jo ødelagte og der var ingen Western Union hvor han boede.
Nu bor vi jo ikke længere på hotellet hvor Narayan arbejder, og gjorde det heller ikke da ulykken indtraf; men vores bolig ligger kun 10 minutters gang fra hotel Empire, så hvert år vi er i Goa kommer Narayan på besøg hos os, vi deler gerne et par colaer og får snakket tingene igennem fra dengang, Narayan er helt sikkert en ven for livet.

 

 

 

Afhængig af Goa

Birthe og jeg har mødt et land og et folk der emmer af venlighed, smil og kærlighed til andre mennesker samt et venskab ud over det vi nogensinde før har prøvet, vi har indtil videre været i Goa 7 gange og har købt billetterne til næste gang hvor vi bliver dernede i godt og vel 6 uger, vi har bare ikke ønsker om at rejse andre steder hen om vinteren, jeg har selv besøgt 26 forskellige lande; men oplevelserne i Goa overgår alt hvad vi ellers har mødt, og en ting er sikkert: vi bliver aldrig færdige med Goa - måske stopper vores rejser derned på grund af helbred, verdensfreden eller andre uforudsete ting; men Goa og vores venner dernede betyder så meget for os at det vil fylde meget i vores hjerter til den dag vi ikke er her mere.

 

 

 

 

 

 

 

Knud Riis