Min far døde 10 april 2000 - og ligger begravet på Fovrfeld Gravlund, Esbjerg - side om side med min mor der døde i 2016 og min lillebror Niels, der døde i 2007 - de er alle elsket og savnet.

Min far var alkoholiker - han skrev en bog om sit liv

I 1977 udgav min far, Erhardt Riis bogen "En alkoholiker i storm og stille " 
den er udkommet i 5 oplag - det er en skildring af hans eget liv, som var ved at blive smadret på grund af alkoholisme - Jeg har valgt at lægge hele bogen ud på min hjemmeside, så den er du velkommen til at læse her - jeg har stadig nogle få eksemplarer af bogen som jeg forærer væk til folk jeg møder på min vej, så spørg endelig hvis du har brug for et eksemplar

Bogen er desværre stadig meget aktuel!


Venlig hilsen Knud
 

 

 

 

 

EN LÆGMAND BERETTER OM ET AF VOR  TIDS STØRSTE SAMFUNDSPROBLEMER.

 

 

Bogen fanger straks læserens opmærksomhed, den griber en og læses som en spændende roman.

Forfatteren, der er tidligere fiskeskipper, fortæller i et naturligt og meget levende sprog om hjemliv, ægteskab og om mange spændende oplevelser på havet. Men hans egentlige ærinde er, at fortælle om sin kamp mod sit misbrug af alkohol, han er alkoholiker, men også dette formår han at bekrive spændende,  med en fantastisk afslørende selverkendelse, men tilligemed humor og uden sentimentalitet.

Alkoholismen er et af velstandssamfundets uhyggelige store problemer, skyld i utallige ulykkelige menneskeskæbner  med opløste ægteskaber og endog selvmord i sit kølvand. Desuden koster alkoholismen hvert år samfundet mange penge. Det er tvingende nødvendigt, at vi af al vor magt bekæmper  dette onde, men for at kunne helbrede må man kende sygdommen og dens årsag.

 

 

 

Hvad er en alkoholiker  ? ?

Et udskud?

Et svagt karakterløs menneske?

Er det en sygdom?   ???  

Eller et handicap?

Svaret gives i denne bog tillige med anvisning på behandlingsmetoder, der har været benyttet med held. En bog, der bør have vid udbredelse.

 

Dette er 5. oplag, og indeholder et tillæg.

Etnos Forlag.

-------------------------------------------------------------------

Forord :

I vor forvirrede tidsalder ser man gang på gang, hvordan der kan rejses problematik af kæmpedimensioner over betydningsløse forhold,  der ikke  synes omtale værd. - Men man ser også dybt alvorlige emner blive overfladisk og dårligt behandlet. Som  nu  for  eksempel alkohol alkoholisme  og  alt, hvad der angår problemerne heromkring. Det er fantastisk så mange uvidende, uprøvede og uerfarne verbale distanceblændere,  der giver sig  af med at skrive herom til skade for hele sagen.

Det var derfor med ambivalente følelser, jeg for kort tid siden modtog Erhardt Riis'smanuskript til:

 "En alkoholiker i storm og stille," - på verdens to største arbejdspladser.

Det var med spænding, jeg gik i gang med læsningen af det. Men det var med den allerstørste glæde, jeg igen lagde det fra mig. Den vakte mig til dyb eftertanke - uundgåeligt med et lettere nostalgisk islæt - men med et levende håb for den rette alkoholikerbehandling i fremtiden. Den har bekræftet for mig, at den behandlingsform vi i de sidste 15-20 år har anvendt, har været den rigtige og nu danner grundlag for en større udbygning.

Forfatteren er mig særdeles velkendt. Jeg så ham første gang for 11 år siden i min konsultation. Han blev senere min gode medarbejder, kammerat og ven. Han var og er alkoholiker, men nu gennem flere år med fuldt herredømme over sin tilstand. Aldrig så snart mærkede han på sin egen krop og sjæl god effekt af behandlingen, før han - idealist som han er - gik i gang med aktivt at hjælpe andre ud af deres drikkeri. Der har jeg gang på gang set, at det gør han ganske godt. Hans evne til at udøve denne hjælp er meget stor. Han har beskrevet flere eksempler i bogen, der giver et glimrende indtryk af, denne specielle terapeutiske metodik. Selv pointerer han, at han er blevet hjulpet ved at hjælpe  andre.  Han  har  gennem  den  mentale  hygiejne lært at tænke, tale og handle positivt, konstruktivt og kreativt, og dette kommer i allerhøjeste grad patienterne til gode. Han er nu blevet menneskefisker med lige så stor succes, som han før var fiskeskipper. Man finder det ikke ejendommeligt, at forfatteren taler så meget om sig selv, for det er jo netop det, der er bogens kvintessens. 

Thi  gennem  egen  lidelseshistorie  beskriver han på en pragtfuld måde alkoholismens sjælelige symptomatologi. Jeg finder det ikke bedre beskrevet i lærebøgerne. Og så har forfatteren den fordel at kunne bevæge sig i et sprog, som alle kan forstå. En anden stor ting ved bogen her er, at den slet ikke giver sig ud for at være lærebog. Der er ingen teoretiske forsøg - ingen som helst bedreviden vedrørende fysiologiske, medicinske eller patologiske  forhold. Jeg  er ikke  læge,  siger han  et par gange.

Det giver helt rene linier, og derfor går det ham så godt i det selvstændige arbejde, han nu har. I afvigte påske havde jeg den meget store glæde i et par dage at være gæst hos forfatteren og Inga i deres dejlige hjem i Skjern.

Der var meget at tale om, da det var nogle år siden, vi sidst havde set hinanden, så samtalerne gik livligt hen over bordet og ved kaminilden. Det var et meget smukt hjem, hvor Inga med sin ufattelige ro formåede at sprede hygge og harmoni. - Men hun er ikke bare hyggesprederen. Hun er meget aktivt med i hans arbejde, så det varede ikke længe, før vi var inde på det emne, som interesserede os alle tre så stærkt. Jeg fik et levende indtryk af forfatterens meget store arbejdsbyrde. Hans kalender er overtegnet flere måneder frem i tiden. Han flyver og farer over det ganske land. Inga viser mig nogle af de udtalelser, der er fremsat om hans arbejde. Det er så storslået og strålende, at man bliver tavs. De to mennesker har den ejendommelige gave at kunne tale seriøst på en kuriøs måde. Forfatteren er ikke den eneste, det er gået godt for. Der er nogle flere. Men han er den eneste, der har forstået rigtigt at formulere sin sygdom og dermed sit handicap og hele sin personlighedsudvikling gennem disse meget vanskelige år. Hans sjælsstyrke er stor, fast forankret som den er i en dyb, men levende kristentro, der har sin rod i vestjysk indre mission.    Det var megen alvorlig snak vi fik, men man kan ikke være sammen med de to mennesker ret længe uden på et eller flere tidspunkter at more sig kongeligt. De har nemlig begge en særdeles veludviklet humoristisk sans. 

Dette må være dem til meget hjælp i deres daglige arbejde. De må nemlig dagligt se livets barske og hårde realisme i øjnene.

Og her er der absolut ingen plads for blødsødenhed og sentimentalitet, men for dyb menneskekundskab og næstekærlighed. Denne bog er skrevet af en moden mand,  der selv kommer fra Helvedes forgård,  og han ved  nøje,  hvad han taler om, for han har gjort sig den ulejlighed,  at sætte sig grundigt ind i alt det stof, der efterhånden forefindes  om  alle  disse  problemer.  Men  hans  største  og bedste kvalifikationer må siges at være den, at han selv har prøvet både på krop og sjæl den forbandelse, det er at ligge under for dette forfærdelige og ufattelige begær, som i sig selv må siges at være patologisk.

Men han har også prøvet kampen ud af det, således at han nu står med sejrens palmer i sine barkede næver. Derfor taber han ikke ansigt ved at udlevere sig selv, og mange problemer bliver lettere forståelige, selv om de ikke dermed løses alle. Der er ingen forsøg på utidig teoriseren, og han forsøger sig ikke med hjemmestrikkede pseudofilosofier, som partout skal påduttes andre. Bogen er bundærlig og rigtig.  Det er sådan, vi har båret os ad i mange år. Og han har ret i, at der på den måde er hjulpet mange. De af ham anførte sygehistorier er rigtige - jeg garanterer - men de er naturligvis af hensyn til patienterne fordrejede.

Gid han må få lov at arbejde sådan i mange år endnu! Jeg kan ikke lære ham mere, men derimod kan han lære mig og mange af mine kolleger en del. Det står mig nu helt klart, at alkoholikere ikke skal behandles af læger. Vi skal først ind i billedet, når tidlige eller senere komplikationer sætter ind.

 

Læs Bogen ! ! Du kan kun blive klogere. Du kan endda nå at lære lidt om den barmhjertige samaritans næstekærlighed. Har du det ikke sådan, at din næste ikke kommer dig ved? Forfatteren er ikke den eneste fisker, der har lidt og stridt og sejret.

Står vi over for en ny "Fiskerne" til TV ?

 

Esbjerg i april 1977. Læge,

Ernst Bolvig Hansen.

-----

 " I storm og stille på verdens to største arbejdspladser. "

Det var den 29. juni  1963, lørdag eftermiddag kl. ca. 15.  vi er klar til at køre,  siger min kone og vore drenge. Drengene var henholdsvis 7 og 10 år. De skulle deltage i en spejderlejr, hvor min kone skulle være tante. De havde glædet sig utroligt til denne uges mange oplevelser; enhver, der har deltaget i en spejderlejr, ved, at der virkelig er noget at glæde sig til. At de var klar til at køre, ville sige, at de nu havde fyldt min fiskevogn op med deres og andre lejrdeltageres bagage,  som jeg nu skulle bringe til bestemmelsesstedet.

Vi skal lige huske denne her først, siger min kone, Inga. Nå ja, det er da klart, det skal vi da, svarede jeg med et alt andet end begejstret og interesseret tonefald. Jeg indtog antabussen med en speciel grimasse. Det var godt, lille skat, sagde min kone - og så kommer du ned  og  tilbringer  de  sidste  dage  sammen  med  os  på torsdag? -Du vil godt love mig, at du selv tager din antabus, indtil vi mødes, ikke? - Jo, selvfølgelig gør jeg det, svarede jeg ligegyldigt, lad os så komme af sted!

Jeg fik afleveret hele læsset og kom hjem til mig selv igen - Ih -  hvor  pragtfuldt  at  være  helt  alene  hjemme, men hvor irriterende at vide, at man havde fået den forbistrede  antabus!   ja,  jeg    jo  væbne  mig  med tålmodighed; det går jo over alt sammen - men selv tage antabus - aldrig i livet! Nej, lad lige nogle dage gå, så er det skidt ude af kroppen igen, og så kan jeg kontrolfri nyde tilværelsen alene derhjemme - på min egen måde. Jeg stod op om morgenen kl. 4.00 både mandag, tirsdag og onsdag.

Jeg kørte ned på havnen og læssede bilen med friske fisk til alle mine kunder, der hver ventede mig på bestemte dage i ugens løb. I dag, onsdag, var det særligt spændende; for det første var det 4 dage siden, jeg havde fået antabus - og gammel erfaring sagde mig, at fire dage efter indtagelsen af antabus kunne jeg tåle at drikke spiritus igen. Og for det andet var det i dag, kroen skulle have fisk. Kroen fik sine fisk præcis kl. 6.30. - De skulle have 35 fine, levende rødspætter. De satte altid pris på, at det var kvalitetsvarer, de fik; prisen kom i anden række. Jeg forlod straks kroen, hvor jeg  nu havde ca. 70  kr.  til gode. 

Det  var min hensigt at afhente disse penge - i form af 1  stk. stegt rødspætte med diverse øl og snapse kl. ca.  13, når jeg havde været hos mine andre kunder. Nej, hvor jeg glædede mig! Jeg tror aldrig, mine kunder har truffet mig mere vittig end den dag. - Det var selvfølgelig ikke meningen, at jeg ville drikke ret meget. Klokken blev 13.00, og jeg kom tilbage til kroen og satte mig godt til rette for nu at begynde indhøstningen af mit tilgodehavende.

Det var spændende, om antabussen nu også var helt ude af kroppen, men det ville de første par genstande snart vise. - Jo, det var den, så nu gik det strålende,  indtil jeg sad og opdagede,  at det var helt fantastisk fint sommervejr, hvor man burde være ude ved stranden og ikke her på en kro inde midt i landet. Nej, jeg måtte hurtigt have gjort op med kroen, så jeg kunne komme hjem i bad og så ud til Vejers strand med min pragtfulde schæferhund -

"Chuco".

Nå, regningen var nu gået på den forkerte side af mit tilgodehavende, så jeg måtte betale lidt ekstra, før vi var kvit. Ud i fiskebilen, frisk som en havørn - i bakgear med bilen og så af sted - bang ! ! ! Hvad i alverden var det for en fyr, der ikke kunne se sig for? - Mig ud af bilen og om bagved. Der stod krofar ud af sin nye - nu knap så fine Fairline. Han var en flink mand, og vi havde i nogen tid været gode kunder hos hinanden - så hvorfor skændes?  Nej,  det  kunne  forsikringerne  om;  vi  havde hver især andre ting for.

På vej hjem kørte jeg ind til en købmand, som altid var frisk til at købe mine sørgelige rester af fisk, når bare jeg købte varer for pengene - og i dag vidste jeg nøjagtig, hvilke varer jeg skulle bruge - nemlig ø1.

Det var rart med reserver i bilen. Jeg kom hjem i bad, og bagefter læssede jeg mine resterende øller samt "Chuco" over i min Costumline og kørte ud til Vejers strand for at nyde det gode vejr. Jo, nu var det dejligt at være alene hjemme, og det var først i morgen, mine kære drenge og min - til tider noget plagsomme - kone ventede mig, så det var om at nyde det, medens det kunne lade sig gøre. Det varede ikke længe, før jeg sad inde på Vejers badehotel med "Chuco" under bordet. Jeg bestilte noget smørrebrød til os begge samt øl og snaps til mig. Det blev til flere. Klokken var ved at blive mange, og ærlig talt så var jeg ved at blive godt fuld, så jeg måtte hellere se at komme lidt forsigtigt hjemad.

Heldigvis for andre blev det forsigtigt, men langt fra forsvarligt. Da jeg manglede nogle få km. i at være hjemme, kom der pludselig en Volvo med et stopskilt ud ad vinduet, overhalede mig og gjorde tegn for at få mig til at køre ind til siden, så jeg måtte jo se at komme ind til den rigtige side og få stoppet. Derefter kom en flink politimand hen til mit vindue og spurgte, om han måtte se mit kørekort. Det måtte han da selvfølgelig, når han spurgte så pænt om det. Så fulgte følgende lille samtale med betjenten som den meget nysgerrige part. Har De drukket  spiritus?- Ja,  lidt. -Ved  De  ikke,  at  man ikke må køre bil i påvirket tilstand?- Jo, men jeg er da ikke fuld. Vil De have Deres vogn med hjem? - Ja, selvfølgelig. - Så må De sætte Dem over i den anden side.

Javel - Det  gjorde  jeg,  og  politimanden  satte sig ind til rattet, og vi kørte. Da vi nærmede os Esbjerg, spurgte den hjælpsomme betjent:

Skal jeg køre Deres bil hjem i garagen? Dertil svarede jeg høfligt -Ja, tak.

Men nu begyndte det i al sin gru at gå op for mig, hvad det var, der var ved at ske. Køreturen  endte  selvfølgelig på  politistationen.  Efter den rutinemæssige undersøgelse, som betjenten var vant til at foretage, beholdt de mit kørekort. Derefter kørte de mig hjem og lovede, at jeg skulle høre fra dem. Ja,  jeg  måtte jo  næste dag noget slukøret ringe  til Inga og fortælle, hvad der var sket, og at jeg ikke som aftalt kunne hente dem. Inga blev selvfølgelig ked af det, selv om hun efterhånden var ved at være vant til lidt af hvert.

Jeg havde nu igen oplevet et nederlag i min påstand om, at jeg kunne anvende alkohol som nydelsesmiddel med måde og forstand, og jeg var ved at være klar over, at det måtte være sådan med disse nederlag.

Jeg var egentlig fiskeskipper og havde en stor, moderne nordsøtrawler, som jeg selv havde ladet bygge og sejlet med i 3  år. Fiskeriet havde været godt, så jeg havde vænnet mig til at tjene gode penge, men jeg måtte vel efterhånden indrømme, at jeg var ved at blive storforbruger af alkohol, og at der måtte gøres noget ved det. Min kone og andre havde antydet noget om, at jeg var alkoholiker, men jeg ville bestemt ikke vedkende mig det. Jeg så mig endnu som herre over alkoholen og dog trods alt - hvor nødigt jeg end ville, måtte jeg nok alligevel indrømme, at der måtte gøres noget, men hvad? Jeg havde da  virkelig gjort ærlige  forsøg.  Jeg havde  flere  gange været på antabus, men behandlingen blev jo afbrudt, hver gang jeg tog på havet. På rejserne havde vi ikke videre spiritus med, så der skete ikke noget, men på hjemvejen skulle jeg tage antabus; det lovede jeg Inga, hver gang jeg sagde farvel til hende for at tage på fiskeri, men det gik næsten ens hver gang; jeg tog dem ikke, men smed dem ud ad styrehusvinduet. Så jeg er sikker på, at rødspætterne omkring Grådyb Barre var ædruelige i de perioder. Det var såre let at finde undskyldninger. Det havde måske været dårligt vejr med drøje tørn; vi havde kun en lille fangst, vi havde fået ødelagt grejer for mange penge, ja, havde man så ikke ligefrem krav på en opstrammer, når man kom hjem? Det kunne virkelig også ske, at vi havde mange fisk i lasten, og en sådan rejse burde absolut fejres. Det skete jo også, at vi landede fisk i udenlandske havne, hvor vi kunne købe toldfri spiritus. Det var så billigt, så man havde let ved at bilde sig selv ind, at det var næsten uanstændigt ikke at købe og drikke det og tage en ordentlig forsyning med hjem. Min kone bebrejdede mig mit drikkeri - Jeg bad hende tage det roligt. Jeg skulle nok sætte forbruget ned, og jeg kunne da holde op, når det passede mig. Men hun måtte forstå, at afholdsmand det ville jeg ikke være. Men jeg gjorde altså igen et ærligt forsøg: jeg solgte en fjerdedel af min kutter til en driftig, ung fisker, og så købte jeg en folkevognsbus,  indrettede  den  som  en  moderne  fiskeforretning og kørte så ud og oparbejdede en virkelig god kundekreds,  der  forsynedes  med  friske  vesterhavsfisk.

Både Inga og jeg mente, det skulle give mig en mere rolig tilværelse, så familielivet kunne blive lykkeligere, og så kunne vi vel  også få mere stabilitet i en regelmæssig antabuskur.

At kursen blev zig-zag'et, har læserne fået eksempler på foran. Inga vendte nu og da tilbage til, at hun havde læst eller hørt, at alkoholisme var en sygdom, og hun opfattede mig som alkoholiker, altså som syg. Der måtte være grund til at tale med en læge. Jeg måtte efterhånden give hende ret et langt stykke, og jeg gik med til, at hun fik aftalt en privat konsultation hos  en  psykiater. 

Han  skulle    stille  diagnosen om hvor vidt  jeg var alkoholiker eller ej. Vi fik hver en samtale med psykiateren. Han var helt rigtig, syntes jeg, for han sagde til min kone, at hun skulle give mig spiritus, når jeg bad om det. Til mig sagde han, at jeg skulle tage nogle tabletter (librium) og så sætte spiritusforbruget ned. Og så ville han gerne tale med os om en måned igen. Det varede selvfølgelig ikke længe, før jeg bad Inga servere spiritus for mig; jeg følte ligefrem,  at det var lægeordineret, så min samvittighed var i skønneste orden. Jeg var indstillet på at vise min kone, at jeg kunne drikke med måde, men det Inga  serverede  for mig efter psykiaterens "gode råd, slog ikke til. Jeg måtte supplere, selvfølgelig i det skjulte. Jeg holdt virkelig af at gå ud i hundegården og snakke med "Chuco"; det vidste og anerkendte Inga, men hvad hun ikke anerkendte - men ret hurtigt opdagede - var, at jeg derude havde gemt flasker med spiritus - som jeg forresten havde det forskellige fordækte steder.

Afsløringen i hundegården blev igen et opgør og en ny, bitter erkendelse af min absolutte afmagt med hensyn til selv at styre mit spiritusforbrug. Jeg murede mig inde et par dage i selvynk og selvbebrejdelse og med nye forsætter. Jeg gik igen i gang med at tage antabus, men jeg havde det elendigt. Nåh, jeg havde jo fået penthymal af vor huslæge og librium af psykiateren. De sagde, jeg var syg. Well, så var det rimeligt, at jeg tog disse tabletter. Sikke en brandert jeg fik på - dog knap så behagelig som en tilsvarende af spiritus! Men jeg måtte vel nøjes med den slags branderter. Det havde da også den fordel, at jeg ikke lugtede af øI, så jeg kunne køre bil med god samvittighed.  Men  også  denne  nødløsning  fik  en brat ende. 

En  aften tog jeg  så mange tabletter,  at  lyset pludselig gik ud. Jeg faldt bevidstløs om i stuen og kom lettere til skade. Inga var vel efterhånden træt af mig og lod mig ligge, men hen på natten blev hun dog betænkelig og ringede til lægen.  Han ringede  omgående efter en ambulance. Jeg vågnede op engang næste dag. Jeg var chokeret over at være på et hospital. Der stod en venlig sygeplejerske og en læge ved min seng, og de fortalte mig straks, at jeg befandt mig på centralsygehuset i Esbjerg. Der stod snart en dejlig kop kaffe og en cigar ved min seng. Jeg nød begge dele og fik at vide, at jeg kunne blive udskrevet, når jeg ønskede det, men de ville anbefale mig, at de kørte mig på psykiatrisk afdeling og spurgte, hvad jeg sagde til det? Jeg var efterhånden ikke bare træt af alt og alle, men i særdeleshed af mig selv, så jeg sagde: o.k., gør ved mig, hvad i vil.

Psykiateren nikkede genkendende til mig; der manglede endnu nogle dage til,  at jeg efter den tidligere aftale skulle være kommet, men han havde ikke sagt noget om, at jeg skulle komme på denne måde.

Jeg lå på psykiatrisk afdeling i tre uger og betragtede det som tidsspilde, men jeg fik da efter fjorten dages forløb lov til at tale med chefen, og han mente nu, at han kunne fortælle mig, at jeg var alkoholiker, og at jeg ikke måtte drikke så meget mere, som jeg tidligere havde gjort.

Han ville også anbefale antabus en tid, og han kunne fortælle mig, at jeg havde fået en helt forkert opdragelse i mit barndomshjem. Jeg fik også at vide, at jeg nu stod ved en korsvej i mit liv og selv kunne vælge. - Jo, jeg måtte indrømme, at jeg havde fået et skud for boven, men jeg var endnu ikke blevet vist en anden vej ud af den alkoholisme - som jeg efterhånden selv var ved at ane, jeg havde pådraget mig - end antabus.

 

Hvad nu?

Mange ting var forsøgt - også ret velmenende fra både  Ingas  og min  side,  sidst  at vi skulle sælge fjerdeparten af  kutteren, og at jeg skulle være fiskehandler.

Jeg husker tydeligt, at vi begge syntes, der var gjort noget alvorligt, men vi syntes nok også begge, at problemet var større, end det nogen sinde havde været. Vi stod ved en korsvej, men til hvilken side skulle vi gå?

Mon der var mere at gøre? Jeg måtte jo nu, da jeg havde mistet kørekortet, sælge min ambulante fiskeforretning og se at komme videre; noget skulle vi jo leve af. Den dygtige unge mand, som havde købt den omtalte part i min kutter, kom omgående og sagde til mig, at jeg selvfølgelig var velkommen igen tilbage til kutteren - som skipper. Jeg kunne mærke på ham, at han havde ondt af mig for det skete, men jeg forstod, at det ikke var vejen for mig i øjeblikket.

Det blev ordnet sådan, at vi solgte en større part til ham og derved fik rejst økonomisk mulighed for at bestille en ny og større, moderne trawler, som skulle bygges i Middelfart. Det hele blev ordnet og lagt i faste rammer. Jeg måtte altså tilbage til min gamle arbejdsplads - verdens største - havet, som sandelig også drog mig.

Så kom der da endelig besked fra politiet angående min forseelse over for færdselsloven. Jeg skulle møde i retten den 9. september 1963 kl. 9.00. Jeg fik forelagt sagens akter og blev spurgt om forskellige ting, og jeg tilstod det hele. For mig var det nu bare om at få dette her overstået hurtigst muligt. Promillen havde vist sig at være i nærheden  af  2  i  gerningsøjeblikket,  og  dommen blev: frakendelse  af kørekort i halvandet år samt  16  dages hæfte - skulle det have været retfærdigt, burde det nok have været noget længere.

Jeg tog imod dommen uden kommentarer, og da jeg kom hjem, ringede jeg straks til arresten og spurgte, om der var plads nu. Det var der, men jeg havde ikke tænkt nærmere over, at der i retten var blevet sagt, at jeg havde 14 dages betænkningstid. Denne ret havde jeg frasagt mig, men jeg var ikke klar over, at statsadvokaten inden for samme tidsrum  kunne  anke  dommen  og  muligvis    straffen ændret.

Jeg ringede derfor omgående til statsadvokaten og forelagde ham sagen. Jeg gjorde ham meget venligt opmærksom på, at jeg ville være taknemmelig, dersom han ville betænke sig ret hurtigt. Han var en flink mand, for han ringede til mig 2 timer senere og fortalte, at han havde accepteret dommen, og at alt skulle være i orden for min indsættelse; jeg skulle bare selv ringe og træffe en aftale med arresten. Det gjorde jeg, og aftalen blev, at jeg skulle komme  samme  dag  om  aftenen.  Jeg  var  selvfølgelig beklemt ved situationen, så jeg satte mig til rette derhjemme for at holde et lille afskedsgilde for mig selv med diverse former for alkohol.

Da telefonen ringede kl. 22.00, var jeg rent ud sagt fuld som en pave og sagde til den flinke arrestforvarer, at jeg ville komme straks. Inga kørte mig derud med al min bagage, der bestod af lænestol, radio, bøger og alt muligt grej til udarbejdelse af nye specialsøkort til decca til brug for den nye kutter, som jeg skulle modtage ca. 1. maj 1964. Så der var nok at få tiden til at gå med. Jeg var så beruset, at arrestforvareren flere gange sagde, at jeg skulle opføre mig ordentlig, ellers blev jeg sendt hjem igen.

Inga glædede sig sikkert til en tiltrængt ferie, hvor hun helt sikkert vidste,  at jeg ikke sad et eller andet sted og drak.

Nej, hvor var det trist at sidde bag en dør uden håndtag og næste dag være ædru! De første dage gik med ransagelse af mig selv. Hvad var egentlig realistisk for mig i fremtiden? Kunne jeg leve et liv sammen med alkohol; kunne jeg bestemme over de liflige dråber, eller ville de efterhånden bestemme helt over mig og mit liv ?

Jeg var stadig helt imod tanken om at blive afholdsmand. Jeg kunne nok se, at drikkeriet efterhånden gav ret så alvorlige problemer både for mig selv, men da også for min kone og vore to drenge samt mine ulykkelige forældre, svigerforældre og den øvrige familie, som jeg nok følte havde ondt af Inga og drengene, men ikke af mig. De havde vel nok hver især lidt ondt af sig selv, for det var jo ikke nogen pryd for en familie at have et medlem som mig.

Jeg fik besøg af en præst. Han har sikkert villet gøre det så godt som muligt, ikke alene for mig, men også for mine forældre, som jo var ret flittige kirkegængere og venner af ham. Men jeg husker tydeligt, da han var gået, at jeg sad med en mærkelig fornemmelse af at have fået en moralprædiken og en stærk fordømmelse. Det gjorde i sandhed ikke problemet mindre. Nej, nu skulle jeg vise dem allesammen, at jeg var det, jeg trods alt antog mig selv for at være, et mandfolk, så når jeg kom ud igen, skulle jeg vise dem noget andet!

En ting var i hvert fald sikkert:

Når jeg fik den nye kutter, skulle de få at se, at jeg kunne fange fisk som aldrig før, men at nogen skulle få mig lavet om til afholdsmand - aldrig! Når andre, jeg kendte, kunne bruge alkohol til at hygge sig med ved festlige lejligheder, hvorfor i al verden skulle jeg så ikke også kunne? Jeg vil indrømme, at jeg sad og fik meget ondt af min far og mor. De havde givet mig så god en barndom og opvækst, at de bestemt fortjente bedre end at have deres søn siddende i arresten.

Gang på gang tænkte jeg på mine svigerforældre. Jeg havde lovet dem at være god ved deres datter og altid behandle hende godt. De havde altid været de bedste svigerforældre, jeg kunne ønske mig. Der gik mange tanker gennem mit hoved, medens jeg havde dette ophold, og én ting var sikkert: jeg ville gøre alt for at ændre min trang til de dejlige drikke, så der kunne blive et andet forhold, ikke alene hjemme, men også til mine forældre og svigerforældre. Jeg ville gøre alt, for at de kunne tro på mig og have tillid til mig, men ikke som afholdsmand.

Jeg var da ikke så langt ude, som nogen ville gøre det til. Jeg drak da ikke hver dag, og jeg savnede heller ikke alkohol, når jeg var på havet. Der gik da til tider en uge, hvor jeg ikke rørte det. Ja, når jeg var på antabus, kunne der gå 2 måneder, hvor jeg ikke rørte spiritus, så jeg kunne altså ikke acceptere den tanke, at jeg skulle være alkoholiker.

Jeg kendte mange, der drak betydeligt mere, end jeg gjorde, og dem kaldte man da ikke alkoholikere. Man sagde godt nok om dem, at det var nogle tørstige sjæle. Jeg vidste, at min økonomi altid kunne bære mit drikkeri.

Inga og drengene havde aldrig prøvet at mangle noget. Jeg havde aldrig købt noget på afbetaling, og jeg havde aldrig skyldt nogen noget,  som ikke var blevet betalt rettidigt - ikke engang i banken. Alle renter og afdrag var altid betalt rettidigt, og skat har jeg heller aldrig skyldt, så kan man da ikke acceptere, at skulle gå under benævnelsen  alkoholiker; og afholdsmand,  nej,  det lød for mig som noget nedværdigende. Ved først givne lejlighed skulle jeg vise, at jeg var herre over alkoholen. Jeg havde nu tid til at udtænke mig den højtidelige stund. Jeg så i ånden, hvordan jeg forlod et dejligt bord, hvorpå der stod en halvfuld flaske; derefter gik jeg vel tilpas hen til lænestolen, satte mig, tog en cigar og fik fat på avisen, og når Inga kom med kaffen og cognacflasken, sagde jeg smilende til hende: Jeg har ikke lyst til cognac i aften. Sådan skulle de få at se, det skulle blive, når jeg blev udskrevet her fra. Jeg satte mig derefter hen og skrev et meget overbevisende brev til Inga, hvori jeg gjorde opmærksom på, at jeg syntes, det ville være en god ide, om hun sørgede for, at der var en flaske akvavit i køleskabet, og en kasse ø1 i kælderen, samt at der i skabet var en flaske whisky, to gode flasker rødvin og så selvfølgelig likør til hende selv, hvis hun da syntes det. Jeg vidste godt, hvad hun syntes, når jeg kom hjem, men jeg lod hende vide mellem linierne, at det var en ordre.

KIokken blev ca. 22 den 25. september, da jeg måtte forlade arresten efter 16 dages ophold. Inga holdt udenfor og kørte mig og alt mit grej hjem. Der var en, der lavede miner, da han kom hjem. Ikke en dråbe spiritus, men et smukt dækket bord med blomster og stearinlys; menuen stod på den fineste hønsekødsuppe og to retter mere, men der var alkoholfri vin på bordet. Børnene var i seng; de troede, far havde været i Middelfart for at se til det nye skib. Jeg ved ikke hvorfor, men når noget sådant skete, var jeg aldrig i tvivl om, at det var en sammensværgelse imod mig fra forskellige i familien. Det skabte omgående trods i mig; jeg gik lige i seng uden at spise eller drikke det mindste, godt arrig, men fast besluttet på at indhente det forsømte, når morgenen gryede og forretningerne havde åben.

Ja, og hvor jeg allerede i tankerne nød det, alt mens jeg trak dynen godt over hovedet. Ih, hvor jeg drak de følgende dage! Mine argumenter var, at man i hvert fald ikke skulle tro, at man kunne vænne mig fra spiritus med tvang, hvad jeg i allerhøjeste grad betragtede dette her for at være et forsøg på.

Da udflugten med  de  efterfølgende  svære  tømmermænd omsider var dampet af, måtte jeg som sædvanlig i gang med den plagsomme antabus - endda efter eget ønske. I den følgende tid gik det både op og ned for mig - mest ned. Den fastsatte tid, da mit nye skib skulle være færdigt, nærmede sig med hurtige skridt, og jeg glædede mig meget til igen at kunne få dæk under fødderne. Den sidste måned måtte jeg til Middelfart og bo, for selv at være med til den sidste indretning af kutteren. Inden min afrejse var der nogle betænkelige bekendte, der havde fået mig overtalt til at melde mig i en afholdsforening, hvor jeg blev optaget - under en meget fornem højtidelighed, (det højtidelige har aldrig været sagen for mig).  Her gav jeg løfte, i alle de tilstedeværendes påhør, om at jeg ikke mere ville smage alkohol, men der var heldigvis den margin, at jeg måtte drikke lyst øl - under ansvar, ( lyst øl indeholder  2,2%  alkohol ).  Jeg  fandt  snart ud  af,  at hvis jeg bare fik mig anbragt i behørig nærhed af et toilet og havde et godt synk,og  det  var jeg  heldigvis  i besiddelse af, så var det alle tiders afholdsforening, jeg var blevet medlem af. Men selvfølgelig kom den dag, da jeg ikke længere havde tid til at drikke lyst øl. Virkningen var trods alt for langsom. Jeg tog en dag min bil - trods inddraget førerbevis - og kørte udenbys for at være i fred. Jeg gik ind på en restaurant og afleverede mine bilnøgler til en venlig tjener, der fik ordre til ikke at udlevere nøglerne til andre end den taxachauffør, som engang skulle køre mig hjem derfra.

"Chuco" var som sædvanlig med. Jeg var inderst inde godt klar over, at det var et brud på det løfte, jeg havde givet i afholdsforeningen, men nå, jeg var efterhånden vant til at bryde løfter af den art.

Da jeg noget senere blev ædru igen, havde jeg selvfølgelig samvittighedskvaler over for kammeraterne i afholdsforeningen, og skrev et brev til dem for at meddele, at de ikke skulle regne med mig mere, da jeg havde forbrudt mig mod mit løfte til dem. Jeg fik kort tid efter et brev fra dem - underskrevet af formanden - hvori der kort og godt stod, at jeg var udstødt af foreningen. Noget koldt synes jeg nok det var, og dog var der ikke noget at sige til det, men jeg følte mere og mere, at jeg havde brug for hjælp. Men hvilken hjælp? Jeg anede det ikke. Jeg kunne konstatere noget selvmodsigende i min egen bevidsthedsverden.

Jeg vidste, at jeg drak for meget - det var for mig, i nogen grad et statussymbol, og folk måtte godt vide, jeg havde råd til det. Men at det nu var et problem for mig selv, det måtte for alt i verden ingen vide noget om. En af de første gange, jeg sloges med alvorlige moralske tømmermænd, sendte Inga bud efter lægen.

Han skrev recept på antabus med den besked, at jeg skulle tage tabletterne nogle måneder og i den tid holde mig fra spiritus. Jeg forklarede lægen, at jeg om 3 uger skulle til en fest, hvor jeg var nødt til at drikke som alle andre. Ja, det er da i orden, sagde lægen, så holder De op med antabus et par dage i forvejen og starter så igen efter festen. Jeg skammede mig. Skulle apotekeren vide, at jeg var på antabus? Nej. Inga måtte gå til lægen og få en ny recept med et falsk navn. Ingen skulle vide, at jeg var så langt ude. I to dage lod jeg antabus tabletterne stå blot til beskuelse, og jeg mødte glad og veloplagt til festen. Efter blot den første velkomstdrink måtte jeg i elendig forfatning forlade selskabet med en acetaldehyd forgiftning og direkte hjem i seng. Jeg var rasende på lægen, og jeg opsøgte ham aldrig siden. Jeg var i splid med mig selv. Jeg ville ikke tabe ansigt. Jeg lovede endnu en gang Inga og mig selv, at jeg skulle holde kursen.

Jeg fik den nye kutter færdig, kom til Esbjerg med den og begyndte at rigge den til, så vi snart kunne komme ud og indånde ny, frisk luft på verdens største arbejdsplads - havet - som Nordsøen jo er et lille hjørne af, og hvor jeg har fået lov til at leve 25 år af mit liv. Når jeg tænker på det - som jeg gør lige nu - dukker der mange minder frem, minder på godt og ondt. Der er minder så skønne, at jeg altid vil ønske, jeg kan bevare dem. Der er minder så barske, at jeg aldrig vil være i stand til at ryste dem af mig.

Skal jeg med få ord beskrive Nordsøen som arbejdsplads, så må det siges, at den er hård, omskiftelig og lunefuld som arbejdsplads, men for os, der har kendt den, med disse forskelligheder, gennem mange år, står den som charmerende, altid urolig og dragende, med sin helt enestående form for natur og magt, indeholdende enorme rigdomme, som nu viser sig ikke bare over bunden, men også under.

Havet er et fantastisk interessant område af vor klode. Det er stedet, hvor tusinder har hentet det daglige brød til sig og sine; ja, talrige har hentet endog enorm velstand, medens  andre har endt deres liv på denne mærkelige arbejdsplads.

Det er en arbejdsplads, der også har budt mig på mange alvorlige, interessante og berigende oplevelser. Jeg husker tydeligt, da jeg som 22 årig for første gang skulle ud med min fars kutter som afløser og skipper. Da min far sagde farvel til mig - efter mange belærende formaninger - sluttede han af med denne bemærkning:

" No er æ ansvar dit!"

Ja, det var det jo, men hvad det egentlig indebar, tænkte jeg ikke meget på i dette øjeblik.

Senere blev jeg ved mange lejligheder klar over, hvad han mente, og hvad de få ord indeholdt. Jeg fik ikke alene ansvaret for det kostbare skib med den trofaste, hyggelige, aldrig trætte motor, de mange fiskegrej, som repræsenterede de store værdier; jeg fik også ansvaret for at finde fiskepladsen og træffe beslutninger både i storm og stille. Det var mig, der fik skylden, hvis lanterneføringen var forkert og blev årsag til en skæbnesvanger påsejling med tab af menneskeliv. Jo, jeg fik ansvaret for de gæve kammerater, jeg havde med som hjælpere om bord. Deres kære derhjemme kunne regne med mig, også når nordvesten kulede op og vi hele tiden måtte holde stævnen op mod den hylende storm, tårnhøje bølger og brådsøer. De skulle kunne stole på mig, når vi skulle stime hjem, trætte og søvnige efter slidsomme dage derude på det vuggende dæk. Enhver fisker ved, hvor let søvnen kan overmande selv den bedste, når man står i styrehuset med hånden fast på roret og hører motorens hyggelige, monotone - duk-duk-duk.

Den første fisketur var særdeles vellykket. Vi havde fanget en mængde fisk. Lasten var på det nærmeste fyldt, og i godt humør vendte vi skuden, og med en kraftig kølvandsstribe sejlede vi mod Esbjerg. Vi satte vagten og styrede en kurs, der skulle føre os til et punkt lige vest for Horns Rev (i storm et meget farligt område). For nemheds skyld valgte jeg,  at vi blot ville styre efter en anden kutter.  Vi  betragtede  ham  som  en  absolut  dygtig  og erfaren skipper, så når vi blot styrede efter ham, følte jeg mig tryg.

Det blæste imidlertid i nattens løb op til storm. Vi styrede stadig efter den forangående kutter. Da jeg overtog vagten,  kom min  fars  afskedsreplik: "No  er æ ansvar dit " - pludselig til mig.

Jeg begyndte omgående at navigere selvstændigt - bruge vore til rådighed stående midler - for at konstatere vor position, og jeg fandt hurtigt ud af, at vi var i overhængende fare; vi var meget nær ved Horns Rev, stedet hvor mange søfolk havde fået deres grav, så det var minutter om at gøre. Vi nåede at varsko den forangående kutter, og der skete ikke nogen af os noget, men det kunne være blevet katastrofalt for os alle. Jeg husker en nat, vi lå oppe i det nordlige Nordsø underdrejet i en meget hård storm - vindstyrke 11. Vi havde skalket vore luger og fået alt materiel under dæk, og nu sad vi alle 4 nede i lukafet og nød en kop kaffe; motoren gik ganske roligt i tomgang, men den var klar til brug, dersom noget uventet skulle indtræffe. Når man er i den situation, er det mest almindeligt, at man har sin radiomodtager indstillet på Blåvand Radio for omgående at kunne komme i forbindelse med dem der, hvis der skulle ske noget faretruende. Vi var helt alene og kunne ikke skimte et eneste fartøj til nogen af siderne. Der var flere timers sejlads til de nærmeste. Vi lyttede til radioen over Blåvand og hørte pludselig en engelsk kutter sende  nødsignaler.  De  havde  fået  en  alvorlig  skade.

Blåvand Radio varskoede alle fartøjer, som befandt sig omkring positionen, hvor den havarerede engelske kutter måtte ligge, og bad dem gå til undsætning. Vi satte kursen mod havaristen; vi skulle være ca. 30 sømil fra stedet, men da vi havde sejlet et par timer, blev der meldt alt vel. Der var en anden kutter, der havde været nærmere og var kommet til undsætning, så alarmen blev afblæst.

Vi gik igen ned i lukafet, fik en kop kaffe og satte vagten. Jeg havde på det tidspunkt en bedstemand af den hårde støbning (for øvrigt også alkoholiker), og jeg bad ham og kokken tage den første vagt. De måtte endelig holde øje med, at vor lanterneføring hele tiden var korrekt, og holde øje med andre fartøjer. Jeg lagde mig til at sove. Da jeg vågnede 2 timer senere, var stormen i hvert fald ikke løjet af, men jeg undrede mig meget over en mærkelig lugt af sæbe.

Da jeg fik hovedet uden for køjen, så jeg til min store forbavselse bedstemanden sidde oppe på bordet, hvor han havde meget stort besvær med bare at holde sig fast. Han havde bundet en stor gryde med varmt sæbevand fast ved sin side og var i færd med at gøre hovedrent. Han vaskede loftet; det kan jo godt med tiden blive lidt sodet fra ovnen. Jeg spurgte, hvad det skulle betyde. Ja, synes du ikke, der trænger til at blive gjort rent? svarede han.

Dette var bare for at vise, hvor roligt en fisker tager en hård storm på den oprørte Nordsø.

Nu skulle jeg så igen ud at prøve kræfter på mit rette element - jeg skulle ud på havet. Min nye kutter var færdig; vi kom ud på jomfrurejse og havde nogle vanskeligheder, som medførte, at vi måtte en tur til Lowestoft i England for at få noget repareret, men jeg var på antabus, så der skete ikke noget. Jeg var for øvrigt inde i en noget rolig periode med mit drikkeri, syntes jeg da selv. Da kutteren igen var i orden, forlod vi havnen og fandt nogle fiskepladser, hvor vi plejede at kunne få fangst, og heller ikke denne gang svigtede heldet os. Alt fungerede, som det skulle, og lykkelige over den gode rejse satte vi kursen mod Grådyb Barre for senere at kunne fortøje båden i Esbjerg havn.

Når man kommer hjem og synes, man har klaret besværlighederne tilfredsstillende og ydermere været i en fremmed havn uden at have nydt spiritus, ja, så var der vel ikke noget forkert i, at man skulle have en lille præmie for det.

De præmier, der tiltalte mig mest, var altid den livgivne, sorgslukkende  væske, ja, og så skulle det vel heller ikke være  anderledes  denne  gang ?  Jeg måtte  indrømme,  at spiritus spillede en fantastisk stor rolle for mig.

Jeg sagde som sædvanlig til Inga, at jeg bare skulle have nogle få stykker, men det endte som sædvanlig med det helt store styrt. Alkohol var efterhånden ved at ændre min karakter; tidligere blev jeg blot snakkesalig, lystig og efterhånden vrøvlet, men nu begyndte jeg at blive grov, i særdeleshed over for Inga, men også over for andre. Jeg begyndte nu at søge en årsag til, at jeg havde dette forhold til alkohol, og jeg fandt ret hurtigt ud af, at det måtte være, fordi ingen forstod mig, og Inga forstod mig slet ikke - altså måtte det være hendes skyld.

Det var egentlig herligt at have fundet en syndebuk. Nu kunne jeg ligesom lægge skylden fra mig selv. Jeg kunne for øvrigt heller ikke selv holde ud at bære den længere. Vi passede egentlig fiskeriet forbavsende godt - efter omstændighederne - men der blev større og større konflikter i hjemmet. Mine drikketure blev - på grund af ivrigt fiskeri - noget begrænsede i antal, men de fik en stadig grovere karakter. Jeg begyndte at drikke en stadig større mængde i enrum, og der blev ballade hjemme, hvad der efterhånden var helt uundgåeligt, for jeg lagde bevidst op til det, om ikke for andet så for at give mig selv en tålelig undskyldning for at tage ud på restaurant eller bar, som jeg helst besøgte. Jeg havde altid "Chuco" med. Det gav sådan en god entré i baren. "Chuco" stak hovedet op over disken, og jeg bad om to whisky, og så kom man i snak med folk. Der kom igen en dag, hvor jeg ikke kunne mere. Jeg lå hjemme i min seng i flere døgn med moralske tømmermænd, og det endte med, at vi igen måtte tale med en læge. Han beordrede mig på rekreation i mindst 3 måneder, men den tanke, at jeg skulle sidde et eller andet sted i 3 måneder til ingen verdens nytte, var helt absurd for mig.

Kong alkohol og jeg tager Livtag:

Jeg på rekreation? Ja, jeg måtte vel bøje mig for lægens ordination, men jeg måtte have noget ud af den ferie. Jeg ville ikke drikke. Jeg skulle nok tage min antabus, men jeg havde jo erfaret, at det ikke var nok. Jeg anede, at der skulle noget til at erstatte flasken. Jeg måtte finde noget holdbart, som kunne fylde tomrummet, og det ville jeg blandt andet bruge rekreationstiden til. Jeg havde læst et eller andet sted, at man i Løgumkloster havde startet en bibelhøjskole.

At jeg standsede ved forbindelsen mellem den gamle bog og så en højskole, skyldtes måske, at jeg var vokset op i et kristent hjem, et hjem hvor kristendom var noget reelt, noget sandt; det var den jordnære gudsfrygt, der tegnede hverdagen. Jeg havde i mange år ikke interesseret mig særligt for det kirkelige eller kristelige, men i den sidste tid - og netop når jeg var fuld - dukkede der tanker op fra mit hjem, og hvad jeg der havde set og lært. Jeg kunne ikke lade være at drage sammenligninger mellem mit barndomshjem og så det hjem, jeg selv stod som familiefar for. Tanken tog form.

Jeg fandt, det var en god ide at tilbringe de tre måneder i Løgumkloster, og da jeg jo skulle være spiritusfri, så måtte da en bibelhøjskole være det rette sted. Jeg ringede derned og fik den besked, at der netop i løbet af kort tid begyndte et tre måneders kursus.

Jeg meldte mig til, og jeg var lykkelig over at have taget den beslutning. Inga var ikke mindre lykkelig, for nu syntes hun at kunne se, der var alvor bag mit ønske om at slippe ud af kong alkohols greb. Ja, og så dette at jeg ville beskæftige mig med Bibelen, det var en særlig glæde for hende, der havde den samme barndomsbaggrund som jeg, og  hun  havde  ikke  gennem  modgangen  forladt  dette ståsted. Jeg var i den lykkelige situation, at jeg på min kutter havde en meget dygtig bedstemand med skippereksamen; ham turde jeg overdrage ansvaret for fiskeriet med min kutter,  som nu var knap  2 år gammel.  Jeg var selvfølgelig igen gået i gang med antabus. Inga og jeg havde det så godt med hinanden, som vi ikke havde haft det længe. Men nu var der også noget at glæde sig til. Der var virkelig lysning forude. Jeg var meget lykkelig over min nye beslutning, og jeg glædede mig kolossalt til at komme ned til de skønne omgivelser - vi havde været på en søndagstur dernede med børnene for at se stedet - og så tænke sig: der ville jeg være helt fri for fristelsen til at drikke alkohol. Da jeg skulle møde, kørte Inga mig derned, så kunne hun nemlig have bilen derhjemme, og så var det meget lettere for hende at komme på besøg; børnene kunne jo nok passe sig selv nogle timer, men der var jo endelig også den mulighed, at de kunne komme med.

Jeg var selvfølgelig sådan en gammel onkel der på stedet, for langt de fleste var 10-20 år yngre. Det føltes så underligt  at møde denne flok, men jeg havde sagt A, så jeg måtte selvfølgelig også sige B. Jeg  var  meget  forkølet  den  aften,  jeg  ankom  til Løgumkloster. Enhver kunne se på mig, at jeg havde det skidt både på den ene og den anden måde. Vi fik aftenkaffe, og Inga kørte hjem. Vi skulle så ud på vore respektive værelser for at sove. Jeg kom til at følges med en sød ung pige hen ad gangen, og hun sagde pludselig til mig. Du er da godt forkølet. Jeg så på hende og sagde: Ja, det er jeg, men jeg håber ikke, jeg smitter nogen.

Nej, det var ikke det, jeg tænkte på, sagde hun, men du trænger virkelig til en ordentlig romtoddy. Du kan lige gå med mig ind på værelset og få en flaske rom med dig ind i seng - jeg kan altid få en af dig en dag, når vi har været i Tyskland; der tager vi jævnligt ned og henter frisk forsyning. Hun var der på et 8 måneders kursus.

Jeg fik et chok. Jeg var i første øjeblik stum. Efter kort tids pause fik jeg fremstammet, at det kunne jeg ikke tåle, men ellers tak for venligheden og godnat. Jeg glemmer aldrig, hvilke tanker der gik gennem mig, da jeg kom i enrum. Jeg forsøgte at bede en aftenbøn, men det blev nærmest en bebrejdelse til Vorherre. Her var jeg kommet for at komme mit drikkeri til livs, og så kunne jeg dårligt komme inden for døren, før jeg blev tilbudt en flaske rom, som jeg for øvrigt satte stor pris på. Jeg var nu usandsynlig heldig med den omgangskreds, der hovedsagelig blev min. Inga kom på besøg hver anden weekend. Jeg var stadig fast besluttet på at holde mig fra spiritus og fik kun sjældent antabus, og tænk, jeg klarede de 3 måneder uden en dråbe spiritus! Jeg var også så heldig, at min kutter ikke lavede færre penge ved fiskeriet derhjemme, end jeg selv antagelig ville have gjort,  så det var lutter idyl for både Inga og mig.

Jeg havde haft 3 pragtfulde måneder, hvor jeg fik lært at tænke i nye baner. Jeg havde fået de bedste venner, jeg nogen sinde havde haft. De var godt nok lidt yngre, end jeg var, men vi havde det virkelig godt med hinanden.

Vi kunne more os sammen, men vi kunne også tale om alvorlige ting, og jeg betroede disse få mine forhold. De kom til at betyde utroligt meget for mig. Jeg tog glad hjem til dagens gerning efter et virkeligt godt og udbytterigt ophold, og nu måtte jeg igen ud på min vidunderlige arbejdsplads, Nordsøen. Da jeg kom i havn efter den første tur, havde været i bad, fået rent tøj på og sad inde i stuen og ventede på, at

Inga skulle komme med maden, må jeg nok sige, at jeg var noget spændt på, om hun nu kunne unde mig en lille hjertestyrkning. Men nej, der blev ikke budt på noget. Efter en kort pause, da maden var serveret, sagde jeg til min kone:  Skal jeg ikke have et glas rødvin eller en bajer? - Nej, det havde jeg da ikke regnet med, sagde hun venligt; er det ikke meningen, at det skal være slut? - Det troede jeg. - Nej, nu må du lige lade være, sagde jeg, - jeg har tit nok fortalt dig, at afholdsmand bliver jeg aldrig, og nu har jeg ikke rørt en dråbe alkohol i noget over 3 måneder. Vil du så lige gå hen til eller ringe til købmanden efter en kasse øl, en flaske whisky og et par flasker rødvin. Du skal ikke tro, jeg skal til at drikke igen, men det er da rart at have noget i huset, dersom der skulle komme en gæst. Jeg skal bare lige have et par enkelte genstande, for jeg er så glad, fordi jeg er kommet ud af det drikkeri. Du behøver ikke mere være ængstelig for, at jeg skal få for meget. Jeg er for øvrigt også så stolt af, at jeg holdt mig så længe. Er du ikke også det? Det var hun. Smilende ringede hun efter det, jeg bestilte, og serverede for mig. Kan  du så  se,  jeg  alligevel ikke er alkoholiker? Det har nok været nerverne, som lægerne sagde.

Dagen gik. Aftenen gik. Inga og børnene gik, og til sidst gik jeg også, for samtlige flasker var tømt. Jeg var lige så plakatfuld, som jeg så ofte tidligere havde været. Jeg følte igen et enormt nederlag i min påstand om, at jeg kunne anvende alkohol som nydelsesmiddel med måde og forstand. Jeg blev ikke i godt humør som tidligere, nej, jeg blev melankolsk og betragtede mig selv som noget af det ringeste menneske på denne jord. Ja, jeg så pludselig, at jeg selv var et af de stakkels mennesker, som jeg selv talrige gange havde været med til at fordømme og grine ad. Ja, jeg var måske endog værre. Som sagt jeg gik, så godt som det lod sig gøre. Det var nat. Jeg endte nede ved  døren  til  De  hjemløses  Herberge  i  Exnersgade  i Esbjerg. Jeg ville ind og ligge blandt ligestillede, men der var ingen, der ville lukke op.

Jeg bankede og bankede, men ikke engang her kunne jeg komme ind. Var jeg da virkelig så ringe, at ingen ville kendes ved mig, at ingen turde eller ville være i nærheden af mig? Det er en af de mest fortvivlede nætter i mit liv.

Jeg endte hjemme i min egen seng næste dag. Efter et par dage tog jeg igen ud på havet; jeg havde igen lovet mig selv, at jeg nu måtte tage mig rigtig sammen (åh, der var ikke noget, jeg sådan ønskede, som at jeg kunne tage mig sammen, så mine kære derhjemme kunne stole på mig og have tillid til mine ord og glæde af min færden). Jeg havde ikke talt med Inga. Der var jo ikke noget at sige til, at hun var gået med børnene. Jeg syntes, min situation nu nærmede sig det absolut håbløse. Jeg måtte se i øjnene, at min vej faktisk var afstukket. Jeg ville gå til i sprit, og jeg ville gå fortabt. Det var da helt klart, men jeg havde så sandelig heller ikke krav på andet. Alt så håbløst ud for mig.

Som sagt vi var igen på vej ud til fangstpladserne i Nordsøen; jeg havde så mange tanker tumlende rundt i hovedet, at jeg dårligt kunne koncentrere mig om noget, der havde med fiskeri at gøre. Men vi gjorde da et forsøg med et sildetrawl et sted ca. 70 sømil sydvest for Grådyb Barre, men der var kun en lille slat små sild i en kurv og 1 stk. torsk - endda en vandøjet, så vi sejlede straks videre. Det var ikke sildesæson, så vi valgte at gøre et rødspættetrawl klar og satte kursen ned mod den hollandske kyst. Jeg havde på mit søkort indtegnet en fiskeplads der, som var meget speciel, og derfra havde vi nogle vældige minder.

Nu skulle det forsøges, om tidligere rejser dertil kun havde været eventyr. Vi var i radiokontakt med en del af vore kammerater på andre både, der også var ude for at finde en fiskeplads, hvor lykken kunne stå dem bi.  Det var en selvfølge, at vi på bestemte tider gennem radioen hørte fra hinanden.

Vi kom sejlende; vor kurs var ca. SSV, og vi fik øje på en coaster, som sejlede østpå. Det må her indskydes, at vi så ofte havde været udsat for samme situation, når vi havde fisket nogle dage og havde fisk nok. Så lagde vi med vilje vor kurs om, så vi kom ind i coasterens sejlretning og til en vis grad forhindrede den i at komme videre.

Derefter blev kokken placeret i stævnen, og han stod så som en udstillingsfigur med den bedste torsk eller pighvar, vi kunne finde, for rigtig at friste, for vi vidste, at de gerne ville købe en frisk fisk en gang imellem.

Vi hev dem så over med en line og en kurv for så at modtage betaling i form af et par kartoner cigaretter og et par flasker whisky eller cognac. Da jeg så coasteren, tænkte jeg straks, at vi havde da for det første ingen fisk at handle med, og jeg var desuden på antabus, så det var bare med at komme uden om ham i behørig afstand. Men denne gang var det coasterens besætning, der havde handelstanker.  Den styrede lige mod os, og lige meget hvor stor umage jeg gjorde mig, var der ikke noget at gøre; de ville altså tale med os. Vi fortalte, at vi kom lige hjemmefra, og at vi ikke havde andet fisk end det, han kunne se, der stod i kurven. Han råbte straks, at det netop var nok til dem, og at de ville købe det. Nå ja, lad gå, sagde jeg til min besætning. Vi firede kurven over, tilbage kom den selvfølgelig med 2  flasker whisky  og  2  kartoner  cigaretter.  Jeg  lagde flaskerne i en skuffe til senere brug. Jeg talte højt til Vorherre:

Der er da ikke nogen mening med dette her, hvis jeg skal tro på, at du er med i alle ting. Tager jeg på bibelhøjskole for at undgå alkohol, er det det første, jeg møder. Nu kommer jeg hjemmefra; jeg er på antabus, min familie har forladt mig på grund af alkohol, og så kan jeg ikke blive fri for at købe det, hvordan jeg så end bærer mig ad, Jeg forstod ingenting. Hen under aften nåede vi vor omtalte fiskeplads ved den hollandske kyst. Vi fik vore redskaber i havet og slæbte som sædvanlig med dem i 2 timer. Jeg gjorde store øjne, da jeg så den lille slat fisk, der gled ind over rælingen. Var der mon noget i vejen med mig, eller var det et syn, jeg så? Ud af en af maskerne i garnet stak halsen af en bajer med både etiket og kapsel.

Med en refleksbevægelse fløj jeg hen over dækket i samme øjeblik, som snørebåndet for vores fiskepose blev åbnet, og råbte:  fred for den! -  og snappede flasken.  Samtidig sagde bedstemanden: Ja, det er da i orden, så siger jeg fred for de andre. Tænk, så rullede 57 Henkel Beer hen ad dækket, alt mens vi  alle gjorde store øjne og slikkede os om munden. Jeg var lamslået.

Vi samlede fiskene op - der var ikke ret mange - og kikkede på hinanden. Jo, selvfølgelig måtte vi for anstændighedens skyld straks slæbe vore fiskeredskaber nøjagtig over samme sted.

Kammeraterne, vi var i forbindelse med, kunne ikke rigtigt fatte min meddelelse, da jeg fortalte, at der kun var 25 kg rødspætter, men at vi alligevel ville slæbe tilbage. Er der da noget i vejen med redskabet? spurgte de meget interesserede. Nej, det er der ikke, kunne jeg oplyse, men vi er gået over til andet fiskeri, som vi ikke ønsker andres indblanding i.  Ingen - heller ikke vi om bord - forstod et pluk af det hele, og når det kom til stykket, var jeg vel nok den, der forstod allermindst. Min besætning anede ikke, at jeg var på antabus, og at min kone og børnene havde forladt mig, inden vi sejlede.

Vi hev igen vore garn op efter 2 timers forløb, og til min rædsel var der denne gang 63 bajere. Jeg var chokeret, men vi slæbte alligevel tilbage igen, men denne gang uden resultat.

Det tog nogle dage, inden vi indviede vore kolleger i, hvad det var for noget nyt fiskeri, vi var begyndt på.

Jeg tror ikke, de troede på mig, og jeg må indrømme, at dersom jeg ikke selv havde drukket min store part af de bajere, så havde jeg nok heller ikke troet på det den dag i dag, men jeg siger tit til mig selv - hvorfor?

Vi fik ende på den rejse og kom i havn med en god last fisk, og jeg var glad, da jeg opdagede, at Inga og drengene var kommet hjem igen.

Tiden gik videre; mit drikkeri gik også videre og blev efterhånden sådan, at jeg i hvert fald ikke nogen sinde forventede at få det sådan, at jeg kunne nægte mig selv at drikke. Jeg indså mere og mere, at det til sidst ville blive utåleligt for Inga og drengene. Jeg havde opgivet, og det havde andre også. Jeg hørte engang en sige til min kone: Inga, jeg har nu ondt af dig, for jeg husker dig som barn;  det eneste,  du var bange for, var en stor hund og en fuld mand - nu har du fået begge dele. Ak ja!

En aften sad jeg i en stol og vågnede pludseligt op. Jo, jeg vågnede virkelig op ved et par kraftige ryk i venstre håndled. Jeg så efter; det var "Chukos`s" rem, ja, og minsandten om ikke også "Chuko" sad i den anden ende af snoren og så glad ud, som den for øvrigt altid gjorde, hvad enten den så var med mig på bar, eller vi lå og trillede sammen ude på det urolige hav. Ja og her, hvor var her? Jeg anede det ikke. Jeg så mig omkring. Jeg fik øje på en tjener og kaldte på ham; jeg bestilte en øl og en snaps. Da han kom med det, spurgte jeg ganske stille: Kan De lige sige os, hvor vi egentlig er? - Han så noget forundret på os begge, så svarede han venligt: Vi er i Korsør om ca.15 min. Tak sagde jeg og betalte. Alvorligt black out! Jeg fandt aldrig ud af, hvordan vi var kommet der. Jeg huskede svagt, at min kone og drengene var gået hjemmefra. Jeg huskede også, at vi ikke var gode venner. - Hvad nu? - Jo, jeg havde godt med penge på lommen, og jeg havde mit checkhæfte med, så der var ingen ko på isen; jeg kunne lige så godt fortsætte.

Vi tog en vogn fra Korsør til København, gik ind på et hotel og fik noget at spise og drikke. Jeg havde det princip, at dersom det var for fint til, at "Chuco" kunne komme ind, så kunne vi heldigvis finde andre steder, hvor de var så menneskelige, at de kunne tåle en hund. Det blev til 3 døgn på Københavns fineste værtshuse samt Nyhavn.

Jeg vågnede en morgen tidlig nede i Christianshavns Kanal, hvor jeg havde lagt mig til at sove i lukafet på en gammel, udslidt Esbjergkutter, tilfældigvis den samme kutter, som min far 40 år tidligere havde været med på hans første fisketur. Jeg lå måske i den samme køje, hvor han har drømt drømme om at blive min far?

Da jeg vågnede, var min første tanke: Hvor er "Chuco"? Jeg græd af glæde, da jeg kom op på dækket og så, at han sad oppe på kajen lige så trofast, som han plejede, og ventede på mig. Jeg hørte en klirrende lyd af mælkeflasker ikke langt fra os; vi gik efter lyden og kom hen til en rar mælkemand, som vi bad om lige så meget mælk og wienerbrød, som vi kunne drikke og spise begge to. Da vi havde indtaget vort tiltrængte morgenfoder, gik vi hen til en telefonkiosk. Jeg ringede hjem til Inga og spurgte, om vi to måtte komme hjem igen? Ja, sagde Inga, det vil jeg da synes ville være på sin plads, da du har inviteret huset fuldt af gæster til i aften. Det er jo nytårsaften.

Vi standsede en taxa og spurgte, hvad han skulle have for at køre os to til Esbjerg? Han ringede til sit kontor og fik at vide, at han skulle have betalingen - 480 kr. - forud. Det fik han på stedet. Jeg lagde mig til at sove på bagsædet og bad chaufføren kalde på mig, når vi var i Esbjerg. "Chuco" skulle sidde omme hos ham. Det var en slukøret fyr, der kom ind ad døren derhjemme, men jeg blev venligt modtaget.

Jeg havde stadig een, som jeg betragtede som min ven, og som en gang imellem gav mig anledning til at tro på, at jeg kunne blive fri af alkoholens snærende bånd. Han kom en dag og fortalte mig, at han havde hørt om en læge fra Sønderjylland, der enkelte gange gæstede Esbjerg og holdt nogle foredrag for alkoholikere. Han fortalte, at han kendte en, der havde optaget disse foredrag på bånd. Han spurgte, om det havde min interesse at høre dem.

Jeg må nok sige, at jeg absolut ikke ventede mig noget som helst af dette, men jeg sagde alligevel ja, om ikke for andet så for ikke at virke negativ, når der nu endelig var en, der viste mig så stor interesse. Altså fik jeg båndene hjem og kunne så sætte mig til at høre dem, når det passede mig.

Jeg sad ganske alene en dag og satte så et bånd på for at høre, hvad det nu kunne være for noget. Jeg var så vant til, at alt det, jeg hørte angående min situation, var en blanding af moralisering og medlidenhed. Jeg mærkede fra mange sider, at der var nogle, der gerne ville hjælpe mig. Jeg følte gang på gang, at der var nok, der havde ondt af mig og min familie, men jeg følte det altid som overfladisk  medlidenhed,  tilpas  krydret  med  moralske opstød.

Jeg satte mig til rette og startede båndoptageren for nu at høre, om denne læge kunne fortælle mig noget, jeg ikke vidste i forvejen. Jeg må sige, jeg kom til vækkelsesmøde. For første gang hørte jeg på en, jeg omgående fik tillid til. Jeg blev straks klar over, at her var en, der vidste, hvad han talte om. Jeg kunne genkende mig selv og hele min situation i det, han fortalte; kort sagt: han fik mig i løbet af en time til at acceptere, at jeg havde pådraget mig en sygdom, som han kaldte alkoholisme. Jeg forstod for første gang, at jeg kun havde to muligheder at vælge imellem: om jeg ville gå til grunde eller tage mod råd fra denne mand og få problemerne løst og få lært at leve et lykkeligt liv med det handicap, jeg havde pådraget mig.

Jeg besluttede mig til, at jeg ville møde denne læge, og det lykkedes. Lægen var Ernst Bolvig Hansen, der på det tidspunkt  boede  i  Ulkebøl  ved  Sønderborg.  Han  var ansat på statshospitalet i Augustenborg og havde privat praksis som speciallæge for misbrugssygdomme,  hovedsagelig alkoholikere.

Min første konsultation hos Bolvig, forløb således:

Er det Dem, der har et alkoholproblem, eller er det Deres kone?  Ja, det er selvfølgelig mig, det drejer sig om; min kone drikker ikke. - Nej, men det, der interesserer mig, er, om problemet er Deres eller Deres kones? -

Nåh, ja, - nu opdagede jeg, hvad han mente, og jeg måtte jo sige, at det i mange år havde været min kones problem, men efterhånden var det også ved at blive mit eget. Og jeg tilføjede: Jeg har jo altid ment, at jeg kunne sætte forbruget ned, men det er ikke rigtig lykkedes for mig, men jeg vil da lige sige Dem, doktor, jeg er ikke dranker. Jeg, havde en forestilling om, at en dranker var en, der var kommet noget længere ud end en alkoholiker, og ordet alkoholiker lød for mig ikke så nedværdigende som dranker. Jeg havde for øvrigt også vænnet mig lidt til den tanke, at jeg nok måtte forvente at blive kaldt alkoholiker. Jeg havde også en helt sikker fornemmelse af, at når man ikke var kommet længere ud, end jeg var, så kunne man helbredes, og jeg så allerede hen til den dag, da jeg ville være helbredt. Lægen spurgte videre: Hvor længe har De drukket? Dertil svarede jeg med et helt ærligt blik i Øjet: Jeg har drukket i nogle år, men slet ikke hver dag. Jeg er fiskeskipper og er meget på havet, og der drikker man uhyre sjældent. Der kan gå uger, hvor jeg overhovedet ikke rører spiritus. Mit store problem er - og det må jeg vedkende - at det en gang imellem bliver til for meget, og jeg vil gerne vide, hvordan jeg kan lære at begrænse forbruget, så det ikke skal gå så galt med drikkeriet, som det enkelte gange er gjort. Dersom jeg bare kunne lære det, så måtte de for resten godt kalde mig alkoholiker. Hvor meget drikker De, når De drikker?- spurgte lægen videre. Jeg svarede lidt forlegent: -Ja, sådan i almindelighed bliver det vel til 5-10 bajere og lidt andet, og det er kun en gang imellem, at det tager overhånd. Det er det, der er mit store problem, og det vil jeg bede Dem helbrede mig for.

Jeg skal sige Dem, doktor, jeg er jo ikke så langt ude. Jeg har selv både kutter, villa, sommerhus og bil, han måtte endelig ikke tro, jeg var sådan en, som han var vant til at have i konsultation.  Jeg er aldeles ligeglad med, hvad De har eller ikke har, og jeg kan godt sige Dem straks, at dersom De ønsker, at jeg skal hjælpe Dem, så må De være ærlig - ikke for min skyld, men for Deres egen - og al Deres udenomssnak interesserer mig ikke.

Har De tit sagt til Dem selv, at De i aften kun vil drikke nogle få genstande, og så har det alligevel snydt Dem og er blevet til mange flere? -Ja, sådan er det netop sket nogle gange; det er det, der er min svaghed, - svarede jeg lægen. Har drikkeriet ofte skadet Deres familieforhold ? fortsatte lægen, og jeg tænkte mig lidt om, inden jeg gav mit svar, for nu syntes jeg, han var ved at være lidt nærgående. Det var efter min mening sagen noget uvedkommende, så derfor måtte jeg have skylden for ufreden fordelt, og jeg svarede: Jo, det har det, men det er nu også tit min kones skyld. Deres kone interesserer mig ikke i øjeblikket, affærdigede lægen mig. Jeg var efterhånden ved at være lidt irriteret over hans måde at være på, men nå, jeg måtte vel hellere holde ud. Når De skal til  en eller anden fest, skal De så helst drikke lidt, inden De går hjemmefra?- Hvor i al verden vidste han det fra ? Det havde jeg ellers altid holdt for mig selv. Har De til tider haft hukommelsestab efter en beruselse? Jeg var lidt flov ved at indrømme det, men jeg måtte jo hellere være helt ærlig, så jeg svarede ja. Har De nogen sinde været syg - måske indlagt? - Syg og syg, ikke andet end almindelig fuldesyge, ja, og så har jeg haft dårlige nerver, jeg har været indlagt på psykiatrisk afdeling, men ellers har jeg  ikke fejlet noget.

Nu har jeg ikke tid længere; jeg skal hen i en patientforening for alkoholikere og holde foredrag, og jeg vil meget anbefale Dem at tage med.

Jeg kan godt på nuværende tidspunkt stille Deres diagnose. De er alkoholiker, og jeg vil gerne hjælpe Dem, men så må De helt rette Dem efter mig.

De må foreløbig sørge for at få antabus, men det vigtigste er den åndelige antabus, som jeg vil give Dem i vore patientforeninger, og jeg vil meget anbefale Dem at komme der mindst én gang ugentlig for at være sammen med ligestillede og høre på, hvad jeg har at sige. Ja, doktor, men hvor lang tid tager det? Jeg mener, hvornår er der chancer for, at jeg er rask igen? spurgte jeg ængsteligt. De bliver aldrig rask, dersom De med rask mener, at De kan komme til at drikke alkohol igen.

Det kommer De aldrig til mere, men hvis De vil følge mit råd, kan jeg lære Dem at leve med det handicap, De har pådraget Dem. De vil komme til at leve som det, jeg kalder tørlagt alkoholiker, men kuren vil tage 2 til 5 år. Farvel! !

Jeg må nok sige, det var en værre omgang. Jeg havde ikke spor lyst til at gå med til omtalte møde i patientforeningen, men nå, jeg måtte nok hellere alligevel. Jeg vil ikke sige, jeg var i særlig godt humør.

Jeg syntes nok, den læge var lidt skrap, men jeg havde alligevel inderst inde en fornemmelse af, at han var den absolut første, jeg havde mødt, som jeg havde tillid til, når det drejede sig om at have forstand på min tilstand, så jeg måtte nok hellere se tiden lidt an. Jeg gik med til omtalte møde og hørte ham for første gang som foredragsholder.

Tilhørerne var både mænd og kvinder, som havde fået stillet samme diagnose som jeg selv. Nogle havde deres respektive ægtefæller med. Jeg sad og tænkte, at det var godt, min kone ikke var med, for her blev der altså efter min mening talt for direkte og åbent om problemet, medens andre sad og hørte på. Han startede med at sige:

Mine tilhørere!  De kan godt gøre Dem helt klart, at dersom De ikke hele tiden er indstillet på, at De er under behandling for Deres alkoholisme og er ved at lære, at De aldrig mere kommer til at drikke spiritus, så kan De lige så godt blive hjemme. Vi fik at vide, at alkoholikere var mere egoistiske og barnagtige end andre. Jeg må sige, vi fik ren besked. Han fortsatte med at fortælle os, at vi alle havde Iøjet for ham, men det skulle vi ikke tænke mere på, for han betragtede det ikke som løgn, men som symptomer på vor sygdom.

De lever hver især for meget på Deres følelser, men jeg vil forsøge at lære Dem, at kunne styre Deres følelser med Deres forstand.

Dersom De får lært det, så er det ikke et handicap at have et så udviklet følelsesliv, som De er i besiddelse af, men det er en fordel. Prøv at øve Dem i at være ærlig, først og fremmest over for Dem selv. De skulle gerne blive voksne og modne mennesker; dem er der nemlig ikke ret mange af, heller ikke blandt ikke-alkoholikere. Jeg kan godt fortælle Dem, at det ikke er let, det De er begyndt på; det vil tage lang tid, men det har jo også taget tid at komme i den situation, som De befinder Dem i dag.

Han rundede af med at sige, at der fandtes mange former for ondt, men den værste, der fandtes, ville han ønske, vi slap for: nemlig at have ondt af sig selv. Det var en mærkelig fornemmelse, jeg kørte hjem med, og jeg tror bestemt ikke, det var min hensigt at møde den herre mere. Dette her var mere, end jeg kunne tage. Jeg var meget kort for hovedet, da Inga spurgte, hvordan det var gået.

I tiden der fulgte, gennemtænkte jeg alvorligt, hvad jeg havde fået at vide. Er det Dem eller Deres kone, der har problemet ? blev ved med at lyde for mig. Jeg måtte helt ærligt sige - når jeg nu også skulle øve mig i at være ærlig over for mig selv - at problemet var blevet mit, men det næste, at der skulle gås så grundigt til værks, at jeg skulle erkende, at jeg aldrig mere kunne drikke spiritus, det havde jeg nu ikke tænkt mig.

Men han havde nu nok ret, for når jeg nu skulle være helt ærlig, så havde jeg jo egentlig gennem flere år selv vidst, at den gyldne middelvej, som jeg så gerne ville være på, ikke var mulig for mig. Jeg borede meget dybt i mig selv i den tid.

Min kones skyld! Var det nu hendes skyld ? - Hun havde i mellemtiden været hos sagfører, for hun ville skilles. Jeg havde sagt, at det var da helt i orden, for  på den måde vi havde det, var det nok lige så godt, at hver gik til sit.

Jeg havde været ret overfladisk, men når jeg nu havde fået besked om at være ærlig - især over for mig selv - ja, så måtte jeg indrømme, at jeg inderst inde var meget ulykkelig, for jeg holdt usigelig meget af hende og drengene, og jeg måtte se i øjnene og vedkende mig, at jeg havde brugt hende som syndebuk. Der var jo egentlig ikke stort i vejen med hende ud over, at hun ikke mere tålte at se spiritus, og det var der bestemt ikke noget at sige til, når jeg tænkte mig om.

Jeg så pludselig, hvor utroligt meget ondt jeg i vort ægteskab havde budt hende, og jeg vidste, at der var flere, bl.a. vor huslæge, der havde rådet hende til at forlade mig. Min kone var et stort bundt nerver og fik nervemedicin, og det kunne kun være min skyld. Jeg tænkte igen på noget af det, lægen havde sagt: - I skulle gerne blive voksne og modne mennesker.

Ville det ikke være en begyndelse til det, dersom jeg nu tog en tilbundsgående, ærlig beslutning og bad Inga velmenende om forladelse for alt, hvad jeg havde budt hende? Jeg blev grebet af denne tanke og tænkte ved mig selv, at skulle noget lykkes for mig nu, så måtte der ske en radikal ændring i hele min tilværelse.

Jeg var for fyrste gang blevet budt noget mere end antabus - nemlig >>åndelig antabus<<, hvad det så end indebar. Jeg var klar over, at den læge, jeg havde besøgt, nok kunne fortælle mig mere endnu, enten jeg så kunne lide det eller ej. Jeg måtte nok hellere holde mig til ham. Jeg fik denne tanke, at jeg igen måtte forlade mit erhverv som fiskeskipper, men denne gang helt og holdent ved at sælge hele skibet og bryde med både erhvervet og kammeraterne. Det var absolut ikke, fordi der var noget i vejen med dem, men det var ved at gå op for mig, at det udelukkende var mig, der var noget i vejen med. Jeg måtte forsøge at finde en ny omgangskreds blandt ligestillede på mit specielle område. Jeg blev noget bange for tanken, for jeg havde jo tidligere forsøgt noget lignende,  og min tilstand var kun blevet værre. Jeg tog ned og talte med lægen om det, for jeg var bange for, at det måske var en fuldemandside, og det var jo ikke så lidt, der stod på spil rent økonomisk, for vi havde virkelig fisket godt i de 2-1/2 år, jeg havde haft min nye kutter.

 

 

Men det økonomiske stod pludselig for mig som bagateller imod det at få styr på mig selv, at beholde Inga og drengene og at få bygget en ny tilværelse op i vort hjem til glæde for os alle fire og vore forældre, som var ulykkelige over vore forhold. Som tænkt - jeg gjorde det. Jeg tog ned og talte åbent ud med læge Bolvig om mine tanker. Jeg fik den besked, at han ikke kunne sige andet, end at dersom jeg kunne gennemføre det, ville han tro, at ideen var god; men jeg måtte, inden jeg gjorde det, gennemtænke det grundigt og være helt klar over, at det ville blive særdeles svært.

Jeg tog hjem og fik en alvorlig samtale med Inga om mine nye tanker. Hun var sød og svarede, at dersom jeg mente noget med det og var indstillet på at gå på en effektiv antabuskur - også den åndelige - ville hun gerne være med til dette forsøg. At jeg ville sælge kutteren og forlade mit erhverv, betød for hende intet. Du må sælge alt, hvad vi har, og vi kan flytte i et kælderværelse, bare vi får det problem løst, der hedder alkohol.<< Det var hendes ærlige konklusion.

Jeg tog beslutningen og satte min nye kutter til salg. Der gik 3 uger, så var den solgt, endda til den pris jeg forlangte. Det var november 1966. Da min uddannelse havde med fisk at gøre, og da jeg tidligere havde forsøgt mig som fiskehandler, var det jo ganske naturligt for mig, at det blev det, jeg igen ville forsøge mig med. Jeg havde nemlig opdaget, at dersom jeg ikke drak, så var det et godt og tiltalende erhverv, for jeg satte nemlig stor pris på at færdes blandt mennesker. Jeg var fast besluttet på at følge lægens behandling. Jeg ville indtage den uundværlige, åndelige antabus,<< men bestemt også den traditionelle.

For at vi ikke igen skulle have vanskeligheder i vort ægteskab angående antabus, som vi begge var så forfærdelig trætte af, bad jeg Inga om at gå med mig op til lægen og bad ham om at skrive en attest, hvorpå der stod, at jeg i nøgtern tilstand og efter absolut eget ønske havde givet min kone fuldmagt til, når hun ville, at give mig antabus evt. i maden - uden mit vidende, også selv om jeg skulle fortryde det og måske forbyde hende det. Så længe, attesten lå hos lægen, ville hun være i sin juridiske ret til at gøre det.

Attesten skulle i første omgang være gyldig i et år. Jeg var så helt indforstået med, at dersom jeg forbød hende at give mig antabus, skulle hun ikke diskutere det med mig. I fuld forståelse med lægen og Inga indstillede jeg mig på, at så længe, erklæringen lå hos lægen, måtte jeg regne med at være dækket ind med antabus. Skulle jeg falde for fristelsen til bare at prøve om hun havde glemt tabletten, og jeg så blev syg af det, ja, så havde jeg ingen undskyldninger.

Jeg var en af de tusinder, der altid havde haft alle de traditionelle bivirkninger ved  antabus.  De  første to-tre måneder var fyldt med ubehageligheder: cigaretten smagte ikke, kaffen smagte ikke, maven reagerede med trykken og opstød; hele kadaveret var træt. Efter ca. tre måneders forløb var alle disse symptomer væk, og jeg tænkte, at det nok skyldtes, at Inga nu var begyndt at tro på mig, og at hun derfor var holdt op med at snyde tabletten i mig. Jeg turde nok vove et forsøg. Jeg havde en enorm trang til spiritus - bare lidt - og derfor gik jeg og legede med tanken. En dag, da jeg var alene hjemme,  smuttede jeg hen til købmanden og fik bare lige fem bajere og en lille bitte flaske brændevin. Og så hjem i enrum for at forsøge.

Men jeg måtte konstatere, at min trofaste kone havde været sin opgave voksen. Jeg nåede ikke at indtage mere end knap en ø1; jeg gik jo forsigtigt frem. Lægen havde fortalt mig, at der ikke var bivirkninger ved antabus; det havde jeg aldrig villet tro på, men nu havde jeg igen fået et bevis for,  at hans teorier også her var rigtige, for når jeg ikke vidste, jeg fik antabus, så var jeg symptomfri. Jeg måtte indrømme, at der ikke fandtes bivirkninger. Det styrkede min tillid til lægen kolossalt. Det viste sig altså, at Inga og jeg her havde fundet en virkelig god løsning på vort antabusproblem. Vi forlængede uden at blinke vor aftale med et år. Det gjorde vi i alt 3 gange.

Vi var kommet ind i en helt ny tilværelse i vor lille familie. Jeg var igen blevet fiskehandler, og min fritid anvendte jeg hos Niels Tolsgård, en ny ven, jeg havde fået. Han var bestyrer på et fritidshjem for arbejdsledige i Esbjerg.  Det var ham,  der havde fået læge Bolvig til Esbjerg for at holde foredrag for alkoholikere der. Det var  også  ham,  der  satte  mig  i  forbindelse  med  læge Bolvig.

Da jeg endelig havde holdt mig tørlagt i  et 1/2  år, viste det sig, at min fiskeforretning gik godt. Jeg havde købt en fiskebil mere, for der skulle jo ske noget, men jeg havde brugt al min fritid til at interessere mig for andre alkoholikere.  Det var yderst interesant at træffe  andre  med nøjagtig samme problemer, som jeg selv havde.

Tolsgård havde været flink til at tage med mig til møder i Sønderjylland for at hyre læge Bolvig Hansen, og jeg syntes selv, at jeg lærte noget hver gang. En dag sagde lægen til mig, at han syntes, det ville være en god ide, om vi tog til Esbjerg og startede en patientforening på Tolsgårds fritidshjem. Han ville gerne tage det lægelige ansvar. Jeg krympede mig noget, for jeg var efterhånden ved at være meget optaget af min forretning, og da jeg tit var til møde om aftenen eller ude hos andre alkoholikere, som vi skulle forsøge på at hjælpe, så var det ikke altid lige let at komme op om morgenen. Men vi gik i gang. Man kaldte dengang disse patientforeninger i Sønderjylland for Ring i Ring, og det var også meningen,  at det,  vi skulle starte i Esbjerg, skulle hedde >>Ring i Ring.<<

Arbejdet greb om sig, og den dag kom, da jeg ikke længere kunne passe begge dele fyldestgørende og måtte sige til Tolsgård, at jeg nok blev nødt til at trække mig noget tilbage fra alkoholikerarbejdet hos ham, da det ellers ville gå ud over min forretning. Det beklagede både han og jeg, og vi mødtes i et kompromis.  Jeg blev forsøgsvis ansat på prøve i et halvt år.  Jeg skulle  arbejde med alkoholikere i patientforeningen. Hver torsdag skulle der være møde, og ellers skulle jeg beskæftige mig med de mange patienter, der havde forbindelse med det arbejde, der blev øvet ud fra huset. Det var et arbejde, der interesserede mig meget. Da det første halve år var gået, blev Inga og jeg heltidsansat i dette specielle arbejde, som vi begge var begyndt at holde af. Jeg solgte ret hurtigt min fiskeforretning og kunne nu bruge hele min tid til arbejdet blandt alkoholikere. Vi skulle nu forsøge at hjælpe alkoholikere, som ønskede at komme ud af den grusomme tilstand, som det er at være afhængig af spiritus. Det varede ikke længe, før vi opdagede, at vi ved at hjælpe andre selv modtog en uvurderlig hjælp. Ja, det var vel egentlig os, der modtog den største hjælp.

Nu begyndte der virkelig at blive harmoni i vort hjem. Vi begyndte  at  komme  hinanden ved;  vi  begyndte  at opleve den glæde, der uvilkårligt kommer, når egoismen sættes i skammekrogen og det ikke mere hedder jeg, men vi. Da kan man glæde hinanden i et hjem, og da får man mere, end man giver. Da jeg havde været tørlagt - altså afholdende - i ca. et halvt år, var der noget, der dagligt pinte mig.

Jeg kunne mærke på nogle, at de ikke troede på mig, og at de ikke havde tilgivet mig min fortid. Nogle vil nok sige, at det bare var noget, jeg mente at føle, men det var det altså ikke. Jeg havde bedt Inga om forladelse for alt det skete, som jeg havde budt hende, og jeg vidste og havde gang på gang  følt,  at jeg  havde  fået  hendes  tilgivelse.  Jeg havde også bedt min Gud og Skaber om tilgivelse, men jeg var nu ved at bilde mig selv ind, at Han ikke havde tilgivet mig alt det forfærdelige, jeg havde budt mine kære.

Inga  og  jeg  var  igen  begyndt  at  bede  vor  aftenbøn sammen. En lørdag aften, da vi havde bedt aftenbøn, kom denne tvivl ind over mig. Jeg sagde til Inga, at jeg syntes, vi næste dag skulle stå op og gå i kirke. Det var nogle år siden, jeg havde bedt hende om det, og jeg mærkede, at hun glædede sig til det. Det, der er det væsentlige for mig, er, at jeg gerne vil til alters,<< sagde jeg til hende. Jeg havde en fornemmelse af, at dersom jeg kom til alters med et ærligt ønske om at møde Gud, så var det i hvert fald et af de steder, hvor jeg var helt sikker på at møde ham, og jeg trængte i sandhed til at møde ham for ligesom at mærke, at han nu havde tilgivet mig.

Det blev et af mit livs største oplevelser. Jeg husker overhovedet ikke, hvad præsten prædikede om, men jeg husker ét. Der var nok 12 hold altergæster den søndag. Inga og jeg var med i et af de første hold. Præsten havde for skik at sige et bibelord til hvert hold altergæster, og til det hold, vi var med på, sagde han det ord, der står i Fil. 3. v.13-14: Idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus.<< Det blev et vendepunkt i mit liv. Jeg må sige, det føltes, som Gud stod ved siden af mig og direkte sagde:

Alt i orden, gamle ven, vi to begynder forfra, og du skal ikke bekymre dig mere om din fortid, men se fremad. Du skal heller ikke spilde en tanke på, hvad andre mennesker siger eller tænker; det eneste afgørende er, at vi to ved, hvor vi har hinanden.<< Ih, hvor det var pragtfuldt at få lov til kun at se fremad og lade alt det, som var sket, ligge og ikke mere spilde tid på at tænke på, hvad andre mennesker mente og sagde! Det var i sandhed det, jeg begyndte at føle som  << åndelig antabus>>  (men selvfølgelig stadig ledsaget af den traditionelle antabus).

Nu må jeg sige, at både Inga og jeg begyndte at føle os på vores plads. Vi var ved at finde en mening med vort liv. Vi fik det bedre og bedre med hinanden, med vore drenge og vore nærmeste, ja, med vore omgivelser i det hele taget. Nu var det ved at blive skønt at leve. Jeg husker noget, som særligt glædede Inga. Tidligere havde hun aldrig kunnet planlægge noget og regne med, at det blev ført ud i livet. Det kunne hun nu. Der var ikke længere den uvished over fremtiden, og hun sagde selv, at nu kunne hun begynde at glæde sig til morgendagen. Hun vidste, at jeg ikke med mine udskejelser ødelagde de planer, vi i fællesskab havde lagt. Jeg var ved at lære at leve med mit handicap. Jeg havde ikke længere denne forfærdelige trang til alkohol. Jeg øvede mig stadig i at være ærlig over for mig selv. Jeg opdagede, at det ikke bare var trangen til alkohol, der havde ødelagt mit liv, men det gik op for mig, at der var mange andre områder af mit liv,  der i  den grad trængte til revision. Det varede heller ikke længe, før jeg opdagede, at et menneske, og især jeg, slet intet kunne selv, men jeg havde fundet en helt ny kraftkilde, som jeg ikke tidligere havde forstået at ty til og øse af. Den bestod i, at jeg kunne henvende mig til Gud, som havde skabt mig og givet mig sit ord i Bibelen, og jeg kunne tale med ham. Jeg må i sandhed sige, det var noget, der for mig blev brug for, når jeg skulle øve mig i at være ærlig. Jeg havde aldrig tænkt, at man kunne være så uærlig over for sig selv, som jeg opdagede, at jeg var og altid havde været, ja, også over for andre. Det var en brat opvågning. Jeg har tit tænkt: hvorfor den tragedie for mig og min familie? - Det gik langsomt op for mig, at det slet ikke var min kones skyld. Da jeg havde været fri af alkohol et år, opdagede jeg, at Inga var fri for at tage nervetabletter. Den antabus, jeg fik, var den bedste nervetablet for hende. Hun var slet ikke den hystade, som jeg tidligere havde anset hende for at være.

 ANDEN DEL FØLGER--------

 

Jeg var stadig gift med en køn, tiltalende og omsorgsfuld kvinde, ja, hun var endnu sødere, end da jeg så hende første gang og forelskede mig i hende. Havde hun forekommet mig en hystade, så var det noget, jeg havde gjort hende til. Jeg havde holdt økonomien i orden. Vi havde, hvad hjertet kunne begære af materielle goder og to ønskedrenge, som vi begge var lige lykkelige for. Jeg mente ikke, de havde manglet noget. Nu forstod jeg, hvad de havde savnet i vort borgerlige velstandshjem: en mand, en far, de kunne være bekendt.

Vi kom begge fra hjem, som vi ikke kunne andet end beundre og være glade for, to absolut kristne hjem, der havde vist os vejen til et liv i harmoni, og vi har begge set vore forældre hente kraft til dette liv gennem bøn og bibellæsning.

Vi har begge set, hvordan vore forældre tog kristendommen alvorligt, når der var medgang i hjemmet, og vi har set, hvordan kristendommen kunne bære, når modgang meldte sig. Jeg kunne heller ikke acceptere psykiateren, da han sagde, at jeg havde fået en forkert opdragelse. Hans eneste kendskab til mit barndomshjem var, at det var et kristent hjem. Jeg var da godt klar over, at mine forældre ikke var fejlfri - heller ikke i deres opdragelse af børnene - og det var de også selv klar over, men at de skulle have nogen som helst skyld i, at jeg kom galt af sted, det kunne jeg ikke godkende; der måtte være andre ting, der spillede ind. Jeg granskede videre og kom til at tænke på de 10 bud. Jeg måtte omgående erkende, at jeg ikke havde levet efter deres forordninger. Jeg havde ikke engang forsøgt. Det gik pludselig op for mig, at de 10 bud ikke var givet os af Gud for at holde os nede; det havde jeg altid villet bilde mig selv ind, men jeg var blevet klar over, at de var givet os for at holde os oppe. Jeg prøvede mig selv over for disse bud og fandt ret hurtigt ud af, at jeg aldrig havde lagt særlig stor vægt på det fjerde bud:  Ær din far og din mor. Nej, jeg var gået mine egne veje. Jeg troede ikke på det, mine forældre sagde mig. Jeg skulle nok vise dem, at jeg kunne klare mig selv - uden Vorherres hjælp. Det var der da så mange, der kunne, så hvorfor skulle jeg ikke også selv kunne klare alt ? Jeg var klar over, at der var flere grunde. Jeg havde et særligt følsomt sind. Det gik ret hurtigt op for mig, og jeg forsøgte at acceptere, at det var sådan, og jeg ville lære at styre det med min forstand.

 

 

Det var ikke nogen let opgave. Jeg arbejder stadig på det. Når jeg tænker tilbage, kan jeg tydeligt huske de første år af vort ægteskab. Da havde vi aldrig spiritus i vort hjem. Men der kom en dag, da fiskeriet gav mange fisk, så jeg tjente virkelig godt, og det var jeg hverken voksen eller moden til. Det begyndte med, at vi ville hygge om vore gæster og samtidig vise dem, at vi ikke sad og hakkede i det. Snakken gik også meget bedre, når de fik ø1 og snaps til silden og rødvin til stegen samt cognac eller likør til kaffen. Det fik vi efterhånden også, når vi var i byen. Den ene skulle helst overgå den anden. Ja, en dag kunne det heller ikke slå til; nu skulle der også en velkomstdrink til, når gæsterne kom, og efter middagen var det hyggeligt at fortsætte med long drinks; vi bød på whisky, gin, pernod, rom og hvad ved jeg. Jo, gæsterne skulle endelig se, at vi havde råd til det hele. Det blev en vane, at vi aldrig kunne sidde og tale med nogen, uden at der skulle stå en drink foran os. Det blev almindeligt, at der altid skulle være øI i huset og whisky i køleskabet.

Jeg er helt sikker på, at jeg ikke var noget psykiatrisk tilfælde før, men jeg tror bestemt, jeg blev det af vane drikkeriet. Jeg begyndte at mene, at jeg fik dårlige nerver og drak for at helbrede disse. Jeg kom med andre ord ganske langsomt ind i en ond cirkel og kunne sammenlignes med den stakkels fyr, der drak for meget. Da man spurgte ham, hvorfor han drak så meget, svarede han, at det var fordi, han var ked af det. Nå, men hvorfor er du ked af det?<< Jo, jeg er ked af, at jeg drikker så meget.<<  Jeg blev med andre ord et psykiatrisk tilfælde af at drikke; derom er der ingen tvivl. Det varede ikke længe, før det gik op for os, at vor nye arbejdsplads også var en stor arbejdsplads. Jeg tror, det er verdens næststørste. Der er også meget, der minder om min tidligere arbejdsplads. Den er hård, omskiftelig, lunefuld, charmerende, altid urolig og med en enestående magt bag sig. Det er et interessant område med enorme rigdomme - mennesker der ad mange forskellige veje er ført ud i alkoholismen.

Kan nogle af disse hjælpes tilbage, hvad vi jo har fået lov at se i stor udstrækning, så må vi nok sige, at her er enorme rigdomme at hente. Men vi må også konstatere, at tusinder ender deres liv som alkoholikere.  Denne  mærkelige  arbejdsplads  har  budt  på mange berigende oplevelser, som gør livet værd at leve.

 

 

Patientforeningen, som efterhånden blev et stort område af vort arbejde, kaldte vi "Ring i Ring." Vi havde hørt om lignende i andre byer; vi havde også hørt om, at ideen til dette arbejde var hentet i Amerika. Derovre hed bevægelsen A.A. (anonyme alkoholikere). A.A. findes i mange lande, og det siges, at den har flere millioner medlemmer. Den drives i Amerika med en kristen baggrund. Da man sidst i fyrrerne tog arbejdet op i Danmark, brugte man den amerikanske arbejdsmetode, men man fjernede alt det, som havde et kristeligt præg og sigte og medtog kun de rent humanistiske ideer. Disse forhold havde vi ikke meget kendskab til de første år. Jeg begyndte, efterhånden som jeg fik mit drikkeri på større afstand, at tale lidt mere frimodigt og åbenhjertigt om min tilstand. Det kom ganske langsomt, efterhånden som troen på, at jeg kunne holde mig fra spiritus, blev stærkere. Det førte til, at der en dag kom en journalist til mig og spurgte, om han måtte få et interview med mig til avisen om mit tidligere forhold til alkohol og min nuværende stilling. Jeg sagde ja, men jeg husker, at det ikke passede Inga, som sagde: Nej, nu har jeg i flere år ikke kunnet handle hos købmanden i vort kvarter, fordi jeg vidste, at du den ene gang efter den anden har været hos dem om aftenen efter lukketid, når din spiritus var sluppet op. Jeg var så flov ved at vise mig der, og nu synes jeg netop, der er gået så lang tid, at jeg igen kan begynde at handle der, og så vil du blamere os ved at udtale dig til avisen!

Hun syntes, det var for groft. Jeg gjorde op med mig selv og sagde til journalisten, at det var i orden; han skulle bare komme. Jeg havde stadig den indstilling, at jeg skulle forsøge at være ærlig over for mig selv. Jeg konstaterede, at det ikke var for at fremhæve mig selv, men udelukkende fordi jeg troede, det kunne få nogle andre til at fatte mod og komme ind i vort nye fællesskab, hvor vi kunne hjælpe hinanden. Det skete. Der kom en hel side i avisen med billede og det hele. Jeg må sige, det satte skub i "Ring i Ring."

Det blev hurtigt sådan, at vi måtte oprette automatisk telefonsvarer hjemme, fordi vi blev ringet op af fantastisk mange mennesker, der sad med de samme vanskeligheder. Selvfølgelig var der mange anonyme opringninger, men der var også mange,  der i samtalens løb opgav navn og adresse, og alle ville gerne have oplysninger om, hvordan vi havde båret os ad. Nu voksede patientforeningen  støt. 

 

Senere  kom  der lignende  interviews i andre aviser og ugeblade, ja, en dag kom den kendte nu afdøde - TV-reporter Chr. Kryger og spurgte, om han måtte lave en TV-udsendelse om vort arbejde. Også dette blev en realitet. Inga kunne nu se, at det havde sin berettigelse. Vi blev opsøgt. af mennesker fra det ganske land, både privat, gennem telefon og pr. brev,  så der blev nok at se til.

Vi  havde  efterhånden  ladet  arbejdet    ind  under KFUM's sociale arbejde, da det var hos dem, vi havde til huse. En dag fik vi brev fra ledelsen af "Ring i Ring" i København. De gjorde os opmærksom på, at dersom vi havde nogen infiltration med en bevægelse, der brugte et kristent navn, som jo KFUM's sociale arbejde gjorde, så måtte vi ophøre med at bruge navnet "Ring i Ring," ellers måtte vi være klar over, at der ville blive lagt sag an imod os. Det viste sig nemlig, at de sad på navnet.

De havde tidligere anlagt sag mod en anden bevægelse, der havde brugt deres navn, og denne sag havde de vundet. Det er derfor, vi i dag i nogle byer har noget, der hedder "Lænken", og der tager man ligesom i "Ring i Ring" afstand fra det kristelige islæt.

Vi var nogle stykker, der omgående tog en flyver til København, for at forhandle med  "Ring i Ring,"  men der var ikke noget at gøre. Vi tog hjem og gav arbejdet et nyt navn.

Ideen i arbejdet var, at det var alkoholikere - tørlagte alkoholikere - der skulle hjælpe de endnu drikkende. Arbejdet skulle være under vejledning og opsyn af læger, men udføres af alkoholikere, som derved også modtog hjælp til selvhjælp. Det viste sig at være en rigtig arbejdsform, og det er det stadig.

Inga og jeg medvirkede de følgende år ved oprettelsen af patientforeninger i mange af omegnskommunerne, og arbejdet lykkedes. Det lykkedes også at få oprettet et stort, beskyttet pensionat med plads til ca. 25 mænd i Esbjerg. For at få lov at bo der måtte de være under behandling for deres alkoholisme. I Varde arbejdede man også på at få et til svarende pensionat etableret, og det varede ikke længe, før der forelå en bevilling, så man kunne begynde.

 

I Middelfart blev der oprettet et behandlingshjem, der fik navnet "Ringgården". Det var meningen, at Inga og jeg skulle være forstanderpar på dette hjem, men vi valgte det beskyttede pensionat i Esbjerg, hvor vi arbejdede i nogle år; i denne periode var vi endvidere deltidskonsulenter for behandlingshjemmet i Middelfart, for at hjælpe det i gang. Det var i sandhed en stor arbejdsplads, vi var begyndt på, men min tidligere arbejdsplads - havet - havde stadig en tiltrækkende kraft. Jeg kunne lide livet på havet, for der skete altid nyt. Derfor tog jeg ud som skipperafløser for en tidligere kollega i min sommerferie. Jeg kunne ikke undvære havet længere, så jeg besluttede helt at vende tilbage til mit gamle erhverv og sagde min stilling op.

Jeg mente nu, at jeg kunne gøre det uden at falde tilbage til drikkeriet, da der var gået ca. 7 år. Jeg glædede mig til igen at have det gyngende dæk under fødderne, til at se skumsprøjtet ramme styrehuset vinduer, når jeg stod med et fast greb om roret, mens motoren taktfast arbejdede den stimende kutter frem mod fangstpladsen. Jeg glædede mig som et barn til at se den fyldte  trawl blive  halet ind på  dækket,  og jeg kunne allerede i næseborene mærke den liflige duft af kaffe fra lukafet, det hyggelige, varme sted, hvor så mange problemer var drøftet. Jeg glædede mig til at lægge til kaj med en stor last og træt komme hjem og blive modtaget af mine kære, men der skulle ske noget helt andet. Jeg var ude som afløser på en stor 100 tons kutter; vi lå og fiskede oppe på Fladen Grund; det var i december 1973. Vi slæbte på en trawl  midt om natten, så jeg var helt alene på broen. Pludselig fandt jeg mig selv liggende på gulvet med nogle forfærdelige smerter ved hjertet. Det viste sig, jeg havde været bevidstløs i 10 til  15 minutter.

Jeg kaldte på besætningen og bad dem hive vore redskaber ind og sejle hjem, da jeg følte mig meget syg. Vi fik redskaberne ind og satte kursen mod Esbjerg, men min tilstand blev værre, så besætningen valgte at ringe hjem over Blåvand Radio og kontakte den vagthavende læge angående min tilstand. De fik besked om hurtigst muligt at søge nærmeste havn; det var Aberdeen i Skotland.

 

 

Vi skulle normalt have  10 timers sejlads derind, men vi fik en hård storm fra VNV, og vor kurs var ca. VTN. Det blev en drøj tur, der tog over 30 timer, og jeg havde det ikke godt. Jeg endte på hospitalet i Aberdeen, hvor jeg hurtigt kom mig og fik lov at tage hjem til jul. Da jeg kom hjem, fik jeg den besked af lægen, at det ville være en dårlig ide for mig at vende tilbage til mit gamle erhverv, fiskeriet.

Hvad nu?

Fremtiden var for os som et uhyre stort spørgsmålstegn. Hvad skulle vi, og hvordan skulle det hele forme sig for os? Jeg havde brudt radikalt med et stykke fortid, og jeg havde fundet arbejdsglæde og harmoni i et nyt virke med mennesker, og så havde forholdene udviklet sig sådan, at jeg måtte bryde med dette arbejde, og nu havde min gamle arbejdsplads ligesom afvist mig. Hvad var meningen? I en kort, vakant periode blev det mig stedse klarere, at vort hjerte droges mod de mange, der var ofre for alkoholens snigende gift, og for de unge, der ubekymrede drev med tidens flodbølge af velstand uden velfærd. Det var så snigende nemt for dem at komme i samme ulykkelige situation, som vi havde været. Men vi havde også set, at det var muligt at komme ud af uføret, når et menneske med ærlighed over for sig selv og andre ville erkende sin svaghed og gøre noget ved det. Vi havde i vort arbejde blandt alkoholikere set, hvordan nødstedte  kunne  hjælpe  hinanden  op  i  redningsbåden, der kunne føre dem bort fra alkoholens omtumlede, ødelæggende hav til en stabil tilværelse. Jeg tror, jeg kan sige, vi efterhånden følte det som et kald, at gøre noget for at hjælpe  nødstedte  og  forebygge  ny  rekruttering  af  nye skarer af alkoholikere. Men hvor skulle arbejdsfeltet være?

Jo, der blev igen mulighed for at tage fat på denne opgave. Vi måtte forlade vort dejlige hus i Hjerting og flytte til Skjern. Der var mange, der gjorde os opmærksomme på, at her var store områder, hvor der blev gjort for lidt for at hjælpe alkoholikere. Det har vist sig at være rigtigt.

 

 

Vi står i dag med et stykke arbejde, som kaldes A.H.O. (alkoholikernes hjælpe- og oplysningstjeneste).  Her kan enhver fra det ganske land henvende sig for at få hjælp til at løse et alkoholproblem, og man kan henvende sig, hvis man  ønsker oplysningsforedrag i en forening eller klub og i skoler af enhver art; det består af saglig, realistisk oplysning. Jeg må vistnok sige, at vi var optimister. Vi følte, at vi var sat til denne tjeneste, og vi troede bestemt, at Han, som havde givet os tjenesten, også ville sørge for os. Vor optimisme - eller vor tro - blev vel også båret af erfaringer fra Esbjerg. Alkoholikerarbejdet som sådan havde ikke i starten nogen som helst økonomisk tilskudsordning. Ved møderne i patientforeningen betalte hver for kaffen og evt. sodavand, og overskuddet herfra var vor eneste kapital. Der var altid noget, vi meget ønskede os til fremme for arbejdet, for eksempel det at kunne annoncere, men vi manglede altid penge. Min beskedne indtægt skulle helst holdes udenfor, men det skete, at vore private penge måtte supplere et eller andet. Jeg skulle en aften til møde og bad Inga gøre op, hvor meget vi havde indskudt i foretagendet. Da jeg ved midnatstid kom hjem, lå der en konvolut på gulvet med en femhundredkroneseddel og et Lykke til fremover! Ingen afsender. Inga sov. På bordet lå regnskabet. Det viste, at vi havde indskudt 547 kroner. Næste morgen kom der med posten en gave på 50 kr. til arbejdet.

En tid efter kom Inga lidt beklemt og sagde, at nu havde vi fået 2000 kr. klemme. Næste morgen ringede telefonen og en mig ubekendt herre præsenterede sig. Han var formand for en bestyrelse, der aftenen før havde haft møde.  Han havde her talt om det nye initiativ til hjælp for alkoholikere, og man havde vedtaget at bevilge en gave på 2000 kr.; pengene ville komme en af de nærmeste dage. Der kom gaver fra kendte og ukendte, ja, en skønne dag fik vi 25.000 kr. fra en fond, som vi slet ikke havde søgt. Vi oplevede, at vi fik de nødvendige midler, efterhånden som arbejdet ekspanderede og blev kendt og anerkendt. Følgende lille oplevelse er ret betegnende. Vi havde en lille forslidt og triviel sangbog, som vi meget ønskede udskiftet med en højskolesangbog, men den var for kostbar for vor økonomi. Vi sendte så to enslydende breve til  Tuborg og Carlsberg. Brevet lød således: Vi er herovre i Vestjylland en gruppe mennesker, der har fået et sygt forhold til alkohol. At vi tillader os at henvende os til Dem, skyldes, at vi alle betragter os selv, som tidligere meget gode kunder hos Dem.

 

Ud over vores sygdom har vi det til fælles, at vi sætter meget stor pris på at synge, hvilket Tuborg og Carlsberg, indtil vort møde med foreningen her, har været os til stor hjælp med. Dersom Tuborg og Carlsberg stadig kunne tænke sig at være os behjælpelige med vor sang, vil vi hermed meget venligt ansøge hver især om 25 Højskolesangbøger. Vi ventede meget spændt, men forgæves; der kom blankt afslag fra dem begge. Vi lod os ikke slå ud af det, nej, vi henvendte os til vor nye leverandør,  Premiere Squash, og beklagede os over,  at vor tidligere leverandør nu helt svigtede os, og derfor ville vi høre, om det kunne tænkes, at vort nye firma ville hjælpe os. Det ville de meget gerne; vi skulle bare købe omtalte 50 Højskolesangbøger og sende regningen til dem. Vi har senere fået tilsendt 50 Højskolesangbøger fra Ceres, da jeg i mine foredrag ude i landet anbefaler dem, der endnu drikker øl, at drikke Ceres. Vi gik ind i vort nye arbejde med bæven, men med glæde og tro på, at det var rigtigt. Det så næsten ud, som patienterne stod og ventede på os. I løbet af de første tre uger fik vi henvendelse fra seks mænd og fire kvinder. Alle havde alkoholproblemer, og de anmodede hver især om hjælp.

Hvor mange mennesker har egentlig alkoholproblemer, spørges der ofte. Jeg kan ikke svare på det med et nøjagtigt tal, men jeg ved, overlæge Eigil Jensen er en af dem, der har fingeren på pulsen, og han fortalte for nylig i TV, at staten ved beskatning af alkohol har en indtægt på tre milliarder, men alkohol forårsager udgifter for samfundet af en helt anden størrelse: de mange retshandlinger, fængselsophold, indlæggelser på hospital som følge af alkohol koster staten seks milliarder kr. - Så kan vi vel godt sige, at det kun er de mennesker, der ikke betaler skat, der er helt uden alkoholproblemer.

Hvad kan man opleve på verdens næststørste arbejdsplads ?

Kong alkohol holder aldrig ferie.

Han hersker diktatorisk over en skare af villige, diskret arbejdende og upåagtede lejesvende, der uden skrupler hjælper ofre ind på skråplanet.  Hvert offer starter som  regel en kædereaktion. Det er nemlig ikke blot ham eller hende, der kommer i skred; det rammer hele familien.

 

Alkoholisme er et skole eksempel på en socialmedicinsk sygdom. Kong alkohol holder aldrig ferie. Den, der melder sig i partisansoldaternes rækker for at bryde hans voldsherredømme, kan ikke holde fri og nøjes med en 8  timers arbejdsdag.

Vi sad ved aftenkaffen kl. 23.30, lige kommet hjem fra en aften i patientforeningen, hvor flere af kammeraterne havde delt sejre og nederlag i en frugtbar snak om problemerne - så forskellige og dog så ensartede. Det var et hundevejr med regn og storm og råkulde, altså et vejr hvor selv en hund skulle finde ly og varme, hvor den hørte til. Det bankede på døren.  Udenfor stod en bleg, frysende mor med 3 forskræmte børn. Vi kendte dem godt, og deres situation var os også bekendt. Hjemmet var absolut nedslidt på grund af mandens drikkeri. Det var ikke første gang, mor og børn var flygtet af angst for mandens voldsomheder, når han var fuld. Foruden kone og børn var særlig hans svigermor genstand for harme og trusler. Derfor turde konen ikke tage hjem til moderen; der ville manden måske opsøge dem, og hvad ville der så ikke kunne ske? Derfor kom hun til os med en bøn om, at jeg ville køre ud til manden for om muligt at få ham til ro.

Vi fik denne kone og børnene ind; de fik noget varmt indeni og udenpå, og vi bad dem blive hos os om natten. Jeg kørte ud i natten og fandt frem til huset. Hvad mødte jeg der? Jeg mødte det kendte arsenal af skyts både til angreb og forsvar, angreb på de andre,- forsvar for en selv.

En stakkels, ulykkelig, fuld far, der sad og græd af fortvivlelse, ikke bare fordi hans familie havde forladt ham, men ulykkelig over sig selv.  Hvorfor er jeg  sådan ? sagde han. Ja, lad mig nu lige høre lidt om, hvordan det ser ud til daglig her hos jer. Ved du hvad, må jeg ikke godt lige drikke en enkelt bajer mere, så vil jeg gerne tale med dig ? - Jo, gør  du det, det gør såmænd ikke noget, når du har drukket så mange, som du allerede har drukket; en mere kan såmænd ikke gøre stor skade, hvis jeg så må gå ud i dit køkken og lave mig en kop kaffe. Jeg kan jo ikke holde dig med selskab, svarede jeg, og han sagde:  Ja, det kan du tro, du må. - Vi satte os til at tale lidt sammen. Han fortalte, at jeg endelig ikke måtte tro, han var dranker, for det gik jo ikke altid som lige nu.

 

Nej, han skyldte ikke noget væk, og hans kone og børn havde aldrig manglet noget, og jeg måtte også være klar over, at han til tider godt kunne undvære alkohol i en hel uge.

For et halvt år siden havde han ikke rørt spiritus i næsten.  2 måneder, og han havde passet sit arbejde. Jeg har været på den samme arbejdsplads i 8 år, så du kan godt se, at jeg ikke er alkoholiker. Men min kone forstår mig ikke, og så har jeg sådan en forbandet svigermor; det er derfor, jeg drikker lidt kraftigt engang imellem, men jeg kan godt sige dig, at jeg kan holde op, lige når det passer mig, fortalte han. Ved du hvad, siger jeg, nu synes jeg, du skal lægge dig til at sove, så taler vi to meget bedre sammen i morgen, når du er blevet ædru, og så vil jeg anbefale, at vi får din kone med ind i samtalen, så vi kan få undersøgt, om der er en mulighed for at få ro i hjemmet igen. Nej, jeg vil vide, hvor min kone er. Hun er vel hjemme hos  sin  mor?  næsten  råbte  han.  Nej,  det  ved  jeg, hun ikke er, men hvor hun er, det får du ikke at vide før i morgen; det har jeg lovet hende. Jeg kan bare sige dig, at hun og børnene har det godt, men de vil ikke hjem igen, før du er ædru, og det kan du vist godt forstå, var mit bestemte svar.  Ja, jeg er ked af, at jeg kom til at lange ud efter hende. Det er også mærkeligt; det har jeg alligevel ikke gjort før, så hun vil vel skilles nu ? -

Det tænker jeg nok, hun vil, dersom du ikke får gjort noget ved dit problem, men det kan vi tale om i morgen, når du har sovet, svarede jeg, mens jeg lempeligt fik ham anbragt i sengen. Inden der var gået mange minutter sov han.

Den næste dag fik vi en samtale alle tre. Jeg spurgte ham, om han havde prøvet antabus før, og han svarede, at det havde han da, men det forbandede skidt var da ingenting værd. Jeg spurgte ham da, hvorfor han mente, at det ikke var noget vær, og han svarede, at han havde været hos sin læge for nogle måneder siden, og han havde anbefalet det samme, men det hjalp ikke mere end  14 dage. Jeg spurgte, om det så ikke var, fordi han var holdt op med at tage den? Nej, han havde da kunnet drikke alligevel.

Ja, det er rigtig nok bryder konen ind, han fik en 1/2 antabus hver anden dag, men pludselig kom han fuld  hjem  alligevel. Hvem  gav  ham  den  antabus ? spurgte jeg. Den tog han da  selv, svarede hun bedrøvet.

 

Nå, så kan jeg da godt forstå, den ikke hjalp. Jeg fik lov at tale med ham på tomandshånd og spurgte ham meget direkte, om han havde snydt, og det indrømmede han straks. Jeg spurgte ham, om han ikke godt kunne se, at det var sig selv, han snød? Du kan da godt se, at dersom din kone og dine børn forlader dig, så er det dig selv, du har snydt, ikke? Jo, men hvad skal jeg gøre? spurgte han genert, Du skal gøre sådan,  sagde jeg og tog et glas antabuspiller op af lommen og slugte en  hel  pille  selv;  ja,  jeg  tyggede  den  endda  for  at vise ham, at den ikke smagte af noget, men jeg ville også vise ham, at jeg selv brugte dem. Bruger du også antabus ? - spurgte han, Ja det har jeg gjort i mange år, svarede jeg, men nu skal jeg fortælle dig noget om antabus. Der findes mange forskellige antabuskure, men der findes kun én, der er effektiv, og det er, når den gives af en anden, helst en tørlagt alkoholiker, der har fået sit problem på afstand og selv er på antabus, for så har vedkommende nemlig selv prøvet at snyde på så mange forskellige måder, at det er meget svært at snyde ham/hende, eller det skal være en, der har kendskab til dette problem. Den rigtige dosering er mindst 1 hel tablet hver dag. Kan min kone ikke give mig den?  Nej, det kan hun ikke; dersom man sætter 1 glas antabustabletter ind i et ægteskab, som mange desværre gør, hvor enten manden eller konen er alkoholiker, så kan man lige så godt samtidig lægge papirer ind  til en  skilsmisse  eller separation.

Men du skal også vide, at antabus ikke helbreder noget som helst; den tager ikke engang trangen, desværre - den sidder bare til skræk og advarsel i organismen, og man bliver meget syg, dersom man drikker alkohol selv i små mængder.

Det kan endda være livsfarligt;  i  hvert  fald  er  det  altid  ubehageligt.  Endvidere skal du også vide, at antabussen ikke er andet end et middel til at standse et problem midlertidigt. Denne krykke, som antabus er, skal følges op af noget mere, som vi kalder åndelig antabus. Det er det, vi gerne vil tilbyde i vore patientforeninger, og som vi ser hjælper mange. Vi anbefaler patienterne at komme med i en af vore grupper og blive der i en årrække, hvis man virkelig ønsker at få problemet løst. Det er det, vi kalder behandling. I foreningerne træffer man ligestillede, som man kan tale lige ud med om problemerne; der træffer man lægen, og der får man kort og godt hele problemet belyst, så man begynder at forstå og kende sig selv, hvad der er absolut nødvendigt, hvis man skal have problemerne løst for stedse.

 

Vi ved jo udmærket, at når vi tager alkohol fra dig, og den har spillet en meget stor rolle i dit livsmønster, så opstår der et tomrum. Dette tomrum vil vi gerne tilbyde hjælp til at få udfyldt med noget andet, som kan blive til gavn og glæde - ikke bare for dig, men i sandhed også dine nærmeste. Vi vil ikke forsøge at presse dig til noget; man kan ikke tvangshjælpe nogen, og vi kan for resten ikke gøre noget, dersom det ikke er et ønske fra dig selv, for uden din vilje arbejder vi forgæves. Men jo flere vi er til at støtte dig, jo større chancer er der for et godt resultat. Vi skal endelig have din kone med til vore møder. Det er meget vigtigt, at hun kommer sammen med nogen, der kender hendes problemer til bunds. Ja, det er en ordentlig smøre, men nu skal du bare vide, "at æ ansvar no er dit," som min far sagde, og som jeg meget tit har tænkt på i andre forbindelser. Hvad siger du til dette, og hvad siger din kone? Konen svarer straks: Jeg synes bestemt, vi skal prøve det; jeg vil meget gerne gå med, og du ved også godt, at vi ikke har  nogen  omgangskreds  mere.  Vi  har  kun  dem,  du drikker sammen med.

Her er måske chancer for at møde nogen, vi kan komme sammen med, og så ved vi, det er nogen, der selv er på vej ud af drikkeriet. Han sagde ja, men var noget beklemt ved situationen. I dag er han aktiv medarbejder for at hjælpe andre. Der er blevet ro i deres hjem; børnene klarer sig bedre i skolen, og mand og kone har fundet en mening med deres liv, og de er til uvurderlig hjælp for andre. I dag forstår både hans kone og hans svigermor ham, for de har nemlig virkelig sat sig ind i, hvad det vil sige at være alkoholiker. Han har bevist over for dem begge og andre, at han ikke var det karakterskvat, de mente, han var. Han har nemlig nu vist dem, at han er i besiddelse af  karakter ved at bryde med så stærk en magt, som netop alkohol har over mennesker, der er blevet afhængige af den.

Telefonen ringer - en spag stemme er i røret. En dame præsenterer sig og fortæller, at hun har læst nogle artikler, der var skrevet om arbejdet, og har også set omtalte TV- udsendelse med Chr. Kryger. Udsendelsen hed forøvrigt vi bekender åbent, må jeg komme og tale med Dem i morgen?- var det spagfærdige spørgsmål.  Mit svar var sikkert og klart: - Ja, det må De da; hvilket tidspunkt er bedst? Det viser sig, at hun bor i den anden ende af landet, og hun vil selv komme kørende. Vi aftaler en tid den næste dag.

 

Hun er noget forlegen, da hun kommer ind ad døren, en lille nydelig dame på ca. 40 år med mørke skygger under øjnene,. Vi går ind i stuen, hvor Inga har serveret en kop kaffe. Jeg er så flov, starter hun med at sige, men jeg er nødt til at tale med nogen, så gider De høre på mig? Ja, det gør vi da rigtignok. Ser I, jeg er faktisk selv klar over, hvad der er i vejen med mig; jeg er alkoholiker, men der er ingen, der vil tro på mig. Min mand har en akademisk uddannelse og en stor stilling, men han forstår mig overhovedet ikke. Han skælder mig bare ud for et skvat, der skal tage sig sammen, og det ved jeg også godt passer, men jeg kan ikke.  Jeg har forsøgt mange gange, uden at det er lykkedes. Så gik jeg til vor læge og fortalte ham sandheden, ja, sagde rent ud, at jeg var alkoholiker, men han sagde: Nej, lille frue, det er De i hvert fald ikke, men Deres nerver er lidt på højkant, kan jeg mærke; det skal jeg nok hjælpe Dem med. Nu skriver jeg nogle piller op til Dem, som De så endelig må love mig at tage i en tid, og prøv så lige at holde lidt igen med spiritus! Så mødes vi igen om en måned.

Jeg kan forsikre jer, drikkeriet blev ikke mindre, fortsatte hun. Min mand ville ikke længere finde sig i,  at det gik, som det gjorde, så han købte en villa til mig og bad mig flytte derind, så kunne vort eneste barn - en dreng på 13 år - selv bestemme, hvor han ville være. Der har jeg nu boet i to år og kæmper en fortvivlet kamp for at komme ud af drikkeriet, men det bliver bare værre og værre. Det er sket, at jeg har levet en hel måned uden spiritus, men så kommer min mand hjem til mig og siger: Du har det vist for trist, så jeg har lige købt lidt, vi to skal nyde sammen. Så haler han et par flasker frem, som vi skal dele, og næste morgen er han væk. Så har jeg en så forfærdelig trang, at jeg omgående går ned til købmanden og køber noget mere. Min mand kommer også af og til hjem og henter mig med ud en aften, og jeg siger til ham, at jeg ikke tør, når der skal drikkes spiritus. Men siger jeg, at jeg vil godt tage med og lade være med at drikke noget, svarer han: Nej, ved du nu hvad! Tror du, jeg vil have sådan en kedelig knallert med i byen? Du er vel ikke ved at blive fanatisk; der sker da ikke noget ved det. Du skal bare lade være med dit drikkeri i morgen; det har jeg jo sagt til dig. Den lille dame fortsætter; Inga og jeg kommer ligefrem til at holde af hende ved at høre hende fortælle. Jeg forsøgte for  1  måned siden, bevidst at drikke mig selv ihjel, men min dreng kom tilfældigt hjem og fandt mig liggende bevidstløs på gulvet inde i min stue.

 

Han ringede efter en læge, der så indlagde mig på psykiatrisk afdeling. Da jeg omsider vågnede og fik at vide, hvor jeg var, bad jeg om en samtale med overlægen. Jeg fortalte ham, at jeg var alkoholiker og gerne ville hjælpes med netop denne sygdom. Nej, hold nu op, lille frue! De er da ikke alkoholiker, men Deres nerver er på højkant. De trænger til ro nu, skal De se. Om kort tid, når jeg har behandlet Dem her, ser De helt anderledes på det hele, og så skaffer jeg Dem på rekreation et godt sted i nogle måneder, og så har vi en lille rask frue igen. Vi havde lyttet meget opmærksomt og forsøgt at sætte os ind i hendes  situation. Vi nikkede til hinanden og tænkte det samme. Her sad vi igen med et stakkels menneske, der virkelig selv ønskede at gøre noget ved sine problemer, men ikke havde mødt nogen form for forståelse og hjælp. Vi havde også mødt andre tilfælde, der lignede hendes meget.

Den lille frue begyndte at blive rastløs og lod os mærke med, at hun nu skulle af sted. Jeg sagde til hende, at jeg ikke syntes, hun skulle gå, inden vi havde startet en antabuskur. Hun blev meget interesseret og ville gerne høre noget om det. Da hun havde fået 1 antabus, faldt hun til ro, for nu kunne hun ikke drikke. Hun blev hos os og spiste aftensmad og fulgte derefter med os til møde i en patientforening, hvor hun mødte en læge, der havde sat sig ind i alkoholproblemer,  og hun mødte medmennesker med lignende problemer som hendes egne og fandt endelig forståelse og hjælp. Klokken er 6.30. Det ringer på døren. "Chuko" gi'r hals, så jeg vågner. Jeg står op og åbner døren, og ind træder en mand på ca. 35 år. Han  virker  nervøs,  men  spørger,  om  han  ikke  må komme ind og tale med mig. Jo, det måtte han da. Vi går ind i stuen, hvor Inga kort efter serverer en kop kaffe for os. Han siger straks, at han i hvert fald ikke kan drikke af en helt fuld kop, da han ryster meget. Ja, han har abstinenser - vi kalder det også  mandolinfeber - så han kan først drikke af koppen, hvis den er kvart fuld svære abstinenssymptomer. Han starter med at sige, at han var så flov over at have det sådan, og fortsætter: Men jeg skal sige dig, det er det mest ædru, jeg har været i halvandet år. I dag tvang jeg mig selv til at gå herhen uden at drikke fra morgenstunden. Jeg er nødt til at skulle have noget gjort ved mit alkoholproblem. Tror du, jeg kan hjælpes? Ja, det tror jeg da, siger jeg, men lad mig nu høre. Han fortæller:

 

 

Jo, ser du, jeg har en god stilling og tjener godt, men jeg har ikke i det sidste halvandet år været på arbejde en eneste dag uden at have en halv flaske akvavit med, som jeg har drukket i smug, og så er det begyndt at blive værre og værre efter fyraften. Jeg er nu bange for, at de har opdaget det på min arbejdsplads, og at jeg så bliver fyret. Vil du gøre mig den tjeneste at tale med min chef og fortælle ham, at jeg er begyndt  at gøre  noget ved  det?  Jeg har hørt  alt om antabus  og  vil  gerne  starte  med  det  straks.  Jeg  har tidligere forsøgt  med  antabus,  men    sprang jeg  fra, du ved! -

Jeg talte med hans chef, som fortalte, at det var en dygtig ung mand, de havde i firmaet. Der var aldrig nogen på arbejdspladsen, der havde haft indtryk af, at han havde et  alkoholproblem. 

Han  har  da  aldrig  drukket  her, mente chefen, og han er for øvrigt meget afholdt af alle. Hils ham og sig, at han bare skal tage fri en tid og være meget velkommen igen!  - Min nye ven holdt behandlingen ud i 4 måneder, så fik han et tilbagefald, der blev til en så stor skuffelse for ham selv, at han valgte at tage sit eget liv. Han var nr. 31 i rækken af vore nye venner, der endte sit liv på denne måde, hvor fortvivlelse over sig selv og forholdet til alkohol til sidst bliver så enormt, at man vælger denne tragiske Iøsning.

Kun én af de 31 var over 50 år; den yngste var kun 22 år. Blandt de, mange ulykkelige, der ikke kunne øjne nogen udvej, var 4 kvinder. Der er senere kommet 7 til, så tallet er på 38. Dobbelt så mange har forsøgt at tage deres eget  liv,  men  er på  en  eller  anden  måde  mirakuløst blevet reddet i sidste øjeblik. Ja, og så alle dem der har forladt denne tilværelse 10 til 30 år for tidligt, fordi deres helbred har været ødelagt af overdreven alkoholnydelse. Et grelt tilfælde står mejslet i min erindring. Det var en stor forretningsmand, som igennem et par år forsøgte at blive afvænnet, men til sidst opgav og ringede for at sige farvel og tak for den tid, vi havde kendt hinanden. Jeg kan ikke mere, sagde han; jeg er så træt af mig selv, og jeg kan ikke længere holde det ud. Nej, tag det nu lidt roligt, sagde jeg, så vil jeg komme og besøge dig; sådan som du har det nu, har vi da allesammen haft det. Er du hjemme? - Nej, jeg vil ikke sige, hvor jeg er, men jeg har lige slugt et glas piller og skyllet dem ned med en flaske cognac. Klik og røret blev lagt på. Politiet fandt ham halvanden time efter, men for sent.

 

Telefonen ringer, og jeg kender straks fruens stemme. Hun er meget ulykkelig; hendes mand har været på afvænning i 1 år, men har nu et tilbagefald. Kan I da ikke hjælpe os? - Jeg ved ikke, om vi kan, men vi vil prøve igen. Vi talte med Deres mand i går og gjorde alt, hvad vi kunne, for at få ham til at standse drikkeriet; det var to timer efter, at han var begyndt, men der var ikke noget at gøre; han skulle nok vise os, at han kunne klare sig selv. Ja, men vil I ikke hjælpe børnene og mig? Vi tør ikke være herhjemme, for det kan jo være, at han bliver ligesom sidste gang, han var fuld.  da var det et mirakel, at konen ikke blev slået ihjel. - Jo, vi henter jer om 10 minutter. Hvad siger du til det, kammerat? spurgte jeg, da jeg kom; synes du ikke, vi skal hælde det skidt væk? Der stod to flasker stærk spiritus foran ham plus nogle bajere.

Nej, jeg skal nok passe mig selv, og kan konen og ungerne ikke lide at være her, så tag dem bare med; det kan være, du samler på sådan nogen?  Vi kørte hjem og sendte en læge derud, men han kom derfra med uforrettet sag.

Hen på aftenen kom en af deres voksne sønner hjem. Han syntes, faderen så mærkelig ud, og sendte bud efter lægen igen, men det var for sent. Manden var død - 40 år gammel. En fantastisk dygtig arbejder havde han alle dage været. En meget ulykkelig ung frue skriver et brev til mig og fortæller om sine alkoholproblemer. Hun er smugdrikker derhjemme i et pragtfuldt hjem. Hendes mand har en stor forretning og tjener særdeles godt. De har tre dejlige børn. Hendes mand skælder hende altid ud, fordi hun stinker af spiritus. Hun er forlængst smidt ud af soveværelset, for han kunne ikke holde ud at ligge og lugte til hende om natten. Hun er en af dem, der selv kan se problemet og absolut har vilje til at gøre noget ved det. Jeg besøger dem i deres luksushjem og får allernådigst en samtale med dem begge to på en gang. Jeg foreslår, at hun starter på en antabuskur, og indbyder dem begge til at besøge os, men jeg bliver omgående overbegrinet af manden. Tror du, jeg skal til at gå til missionsmøder? siger han uden overhovedet at vide noget som helst om, hvad vi ville byde dem. Konen liver helt op ved tanken om, at hun kunne komme et sted, hvor hun åbent kunne tale om sine problemer med andre, der selv har de samme.

 

 

Jeg foreslog så, at fruen da i det mindste begyndte med antabus; vi kunne nok få det ordnet sådan, at en hjemmesygeplejerske kom hver dag og gav den tablet. Nej, må jeg lige være her! Du siger, at man overhovedet ikke kan tåle at drikke alkohol, når man har fået denne tablet. Hvad så, når vi skal i byen, skal jeg så slæbe rundt med sådan en nikkedukke, der skal sidde og drikke sodavand? Nul, ikke hos mig! siger manden og lader mig vide, at han ikke har tid til at tale med mig længere. Hun kan bare tage sig sammen, det har jeg sagt hele tiden. Da vi kommer udenfor, beder jeg lige manden om en kort samtale på tomandshånd, hvor jeg prøver at gøre ham begribeligt, at dersom han ikke snarest begynder bare at forstå hustruens problemer, så kunne jeg godt fortælle ham, at han risikerede, der skete en ulykke med hans kone inden længe. Han svarede mig blot, at han ikke gad tale længere med en moralprædikant som mig. Der gik 1 måned, inden ulykken skete.

Med en overdosis af alkohol og tabletter gjorde denne ulykkelige kvinde - 36 år - ende på sit eget liv. I dødsannoncen stod der: Min højtelskede hustru er stille sovet ind. Begravelsen foregår i stilhed. Jeg sad ved et af vore møder ved kaffen sammen med Edvard.

Han havde nu været tørlagt i 1 år og 3 måneder. Han var sådan en rar fyr og havde en meget tiltalende kone. Han var smed, endda en meget dygtig smed, som enhver mester med glæde ville have i sin virksomhed.

De havde to børn, den ene var en dreng på 11 år. Jeg sagde til Edvard, at det nok var en god ide, vi to i sin tid fik, da vi bestemte, vi ville gøre noget ved vore alkoholproblemer. Det syntes han også. Jeg har lige i dag været med min dreng i skole, hvor vi forældre kunne få lejlighed til at tale med børnenes klasselærer,  fortalte han og fortsatte: Læreren sagde til mig, at han syntes, jeg skulle vide, at der var sket en fantastisk forandring med vor dreng. Ja, læreren sagde endog, at han aldrig havde oplevet en så stor fremgang hos en elev på 1 år, som der her var tale om. Han sluttede med at sige, at han ikke vidste, hvorfor det var sket, men han syntes, at jeg skulle vide det. Jeg kunne godt have fortalt læreren det, sagde Edvard,  men jeg gjorde det ikke;  derimod sagde jeg til mig selv, at jeg aldrig ville begynde drikkeriet igen, når det havde så stor betydning for min dreng, som til fældet havde været.

 

Tandlægen var 51 år, gift med en ualmindelig tiltalende og sød sygeplejerske. De havde 3 børn. Han havde været alvorlig alkoholiker i ca. 15 år, og der havde været optræk til skilsmisse i deres ægteskab, men fruen troede stædigt på, at der nok skulle komme en dag, hvor det ville gå op for hendes mand, at han var alkoholiker, og så gøre noget ved det.  Fruen vidste alt om alkoholisme; hun havde læst meget om det, havde været til foredrag om emnet, ja, hun havde også selv, uden hendes mands vidende, været hos en alkoholikerlæge for at tale med ham om ægtefællen, for som hun sagde: Jeg kan slet ikke kende ham, når han drikker. Han er en helt anden person; nu drikker han næsten hele tiden, og drikkeriet er ved at ændre hans psyke, så han bliver grov og brutal herhjemme, og børnene er tit bange for ham. Jeg har også opdaget, at han drikker hospitalssprit om morgenen og altid flere bajere, inden der kommer klienter.

Han sætter aldrig patienterne til at komme tidligere end kl. 10 om formiddagen; han kan simpelt hen intet for abstinenser. 

Han  står  op  kl.  5  om  morgenen  for  at være klar til kl. 10, men ingen på klinikken kan mærke på ham, at han har fået spiritus.

Han var en meget dygtig tandlæge og havde en meget stor kundekreds. Nu var dagen altså kommet, hvor han havde erkendt, at han var alkoholiker, og indset, at han havde behov for andres hjælp. Når han var ædru, fandtes der ikke rarere mand. han stadig Da han havde været under behandling i et halvt år, var indstillet på at blive ved med at tage sin antabus, som en god ven hver dag kom og gav ham. ( Ja, om det    skal  vare  resten  af  livet, sagde  tandlægen).

Han havde det store problem, at han kunne mærke, at børnene ligesom tog afstand fra ham. De havde jo tit hørt, han havde lovet deres mor, at han aldrig ville drikke mere, så hvorfor skulle de tro på det denne gang, bare fordi der var gået et halvt år? Et stort problem var det, at Jens på 10 år hver eneste nat tissede i sin seng. Der var gjort mange forsøg på at standse det, men alt havde været forgæves. Jens havde fået klø, og han var blevet drillet - også af sin far.

 

Man havde forsøgt alt med Jens, gentagne gange også lægen. Men siden tandlægen havde stoppet drikkeriet, var han begyndt at tænke på en helt ny måde. En dag satte han sig ned sammen med Jens og fik en samtale - som rigtige mandfolk taler sammen:

Jens, du ved godt, at det ikke har været så godt med far, som det skulle have været, begyndte tandlægen, Jens nikkede og tandlægen fortsatte:

Du ved også godt,  at far er ved at prøve på at holde op med at drikke - Ja, det vidste Jens godt; nu var isen brudt, og han vedblev:

Jeg ved godt, at du ikke bryder dig om mig, Jens, og jeg kan godt forstå det, men vil du ikke godt hjælpe mig, for jeg  har så stor brug for din  hjælp? Jeg  vil til at begynde med bede om forladelse. Jeg skal nemlig sige dig, jeg tror, det er min skyld, at du tisser i sengen om natten. Vi to kunne jo prøve at hjælpe hinanden; du kan hjælpe mig, dersom du bare vil forsøge på at lade, som om du kan lide mig. Jeg ved godt, at du ikke har spor grund til det, men vil du ikke godt forsøge, så vil jeg til gengæld love dig, at du aldrig nogen sinde mere skal høre for, at du tisser i sengen. Du skal aldrig mere blive drillet, men få rent på hver eneste gang uden der bliver sagt et ord. Vi vil aldrig mere bebrejde dig noget; vi lader som ingenting - kort sagt: du skal bare tisse i din seng hver eneste nat, og der sker intet. Skal vi prøve, Jens? - Jens sad og tænkte, at sådan havde han aldrig før mødt sin far, men han fik indtryk af, at dette her var ærlig snak. Han sagde ja. Der skete det, at Jens aldrig siden har tisset i sin seng. Jens og hans far blev tørlagt på samme tid, og der findes i dag ikke bedre kammerater end de to. De har nu begge været tørlagt i 6 år og er til stor hjælp for andre med samme problemer - ja, også Jens med hans spirende kendskab til alkoholisme.

 

 

 

 

Er alkoholisme en sygdom?

For os der har pådraget os en alkoholisme, er det ufatteligt, at dette spørgsmål kan stilles, men vi må jo nok i mange år endnu finde os i, at store dele af befolkningen trækker på skulderen ad os og stadig mener, at vi blot er karakterløse. Vi ved nok, at spørgsmålet behandles på lægevidenskabeligt plan, og at videnskaben besvarer det forskelligt. Vi ved, at det er en udbredt indstilling i befolkningen at betragte alkoholikeren som et pjok. Udtryk som drukkenbolt, spritter, sut, dranker og lignende bruges stadig om den, der ligger under for Kong alkohols jerngreb, og alt dette tjener til at lade ham hende sejle sin egen sø.

Jeg kan ikke undgå at få den tanke, om det er en billig undskyldning for at slippe uden om et medansvar? Er det sådan, at man ved at hæfte det nedværdigende navn på alkoholmisbrugeren føler en vis selvtilfredsstillelse, får en fornemmelse af selv at være et bedre menneske?

Er det menneskers indstilling,  at  den,  man kan  se ned på - måske med nogen medynk - den kan man gå forbi? Men den, der er syg, kan man ikke træde på; vedkommende kalder uvilkårligt på ens hjælp? Det er nok lettere for den velbjergede at kalde sin nabo, genbo, fætter, kusine, eller hvem det nu er, et pjok eller karakterskvat og lade ham/hende ligge end at vedkende sig, at vedkommende er syg og dermed påtage sig en pligt til at hjælpe. Ofte er det jo noget, man hverken har lyst eller tid til. Den massive opfattelse, at alkoholikeren er et ringere menneske, er en af de alvorligste hindringer for at komme alkoholikeren til hjælp. Den diskriminerede skjuler sig og kommer tit for sent frem til behandling. Er der noget at sige til, at man ikke ønsker at afsløre sig som det, man ganske tydeligt mærker ens medmennesker betragter en som: et skvat, et sølle pjok? At der blandt alkoholikre er mennesker med karakterafvigelser, er en anden sag, og at  dette  ikke  er  blevet  bedre  af  drikkeriet,  er  indlysende. Om han så var det i forvejen, eller han er blevet det - hvad der er årsag, og hvad der er virkning, det er ikke nemt at afgøre. Det er vist noget, forskerne undersøger.

 

 

At jeg som lægmand besvarer spørgsmålet, om alkoholisme er en sygdom, med et ubetinget ja, bygger jeg dels på mine egne personlige oplevelser og mine erfaringer fra arbejdet gennem 8 år, men samtidig støtter jeg mig til læger, der har studeret sygdommens mekanisme og brugt tid og kræfter på behandlingen. Jeg stiller ikke diagnoser - det lader jeg lægen gøre - men jeg har da officiel rygdækning af både teoretisk og praktisk art: For ca. 25 år siden var spørgsmålet til debat på en international lægekongres i W.H.O., hvor man accepterede denne tilstand som sygdom, og kort tid senere anerkendtes også dette i Danmark. Man udbetaler millioner hvert år i invalidepension til mennesker, hvor alkoholisme er den direkte årsag til invaliditeten. Man opretter behandlingshjem og kræver mindst én læge hvert sted. Man opretter ambulatorier og kræver mindst én læge til hvert. Antabus kan kun købes på recept udstedt af lægen. Læg og lærd påberåber sig speciallæger.

Citat af læge, der har beskæftiget sig med alkoholisme gennem 25 år:

Vi er inden for lægevidenskaben nået frem til at anskue  denne tilstand som en sygdom, hvis mekanismer dukker mere og mere op for os. Samtidig har vi forsøgt at finde frem til egnet behandling for disse patienter, idet vi må erkende, at der ingen helbredelse gives for denne sygdom, men at det behandlingsmæssigt må dreje sig om at lære disse patienter at leve med det handicap, de har pådraget sig. Man har på dette område forsøgt sig med lægelig og social behandling alene - uden at dette har båret nogen som helst frugt. Selv langvarig hospitalsbehandling er som eneste behandling uden nogen værdi.

Men siden man er kommet ind på at behandle denne gruppe patienter med mentalhygiejne ved at samle dem i grupper under kyndig ledelse, er der sat et ganske afgørende skel i prognosen for disse patienter. Det essentielle i denne behandling er, at de nye patienter først og fremmest kontaktes af en alkoholiker, der har fået sit alkoholproblem under en sådan kontrol, at det ikke længere er noget reelt problem, og at han affinder sig med resten af sine dage at skulle leve en  absolut  alkoholfri  tilværelse.  Disse  patientkontakter betragter vi i dag som værende det allervigtigste led i hele behandlingen. Det er også disse kontakter, der skal føre patienterne  til  læge. 

 

Som  gammel  alkoholikerlæge  kan jeg kun sige, at det er mit absolutte indtryk, at det retteligt sagt kun er hjulpne alkoholikere, der kan hjælpe de endnu syge alkoholikere. Vi kan som læger godt hjælpe en del, men aldrig på afgørende vis, sådan som det ses ved det skitserede patientarbejde.

Selve arbejdet i grupperne skal strække sig over en 2 - 5-årig periode og består altså i en mentalhygiejnisk genoptræning, angivet af læger, men sat i værk af alkoholikere.

(læge E. Bolvig Hansen).

  Jeg er  ovennævnte  læge  en  meget  stor  tak  skyldig, fordi han har lært mig at leve med min sygdom som tørlagt  alkoholiker nu gennem 9  år.  Jeg  må erkende, at jeg i de ni år har haft 4 tilbagefald, men disse har heldigvis kun været af få timers varighed. Jeg har gentagne gange hørt ham sige, at det altid vil tage 2 - 5 år at løse et alkoholproblem fuldstændigt. Jeg har også enkelte gange hørt ham sige, at der findes én promille  af alkoholikere,  der igen kan få et  afslappet forhold til alkohol, men at tallet var så lille at han helt så bort fra det. Da jeg havde været under behandling i 2 år uden at have smagt en dråbe alkohol, sad der stadig den forhåbning i mit indre, at jeg nok var en af de få, han havde talt om, og tanken kommer den dag i dag, når jeg mindst venter det. Den har været skyld i mine tilbagefald inden for de sidste 9 år. Jeg fik en god ide, syntes jeg da selv. Jeg fik min kone til at sige ja til, at vi kunne invitere lægen til et privat besøg en søndag i vort sommerhus. Han skulle komme og spise til middag og blive der resten af dagen.

Han sagde ja tak og kom. Jeg glædede mig meget til besøget. Da vi havde spist middagen, sad vi udenfor med en kop kaffe og nød udsigten. Jeg begyndte meget forsigtigt med mit brændende spørgsmål. De siger, at der findes én promille af alkoholikere, der igen kan få et afslappet forhold til alkohol. Jeg ved godt, at De også siger, den er så lille, at De ser bort fra den - men er jeg mon ikke en af dem, doktor? - Jeg var meget spændt - han kikkede hen over brillerne, og han så meget bøs ud, da han svarede:

 

 

Nej, det kan jeg forsikre Dem for, at De ikke er. Der blev en lang pause; jeg var noget skuffet, men tænkte, at jeg måtte forsøge en anden vej, og spurgte så igen:

Når De nu siger, at det tager 2 - 5 år at løse et alkoholproblem, tror De så ikke, jeg er en af dem, der klarer det på 2 år? - Jeg havde inderst inde en mærkelig fornemmelse af, at jeg var sådan en særlig fin alkoholiker. Jeg har siden igennem mit arbejde opdaget, at alle alkoholikere synes sådan om sig selv, uanset hvor langt ude man så end er. Jeg sad igen spændt og ventede på svar; svaret kom igen hen over brillerne: Det tyder det forrige spørgsmål ikke på. Konsultationen var slut; jeg havde ikke mere at spørge om den dag.

Jeg har tit spurgt mig selv: Mon der findes en promille af læger, der havde klaret denne konsultation på en så fantastisk god og håndfast måde? Er det ikke netop her, der sker en masse fejl? Det havde da været såre let for lægen at sige: Prøv! - så kan De da selv konstatere det.

Men han var et mandfolk, der stod fast, hvilket har været mig til uvurderlig hjælp.

Han var en  af de læger,  der ikke fedtede  for sine patienter. Når han skulle stille en diagnose og havde en gnist af tvivl, lod han altid tvivlen komme patienten til gode. Derved har han været til stor hjælp for mange, og med  denne  holdning  har  han  undgået  at  lave  mange ulykker, som jeg synes nogle læger laver ved at stille en alkoholiker i udsigt, at han kan få et normalt forhold til alkohol igen. Det er direkte synd, for det lader sig ikke gøre. Jeg kan citere, hvad en amerikansk speciallæge siger. Richard Weedman.  chef for et behandlingscenter for alkoholikere i Chicago og udtaler herfra, at han ud af 3.000 indlagte og 12.000 ambulante patienter ikke har set én, der har opnået at kunne drikke socialt acceptabelt. Jo, jeg opfatter alkoholisme som en sygdom siger han, endda af sværeste art. Det er en snigende, dødsensfarlig og kronisk sygdom - én gang alkoholiker altid alkoholiker, men i én af to tilstande: den tørlagte alkoholiker med sin sygdom i bero, eller den drikkende, som er underlagt sin sygdom og inderst inde skriger om hjælp.

 

 

Alkohol og mennesker:

Der findes mange former for alkohol, men den form for alkohol, som vi her vil beskæftige os med, er ætylalkohol. Det har man  kendt  og  brugt  lige    langt tilbage,  som man kan spore mennesker. Vi finder den også omtalt i Bibelen, både i Det gamle og Det nye Testamente. Det er sikkert det første bedøvelsesmiddel, mennesker har kendt. I alle alkoholiske drikke findes ætylalkohol i større eller mindre mængder. Det findes i alle former for øl - selv hvidtøl og frokostøl; det findes i vin, spiritus,  vinduessprit,  hospitalssprit  og  også i hjemmebrygget øl og vin, og det er altid det samme stof, der giver rusen.

Man kan ikke bortforklare, at dette stof er et giftstof med en direkte lammende virkning på menneskets fineste og ædleste mekanismer, som er gemt i centralnervesystemet. Det kan heller ikke bortforklares, at dette stof har anrettet ubodelige skader og ulykker for millioner af mennesker. Det har været direkte og indirekte årsag til utallige ulykker og tragedier. At ætylalkohol har skabt problemer, er heller ikke noget nyt. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ordsprogenes Bog:

Kapitel 23, vers 29-35.

 Hvem råber ak, hvem råber ve,

hvem har stridigheder, hvem har klageråb,

hvem har flænger uden at vide hvorfor,

hvem har triste øjne?

v30 Det har de, der sidder sent oppe over vinen,

de, som kommer for at smage den krydrede vin.

v31 Se ikke på vinen, når den skinner rødt,

når den glimter i bægeret,

rigeligt flyder den!

v32 Den ender med at bide som en slange,

spy gift som en hugorm.

v33 Dine øjne ser sære ting,

og du taler forstyrret,

v34 du bliver som en, der ligger ude på havet,

som en, der ligger på en mastetop.

v35 "Jeg er blevet slået, uden at jeg følte smerte,

jeg er slået ud, uden at jeg mærkede det.

 

Hvornår vågner jeg? Jeg vil opsøge vinen igen.

Er skrevet mindst 200 år f.Kr., det viser tydeligt, at man allerede da kendte til problemer og tragedier omkring dette stof. Vi accepterer trods alt stoffet i vort samfund, og må fremdeles være indstillet på denne holdning. Men samfundet har til alle tider forsømt at oplyse og orientere dets medlemmer, sagligt og realistisk, om virkning og risiko, ved brug og især misbrug af dette verdens mest misbrugte giftstof.

 

 

 

Samfundet har heller aldrig været indstillet på at betale prisen for mulige forebyggelser af skader eller hjælp til de skadelidte. Vi, har alle indbyggede fordomme over for dette stof, og vi kan ikke drøfte disse problemer uden at blande realiteter og moralbegreber sammen i en pærevælling og dermed skyde hinanden forkerte motiver for vore udtalelser i skoene.

Mennesker har altid haft forskelligt syn på alkohol, i visse kredse har man kunnet godkende et endog ret stort forbrug, og man har tilsyneladende været ret ligegyldig over for de mennesker, som enten har forsøgt at få andre drukket under bordet eller selv har fået for meget. Man har kun haft et skuldertræk til overs for sidstnævnte, når vedkommende blev  uvenner  med cyklen på hjemvejen eller blev standset af en politipatrulje. Ingen har tænkt på, hvilken skade giftstoffet har forvoldt i den pågældendes familie. Når nogen har påtalt alkoholens fare og animeret til  større  afholdenhed,  er  den pågældende  ofte  blevet udskældt for en værre missionsmand eller fanatisk afholdsagitator.  Ingen af delene behøver at være rigtige.

Hvis det skal lykkes at forebygge eller - hvad bedre er -at forhindre alkoholskader, må de ansvarlige nøgternt se i øjnene, hvilken skade alkohol kan forvolde, og virkelig sørge for, at der bliver givet en realistisk orientering om det. Man må søge at give mennesker en anden holdning over for den skænkene og den drikkende. Ingen er i tvivl om, at unge mennesker i dag nyder betydeligt mere spiritus end unge for blot få år siden. Det er mit håb, at de ansvarlige vil foranledige, at der bliver givet en saglig og nøgtern, obligatorisk undervisning om virkningen  af og risikoen ved alkoholbrug. Samtidig må der rettes en kraftig appel til alle i den modne alder, hvis undervisningen skal få den tilsigtede effekt. Selv i dag er eksemplets magt det bedste, vi kan give vore unge.

 

 

 

Vi kan let nok konstatere ungdomsdrikkeri og andre ungdoms udskejelser, men det er i første omgang ikke vore unge, der har skylden; det er os over 30-40års alderen, der er de skyldige. Jeg betragter mig selv som en af de mest skyldige med hensyn til det dårlige eksempel, jeg desværre har vist i alt for mange år, alene på dette område. Det har været en stor og dejlig opgave i de sidste år at have fået lejlighed til at komme ud på skoler og læreanstalter i så stor en udstrækning, som tilfældet har været. I det sidste halve år har jeg haft lejlighed til at tale til og med 50.000 elever for at give dem realistisk oplysning og orientering, og jeg har efter foredragene haft samtaler med mange. Det er ofte elevrådene selv, der foranstalter sådanne timer. De er fantastisk positivt modtagelige disse unge, lige fra 6. klasse og til gymnasier og seminarier.

Når vi taler om alkohol og mennesker, kan vi opdele samfundet i 5 grupper, og vi er alle medlemmer i en af de omtalte grupper fra vugge til grav, men nogle flytter rundt i grupperne igennem deres tilværelse.

 

Gruppe l. De totalt afholdende:

Allerede her er der store fejlvurderinger. Det er nemlig almindeligt i vort samfund, når man omtaler ovennævnte gruppe, at det sker med et skuldertræk og et overbærende smil - og tit med en udtalelse som: Nå ja, det er dem, der ikke kan gøre for-et, eller: De er fanatikere. Det er en meget uheldig og helt forkert vurdering, da der i virkeligheden findes uhyre mange motiver, ja, endda meget fine, medmenneskelige motiver for at høre til denne gruppe.

 

Gruppe 2. Beskedne, fornuftige brugere af alkohol:

Det er mennesker, der både formår og forstår at anvende dette stof som nydelsesmiddel. De kan drikke det i små mængder, når det passer dem selv, og ikke når det passer andre. De kan til enhver tid undvære det. De misbruger det aldrig.

 

Gruppe 3. Misbrugere af alkohol - i større eller mindre grad:

At denne gruppe er vokset enormt de sidste 20-30 år og især de sidste 5 år, og at gennemsnitsalderen i denne gruppe er faldet helt fantastisk i de seneste år, er der nok ikke mange, der vil betvivle, endda uden at blive overbevist gennem et kostbart,  statsligt  statistisk materiale.

Det bør vurderes realistisk. Vi ved,  at misbrug i  stor udstrækning ofte fører til alkoholisme, som for det første er en meget bekostelig affære rent samfundsøkonomisk vurderet, og for det andet er en meget ulykkelig tilstand både for den enkelte, det rammer, men også for de pårørende, som tit er uskyldige. Det er også realistisk at gøre sig klart, at de unge i pubertetsalderen - 10 - 20 års alderen - er særlig sårbare over for giftstoffer som ætylalkohol, da de er inde i en af naturens mest fantastiske udviklinger,  en  vækstperiode hvor de  danner  krop  og psyke. De skulle gerne ende som sunde, voksne, modne og ansvarsbevidste personligheder, der i dagens Danmark er ved at blive en mangelvare.

Ved misbrug i denne alder forstyrres denne udvikling. Det er nok en af de alvorligste naturforureninger, vi har. Det er mange læger enige i.

Der er mange baggrunde og motiver for at påbegynde et misbrug. Nogen bruger det som statussymbol, andre bruger det for at flygte fra virkeligheden, idet de har bortkastet gamle normer og ingen ro har kunnet finde i det nye, frie liv. De troede, det skulle blive et paradis på jord, men det blev et helvede, som de følte sig nødsaget til at flygte fra, men de betragter det som et nederlag at skulle vende tilbage til de gamle normer og moralbegreber, og mange har taget ubodelig skade, inden de gør alvor af flugten. For de unge er der to meget traditionelle veje ind i et misbrug: - De narres, presses eller går måske frivilligt med strømmen.

De gør bare ligesom de andre uden selv at have en personlig holdning til dette farlige stof. Mange forældre glemmer at give deres børn en orientering om stoffet, så de kan have en holdning til det, når de bliver udsat for  fristende tilbud.

 

De unge er heller ikke i tilstrækkelig grad opmærksomme på det individuelle, der findes hos os mennesker. De er ikke orienteret om, at man kan være særlig disponeret for forskellige ting, som for eksempel alkohol. Det ser da ud til, at det går meget godt for de andre, så det går nok også for mig;- sådan er manges indstilling. Man lader stå til, og alt for mange ender i misbrug og tilvænning. Man har fået nogle psykiske vanskeligheder som f.eks. mismod,  sindsuligevægt, angstfornemmelser, mangel på koncentration eller - meget almindeligt - mindreværdsfølel-ser og  opdager,  at  alkohol kan virke lindrende; man tænker ikke på, at det kun er midlertidigt lindrende og ikke helbredende. Altså går man i den meget farlige fælde,  at man nu  fra at  anvende  alkohol som nydelsesmiddel går over til at anvende det som behanlingsmiddel på sig selv. Tusinder har måttet begræde dette, fordi det er endt i alkoholisme.

Man må overlade til den enkelte selv med stor forsigtighed at finde grænsen mellem brug og misbrug. Læger mener,  at for mennesker,  der først påbegynder et misbrug efter 20 års alderen, er det mest almindeligt, at man har en margin på 3 til 10 år, hvor man er i stand til uden andres hjælp at reducere, eller  -  dersom  forholdene  kræver  det -  helt  indstille drikkeriet. Men for de unge i 10-20 års alderen ser man i stor udstrækning, at et jævnligt misbrug går over i alvorlig alkoholisme (afhængighed) i løbet af et halvt år.

 

Gruppe 4. Alkoholiker - først her taler man om alkoholisme, som sygdom:

Er man i denne gruppe, er det meget anbefalelsesværdig snarest at erkende det og gå i behandling. Det er nemlig ikke en influenzalignende tilstand, der går over igen. Det er en snigende, kronisk og dødsensfarlig tilstand. Det vil lyde dumt, dersom man siger: Dengang jeg var kronisk syg, men det vil lyde lige så dumt, hvis man siger:

Dengang jeg var alkoholiker. Men her er man dog ikke uden håb - takket være vidundermidlet antabus og den forannævnte behandling. Der er i dag mange mennesker, der lærer at leve med dette handicap, men desværre ikke nok.

Alle,  der kommer i denne gruppe,  vil med vold og magt sige til sig selv og andre, at de nok skal vise, de kan vende tilbage til gruppe 2, men de er bare på forhånd dødsdømt; muligheden findes så godt som ikke, og alt for mange forpester måske resten af deres tilværelse med disse forsøg, og dertil kommer den ulykke, de udsætter deres omgivelser for. Mon ikke en del af vore læger er for tilbageholdende med at stille diagnosen alkoholisme og drage konsekvensen deraf? Jeg har fulgt alkoholikerlæger så nært, at jeg forstår, det kan være vanskeligt at stille diagnosen med sikkerhed, men jeg ville bare gerne, at en eventuel tvivl altid kom patienten til gode. Det er klart, at enhver læge varsomt vurderer sin patient og kun efter megen omtanke stiller diagnosen. Der står bare så mange menneskelige og samfundsmæssige værdier på spil, hvis en alkoholiker ikke hurtigt får den behandling, han har så hårdt brug for.

Jævnt fordelt i alle samfundslag vil man finde  sygdommen alkoholisme. Det er ikke rigtigt, at der procentvis er flere alkoholikere blandt de økonomisk dårligt stillede; det er blot en antagelse fra tidligere tider. Den økonomisk dårligt stillede bliver hurtigere afsløret. Han har ikke de muligheder for at dække over sine udskejelser, som den mere velhavende har. Den bedre stillede kan skjule det på forbavsende mange måder. Den store, tykke, velstillede, der måske får stillet diagnosen alvorlig alkoholiker, måske endda også diagnosen skrumpelever eller fedtlever forårsaget af et stort alkoholforbrug gennem 10-15  år eller mere, vil, dersom han kommer på antabus, skjule dette og lade, som om han er blevet beordret en afmagringskur af sin læge. Han ønsker nemlig heller ikke at afsløre sig selv. Han mærker tydeligt, at naboer og venner betragter ham som et pjok. Hvem ønsker at blive betragtet som sådan? og ingen ønsker at være det. Det er også yderst tvivlsomt, at han er det. Alkoholikerne bliver diskriminerede i vort samfund. Det er et problem, vi må indstille os på at skulle leve med i måske 40-50 år endnu.

 

Der er tit mulighed for en ny, sjov oplevelse for den tørlagte alkoholiker. Man bliver indbudt til en festlighed i et hjem, hvor man ikke kender ens forhold til spiritus, og som det jo er skik og brug, serveres der spiritus - og kun spiritusholdige drikkevarer. Når der så bydes rundt og man siger: Nej tak! Jeg er alkoholiker, jeg er på antabus, sikke mærkelige ansigter man så kan iagttage! du er vel ikke så langt ude at du ikke kan drikke en enkelt ? jo en til mig er for meget og 100 er for lidt og så mange vil du vel ikke gi ? der kan komme ironiske spydigheder eller nærgående spørgsmål, men lige så tit får man lejlighed til, at få en snak om problemet.

Gæstfrihed er en god ting, men til sand gæstfrihed hører, at gæsten kan føle sig fri. Derfor bør der ved enhver lejlighed, hvor der serveres alkoholiske drikke, også være mulighed for at få drikkevarer uden spiritus. Har man været alvorlig alkoholiker gennem mange år, lider man som regel af forskellige følgesygdomme, som med forbavsende godt resultat kan behandles lægeligt og ofte helbredes, dersom alkoholindtagelsen totalt standses.

Jeg citerer:  Alle organer kan skades af langvarig alkoholmisbrug; tydeligst rammes centralnervesystemet. Hjerneceller skades  eller går til grunde,  nervetråde lider,  så smerter og nedsat kraft bliver følgen. Psykiske funktioner svækkes, hvorfor selvmedlidenhed, mindreværdsfølelse, uligevægt, fordrejning af årsag og virkning præger billedet. De organiske skader er det klart lægens opgave så vidt muligt at råde bod på, men det må betragtes som den mindste del af  behandlingen. Det væsentligste ligger på det psykisk-sjælelige plan i en voksende forståelse af, hvad  vi  som mennesker skylder os  selv  og hinanden.

Social - betyder ansvarlig medmenneskelighed. - Ingen af os når at realisere dette ideal fuldt ud, men for alkoholikeren har hans sygdom i særlig grad hindret udviklingen af personlig tagen-ansvar. En genopbygning af hans eller hendes rige personlighed er netop det, man forstår ved behandling.

(læge L. M. Jakobsen).

 

 

En  amerikansk  definition  af  en  alkoholiker  lyder:

En alkoholiker er en person, som ikke til enhver tid kan vælge at drikke alkohol eller lade være, og som til enhver tid, når han drikker, ikke kan vælge, om han/hun  skal stoppe eller fortsætte.

Det er ikke mængden af alkohol, der bestemmer, om man er alkoholiker; ej heller hvor tit man drikker, men udelukkende om man har fået et sygt forhold til alkohol. En alkoholmisbruger er endnu i stand til at reducere eller totalt indstille drikkeriet, dersom han ser alvorlige konsekvenser af sit misbrug. En alkoholiker vil altid få alvorlige konsekvenser af sit drikkeri; det kan være helbredsmæssige, arbejdsmæssige, økonomiske eller familiære eller det hele på en gang, men han standser ikke derfor drikkeriet. Han vil udadtil lade, som om det ikke generer ham, men inderst inde er han, i de korte afholdsperioder - bundulykkelig. Han bestemmer ikke  selv længere over sig  selv,  og  det  er altid svært at indrømme. Han gør sig de største anstrengelser for at overbevise sig selv og sine omgivelser om, at alkoholiker det er han ikke, og al tale om antabus virker på ham som en rød klud på en tyr. 

Som før sagt skal jeg ikke stille diagnosen, og patienten hverken kan eller vil. Et fingerpeg kan jeg dog få,  og en spirende erkendelse kan patienten måske få ved et ærligt svar på 10 spørgsmål, som jeg og flere har haft nytte af:

1.  Har drikkeriet skadet dit arbejde - eller skadet dig på arbejdspladsen ?    

2.  Har drikkeriet skadet dine familieforhold?

3.  Har drikkeriet ofte skadet din økonomi?

4. Har drikker du ofte for at overvinde hæmninger, generthed eller   problemer?

5. Skal du drikke dig mod til for at deltage i festligt eller fagligt samvær?

6. Bliver en enkelt genstand tit til flere, end du havde tænkt dig?

 

7. Har du haft mange huller i hukommelsen efter en druktur?

8. Er dit alkoholforbrug i tiltagende - større i dag end for 2 år siden?

9. Har du haft mavekatar eller mavesår som følge af drikkeriet?

10. Har du tit lovet dig selv og andre, at nu skulle det være anderledes?

Et ja til et eller flere af spørgsmålene er i hvert fald et faresignal.

Gruppe 5. Alkoholist:

En alkoholiker, som ikke rettidigt får behandling og får drikkeriet standset, vil oftest ende i gruppen som alkoholist.

En alkoholist er som regel opgivet af sig selv og andre.

Han er ofte hjerneskadet og dør ofte 10-30 år for tidligt.

Delvist ceteret fra bogen, Alkoholisme - af:  Neil Kessel og Henry Waltons.

6. Forskellige drikkemønstre:

I.                  

Den intetanende alkoholiker vil gerne indrømme,  at han/hun er storforbruger, men har endnu ikke fået konsekvenser,  der har  afsløret,  at han/hun  er gået ind  i afhængigheden, det syge forhold til alkohol. (alkoholismen) Det vil  altid på et eller andet tidspunkt vise sig og blive afsløret, for andre, men ofte, ikke for dem selv.

 

 

2.                  

Den regelmæssigt hæmmede - en person, der, når han/hun drikker, har opnået en bestemt tolerance over for ætylalkohol og ikke befinder sig godt uden den tilvænnede promille, og den kan endda være meget høj, uden at han/hun virker beruset. En sådan person får meget svære abstinenser, når drikkeriet indstilles. Han/hun træffes i alle tænkelige og utænkelige stillinger i vort samfund og er uhyre dygtig på sin plads, men dersom de af en eller anden grund bliver nødsaget til at undvære alkohol, kan de næsten ikke fungere og må trænes op uden alkohol.

En sådan afvænningstid tager normalt et halvt til to år. Fortsætter de drikkeriet, kommer der en dag, hvor de heller ikke kan fungere med promille.

3.                  

Tvangsalkoholikeren - er en person, der kan undvære alkohol i måske 3 måneder uden andres hjælp, men det kræver bare, at vedkommende i den tid må være totalt afholdende. Den mindste mængde alkohol, ja, så lidt som et bæger altervin kan sætte vedkommende i gang med stordrikkeriet  igen,  og  han/hun  kan  ikke  selv  standse det.

4.                  

Den neurotiske alkoholiker er en person, som lider af en neurose og anvender alkohol som lindrende middel og tit bilder  sig  selv  ind,  at  han/hun  ved  jævnlig  brug  af alkohol kan helbrede sin neurose, hvilket ikke lader sig gøre, men kun forringer tilstanden.

5.                  

Den symptomatiske alkoholiker - er en person, som drikker på grund af et eller andet symptom, fysisk defekt eller smerte, som vedkommende dulmer midlertidigt med alkohol. Blander tit smertestillende medikamenter sammen med alkohol og forværrer dermed hele situationen.

 

6.                  

Periode-drikkeren (kvartalsdrankeren) - er en person, der i almindelighed er en beskeden, fornuftig bruger (gruppe 2), men som med bestemte - endda næsten nøjagtige - tidsintervaller  pludselig  drikker  uhæmmet,  til  han/hun  af andre hjælpes til standsning eller falder sammen.

Antabus: - Det er et vidundermiddel, som ved en tilfældighed blev fremstillet for første gang i Danmark for 29 år siden. Her følger et citat af amtslæge, dr.med. Malthe Jacobsen, Aalborg:

Lidt om antabus:

Da hele det nuværende alkaholistarbejde startede for 20 år siden, var der megen diskussion om, hvorvidt antabus overhovedet kunne helbrede alkoholisme eller ej. Ja, sågar var der mange af dem, som mente, at antabus ikke helbredte noget som helst, der gik ind for, at man så også skulle lade være at bruge dette stof - det var til ingen nytte.

Efterhånden er der jo enighed om, at antabus er et særdeles godt hjælpemiddel, som de fleste af os, der har med disse problemers behandling  at gøre,  nødigt ville undvære i begyndelsen af en behandling, og som nogle patienter aldrig tør holde op med.

Hvordan virker antabus da?

Citat fra læge, Malthe Jacobsen, Ålborg:

Når jeg får med en ny patient at gøre og skal forklare ham lidt om principperne i behandlingen, beder jeg ham gerne forestille sig en lille mand, som går langs en dyb, dyb afgrund ad en meget smal sti, og det gælder for ham om at nå over på den anden side, hvor stien bliver bredere og grunden sikker igen. Det kan lian også godt gøre, men for at klare denne sti, må han hele tiden og sammenbidt koncentrere sig om at holde tungen lige i munden.

 

Kommer der den mindste smule i vejen - er der for eksempel en sten, der smutter under foden på ham, eller kommer han blot til at tænke på noget som helst andet end at holde tungen lige i munden - risikerer han at styrte i afgrunden. En sådan tur langs denne afgrund lykkes for meget få; de fleste falder i.

Men tænker man sig nu, at man sætter et rækværk op langs afgrunden, ja, så kan den lille mand

jo gå afslappet og roligt uden at være bange for at falde i. Han kan endog nyde turen og den smukke udsigt. Bevares!

Han kan jo springe over rækværket og falde i afgrunden, men han kan ikke komme til det af vanvare og uden at vide det. Antabus er sådan et rækværk.

Har man det, kan man afslappet og roligt gå langs afgrunden og behøver ikke hele tiden at være bange for at falde i. Man er sikret, selv om en sten skulle smutte væk under foden på en, eller selv om en eller anden skulle komme til at skubbe til en. Man har rækværket at støtte sig til.  Bevares!  Man kan kravle over,  eller man kan kravle under (man kan snyde med det; man kan måske oven i købet drikke sig igennem reaktionen) - men man kan ikke komme til at falde i.

Hvor langt bør så et rækværk være? - Ja, efterhånden bliver stien jo bredere og bredere; risikoen for at falde i bliver mindre og mindre, men nogle er mere tilbøjelige til svimmelhed end andre og vil gerne have, at rækværket følger dem langt ind på den sikre grund. Andre er mere dristige; så snart de synes, at stien er ved at blive lidt bredere, vil de gerne prøve at klare sig uden rækværket; måske falder de i og beder om at få det igen.  Rækværket skal heller ikke være alt for tyndt som et sprinkelværk, men så solidt, at man virkelig kan støtte sig til det

(man må tage antabus i den rigtige dosis og med passende hyppighed).

Og med kontrol, af een der ved noget om det

 

Nogle klarer sig helt uden antabus, men de går på afgrundens rand; andre vil ikke have det, for det er en skam. De vil gerne vise, at de tør gå langs afgrundens rand uden rækværk - ja, man har endog indtryk af, at nogle  ligefrem kan lide fornemmelsen  af det  sug i maven, de første meters fald over afgrundens rand giver, og først når de slår sig mod afgrundens bund, fortryder de. Så kan turen op fra bunden til stien jo være træls nok. Jeg tør nok sige, at afgrunden er så dyb og stien så smal, at det for de fleste er klogt at have et rækværk at støtte sig til og sætte sin lid til - i hvert fald til stien er blevet så bred, at man kan klare sig uden risiko. Falder man i afgrunden trods rækværket (er man klatret over eller kravlet under), kan man i hvert fald kun sige, at det ikke var rækværkets skyld - man var blevet advaret!   

(Citat slut).

Når antabus kaldes et vidundermiddel, må det straks siges, at det kun kan betragtes som sådan, når det anvendes rigtigt. Antabustabletten har ikke nogen helbredende virkning; den tager desværre heller ikke trangen til alkohol, men den spærrer for alkohol,  forstået på den måde, at når man har indtaget antabus  i den rigtige  dosering  (som næsten for alle er 1 tablet hver eneste dag, enkelte lidt mindre, men andre noget mere) og derefter drikker alkohol, selv i små mængder, får man en alvorlig forgiftning, som er  meget  ubehagelig,  og  for  mennesker  med  et  svagt hjerte kan det være livsfarligt. Det er angsten for denne forgiftning, der skal holde patienten fra alkohol.

Det viser sig, at langt den største part af alkoholikere, der kommer i gang med antabus, på et eller andet tidspunkt skal forsøge, om nu også antabussen virker på dem.

Det må bare betragtes som et helt unødvendigt forsøg, da det virker på alle - omend med forskellig effekt

(derfor forskellig dosering i enkelte tilfælde).

 

 

Der kunne skrives bøger om alle de forskellige bivirkninger, der fortælles om, ved indtagelsen af antabus, men sandheden er, at disse bivirkninger altid (som tidligere omtalt) er af psykisk art. Når man ikke ved, at man har fået antabus og ikke drikker alkohol, så er der ingen bivirkninger; det er konstateret ved adskillige forsøg. Der kan være tale om en eneste reel bivirkning, nemlig at nogle får dårlig  ånde,  og den kan fjernes  med  klorofyltabletter.

Det kan slet ikke sammenlignes med de bivirkninger, der opstår ved at undvære antabus.

Forklaringen    disse  bivirkninger  har  læge  Bolvig Hansen givet på fortrinlig måde ved følgende:

Man tænker sig, et menneske pludselig befinder sig i et betonmuret rum uden nogen udgang. Det vil da være naturligt, at man ganske forsigtigt vil føle sig frem for at finde en måde at komme ud på, og der vil senere gå panik i vedkommende, for ud skal man! - Man kan forestille sig menneskets bevidsthed som et isbjerg, hvoraf  9/10  er under vandet. De 9/10 er underbevistheden; kun I/10 er over tærskelen; det er det JEG, man selv kender. Har man indtaget antabus, så har man faktisk spærret sin underbevidsthed inde i et sådant betonrum. I almindelighed har ens underbevidsthed ikke spor svært ved at overtale den ene tiendedel til at drikke  alkohol ved  forskellige lejligheder,  men nu,  da underbevidstheden er indespærret, vil den føle sig nødsaget til at kæmpe for at komme i frihed, og det sker på mange forskellige måder; for eksempel siger man, at man er blevet så træt, og man tror skam selv på, at man er træt. Det har bare ikke det mindste med antabus at gøre, men er kun et påskud fra underbevidstheden,  altså et forsøg på at komme i frihed. Der kunne nævnes utallige lignende indbildte bivirkninger, og det er altid psykiske bivirkninger.

Jeg har deltaget i utallige forsøg, også hvor man har givet kalktabletter, og bivirkningerne er de samme; det er ting, som foretager sig igennem den åndelige antabus gennem lang tid, og sikkert er det, at dersom man følger behandlingen, vil det altid give resultat. Ja,  der kunne  skrives  et værk om bivirkninger ved antabus, for der er ingen grænser for psykisk indbildte bivirkninger.

 

Vi betragter det som en meget stor opgave i vort arbejde i patientforeningerne at få den enkelte til at erkende dette; det lykkes ikke så sjældent, men kun igennem lang tids behandling, hvor de pågældende er positivt indstillede over for behandlingen. Der er mange ting, der går igen som undskyldninger for at holde op med antabus.

Almindelig er for eksempel træthed, men det har bare vist sig, at de, der uden at vide det har fået kalktabletter, føler samme træthed; altså er det som regel mangel på hvile og afslapning, som nu melder sig.

Det er også almindeligt, at man klager over impotens, der næsten altid har psykiske årsager, og som ved lægehjælp oftest vil fortage sig under fortsat behandling; når man får genoprettet den psykiske ligevægt, vil impotensen forsvinde. Man må gøre sig klart, at intet lykkes, uden at man selv er indforstået med, at der er en regning, der skal betales for det tidligere misbrug af alkohol.

Er man ikke selv positivt indstillet over for betalingen af denne regning - omend i små afdrag - kan intet lykkes.

Det er altid antabussen, der får skylden, men den er bare ikke skyld i noget som helst; dens eneste virkning - som nogle kalder en bivirkning - er, at man ikke kan drikke spiritus.

Nu skal man ikke tro alt, når patienten kommer og refererer en læges udtalelser efter en konsultation; foruden de mange muligheder for misopfattelser må man regne med, at den, der - ofte nødtvungent - spørger lægen til råds angående et spiritusmisbrug, gerne vil opfatte ordinationer og henstillinger så lempeligt som muligt. Den reservation skal komme lægerne til gode. De allerfleste af de patienter, der kommer og beder os om hjælp, har gjort mange forsøg på at få hold på det overstadige drikkeri; de har også søgt læge, og flertallet har fået ordineret antabus.

 

 

Nu er der hos mange alkoholikere en næsten uovervindelig modvilje mod denne tablet, og det gør denne så enkle  medicin  ret    kompliceret.  Alkoholikeren  føler tabletten som en spændetrøje, og han vil ikke lukkes inde! - Han vil ikke opgive troen på, at han selv kan styre sit konsum.  Det forekommer nedværdigende  at være nødt til at bruge den stopklods. Derfor vil han, når han er gået ind på at tage antabus og har købt tabletterne på apoteket, lære sig at snyde, og hans opfindsomhed er faktisk en bedre  sag  værd.  Tabletten  smuttes  uden  om  munden, ind under tøjet, ned i en åbenstående lomme, evt. ned i skoene, eller den forbliver i en snildt anbragt hånd. Eller den tages i munden og gemmes i kindposen for at spyttes ud, så snart man er udenfor. Er den endelig gledet ned, provokerer man en opkastning for  at få den  op igen omgående.

Patienten kommer her og forklarer, at lægen gav mig en recept på antabus og sagde, at jeg skulle tage en hver dag . . ., men det gjorde jeg kun en uges tid  . . . Nej, det slog næsten altid fejl, for patienten kunne ikke straks selv tage ansvaret i kampen mod både fordomme udefra og uvilje indefra. Derfor dumpede han i igen, og hvert nederlag gør skuffelsen, mismodet, håbløsheden dybere.

Hver gang skal der begyndes forfra. Hver gang kræver endnu mere psykisk energi, og det er den, der er nedslidt i forvejen.

Alkoholikeren, der helt gedulgt - uden at nogen må ane det - søger sin læge for problemet, står særlig svagt; han er alene og vil være alene. Forsøget er næsten dømt til at mislykkes. Lidt stærkere står vel den, der har ægtefællen eller en anden nær pårørende med ved konsultationen hos lægen, for det bliver vanskeligere "bare at holde op - med den tablet, når en anden er medspiller. Det første år skal antabussen nemlig gives til patienten, ikke tages af ham selv. Dog er det som regel en dårlig ide at lade ægtefællen være den, der serverer den daglige antabus.

 

Næsten uvægerligt kommer der efter ugers eller måneders forløb et tidspunkt, hvor alkoholikeren ikke vil have tabletten mere. Det kan være den omtalte uvilje mod antabus, men den dybeste årsag til modstanden er et ubevidst ønske om igen at kunne drikke uden at få en antabusforgiftning. Han  hævder  energisk,  at  han  ikke  længere  har  trang til alkohol og ikke længere behøver tabletten. Han mener det så ærligt, som han siger det, men ifølge selve alkoholismens natur går han uvægerligt ned med flaget efter en så kort afholdsperiode. Nu siger ægtefællen:  Du skal! Du har lovet lægen og mig . . . og patienten siger:  Jeg vil ikke! Har du forstået mig? - Aversionen bliver let til aggression, og et i forvejen belastet fællesskab udsættes for nye rystelser. Antabus bør gives af en, der har kendskab til problematikken. Han skal kende snydeteknikken lige så godt, som skattevæsenets folk gør det på deres område, og han skal hver gang være på vagt for at sikre sig, at tabletten kommer ned. Er der lejlighed til en kop kaffe og en snak,  så opnår man faktisk en  dobbeltvirkning. Tabletten gives rørt op i vand, og glasset skylles efter, for det er bundfaldet, der gør det. Den bedste servitrice er utvivlsomt den tørlagte alkoholiker, der kender ståstedet på begge sider af skranken. Har man ikke en tørlagt alkoholiker som medarbejder, kan det være godt at mindes en udtalelse af den schweiziske alkoholikerlæge,

(dr. Rocha:)

Den, der skal hjælpe en alkoholiker, må være en, der har erkendt i sit eget liv at have et eller flere områder, hvor han er lige så svag, som alkoholikeren er det over for spiritus. Hvis hjælperen føler sig som et bedre menneske end den, der skal hjælpes, så vil denne holdning ligge i luften, og ingen er mere følsom over for en nedladende holdning end netop alkoholikeren.

 

Så er der patienten, der møder op igen i patientforeningen og forklarer sit uheld: Jeg spurgte lægen, hvordan jeg skulle forholde mig, da min datter skulle giftes og vi ville holde rigtig fest for hende. Lægen sagde, jeg skulle lade tabletten være en uges tid før gildet, lade være at drikke for meget til festen og så begynde med antabus igen dagen efter. Jeg holdt godt nok op, som han sagde, men - ja, jeg begyndte ikke igen dagen efter; jeg var fuld en hel uge.  Hvad  lægen  har  sagt,  kan jeg ikke  vide.  Hvad patienten ønskede at få at høre, det ved jeg, om han så har opfattet det sådan, forstået det sådan, eller om han måske slet ikke har spurgt lægen, det ved jeg ikke. Han har måske tænkt sig at ringe og tænkt sig, hvordan lægen gerne skulle svare, og så blev det ved den ønskedrøm, og den stod for ham som virkelighed? Resultatet var en ny dukkert, en ny skuffelse. Dette lige at prøve ved en festlig lejlighed er en såre almindelig faldgrube Forsættet at nøjes med et enkelt glas eller to, holder ikke. Det er netop et symptom på nogle alkoholikere, at den mindste smule spiritus er som gnisten til lunten - eksplosionen følger umiddelbart. Vi har eksempler på, at blot en smule altervin kan starte en tur, der først ender, når patienten er komplet neddrukket.

Endelig er der patienten, der opsøger lægen med en række symptomer, som han altså selv tilskriver bivirkninger fra antabusen.  Om der findes mennesker, der ikke kan tåle antabus, skal jeg lade være usagt; erfarne alkoholikerlæger betvivler det. Generne er for patienterne reelle nok, men de er sikkert af psykisk art, og forklaringen forekommer logisk: man unddrager pludselig organismen et stof,  som den er vænnet til at arbejde med (at alene dette kan give reaktioner, kender man fra abstinensbilledet), og samtidig tilføjer man et nyt stof, som man næsten venter - og ønsker - skal give ubehageligheder.  Den indestængte underbevidsthed kæmper mod fængselsmuren. Begge de to forhold kan give fornemmelser.

Jeg forstår, hvis den gennemsyge patient kan kræve både tid, tålmodighed og diplomati af lægen, men jeg tror, min opfattelse af tilstanden er rigtig. Under en regulær behandling af alkoholisme har antabusen en bivirkning, der kan være opmærksomhed værd den virker som den bedste nervepille på en nervøs ægtefælle. Det kan jeg og mange andre med mig bevidne.

 

 

Både i mit hjem og i adskillige kammeraters hjem har jeg set, at en række glas med nervetabletter kunne tømmes ud i toilettet uden at erstattes af nye - vel at mærke, når der var gået en så lang tids konstant antabuskur, at ægtefællen kunne begynde at have tiltro til, at det denne gang virkelig ville holde. Den konstante, daglige antabus kan vel indstilles f.eks efter 1-2 års trofast lydighed over for et givet løfte og lægens råd.

Men der kan komme situationer, hvor man enten for ens egen skyld eller for den andens skyld bør finde glasset frem igen.

Min kone skulle indlægges til operation, og vi vidste, det ville tage ca. 14 dage. Jeg var helt klar over, at der ville blive nogle aftener, jeg skulle tilbringe i vort hjem helt alene. Jeg vidste også, at det var ved sådanne lejligheder, der kunne opstå fristelser til at lave et lille forsøg med alkohol. Selv efter de mange år, og altid når jeg var alene, kan jeg overrumples af fristelser. Der er en stemme, der så dejligt kan forklare mig, at der da ikke kan ske det mindste ved sådan lige på egen hånd at prøve. Der er jo ingen, der ser det, og ingen vil opdage det. Denne fristelse ønskede jeg ikke at udsætte mig for. Jeg var også klar over, at min kone ville ligge på hospitalet med samme urolige tanker. Jeg valgte at give min kone et glas antabustabletter med på hospitalet og lovede, at jeg ville besøge hende hver dag, mens hun lå der.

Jeg ville så medbringe et lille glas med vand, hvori hun selv fik lov til at komme en antabustablet, som jeg så rystede, til den var opløst, og hun kunne så se på, at jeg indtog den. Det bevirkede, at hun havde ro og kunne være afslappet til at blive rask så hurtigt som muligt, men det bevirkede også,  at jeg kunne koncentrere mig om arbejdet derhjemme og ikke være  plaget  af  disse  evindeligt  tilbagevendende  tanker om at foretage noget forsøg.

Sådan  agter jeg  at  anvende  vidundermidlet  antabus resten af mine dage.

 

En af mine kammerater havde været i behandling for sin alkoholisme i 2 år. Han havde været ret medtaget, men det hele rettedes efterhånden op for ham igen. Han var nu nået så vidt, at han gerne ville fortsætte med den åndelige antabus, men for en tid prøve, om han kunne undvære den traditionelle antabus, hvilket lægen syntes var helt i orden, da han virkelig havde fattet, hvad en behandling gik ud på. Der gik kort tid, så var han så helt usædvanlig heldig at vinde 100.000 kr. Det kom som en bombe for både ham og ægtefællen. Da det omsider gik op for manden, at det virkelig var tilfældet, at der i løbet af ganske kort tid ville dumpe 100.000 kr. ind i hans postkasse, satte han sig ned og tænkte efter og sagde så til sin kone: Giv mig lige to antabusser! Dagen efter gik han hen til lægen og sagde:  Jeg kommer her igen og får min antabus hver dag, indtil jeg finder ud af, hvad jeg skal bruge disse penge til. - Sådan en mand havde modtaget åndelig antabus med  den rigtige virkning,  et virkelig godt eksempel til efterfølgelse for mange, som det også er blevet.

For os, der i mange år intenst har beskæftiget os med disse problemer, er det beskæmmende at have observeret, hvor mange tusinder der dagligt lever en tragisk tilværelse som følge af overdreven alkoholnydelse, at se, hvor stor en rolle det spiller for deres altid ulykkelige pårørende, og at kunne konstatere, hvor utrolig ringe interesse der er for disse menneskers problemer. Det må desværre konstateres, at der, hvor man mente at møde den største forståelse, møder man den ringeste. Man føler gang på gang, at man slår i en dyne, når man forsøger at gøre medmennesker  opmærksomme    sandheden  i  dette  alvorlige problem. De, der aldrig selv har haft alkoholproblemet inde på livet, vil ofte møde med den opfattelse, at en alkoholiker ganske simpelt er et pjok, som selv er skyld i sin situation, og den må han selv hjælpe sig ud af.

Mange gange er de, der står dem meget nær, totalt blottet for endda forsøg på forståelse af disse ulykkelige menneskers problemer, og samme indstilling har de offentlige myndigheder. De ser ikke, hvilke muligheder der virkelig er for at redde mange menneskeskæbner, og hvilke mulig- heder der er for at give tusinder af ulykkelige børn, som vokser op i hjem med alkoholisme, en ny og samfundsnyttig opvækst,  dersom man virkelig satte ind med et effektivt hjælpearbejde.

 

Man rystes, når man læser om udenrigsminister K. B. Andersens udtalelser på et møde i Nordisk Råd, at man ikke i Danmark har så alvorlige problemer med alkohol, at der kan være grund til at tilslutte sig de øvrige nordiske landes ønske om forbud mod reklame for alkohol. Det viser kun, at han repræsenterer et land, som han ikke selv kender indefra.

Milliarder kunne tjenes ved effektive foranstaltninger - ved virkelig effektiv orientering og oplysning - først og fremmest til vor ungdom, som i vore dage får et utroligt dårligt eksempel af den såkaldte voksne befolkning. Jeg har ofte stået i en gymnastiksal med 3-4 hundrede skoleelever - der er ikke råd til mindre grupper - og stillet dem det spørgsmål: Synes i, de voksne, i kender, viser jer et godt eksempel, når vi taler om alkohol?  hvortil de  råber,    mine  trommehinder  er  ved  at  sprænges: - NEJ!<< Når jeg spørger, om de kunne tænke sig at være med til at starte en forening, som kun skulle have et eneste formål: at være et godt eksempel for de voksne, er de positive, og gang på gang er de i hundredvis villige til at melde sig ind i en sådan forening.

Jeg udsættes for i frikvartererne at blive overfaldet af en flok unge, der virkelig er interesseret i at vide mere, end der er tid til i den korte tid, der kan blive råd til. Jeg bliver spurgt af unge, som er blevet noget urolige ved den oplysning, jeg har bragt dem, om de utroligste ting som f.eks.: Vil det sige, at det, vi gør hver lørdag, er farligt? - Hvad gør i hver lørdag, spørger jeg: - Vi drikker en flaske pernod og en flok bajere, svarer de frimodigt, - hvor mange er i om det, - spørger jeg igen: - de svarer, hver - da!

At de kan stille sådanne alvorlige, velmente spørgsmål, siger i hvert fald mig noget alvorligt.

Jeg er blevet opsøgt af mange 14-16 årige, der sidder i et ulykkeligt afhængighedsforhold til alkohol, hvor både de selv og deres pårørende er meget ulykkelige, og mange har ikke nogen anelse om muligheder for hjælp, og de har aldrig anet den risiko, der er ved alkohol - måske nok hørt en moralsk advarsel.

 

 

Jeg ringes op af mødre til drenge på 12 år og bliver spurgt,  hvad  de  skal gøre.  Når  de  lader  deres  dreng komme ud efter spisetid om aftenen, er det helt sikkert, at han kommer hjem ved midnatstid i stærkt beruset tilstand. Jeg møder drenge på 16 år, der har et dagligt forbrug af 1  flaske vinduessprit!

Hvad gør vore myndigheder ved noget sådant? - Det er mit indtryk, at de overser problemerne og lader stå til, og det vil meget let medføre, at vi i de kommende år vil få alkoholproblemer af en

størrelsesorden, som ingen har drømt om. Man lader stå til og siger, at det er de unges egen skyld.

Er det, nu det - - ? ? ?

Hvorfor ringer så mange mennesker til en lægmand for at tale om deres alkoholproblemer og forlanger absolut diskretion? Hvorfor taler de ikke med deres læge? Hvorfor beder de om en samtale, ofte i deres eget hjem, mens de udtrykkeligt siger: Du må love os, at du stiller din bil et

stykke herfra. De ønsker ikke, at naboerne skal se, at de har besøg af sådan en som mig; så kunne de jo tro, at de havde et alkoholproblem. - Det skal som tidligere omtalt endelig skjules så længe som muligt. - Det er ofte mennesker fra velstillede hjem, og jeg kan ikke lade være med

at sige til sådanne, at det faktisk er nogle af dem, der er dårligst stillede, da det må være forfærdeligt at være for fin til at være syg. Det er deres medmennesker, der med deres uvidenhed og fordømmende holdning tvinger dem til denne holdning.

Hvorfor er så utroligt mange hjem så bange for, at nogen skal opdage, at de i deres familie har en alkoholiker?

 

Fordi de ikke er voksne og modne mennesker, men forsøger at gøre alt for at pynte på forholdet og bagatellisere problemet. Det er deres utrolige forfængelighed, der ligger til grund for denne barnagtige holdning. Nej, de betragter ikke alkoholisme som en sygdom, men mennesker i denne situation er individer med en særlig dårlig karakter, og de vil nødigt vedkende sig at være i familie med en alkoholiker, og endnu nødigere vil de have en sådan i deres omgangskreds, og ingen vil vedgå at være ven med et menneske, der er faldet så dybt. Kan man da ikke lære, at et menneske med en dårlig karakter også virkelig kan have brug for hjælp? og kan det glæde en hel del mennesker, som det jo formentlig kan, at de må kalde alkoholikere for karakterpjok, så kald dem det, men vær bare klar over, at det altid er mennesker, der har brug for hjælp - også selv om vedkommende erklærer, at han ikke har brug for andres hjælp. Det er meget svært for alkoholikere, enten man så kalder dem syge eller karakterpjok, at indrømme, at de har brug for hjælp. Og det gælder for hjælpere, som Rocha`s citat, dersom han ikke erkender sig selv som et lige så hjælpeløst menneske på andre  områder,  kan  han  næppe  yde  virkelig  hjælp  måske endda gøre skade.

Jeg kender læger, der er alkoholikere, og som siger om sig selv, at de har en dårlig karakter (om det er rigtigt, kan jeg ikke vide, men som læger må de kende noget til det), men derfor har de alligevel ingen ret til at stemple alle alkoholikere som mennesker med en dårlig karakter, og en sådan påstand er i alt fald meget langt fra sandheden. Jeg har fundet de fineste og ædleste karakterer blandt mine kammerater i alkoholikernes rækker.

Der er dog læger - også alkoholikerlæger - der i skrift og tale kalder alle alkoholikere for karakterpjok og siger, at alkoholisme er en selvvalgt livsform. En sådan diagnose fra en ekspert,  er med til at holde liv i fordomme og almindelig nedvurdering af en tusindtallig skare af medborgere, og det er en medvirkende årsag til, at befolkningen  årtier  frem  ikke  vil  opfatte  alkoholisme  som sygdom.

 

 

 

Ofte kan man få det indtryk, at vor lovgivningsmagt har samme syn på alkohol og alkoholisme. Er politikere, som skulle give love til beskyttelse af de svageste i samfundet - (de svageste i samfundet er så helt bestemt vore børn) - selv afhængige af alkohol, så de ikke ønsker at røre ved dette emne? Det kunne jo også være, der var nogen, der troede, at de var blevet fanatiske, og den går ikke!

Det er altid lettest at tie, men det er ikke altid rigtigst at tie. Jeg ser lige i Kristeligt Dagblad

d. 26.6.75, at dr.med. Tage Egsmose udtaler, at politikerne i Danmark er uegnede til at lovgive om tobak, da de selv sidder i afhængighed som  narkomaner.  Han  siger:  Vi  kan  da  ikke  sætte narkomaner til at lovgive om narkotika.  Kan vi sætte alkoholikere til at lovgive om alkohol?

Hvad er det, vi gør?

Hvad er det, vi skal gøre?

Forældre, som rent økonomisk befinder sig i de højere samfundslag, sender en 1 flaske hvidvin med Peter i skolen til madpakken. Læreren observerer det og ringer til Peters forældre, hvor han får at vide, at det kan han bare blande sig udenom; han kan endda mærke en vis stolthed over, at det er en vin, faderen selv har fremstillet.

Hvor er der mange mennesker, der i dag fortryder, at de i sin tid meldte sig til aftenskoleundervisning i, hvordan man selv kan fremstille både øI og vin (undervisningen var betalt af staten!). De blev medlemmer af en ny omgangskreds, hvor man skulle rundt og smage på de andres fine resultater, ja,  man var endda tvangsindlagt til  at sige,  det smagte godt, selv om det ofte smagte modbydeligt. Til sidst gad man ikke deltage længere, men nu sad man med et bestemt afhængighedsforhold til alkohol; man var blevet alkoholiker. En overlæge i psykiatri sagde en dag, at han var sikker på, der på hans afdeling lå mennesker med angstneuroser, og den egentlige årsag var frygt for, at de 10-20-30 balloner, de havde stående derhjemme i bryggers eller kælder til gæring, skulle springe.

 

Behandlingen af alkoholikere:

En drikkende alkoholiker er altid løgnagtig (symptom på sygdommen), er altid meget selvoptaget, er mere egoistisk end de fleste og har altid en umoden, barnlig opførsel.

Han blander altid årsag og virkning sammen og virker rastløs, nervøs og usikker.

At en alkoholiker er nødt til at lyve, er helt sikkert. Det er på et vist tidspunkt en Iivsnødvendighed.

Vi er alle født med forskellige urdrifter, og en af dem er selvopholdelses- driften. En alkoholiker har efterhånden lavet forskellige ting, som ikke har været så heldige, f.eks. været uærlig for at skaffe penge til sprut, eller været utro over for kone eller mand i beruset tilstand. Han har måske haft uheld med bilen i beruset tilstand, raget sig ind i skænderier i det helt store format, ikke så sjældent med ægtefælle,  svigermor,  arbejdsgiver,  måske  endda  med personer, han selv har ansat. Man er måske kommet så langt i sin sygdom,  at man i beruset tilstand slår sin ægtefælle, noget man aldrig ville gøre i ædru tilstand. Men en alkoholiker har et ønske om en facade, der gerne skal være lidt finere end den, man viser (det gælder for øvrigt alle mennesker). Men nu begynder det altså at blive svært for alkoholikeren at holde denne facade, og han er så nødsaget til at gribe til løgn, og for manges vedkommende går udviklingen i  retning af den  patologiske løgner, der selv tror på det, han lyver om. Situationen kan blive så alvorlig, at han må indlægges, evt. på et statshospital, hvor man  kan  hjælpes  til  ro  med  medikamenter eller seler. Der har ikke været nogen form for behandling af alkoholikere på de statshospitaler, jeg har haft kendskab til, men jeg ved, at man så småt er begyndt med behandling på nogle af disse hospitaler, og det er glædeligt.

 

Der findes nogle ganske få behandlingshjem i Danmark, hvor man virkelig behandler. Og dersom ikke behandlingen videreføres i patientforeninger, når de udskrives, må man sige, at de kun fik problemet standset midlertidigt, men uhyre sjældent for fremtiden. Der findes i Danmark spredte alko-ambulatorier, ca. 45, som fuldt ud betales af staten. Det er offentlige steder, hvor enhver kan komme, hvor man så end bor, og få en samtale med en læge. Det kan godt være en læge, der får sin gode løn for at være offentlig ansat til at hjælpe mennesker, der er ramt af sygdommen alkoholisme, men selv kalder sine patienter for karakterpjok. Man kan ligeledes få en samtale med en socialrådgiver, måske en lille dame på 20 år. Man kan også få 1 antabus og komme igen så tit, man ønsker det og få 1 antabus, og alt er gratis og kan være diskret. Dersom der ikke er private patientforeninger tilsluttet et sådant ambulatorium, kan man sige om sådanne centraler, at de er lidet værd.

Man kan læse i aviserne,  at disse behandlingshjem og ambulatorier har en helbredelsesprocent på 60. Går man lidt tættere på og undersøger, hvad man kræver af en patient for at kalde vedkommende helbredt, så viser det sig, at man måske har fulgt den pågældende i 3-6 måneder, og det har så vist sig, at vedkommende stadig er ædru, og man kalder dette for et resultat. Dersom man ville ulejlige sig efter 7 måneder eller 1 år, ville man som oftest konstatere, at den var gal igen.  Der er næppe en alkoholiker,  der klarer en behandling, der skal være holdbar, på mindre end 2 -5 år (udtalt af læge Bolvig Hansen utallige gange). Denne behandling gives med gode resultater på beskyttede pensionater og i patientforeninger, hvor man samtidig passer sit daglige arbejde.

Vi er mange, der efterhånden har måttet give doktor, Bolvig Hansen, helt ret i alle hans teorier omkring alkoholisme. Det er synd for offentligheden, at man ikke har hørt mere fra ham, end man har.

 

Når  en  lille  alkoholikerhustru    et  møde  stiller spørgsmålet til læge Bolvig,  efter at hendes mand har været ædru i 2 år: Hvornår kan jeg sådan helt stole på min mand?- lyder svaret: Skal jeg svare Dem helt ærligt, lille frue?<< Hun siger: Ja tak,<< og han svarer da på den mest bramfrie og ærlige måde: Når De skruer den sidste skrue i låget på kisten!<< Også her har han så sandelig ret; - det har jeg måttet sande mange, hvor trist det så ender.  Så alvorligt er problemet. Det er direkte synd for de stakkels mennesker, der med en ærlig vilje kommer et eller andet sted og beder om hjælp og ikke får sandheden at vide, men bliver stillet i udsigt, at de om nogen tid igen har et afslappet forhold til alkohol. Hvor har sådan en behandling gjort stor skade, og det forsinkede min vej ud af problemerne i flere år. Vi har brug for en meget konsekvent holdning, som jeg og mange andre fik VED AT LADE OS BEHANDLE af læge E. Bolvig Hansen. Den replik, jeg i sin tid fik af min nu afdøde far: "No er æ ansvar dit," - reddede sikkert mit og andres liv hin stormnat derude ved Horns Rev. Den har fulgt mig, og jeg kan godt sige, at den også kom mig i hu, da jeg havde fået sandheden at vide og fået en saglig, realistisk oplysning om min tilstand, af Bolvig Hansen. Jeg blev da helt klar over, at nu var ansvaret mit -. Ja, nu må du også begynde    livets  sejlads,  at  navigere  selvstændigt  og lade være med at være afhængig af alle de andre. Det blev til lykke for min familie og mig selv.

Du der har skjulte alkoholproblemer, og som har læst denne lille bog, vær nu klar over, at -

" no er æ ansvar dit!"

 

 

 

HER BEGYNDER TILLÆGGET:

 

 

 

 

 

21.11.1996

 

 

Tillæg til "En alkoholiker i storm og stille"

 

Der er nu gået næsten 20 år siden "En alkoholiker i storm og stille" udkom første gang.

Nogen vil måske spørge: har bogen været til hjælp for nogen?

Andre vil måske spørge: hvordan er det gået siden dengang?

Jeg vil med glæde svare på disse spørgsmål og fortælle lidt om mit syn på alkoholproblematikken i dag.

 

Inga og jeg har fået utallige tilbagemeldinger fra læsere af bogen. Vi har fået forbindelse med rigtig mange mennesker fra alle samfundslag. Mange har i deres kredse kunnet bruge bogen som hjælpekilde til at løse et alkoholproblem, og det har ofte ført til venskaber for livet. Vi har nu i 25 år haft privat konsultation i vores hjem. De mennesker, der kommer, har ofte læst bogen. Virkelig mange har lånt den på biblioteket og har så fået tillid til os og ment, at vi kunne hjælpe dem. Vi har glædet os over, at vi har fået lov til at give dem et skub i den rigtige retning og respekterer dem, der ønsker at være anonyme.

 

En stor direktør, ejer af tre store firmaer; ringer og vil gerne have en samtale, men forlanger at være anonym.

Han kommer i den sidste nye Mercedes ( vi tager ens mod alle, om de kommer i Mercedes eller træsko, og det er gratis for alle). Han kommer med ind i stuen og får serveret en kop kaffe og en smøg.

 

 

Jeg fortæller ham, at jeg ikke har megen tid, men at han kan tale de næste ti minutter, hvor jeg ikke vil afbryde ham. Han fortæller så på livet løs, men min erfaring siger mig, at der er noget galt. Jeg konstaterer. at han er en af de mange, der ikke vil indrømme problemet, men forestiller sig, at jeg kan lære ham at sætte forbruget ned. Da de ti minutter er gået, skænker jeg en kop kaffe mere og siger: Jeg har ærlig talt tid nok; men nu synes jeg, vi skal begynde forfra. Du får ti minutter mere, men denne gang skal du fortælle mig sandheden.

Hvad f....., tror du jeg lyver? siger han, hvortil jeg svarer:

Nej, det er ikke noget jeg tror - det er noget jeg ved. Jeg skal sige dig, jeg har selv engang siddet i din situation og været lige så fuld af løgn som du er, men skal jeg kunne hjælpe dig, må jeg have sandheden.

Han springer op som trold af en æske, ud i sin Mercedes og kører med hjulspind ud af min indkørsel. Jeg står sammen med Inga i køkkenet og siger til hende: er det ikke mærkeligt? Vi har hjulpet ham alligevel, vi har rodbehandlet ham, og det gør ondt, når man ikke er bedøvet (jeg forlanger nemlig, at folk skal være ædru, når de kommer).

Vi så ham ikke mere. Sådan er det også gået med andre, men vi har ikke kunnet hjælpe dem alligevel. Andre er kommet igen og har så næste gang fortalt sandheden. Det er vigtigt for at få noget godt ud af det.

 

De stakkels unge !

 

Peter,12 år, vokser op i et ganske almindeligt hjem, hvor far og mor har fart på for at nå det hele. De har begge to et job og en del overarbejde. Peter får rigeligt med lommepenge, for far og mor holder af ham, så han skal ikke mangle noget.

Peter sidder på sit værelse og grubler. Der er efterhånden flere og flere ting, han ikke Forstår. Han er godt klar over, at han skal øve sig i at blive voksen. Han ville gerne se lidt mere til far og mor, men de har aldrig tid, for der skal tjenes penge.

Peter er nu 13 år. og grubler videre. Han har tit fået at vide, at han aldrig må lyve, men nu har han efterhånden opdaget, at både far og mor tit lyver for ham - del er nok noget, man gør når man bliver voksen.

 

For nogle dage siden talte far og mor om Peters snarlige konfirmationsfest. Ja, far og mor taler allerede om, hvor skægt det bliver. Ikke mindst når onkel Thorvald bliver fuld og holder en tale, som de kan huske det fra den sidste fest i familien.

Han tænker på, at far og mor aldrig taler til ham og med ham, hvis ikke de har en flaske eller et glas i hånden. De spørger, om han ikke vil smage det, de drikker. Han siger nej tak.

 

En dag taler de om tobak. Mor har tidligere røget mindst en pakke om dagen, men er stoppet, og forældrene siger nu igen til Peter: Du må aldrig begynde at ryge, og hvis du kan holde dig røgfri, til du er 18 år, skal du få et kørekort.

Når Peter en enkelt gang har været med forældrene ude at handle, har han lagt mærke til, at far og mor gerne betaler dobbelt pris for grøntsager, når bare de er økologiske, men når de køber drikkevarer, skal det være så giftigt som muligt. Peter har lært i skolen, at alkohol er et stærkt giftstof i lighed med terpentin, ja, det er et organisk opløsningsmiddel, og han tænker: Mon man kan regne med forældrene, nær de gerne betaler dobbelt pris for grønsager, og så skyller det ned med opløsningsmidler? Men det er nok løgn, det, de siger henne i skolen.

 

Peter var engang inviteret til fest hos en kammerat, hvor der stod i indbydelsen, at han selv skulle have drikkevarer med. Han tog et par sodavand med, men det gør han aldrig mere. De andre kaldte ham en tøsedreng, og var der noget han ikke ville være, så var det tøsedreng. De andre havde masser af bajere og flere flasker vin med. En havde Vodka med og bolsjer, der var knust til at blande i, for så smagte det bedre.

Det måtte Peter smage og opdagede, at det næsten kun smagte som bolsjer, og da han havde fået nogle enkelte glas af det, syntes han ikke længere, han var en tøsedreng.

Nu havde Peter fundet de vise sten: Vodka med forskellige knuste bolsjer. Han øvede sig flittigt - også sammen med far og mor, for efterhånden kunne han da også lide det, de drak. Far og mor holder på, at Peter skal lære at drikke hjemme.

De ved ikke noget om, at Peter også lærer det af kammeraterne og øver sig på sit værelse, når de er på arbejde - så er det nemlig ikke nær så kedeligt at være alene.

En dag ser han i fjensynet at bare man holder sig under 21 genstande om ugen for mænd og 14 genstande for piger, er det ganske uskadeligt. Ja, det lyder nærmest som om, det er sundt, for de siger i fjersynet, at det er mere usundt aldrig at drikke.

 

 

En aften, da Peter var til fest med vennerne og havde fået nogle genstande, hev en af drengene et glas piller frem, som han havde stjålet hos en kammerat (det var stesolider). De havde ikke flere penge; og en af kammeraterne fortalte, at han før havde prøvet pillerne sammen med alkohol og at det bare var sagen. Her var der en løsning, når det kneb med pengene.

En aften sad Peter sammen med vennerne. Det var igen lidt småt med pengene, men pludselig sad der en fremmed imellem dem. Han gav en bajer - for øvrigt en frisk fyr.

Peter og vennerne var lidt flove ved, at de ikke kunne give en omgang, men det betød ikke noget, sagde den fremmede. Nu skal i se her, jeg har nogle tabletter - har I prøvet dem ? Det havde de ikke, men de vidste da godt lidt om tabletter. Han forærede dem nogle stykker, fortalte dem, at de var gratis og at han havde nok af dem, og at han var tit at træffe her. Så forsvandt man ud for at skaffe nye kunder.

Pludselig sagde en af gutterne:

Skal vi ikke gå ud og stjæle en bil og køre et sted hen, hvor vi kan få det skægt? -- Det skulle de aldrig have gjort.

I dag sidder Peters forældre og fortryder bitterligt, at de ikke tilbød Peter et kørekort til bil, ja både taxa, rutebil og lastvogn med anhænger, for at lade alkohol stå, til han var 18 år og så lade ham selv finde ud af, om han ville ryge eller ej.

Utallige unge har været udsat for samme opvækst som Peter. Det er en almindelig opfattelse blandt unge, at det er farligt at ryge, hvorimod alkohol er mindre farligt.

Man tænker ikke på, at flere voksne er mere afhængige af alkohol end af tobak.

At ryge er elterhånden gjort til noget primitivt, hvorimod det med vold og magt skal gøres til noget civiliseret, ja, kulturelt at drikke i tide og utide.

 

Det sku' være så godt, og så er det faktisk skidt.

Vi drikker for at blive glade - og bliver ulykkelige!

Vi drikker for at hygge os - og bliver stridbare!

Vi drikker for at virke forfinede - og bliver plumpe!

Vi drikker for at falde i søvn - og vågner udmattede!

Vi drikker for at blive opstemte - og bliver nedtrykte!

Vi drikker for at opnå selvsikkerhed - og bliver angste!

Vi drikker for at sætte gang i snakken og taler usammen- hængende!

Vi drikker for at mindske vore problemer - men gør dem større!

 

Alle de tragedier, der følger i kølvandet på danskernes drikkevaner, holdes skjulte med alle former for løgne. Tusinder af unge, der led masser af nederlag, vil med rette kunne vende sig mod samfundet og spørge:

Hvorfor fortalte i os ikke sandheden?

 

Vi har mindst fem hundrede tusinde alkoholikere og dermed en million pårørende, der lider. Der er uhyggeligt mange unge blandt de pårørende. Er der noget at sige til, at de tænker: Hvorfor kan min mor, far søster eller bror ikke komme under behandling, når der nu bruges så mange ressourcer på narkomaner og AIDS ramte?

De unge skal have hjælp og vejledning og i den forbindelse vil jeg gerne give et godt råd: Tal til de unge som til en voksen. Indled samtalen med at fortælle, om de fejl du selv har begået - og stadig begår. Det meste ved de i forvejen. men det er så tillidsvækkende for de unge at høre det fra dig selv. Så kan de tage dig alvorligt.

 

Hvad er en alkoholiker?

 

En alkoholiker er en mand eller kvinde, dreng eller pige, der indtager så meget alkohol, at vedkommende skader sig selv eller andre alvorligt - fysisk - psykisk eller socialt - og fortsætter med at gøre det. Ingen raske fortsætter med at gøre det.

En alkoholiker er altid svær at udpege for andre end dem, der kender vedkommende, fordi alkoholikeren er en professionel løgner. Jeg nedvurdere ikke alkoholikeren for det. da jeg selv husker, hvor skoen trykker.

Har man kendskab til een der drikker lidt rigeligt, kan man siger til vedkommende: Du er alkoholiker. Jo mere han/hun benægter det, des mere sikkert er der ramt plet.

Alkoholikere er ufravigelige, altid fulde af løgn, prof- fessionelle, patologiske løgnere, der er i stand til at lyve for sig selv, så de selv tror på det, de siger. Det er sygdommens kerne. Løgnen starter allerede, mens man er misbruger og den accelerer efterhånden, som misbruget udvikler sig. Og når de ikke ser sig i stand til at lyve mere, kan mange i fortvivlelse begå selvmord.

 

Inderst inde er en alkoholiker altid et fortvivlet og et ulykkeligt menneske, men det er almindeligvis ikke nemt at iagttage for andre.

 

Der er stadig mange, der ikke forstår, at alkoholisme er en sygdom, men når man selv har sygdommen og har beskæftiget sig med lidelsesfæller i mere end 25 år, så siger man om alkoholisme:

 

Det er den mest almindelige sygdom; vi har!

Det er den alvorligste sygdom, vi har!

Det er den mest snigende sygdom, vi har!

Det er den mest oversætte sygdom, vi har!

Det er den mest bevidst skjulte sygdom, vi har!

Det er den sygdom, der skader flest mennesker i vort samfund!

 

Sygdommen findes på utallige stadier, men ens for dem alle er, at de ikke kan helbredes. Men kommer mennesker i rigtig behandling, mens de endnu kan betegnes som alkoholikere, kan alle behandles til et nyt og rigt liv. De fleste af dem har nemlig fået et følsomt sind i vuggegave.

 

Min hjælp

 

Jeg vil være ked af, hvis nogen går i den tro om mig, at jeg er en særlig dygtig alkoholiker, fordi jeg nu har holdt mig fra alkohol i mange år. Men, jeg vil altid huske, hvor jeg stod da jeg fik hjælp. Jeg havde opgivet alt, og det havde mine kære også, men jeg var bare så "heldig", at den rette hjælp kom på det rette tidspunkt.

At jeg blev hjulpet, skyldtes at nogle mennesker tog deres opgave som mennesker alvorligt. De viste med andre ord ÆGTE NÆSTEKÆRLIGHED. De fik mig til at tro på, at de kunne lide mig, som jeg var: de kom ikke og ville lave mig om. De fortalte mig om nogle slemme ting, de selv var kommet ud i på et tidspunkt i deres liv - hver på deres måde. De fortalte, hvor godt de havde fået det, da de havde fået tilgivelse hos de respektive mennesker, de havde forbrudt sig imod.

 

De fortalte også åbent og ærligt, at de havde fået tilgivelse hos Gud og havde taget ham på ordet og fået det dårlige ud af verden. De spurgte mig, om jeg nogensinde havde tænkt  på den beretning om Jesus, der kommer ned til Bethesda Dam, hvor der ligger en syg mand, som ved. han kan blive rask, hvis han kommer ned i vandet - han kan blot ikke for de andre, men ligger der stadig efter flere år. De spurgte mig, om jeg havde tænkt på, hvad det var for et tåbeligt spørgsmål, Jesus stiller ham. Spørgsmålet lyder nemlig: Vil du være rask? Det satte mange tanker i gang hos mig.

Det var også en stor hjælp, da en bekendt viste mig solidaritet ved et stort middagsselskab. Jeg var på antabus og drak sodavand. Det var før de alkoholfrie vine blev opfundet. Alle kendte mig som en af dem, der plejede at drikke mest ved sådanne lejligheder. Til min forundring opdagede jeg, at ca. femten kuverter nede ved bordet sad en god ven, som sandelig også drak en sodavand. Jeg kendte ham som en, der godt ville have et glas og tænkte: Har han også et alkoholproblem, som han har forsøgt at gemme og holde skjult ligesom mig? Men nej !

 

Ved en senere lejlighed spurgte jeg ham lige ud. Han svarede stille og roligt: Det var bare fordi, jeg vidste, hvordan du havde det, og jeg ville gerne støtte dig. Hold da helt op hvor det gjorde godt. Jeg glemmer det aldrig.

 

Den største hjælp jeg har fået, har været, at jeg er gift med en trofast kvinde; der holdt ud, da hun indså, jeg kom i behandling ved den helt rigtige læge.

Dr. Bolvig sagde til mig i sin tid, at han behandlede efter en fire trins behandlingsraket:

 

Trin 1. Erkendelse:

 

Uden den - ingen behandlingsmuligheder. Denne erkendelse formåede mine omtalte redningsmænd at få frem hos mig, så erkendelsen spirede allerede, da jeg kom i belhandling. Gennem mit arbejde har jeg erfaret, at først når erkendelsen er til stede, kan andre hjælpe.

 

 

Trin 2. Bekendelse:

 

Vær åben og frimodig og lad være med at putte dig. Frem af busken og sig det ærligt, som det er, nemlig, at du er alkoholiker resten af dit liv, og at du har bøjet dig for denne kendsgerning - uanset om du forstår det eller ej - og uanset om andre forstår det. Du vil resten af dit liv jævnligt være fristet til at drikke alkohol. - Det har jeg måttet sande, og det kan til tider være frygteligt.

 

Trin 3. Omvendelse:

Du skal have dit sind vendt om. Du skal lære at tilgive dig selv, og du skal tænke i nye baner. Fortiden glemmer du, for den er som en stor sten, du ikke kan rokke ud af stedet. Du skal tænke på dagen i dag og på fremtiden. Det er forbudt at tænke negativt, kun positivt. Du skal have noget at tro på uden for dig selv - noget du har tillid til.

 

Trin 4. Anvendelse:

Nu har du været i behandling i 5 år og er kommet til trin 4. Der skal du anvende det, du har lært og oplevet med dig selv, hvis dit resultat skal holde i længden. Du har bl.a. erkendt, at du har fået et særdeles rigt følelsesliv i vuggegave.

Det er en gave og ikke et handicap, og du øver dig i at lade din forstand være med til, at styre dit følelsesliv.

Du har modtaget antabus. både den fysiske - men vigtigst er den psykiske, og nu er du stærk, men kun hvis du anvender det, du har lært til at hjælpe andre med.

 

Jeg har nu gennem de sidste 29 år mødt tusinder af alkoholikere, men jeg har aldrig mødt en, der har fået så god en hjælp som mig.

Jeg ønsker og beder til at alle må få den samme hjælp, møde den ÆGTE NÆSTEKÆRLIGHED.

 

Der har været mange gode kærlige mennesker på min vej, som hver især har givet mig lyst og mod til livet, et liv i overflod. De har vist mig vej og opmuntret mig til at holde mig til det, jeg tror på - uden for mig selv, som lægen sagde - han tænkte nok ikke på kristendom, for på det tidspunkt kaldte han sig ateist, men han tog sig ikke i agt for min mor. Hun bad for ham, som hun altid har gjort for mig. Han blev en kristen og var det helhjertet, de sidste år han levede.

Jeg havde lært meget om Jesus i mit barndomshjem, men efterhånden blev jeg, som så mange andre så "voksen", at jeg klarede mig selv, med undtagelse af grimme situationer på havet - da var det nu rart nok at kende ham.

Lægen sagde også, at fortiden skulle man lade ligge, men det kunne jeg ikke, indtil det gik op for mig, at det, jeg gerne ville være foruden fra min fortid, kunne jeg aflevere til vor herre Jesus og så tage ham på ordet.

Det gjorde jeg og oplevede det, jeg kalder den helbredende tilgivelse.

Siden da, har jeg været overbevist om, at Jesus kan lide mig, som jeg er, men ikke altid for det, jeg gør, men han slår ikke hånden af mig, det kalder jeg tryghed, den højeste tryghed et menneske kan opnå.

I dag elsker jeg livet med alt, hvad det indebærer.

 

Jeg har de seneste år tit tænkt den tanke, at der var godt der fandtes noget, der hed søfartsregler, da jeg sejlede. Hvis ikke, ville jeg ofte være sejlet i sænk. Nu har jeg kørt bil i 50 år uden større uheld, takket være færdselsregler.

Når man så fordyber sig i livet og ser, at livet er en stor sejlads mellem vugge og grav, så tænker jeg tanken: Det var jo ikke så sært, det gik galt. Du brugte jo ikke søfartsreglerne, der er givet, til netop denne sejlads, nemlig Bibelen. Det gik langt om længe op for mig, at denne bog ikke er beregnet til at holde nogen tilbage eller til at dunke

andre oven i hovedet med, nej, den er et kærligt tilbud til os alle, som de eneste færdselsregler, der dur til livets sejlads. Lad den ligge og se, hvad der sker.

Eller brug den og kom godt i havn.

 

"No er Æ`ansvar dit".

                                                         

Det har jo altid været kendt, at virkelig mange af vore store kunstnere, som udrettede noget  særligt, indenfor deres respektive områder, at vi så mange år efter, gider interessere os for deres kunst. De fleste af dem havde et særligt følsomt sind, som var gaven, der gjorde dem til det store de altså blev, det vil så sige, at et følsomt sind er en ekstra stor gave fra skaberen til nogen, nok flere end vi forestiller os, men læg mærke til, hvor mange af dem der døde af Alkoholisme, og læg mærke til dit TV, - og se det fortsætter.

Fortæl de unge, at alle uden undtagelse, har et særligt følsomt sind, i puberteten, - det viser sig gerne ved, at nu duer alt det "de gamle" siger, - ikke til noget, " sådan nogen gamle mosefund " de ved da ingenting, - og så smækker de med døren til  deres værelse  og  stereoanlæget får  hele armen.

( Det er da mærkeligt, at forældre mener det er et godt tidspunkt, at lære dem at drikke Alkohol.)

Fortæl dem også, at virkelig mange er født med et følsomt sind, som de skal leve med hele deres liv og er dermed født særlig udsatte. ( disponeret for alkoholisme )  Men hvis Mor og Far ville gøre en indsats, kunne de måske lære dem, at styre det følsomme  sind, med deres forstand, og dermed være bedre udrustet til et godt liv, end alle de andre.

Et følsomt sind er en af de største gaver et menneske  kan    i vuggegave,  men  i vores samfund  betragtes  det  efterhånden,  som  et handicap. Når jeg har talt med 100 alkoholikere, har jeg set de 90 græde, det er såvel skuespillere som arbejdsmænd eller læger og præster, de sidder der med deres menneskelige fallit, fordi de har levet på deres følelser, der ikke var styret af forstanden, og alkohol har ført dem i ulykke, ja - de fik aldrig sandheden, på en kærlig måde.

Der sidder stadig en masse fordom i os alle. Når vi tænker på en alkoholiker, tænker vi altid på den person, som Storm P. skabte. ( Dem jeg har omtalt som Alkoholister.)

Men i dag er det mere almindeligt at se en alkoholiker køre i Mercedes, Volvo eller BMV, end en alkoholiker der ligner Storm P`s fremstilling.

Det sker, een ringer og fortæller, om en god ven i deres bekendtskab, der altså drikker for meget, så skynder de sig at sige: han/hun er altså ikke alkoholiker, for de kører bil hver dag og passer sit arbejde, - det kan man da ikke når man er alkoholiker, - vel ? - JO.

En alkoholiker er altså ikke een der kendes ved udseende, men er i det hele taget svær at udpege, for andre end dem der omgås vedkommende tæt på, også her er det så svært, fordi alkoholikeren er professionel løgner. Familier der har en eller flere medlemmer med denne forfærdelige sygdom, alkoholisme, føler sig nødsaget til, også at lyve for at dække over familien, fordi man skammer sig ved at have sådan en i familien. Når så jeg kommer, med forud lovet tavshedspligt, og løftet om at stille min bil et andet sted, - så siger familien selv:

Havde det da bare været kræft, far, mor eller datter havde, for så kunne man da tale med nogen om det, og måske få lidt trøst.

Sygdommen findes på utallige stadier, men ens for dem alle, de kan ikke helbredes.

Tusinder af unge, har aldrig set far eller mor i godt humør, hvis ikke der står mindst en flaske på bordet, de får ind som modermælk, at godt humør køber man hos købmanden.

Vort samfunds store problemer er : - Eksperter - og Løgn.

Her citater fra " Vinduet i Extrabladet " d. 28./ 12.- 94.

 En langt om længe, tørlagt alkoholiker siger:

I mere end tyve år befandt jeg mig i grænselandet mellem liv og død, og anede aldrig hvilken af siderne, jeg bevægede mig imod. Det ved jeg i dag, hvor jeg efter en særdeles veludviklet, aktiv alkoholisme har været ædru alkoholiker i tre år. I dag er jeg på vej mod livet, et liv, hvor jeg og ingen andre er ansvarlig. Det, der efter alle disse år, hvor jeg var fanget dybt nede i selvmedlidenhedens syltekrukke, pludselig fik jeg indsigt i min egen lidelse, indsigt i alle fejlbehandlingerne fra alkoholkonsulenternes, psykiaterne, psykologernes, socialrådgivernes og sagsbehandlernes side.

Grunden til at jeg drak, skulle findes i en eller flere traumatiske hændelser i barndommen. Da jeg efter at have erkendt dette, fik det bearbejdet og stadig drak videre - nu mere uhæmmet end før - måtte årsagen tilsyneladende findes i andre, endnu ikke bearbejdede hændelser.

Da disse blev fundet frem og bearbejdet, og jeg stadig drak, måtte årsagen findes i de nuværende omstændigheder: -  Min kone, mine børn, mit arbejde, min økonomi.

Når dette blev bragt i orden, skulle jeg kunne vende tilbage til et acceptabelt socialt drikkeri.

Når jeg udtrykte jammer over, at mit job var hårdt og belastende - skulle jeg søge et nyt job.

Når jeg fortalte, at min kone ikke forstod mig, at mine børn var uopdragne og at min hund gøede som en gal, når jeg skulle sove til middag, så udtrykte de mennesker, jeg bad om hjælp, stor forståelse, for mine problemer, og anbefalede en familierådgiver.

På et senere tidspunkt mistede jeg min kone, mine børn, mit job og min hund døde - men jeg drak stadig videre, nu med andre undskyldninger, som jeg ligeledes mødte stor forståelse for.

Efter min mening beror utallige fejlbehandlinger af alkoholikere på en total mangel på kendskab til problemet.

 

Hvordan skal en almindelig praktiserende Læge, der i sin uddannelse kun har læst få sider om alkoholismens natur, kunne hjælpe et menneske ud af en så kompleks lidelse ? ?

Hvordan skal en alkoholkonsulent, der i sin uddannelse til socialrådgiver har læst ganske få linier om alkoholismen, kunne hjælpe ? ? -

Mange alkoholikere dør i deres bedste alder, fordi de ikke får sandheden om deres alkoholisme at vide.

I de senere år er mange mennesker, der er involveret i behandlingen af alkoholikere, blevet opmærksom  på alle disse misforståelser. Nogle få tør stå frem, trods de konsekvenser det kan få for deres fremtidige arbejde inden for området.

For det er klart, at et behandlingsystem, der i årtier er bygget op af såkaldte eksperter, ikke accepterer nytænkning, der gør op med ældgamle myter, fordi disse anderledes principper måske samtidig vil blotlægge mange års fejlslagne forsøg på at helbrede alkoholikere.

Den vil måske afsløre, hvordan stolthed hos visse faggrupper, der er tilknyttet den etablerede behandling, fastholder alkoholikere i et så destruktiv drikkemønster, at hele familien rammes og skades for livstid.

Måske hænger det sammen med, at den angst i virkeligheden er angsten for at miste deres stillinger, fordi de med en ændret opfattelse af alkoholismen, bliver overflødige.                                                                                          ( citat slut )

Ih- hvor jeg giver ham ret, - han rammer så godt, at det ikke kunne gøres bedre.

 

 

 

 

WHO erkender alkoholisme som sygdom, den nu afdøde, danske minister, Julius Bomholdt fik langt om længe, denne erkendelse ind i dansk lov, så det så pludselig ud som om der var håb. Man startede sandelig forskning omkring alkoholisme i Danmark. Man ansatte prof. Skyum Nielsen, som chef. Hvad årsagen var til, at man nedlagde det igen efter 3 år, hvor Skyum Nielsen og hans stab havde arbejdet intenst, - har ingen fået oplyst. Jeg ved bare at Skyum Nielsen jo skulle aflevere en rapport til ministeriet, med resultaterne af hans og medarbejdernes arbejde, og selvfølgelig gjorde han det, men 3 år efter havde han ikke fået nogen respons på rapporten, som han i flere år, naturligvis efterlyste, - derfor fjernsynsudsendelsen " Rapporten der blev væk " fjernsynet afslørede at rapporten var væk, - men endnu værre, - ingen havde læst den.

----------------------------------------------------------------------------

 

Jeg er ikke længere idealist, nej realist, og det er noget jeg kan bruge til noget.

Jeg tror på en uforanderlig person, Jesus Kristus, og jeg tror på et urokkeligt rige, nemlig Guds rige, som er her midt iblandt os, og jeg tror på Jesu kristi kirke på jorden, den som består af levende stene, og det er så betryggende at vide, der kun er en der ved hvor mange medlemmer den har, - og hvem de er, - det er Jesus selv, - mit største ønske er at være en af disse levende stene.

Jeg arbejder stadig som selvstændig alkoholkonsulent  og  foredragsholder,  jeg  er taknemlig for at det har kunnet lade sig gøre. Til trods for, at jeg nu har været landkrabbe i 30 år, føler jeg mig stadig som fiskeskipper. Som tidligere omtalt, haft jeg haft utallige store oplevelser i  de  25  år, jeg havde  havet  som arbejdsplads, jeg ville nødig være dem foruden.

 

 

 

Inga og jeg sad en aften for nogle år siden og så TV, en journalist interviewede - nu afdøde, journalist, Carl Bjarnhof - (i anledning af Bjarnhofs 80 års fødselsdag) - han fik et spørgsmål der lød nogenlunde sådan:

Carl Bjarnhof, har De altid været blind ? - hvortil han svarede : - Nej - jeg var så heldig, at blive blind da jeg var midt i tyverne,  - han forklarede så noget om, hvor rigt livet havde været for ham, med netop dette handicap.

Jeg skubbede til Inga og sagde:

- jeg var så heldig at blive alkoholiker da jeg var 16 -17 år.

Lad mig straks gøre opmærksom på, - man skal absolut være indforstået for at kunne snuppe den.

Men helt ærlig, - føler Inga og jeg, - at Gud nogen gange i vores liv har lavet  - om til +.

Når jeg står overfor en flok unge og fortæller dem, at jeg tror den største hjælp jeg har fået, til mit liv, er de bønner min mor har bedt for mig. Så spørger jeg dem om de har en mor der beder for dem, - da er det en meget stor oplevelse at se de mange forskellige ansigter, som jeg godt kan læse noget i. Jeg siger så til dem at de skal huske, at spørge deres mor, om hun beder for dem,  hvis de er i tvivl.

Inga og jeg har jo, på grund af mig, haft en noget blandet tilværelse, man kan som gammel sømand, få lyst til at sige, det har formet sig, som " i storm og stille."

Vi har ofte følt, at vi ikke rigtig har vidst hvor vi egentlig hører hjemme.

Nu har vi fundet stedet hvor vi hører hjemme, nemlig på stedet for hjemløse mænd, på MØLTRUP optagelseshjem, i Timring. Vi er der hver Torsdag og har samvær med nogen af de ca. 70 hjemløse mænd, som bor der. Det er pragtfulde mennesker, med hver sin skæbne, man føler sig så godt tilpas, der findes ingen farisæere her.

 

EN STOR TAK TIL ALLE DER HOLDT UD HER TIL.

Det vil glæde mig at høre fra dig, gerne anonym !

 

knudriis@esenet.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efterskrift

Denne beskrivelse af en stodders begravelse fandt jeg i min fars gemmer - næsten 15 år efter hans død

 

En stodders begravelse

De havde sunget: Klokkerne slår, og præsten stod og var en smule i tvivl om han skulle give følget hånden til afsked, for det var aldeles ikke faldet ham ind, at nogen kunne finde på at sige noget her ved graven.

En dranker var det de her havde begravet og kun ligestillede hjemløse udgjorde det ganske følge som stod omkring graven - Men pludselig trådte en af dem alligevel hen til graven, en skoddet cigaret havde han i den ene hånd, en slidt og snavset kasket i den anden - ingen var i tvivl om at han ville sige noget:

Ja, så er det løv' kørt Jens, sagde han og så ned på kisten, så fik du endelig en seng at ligge i som er din egen  -selvom det så blev en ligseng. Godnat og sov godt kammerat ville jeg bare sige - ja, og tak for kammeratskabet skulle jeg vel sige, hvis jeg da kan komme godt fra det. Det var jo ikke så forfærdeligt mange kønne ord præsten havde at sige om dig; men tag dig ikke af det kammerat, han har nok ikke jordforbindelsen helt i orden - til gengæld har vi to jo nok haft lige lidt nok himmelforbindelse til at forstå de skriftkloges sprog, så jeg siger bare hvordan skulle der så komme en bølgelængde ud af det?

Og så ville jeg godt sige et par kønne ord om dig kammerat, men jeg jo ofte svært ved at formulere mig som jeg gerne ville - jeg må vist nøjes med at sige, at jeg nok ikke er så stærkt inde i Vorherres paragraffer, som jeg måske skulle have været? Men jeg ved at vi to begge var syndere for Vorherre. Jeg husker nok om aftenen når vi bad Fadervor sammen, så skulle du altid sige bønnen: Forlad os vore skyld, to gange, - Jeg ved ikke om det fordi du var bange for at det ikke blev hørt første gang, eller var det måske fordi du synes at du trængte ekstra til at bede netop den bøn - jeg er lige ved at tro det.

Og så vil jeg da også sige , at selvom du kaldte dig selv for dranker, vagabond, og ind i mellem for en håbløs spritter, så var du alligevel et godt menneske indeni - Det kan jeg i hvert fald skrive under på, jeg har kendt dig både forfra og bagfra og fra alle sider. Jeg ved godt du ikke kan lide at jeg siger sådan; men det skal nu alligevel siges inden de lægger den sorte dyne over dig. - Børn og hunde holdt sig altid nær til dig, og det er jeg glad for, de er for det meste bedre til at vurdere mennesker end medmennesker er. - Det er måske fordi de står Vorherre nærmere og er mere afhængig af ham, hvad ved jeg?

Ja, ja, Jens - jeg skal ikke placere dig i himlen på forhånd, det har jeg nok ingen fulmagt til - men jeg vil bare sige dig tak og så ønske dig godnat - og sov godt

Og så skulle det forresten ikke undre mig det mindste, om Vorherre selv en skønne dag kommer og prikker dig i siden og siger: Kan du så komme på højkant Jens - for nu skal vi to ind og synge morgensang i Himlen