Goa er et enestående rejsemål for eventyrere, der søger en eksotisk cocktail af kilometerlange sandstrande, svajende kokospalmer, udsøgt mad, flotte hinduistiske templer, farverige sarier, hellige køer og måske et par hippier, der er blevet hængende fra de glade halvfjerdsere.
Her mødes forskellige kulturer i en farverig mosaik. Goa er en af Indiens rigeste provinser især pga. turismen, der har været stødt stigende, siden europæiske rygsækrejsende fandt vej til de gyldne strande for ca. 30 år siden.Inden da havde inderne selv i mange år foretrukket at feriere i området.Fra 1501 til 1961 var provinsen en portugisisk koloni, og er du arkitekturinteresseret, vil du fascineres af den særegne kombination af klassiske, portugisiske huse, hinduistiske templer, katolske kirker og moderne bygninger.
Goas indiske køkken er et helt kapitel for sig. Det er naturligvis her, du får verdens bedste ”curry”. Derudover byder den lange kyststrækning på frisk fisk og skaldyr i alle afskygninger, og i det hele taget byder provinsen på friske og gode råvarer. Und dig selv at prøve nogle af de lokale retter, du vil højst sandsynligt få smag for Goas vidunderlige køkken. Da Goa har mange udenlandske besøgende, finder du naturligvis også mange internationale restauranter. Men husk, at det er synd at rejse om på den anden side af jorden for blot at spise ligesom herhjemme.
Det sydlige Goa er det ideelle rejsemål, hvis du søger en afslappende ferie i rolige omgivelser. Mange af hotellerne ligger langs den 25 km lange sandstrand, hvor tusindvis af kokospalmer svajer i vinden. Ca. 35 km syd for Panaji ligger Margao, der har et livligt overdækket marked og desuden huser Goas fodboldstadion. Herfra mod syd strækker den 30 km lange Colva Beach sig, også kaldet ”Sølvstranden”.
Det nordlige Goa byder på et livligt natteliv og et stort udvalg af butikker, restauranter og barer. Flere kilometer sandstrand løber fra Aguda gennem Calangute til Baga, hvor du finder et stort udvalg af vandsportsaktiviteter. Det mest livlige natteliv finder du i Baga, og her kan du nyde iskolde Kingfisher øl eller eksotiske drinks og danse hele natten.
Ønsker du at gøre indkøb i Goa, kan det anbefales at se nærmere på smykker, silke og lædervarer, hvis du ønsker at gøre en god handel og få kvalitet for alle pengene. Her er også mange gode skræddere, og det er absolut anbefalelsesværdigt at få et skræddersyet sæt tøj af høj kvalitet til en rimelig pris med hjem i kufferten.
Kyst og strande Goa har mange vidunderlige sandstrande – vi er overbeviste om, at du nok skal finde mindst én, som lever helt op til dine forventninger om den perfekte badedag. Candolim, Calangute og Baga sandstrande ligger i forlængelse af hinanden i det nordlige Goa og er de mest populære. De fleste hoteller af middel og lav standard er også beliggende i disse områder. Candolim og Calangute er nærmest vokset sammen, og her finder du adskillige strandbarer, solstole og vandsportsaktiviteter samt strandsælgere. Om aftenen holdes store beach parties, hvor hundredvis af danseglade feriegæster og lokale samles og danser til internationale rytmer under den åbne stjernehimmel.
Baga strand nord for Calangute anses for at have det fineste sand. Her står strandstolene tæt, og vandsportsaktiviteter og strandsælgere optager også en del plads. Stranden er dog fantastisk, og man forstår dens popularitet. Vandet er klart, sandet er fint, og det forklarer også, hvorfor mange lokale familier ynder at komme herud efter arbejde for at se solen gå ned. I det sydlige Goa er Colva strand den mest kendte. Her trak 1970’ernes rygsækturister sig tilbage til, når festlivet omkring Calangute og Baga blev for meget. Colva er en meget populær strand blandt de indiske besøgende. Stranden er mindre befolket og mindre hektisk end strandene i Nord, men du finder alligevel alle de herligheder, der hører sig til en perfekt badedag – lyst sand, klart vand, solstole, parasoller, vandsportsaktiviteter, strandbarer og lokale sælgere. Tempoet er blot lavere.