I 2011 var vi to uger i Goa, det var et tilfælde der bragte os dertil, vi havde planlagt en tur til Gran Canaria; men da vi flippede lidt rundt på nettet efter vinterferier stødte vi på Goa i Indien, og så at det næsten var billigere at rejse hertil, vi besluttede os hurtigt
og bestilte 2 uger på hotel
Empire Beach Resort i Calangute.

Vi havde to pragtfulde uger i Indien og oplevede en masse spændende ting, og vi lærte en masse forskellige mennesker at kende, her i blandt vores nu gode ven Inácio, som er taxichauffør i Goa. Vi brugte ham hver gang vi skulle køres til et eller andet, han var fantastisk til at fortælle og være behjælpelig med ting og sager vi ikke var fortrolige med - jeg spurgte ham eksempeltvis en dag om man måske kunne komme ud på Det Arabiske Ocean for at fiske, straks tog han telefonen og lånte en båd til dagen efter, hvor han og mig drog ud på havet i ca. 3 timer, vi så springende delfiner og vi fangede en fisk som han sørgede for at få tilberedt til Birthe og mig samme aften. Han arrangerede de samme udflugter som rejsebureauerne, bare til under halv pris - vi fik en behandling langt ud over hvad man kan forvente, og vi udviklede samtidig et venskab, som senere hen skulle vise sig at højst sandsynligt ville være for livstid.

Allerede 2 måneder efter vi var kommet hjem fra ferien bestilte vi næste års vinterferie, selvfølgelig til samme rejsemål, og vi havde med jævne mellemrum kontakt til Inácio via Facebook. Da vi landede i Dabolim lufthavn i Goa om aftenen, stod vores gode ven selvfølgelig og tog imod os med åbne arme og gensynets glæde var stor for os alle. Vi blev kørt til hotellet og vi aftalte at mødes næste formiddag efter en god og tiltrængt nats søvn. Jeg har glemt at fortælle om betalingen for kørslen nærmest var uforskammet billigt, ca. 100 danske kroner pr. Dag, selvom vi havde beslaglagt hans tid fra tidlig morgen til spisetid om aftenen, nogle gange længere - når vi betalte ham gav vi gerne drikkepenge, men hvis det oversteg 25 kr. blev han helt forlegen og enkelte gange nægtede han at tage imod dem. En aften blev vi inviteret til barbecue ved han ven, som har et spisested der hedder Glens Corner, der var pyntet op og vi havde en fin aften hvor Inácio servicerede os på alle måder, da vi var færdige med middagen spurgte han forsigtigt om vi kunne tænke os at se hvor han boede, da det var lige i nærheden - selvfølgelig ville vi gerne det, så vi fulgte efter ham ud i mørket til et lille og meget gammelt hus. Vi stillede skoene udenfor, som man altid gør på disse kanter, og blev budt ind. Vi kom ind i et lokale på ca. 15 kvadratmeter, hvor der stod en briks, to plaststole, et lille skab med et 12 tommers fjernsyn på, det var alt, jeg troede først at det var en slags entre, men næh, det var her han boede sammen med sin højgravide kone, deres lille pige på 5 år. - og ikke at forglemme, så boede de sammen med hans mor og far, som dog havde et mindre lokale ved siden til at sove i. Da vi nu stod inde midt i det lille lokale kom faren ind og stilte sig midt på gulvet og bare stirrede uden at fortrække en mine, han var en mand i 60'erne der havde været fisker i hele livet, der stod han i bare tæer med shorts og t-shirts og med vildt hår ud til alle sider og jeg vidste ikke rigtigt hvad vi skulle gøre, så jeg stak ham næven og sagde "Hello", jeg fik et vagt håndtryk til gengæld, Inácio bad os sætte os på briksen, han bød mig på en øl, som jeg dog takkede nej til. Datteren var lidt genert til at begynde med, men tøede hurtigt op, og blev hurtigt gode venner med Birthe, hun hentede de ting vi havde købt til hende hjemmefra Danmark. Inácio og hans kone fortalte at de  i nabohuset havde to ferielejligheder, som de gerne ville vise os, vi gik udenfor og de fortalte også at Inacios forældre ikke kunne læse eller skrive, de kunne heller ikke cykle eller spise med kniv og gaffel, de blev inde i huset mens vi andre så en af de to tomme lejligheder, som faktisk så okay ud, der var nok dobbelt så meget plads her som inde hos dem selv, de kostede ca. 130 kr. Pr. Dag - de ikke engang spurgte os om vi var interesseret i at leje en af deres lejligheder en anden gang, så der var ingen økonomisk bagtanke med her - eller rettere sagt, heller ikke her. Vi blev indbudt til at komme til middag ved dem en af de efterfølgende aftener, noget vi så frem
til med en vis spænding.

Sidste år lærte vi en pige ved navn Anita at kende på stranden, hendes mand arbejdede også på stranden, han heddet Gullip, vi fik et ret tæt forhold til dem og inden vi rejste hjem spurgte vi dem om vi kunne glæde dem ved at tage noget med ned til dem fra Danmark, de sagde at mobiltelefoner var meget dyre her og at Anita længe havde ønsket sig en sådan. Vi havde puttet to mobiltelefoner i kufferten hjemmefra, og sikken en lykke de gjorde, Gullips telefon var gået i stykker og var repareret med tape og så farlig ud, Anita havde endnu ikke fået sparet sammen til en, så vi følte vi en stor taknemmelighed fra disse to mennesker, som havde fem børn og nu ventede sig et til- Anita lejede strandstole ud og gav massage på stranden
Gullip hjalp til i strandbaren.

Vi havde også gaver med til Inácio og hans familie, vi havde købt et kamera til dem, og H.C.Andersens eventyr på engelsk, samt et penalhus med farveblyanter o.l. til datteren, hun blev så glad at hun rendte rundt hele dagen og fortalte venner og bekendte at hun
havde fået gaver fra Danmark

En dag lavede vi en heldagtur til Et af Indiens største vandfald, en fantastisk flot tur, hvor de sidste tre kvarter foregik i jeep i det mest vilde terræn vi nogensinde har kørt i, det gik over stok og sten, tværs over vandløb på ca. en halv meters dybde, da vi nåede frem var det et meget storslået syn der mødte os, rundt omkring på jorden og i træerne kravlede en masse aber rundt og fulgte nysgerrigt med til hvad vi foretog os, havde man lyst kunne man bade og svømme ud under vandfaldet, jeg havde meget lyst, men turde ikke på grund af problemer med mit knæ - da vi kørte herfra tog Inácio os med ud for at se nogle forskellige kirker og templer, til sidt kørte vi til en stor krydderihave, hvor vi fik indisk buffet til frokost, vi var
hjemme igen sidst på dagen.

Vi var også i år på marked i Mapusa, et kæmpestort lokalmarked i en lidt større by, vi mødte her den samme unge kvinde, hun hed Paris, som vi handlede med sidste år, og minsandten om hun ikke kunne kende os igen, jeg sagde til hende at jeg godt kunne tænke mig at vide hvad et kamera koster her i Indien, det vidste hun ikke, men fulgte os ud af markedet hen af nogle gader og ind i en fotobutik, her købte jeg et kamera til ca. en trediedel af hvad jeg skulle betale i Danmark, vi gik med hende tilbage til markedet, og købte et par tørklæder af hende som tak.

Vi var ligeså på hippimarkedet i Anjuna, som holdes hver onsdag, her er der stadigvæk en del hippier fra 60 og 70'erne der har glemt at tage hjem. Der kører en konstant musik fra de forskellige boder og det er næsten kun teknomusik med en konstant monoton, hamrende rytme, der er en duft af kryderier og madlavning, samt en livlig handel ved boderne, der er også tibetansk marked her, med smykker og andet tingeltangel - hashpiber og tatoveringer kan ligeledes fås her til fordelagtiger priser, vi nøjedes med at købe et par sommertrøjer, og var inde et sted for at få en drink, for væske skal der til i den steghede varme, temperaturen sneg sig dagligt op på 34 grader. samtlige dage vi var i Goa

En lørdag aften blev vi kørt til nattemarked i et nærliggende sted, vi var der i ca. 3 timer, hvor vi daskede rundt, spiste og shoppede lidt ved boderne, Inácio ventede på os udenfor i samtlige 3 timer, det gjorde han også da vi blev kørt op til en anden strand en dag, et specielt sted der hedder Turtle-Beach, det koster ikke ekstra, forstå det hvem der kan. Inácio skal aflevere det der svarer til 1000 kr. I banken hver måned som afdrag på hans taxa, som er en lille Suzuki Maruti, specielt lavet til Indien, den er nu 1,5 år gammel og er betalt når den er 3 år, derudover er der udgifter til brændstof, el og andre nødvendigheder som tøj og mad, hvordan de får det til at hænge sammen er stadig en gåde for mig.

En morgen blev vi hentet og kørt ud til en af Inacios venner der havde en båd der sejlede med turister ind i Mandovifloden for at se efter krokodiller, Inácio tog med os på den flotte sejltur, og vi mødte ikke mindre end 4 store frygtindgydende krokodiller, vi var så tæt på dem at jeg fik nogle rigtig gode billeder af dem, på vejen hjem i båden spillede vi bingo, et spil som inderne er meget glade for, vi morede os lidt over dette men spillede da med, dog uden at vinde noget.

Da dagen oprandt hvor vi skulle til middag hos Inácio, vidste vi ikke lige hvordan vi skulle gebærde os, vi blev enige om at købe en buket blomster til værtinden, akurat som vi ville have gjordt det herhjemme, vi gik derhen langs stranden, og blev modtaget af Inácio som fortalte at de var blevet enige om at vi skulle spise i en af ferielejlighederne, Birthe gav hans kone den flotte buket, som der blev takket for, og derefter blev den henlagt i cellofanpapiret på køkkenbordet, og her blev den så liggende resten af aftenen, Vi blev budt ind og fik os sat ned, Inácio og konen bød os på noget at drikke, Birthe fik en familiecola og jeg en øl, som han serverede for os, for derefter at overlade os til os selv, vi kikkede lidt på hinanden og blev enige om at vi jo måtte tage det som det kom. Inden han gik tændte han dog for fjernsynet, som så stod og brummede med en for os ligegyldig tenniskamp, den blev ikke slukket resten af aftenen, jeg tror det godt kunne være for at vise at der altså også findes den slags moderne ting i deres hjem? Lidt efter kom Inácio ind med en tallerken med naanbrød med hvidløg på, det var ristet på panden, og han sagde værsgo, - jeg kikkede på ham og lod ham forstå at vi havde forventet at spise sammen med ham og familien, men han insisterede på at vi nu skulle spise dette brød og så forlod han os igen, vi spiste så brødet som smagte rigtig godt, så kom hans datter og en veninde ind til os, datteren kunne jo kende os og hun hentede sine legesager, og de to børn legede på gulvet. Pludselig stod faren i døren med et glas øl, han kom ind og satte sig overfor mig og stirrede, jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre, han talte jo kun indisk havde vi fået at vide; men det var nu ikke helt sandt, for pludselig hævede han glasset og kikkede mig stift i øjnene og udbrød: "Cheers" og jeg turde ikke andet end gengælde hans hilsen og vi tog en slurk af vores øl, dette gentog sig en tre gange, så dukkede Inácio op igen, dennegang med to pocelænstallerkener til Birthe og jeg, med et stykke kingfisch på, hertil fik en bagt kartoffel med hvidløgssmør, der blev også serveret tigerrejer og blæksprutter, samt en lækker risblanding. Hans kone dukkede nu op med tre plasttallerkener til dem selv, vi sad tre ved et lille bord, konen og datteren sad på briksen og spiste, faderen havde forladt os, moderen og søsteren var inde for at hilse på os - søsterens kommentar til os var : "I know you" jeg sagde Ohhfwh, eller sådan noget, hun fortalte så at hun gjorde rent på vores hotel, vi kunne bare ikke genkende hende på grund af at hun ikke var i hotellets uniform. Middagen var simpelhen lækker, fisken var helt fantastisk, Birthe og jeg var de eneste af selskabet der fik fisk og kartoffel, de andre fik kun ris, rejer og blæksprutte. Da vi havde spist viste Birthe, datteren og konen nogle billeder på Ipad'en , datteren var meget interesseret i billederne af vores tvillingebørnebørn Mille og Malou, da de havde set billeder sang datteren sammen med moderen nogle børnesange for os, Birthe gegældte med "Mester Jacob", som de også kunne synge med på. Jeg talte med Inácio som overbeviste mig om at de var en lykkelig familie, som havde hvad man kunne ønske sig - en overgang sad jeg og tænkte på hvem af os der egentligt var rigest? Måske var det ham, vi har selv et godt liv, men samtidig en masse bekymringer som intet betød for dem. Da klokken blev halv ti var konen gået med datteren, hun skulle vaskes og i seng, vi takkede og bestemte os for at gå tilbage til hotellet langs stranden, det var  bælgmørkt så Inácio mente at det var bedst at han fulgte os hjem, så som sagt så gjordt - vi takkede ham for en aften langt ud over det sædvanlige og gik op på vores værelse og sank sammen i sengen og lod tankerne flyve, det var en rigtig god oplevelse.

Dagen efter blev vi hentet kl. 7.15 om morgenen, vi skulle på havfiskeri med Inácio og hans fætter, vi havde en fantastisk sejltur, bla. så tæt på et fængsel, der ligger helt ud til kysten, at vi havde øjenkontakt til fangerne, jeg tænke på Alkatras, vi mødte delfiner og så den storslåede natur fra en anden vinkel, vi fanged to små fisk kaldet "birdfish", de var meget farverige og flotte, vi blev afleveret på hotellet da turen var færdig, herefter gik vi på stranden og fik os en rigtig god omgang massage. Om aftenen gik vi på Maggis bar, hvor vi spiste en lækker treretters menu, og med drikkevarer og kaffe med portvin til blev det til lidt under 100 danske kroner, nok den dyreste middag
vi endnu havde indtaget.

Sidste år bestilte vi begge nye briller ved en optikker i Candolim, ca 8 km. Herfra. Der gik 3 dage og jeg hentede mine, et pænt stel i titanium, Seisglas med farveskift og glidende overgang og selvfølgelig inkl. Synsprøve - de kostede mig den nette sum af 1200 kr. Birthes briller som har en meget kraftigere styrke, skulle laves helt oppe nordpå i Delhi, det tog over en uge og de kostede 2000 kr. Men da vi hentede dem kunne Birthe desværre ikke bruge dem til at læse med, de lovede at rette fejlen, og sendte dem tilbage til Delhi, vi betalte 2000 kr. Og de lovede at sende brillerne til Danmark. Der gik næsten to mdr. inden  vi blev ringet op af en dame fra København der havde besøgt butikken i Indien, og havde lovet at tage brillerne med hjem, hun sendte dem til os, og vi var spændte; men det viste sig at Birthe stadigvæk ikke kunne bruge dem på grund af en fejl i læsefeltet, så der stod vi med et par ubrugelige briller,
som vi havde betalt 2000 kr. for.

Da vi i år vendte tilbage havde vi brillerne med og henvendte os i butikken, de var kede af situationen, og sendte nu for 3 gang brillerne til Delhi, en god uges tid gik, og Brillemanden dukkede op på vores hotel med brillerne, som desværre endnu engang ikke var i orden, nu var gode råd dyre, hvordan mon vi skulle takle dette her tænkte jeg, men inden jeg nåede at sige noget, tog manden sin pung op af lommen og tilbød os alle pengene retur, vi tog imod pengene og manden forlod os, vi blev enige om at briller til Birthe skulle købes hjemme i Danmark, men samtidig mener vi også at vi havde fået
en særdeles god behandling.

Vi fortalte selvfølgelig Inácio om hændelsen, han sagde at han godt lige ville vise os en anden optikker, så der blev vi kørt til, Birthe ville ikke prøve igen, men jeg kunne da ikke modstå et tilbud om nye briller med glidende overgang, stel og det hele, til en pris af ca. 320 kr. - en uge efter hentede jeg dem, de er lige så gode og perfekte, som dem jeg købte sidste år - fatter ikke rigtigt hvorfor man skal give omkring 20 gange så meget for briller herhjemme?

Empire Beach Resort, hedder hotellet vi har boet på begge gange vi har været her, det er et familiedrevet hotel, som nærmest ligger på stranden, vi bor på et meget stort værelse med en stor balkon til, med udsigt over det arabiske ocean - det er ikke luksus efter vores standarder, men der er hvad der skal være, en dobbeltseng med en meget hård madras, et mindre skab, et lille bord og to stole - på balkonen er der to solsenge, to stole og et lille glasbord, samt en parasol. Værtinden, som hedder Yasmin, men bliver kaldt Mamma, er noget af det sødeste og venligste menneske man kan tænke sig, hun forsår rigtig at hygge om sine gæster, og man får altid en glad kommentar eller en lille snak med hende når vi mødes. Personalet er helt i top, de knokler og gør rent dagen lang, ligesom restauranten, der har åben fra 7.30 til 22.00 hver dag, der er en god pool på hotellet, som vi har brugt nogle få gange, når bølgerne på stranden har været for voldsomme til os.

Maden i Indien er meget varieret, og på turistområderne kan man næsten få alt, vi søgte mere det lokale og havde mange kulinariske oplevelser her, fisk, skaldyr og kylling var det foretrukne, og vegetarretterne gik man heller ikke forkert i byen af, vi prøvede noget der var meget stærkt, noget der var mindre stærkt, men det meste var nu krydret ret moderat og det smagte dejligt. På markedet i Mapusa spiste vi frokost for 6 kr. For os begge 2, det var 4 stk. Samosabrød med indbagte grøntsager, hertil en cola og en flaske vand, samme måltid fik vi sidste år for godt 4 kr. Men der var der også kun 2 stykker brød til, vi sad på trappen uden for biksen og spiste måltidet. Vi havde overhovedet ingen problemer med at tåle maden, og synes det var spændende at finde nye spisesteder dag efter dag, kun morgenmaden fik på hotellet hver dag.

Trafikken i Indien er også et kapitel for sig selv, der er venstrekørsel, men man kører nærmest hvor der nu er bedst plads, det mest nødvendige udstyr i bilerne er hornet, der er en dytten og båtten konstant både nat og dag, så vi var glade for at bo et godt stykke fra vejen. Vi fik at vide ved ankomsten at man skal være meget varsom med spadsere langs vejen, for de indfødte ville hellere køre en turist ihjel, end de ville ramme en af de mange hellige køer der færdes overalt. Man kan leje biler, motorcykler og scootere overalt, men der må jeg melde pas, det turde jeg simpelthen ikke. Vilde hunde færdes ligeledes overalt, de er nu meget fredelige og gør ikke fortræd, man kan også risikere at møde en gris eller en vædder rende rundt i byen, ligesom elefanter der bliver trukket rundt i gaderne.

Overalt i byerne og på strandene mødte vi tiggere, både enlige og mødre med små børn der kom med udstrækte hænder, jeg blev ofte blød i knæene og lod en skilling falde - inderne var oftest dem der selv gav til tiggerne, der findes intet socialt sikkerhedsnet i Indien, har man intet arbejde, ja så får man ingen penge!

Mentaliteten og venligheden i dette land er helt ubeskriveligt, vi talte ofte om at vi aldrig så folk der skændes, eller folk der slog på hverken deres børn eller hunde, og vi opdagede hurtigt at her er et ord et ord. Vores taxachauffør svigtede aldrig de aftalte tider, og var som regel på stedet et par minutter før tiden. En dag på stranden kom en strandsælger og ville sælge is, jeg sagde ja tak, han fandt isene frem mens jeg rodede i tasken efter penge, for sjov sagde jeg til ham at jeg havde glemt mine penge på hotellet: no problem! sagde han, jeg kommer da bare forbi i morgen ved samme tid så kan du betale der, men han fik nu pengene med det samme. På markederne skal man selvfølgelig prutte om priserne, bliver man ikke enige er man lige gode venner aligevel. På restauranterne ville personalet tit have en snak med os om hvordan vi levede hjemme i Danmark, og de fortalte stolte om deres koner og børn derhjemme, lige meget hvor vi har været er vi blevet mødt med smil og venlighed, uden fornemmelser af at det var vores penge de var ude efter.

Da dagen kom og vi skulle hjem, havde vi et ærinde ved en skrædder som Inácio havde henvist os til, Birthe havde fået syet 6 stk. forskellige klude i silke og andet stof, det var rigtig flot lavet og meget billigt. Da vi skulle køres tilbage på hotellet hold Inácio ind ved en butik og bad os vente i bilen, han kom tilbage og aflevere en pose til Birthe med forskellige nødder, tyggegummi og andre spiseligt ting, til mig havde han købt en flaske indisk rom
( Old Monk ). Da vi kom tilbage gik vi på stranden og badede både i havet og i solen, vi spiste vores frokost hos Glenns House, hvor Inacios datter fik øje på os, de bor jo mindre end 100 m derfra, hun kom op og satte sig på skødet af Birthe og vi hyggede os sammen et stykke tid, hun synes at det var meget spændende da hun selv opdagede at vi havde blå øjne, og ikke som inderne meget mørke øjne. Vi fik sagt farvel på hotellet til Mamma og de andre gæster der skulle blive, vi blev hentet af Inácio for at blive kørt den sidste tur i denne omgang, det tager en time at køre til lufthavnen, da vi skiltes gav jeg ham et beløb, som jeg sagde til ham at pengene skulle bruges til baby-ting når den lille nye kom, han blev meget glad og vi krammede hinanden farvel og ønskede hinanden held og lykke, og selvfølge på gensyn. Vi havde ladet en taske stå i hans bil, bla. med en el-kedel, noget chokolade og andre småting, som vi regner med gør glæde i det lille hjem, jeg havde også lagt en øl i tasken og sagde til Inácio at den altså ikke var til ham, men derimod til hans far fra mig, han smilede og sagde tak.

Som man nok kan fornemme er vi blevet " bidt af Indien" og som en anden dansker vi mødte på hotellet sagde, enten kommer man til Indien en gang, og aldrig mere - eller også ønsker man sig bare tilbage år efter år, vi har allerede ønsker om mere af Indien til næste år, og selvfølgelig også med den bagtanke, at vi gerne vil besøge vores indiske venner igen.

Vores tanker går ofte til vores indiske venner: Yasmin, Anita, Gullip, Glenn, Simon, Paris, John og Inácio samt hele hans familie - tak for at vi lærte jer at kende.

Jeg tog ca. 900 billeder på turen, her er et mindre udpluk: